Cancer Flashcards
Udfordringer ved cancerbehandling
- Fremskreden sygdom ved diagnosetidspunktet
- Kroppen kan ikke selv bekæmpe cancer
- Næsten altid en lille gruppe hvilende kræftceller som
kan bluse op efter endt behandlingen - Toksiciteten og udvikling af resistens
Behandling af cancer
- Kirurgisk resektion af solide tumorer
- Strålebehandling
- Farmakologisk behandling (kemoterapi) – SYSTEMISK
behandling
Man udnytter at tumorceller har hurtig proliferationsrate og ring evne til at reparere sig selv. Ved farmakologisk behandling kan man angribe selve tumorceller eller afbryde blodforsyning (og dermed forsyning af ilt og næringsstoffer) til tumorceller.
(NB! Kun få hurigvoksende cancertyper helbredes med kemoterapi alene)
Angrebspunkter
- DNA-syntesen
- DNA-skade
- RNA-syntesen
- Selve celledelingen
- Forhindre intracellulære signalkaskade
Cellecyklus
- G0: hvilefase
- G1-fase: RNA og proteinsyntese
- S-fase: DNA syntese
- G2-fase: RNA og proteinsyntese
- M-fase: mitose
- G1/S-overgang: DNA reparation
- S/G2-overgang: DNA reparation
Understøttende behandling
- Antiemetika
- Analgetika
- Antibiotika
- Laksantia og obstipantia
- Hæmatopoetisk vækstfaktorer
- Keratinocyt vækstfaktorer
- Bisfosfonater
- Methylphenidat
- Prednisolon
Hvilke typer lægemidler findes der til behandling af cancer?
Cytotoksiske præparater (de ”almindelige” cytostatika) er cellegifte, der hæmmer tumorcellers vækst og deling. De udnytter kræftcellernes ringere evne til at reparere celleskade.
- Alkylerende stoffer (virker i alle delingsfaser)
- Antimetabolitter (virker mest i S-fasen)
- Topoisomerasehæmmere (virker i G1/S overgangen og
G2/M overgangen)
- Mitosehæmmere (virker i M-fasen)
Alkylerende stoffer er koncentrationsafhængige, mens de fasespecifikke cytostatika er tidsafhængige.
Andre præparater
- Immunmodulerende terapi
Monoklonale antistoffer (evt. koblet til et cytostatikum
eller radioaktivt isotop) Immunstimulerende terapi (eks.
BCG-vaccine, Dendrit-celle terapi) Immunsupprimerede
terapi
- Endokrinologisk behandling: hormoner/antihormoner
(eks. prednisolon, østrogen, androgen)
- Proteinkinasehæmmere (eks. imatinib)
Forklar begreberne adjuverende kemoterapi, neo-adjuverende kemoterapi og konkomitant kemoterapi.
Neo-adjuverende: før
Konkomitant: under
Adjuverende: efter
Ved neo-adjuverende kemoterapi gives kemoterapi før operativ behandling eller strålebehandling for at reducere tumorstørrelsen (downstage) for derved at muliggøre radikal fjernelse af tumoren. Ved konkomitant kemoterapi gives kemoterapi samtidig med langvarig strålebehandling for at øge strålesensitiviteten og fjerne eventuelle mikrometastaser uden for strålefeltet. Ved adjuverende kemoterapi gives kemoterapi efter en lokalbehandling (operation eller strålebehandling) for at mindske risikoen for recidiv.
Hvad er de typiske bivirkninger af cytostatika og hvorfor optræder lige netop disse bivirkninger?
Rammer især organer med hurtigt celledeling!
Bivirkninger kan være akutte eller sene og nogle gange kan sene bivirkninger udvikles til irreversible (kroniske) bivirkninger.
Visse præparater har kronisk kumulativ toksicitet og kan kun gives op til maksimalt, akkumulerede tolerable doser (eks. antracykliner og bleomycin).
- Hæmatopoietiske celler (se næste spørgsmål)
- Epitelceller
Gastrointestinal epitelskade: mucositis,
kvalme/opkastning, diarré, blødning Alopeci
Langsom sårheling - Gonadale celler: infertilitet
- Føtale celler: teratogenitet
Øvrige
- Anafylaksi
- Nefrotoxicitet (pga. ophobning/elimination af cytostatika)
- Hepatotoxicitet
- Lokal reaktion: eks. vævsnekrose ved ekstravasation
- Central og perifer neuropati
- Kardiomyopati (Antracyklin)
- Hæmorragisk cystit (Cyklofosfamid)
- Lungefibrose (Bleomycin)
- Carcinogene effekt (Antracyklin, alkylerende stoffer)
De fleste cytostatika giver knoglemarvsuppression, hvilke komplikationer har dette?
Anæmi: træthed, bleghed, hjertebanken
Trombocytopeni: øget blødningstendens
Leukocytopeni: immunsuppression med øget infektionsrisiko
Knoglemarvsuppression er reversibel (nadir nås efter 10 – 14 dage), men tager tid at overkomme, derfor gives kemoterapi med 2 – 4 ugers mellemrum.
Der kan evt. gives hæmatopoietiske vækstfaktorer.
Angiv resistensmekanismer for cytostatika og hvordan man i klinikken kan reducere resistensen.
Resistens er en metabolisk undvigemekanisme, som cellerne er i stand til at iværksætte for at undgå effekten af det pågældende lægemiddel. Der skelnes mellem primær resistens, hvor alle celler er resistente før første behandling versus sekundær resistens hvor få resistente celler opnår en proliferativ fordel, når de følsomme celler dræbes, hvorved tumor gradvis bliver helt resistent)
Multi-drug-resistence:
Celler med dette egenskab har en øget ekspression af MDR-genet, hvilket fører til øget forekomst af P-170 membran-P-glykoprotein, som indgår i en slags pumpemekanisme, der transporterer lægemidler ud af cellen.
Øvrige resistensmekanismer:
- Nedsat transport af lægemidlet ind i cellen.
- Nedsat aktivering/øget inaktivering af lægemidlet
- Ændring af targetmolekylet
- Øget produktion af targetmolekylet
- Alternativ metabolisk proces
- Reparation af beskadigelsen
(Nogle af de resistensmekanismer kan brydes ved dosisøgning.)
Kinetisk resistens
- En i øvrigt kemoterapifølsom tumor vokser frem til sin oprindelige størrelse i
behandlingspausen (ses ved hurtigt voksende tumorer)
Relativ resistens
- Tumorer med lav vækstfraktion, dvs. mange celler i G0-fasen, er relative resistente over for
cyklusspecifikke lægemidler.
Resistensen reduceres ved polykemoterapi.
(Behandlingsprincip: intermitterende polykemoterapi i maksimal tolerabel dosis.)
Hvordan virker de alkylerende stoffer?
De alkylerende stoffer danner kovalente bindinger mellem alkylgrupper (CH grupper) i DNA, hvorved der sker krydsbindinger af f.eks. guaninbaserne, førende til denaturation af DNA, eks. brud af DNA strenge, distorsion af DNA spiralen førende til transkriptions- og replikationsforstyrrelser. Herudover kan de alkylerende stoffer også binde sig til lavmolekylære substanser, som dernæst kan reagere med større molekyler.
Hovedparten af de alkylerende stoffer er cellecyklus-specifikke. Få stoffer virker også i G0- fasen og er dermed cellecyklus-uspecifikke.
Angiv for cisplatin nogle behandlingsindikationer og bivirkninger.
Cisplatin er et uorgnisk tungmetalkompleks, hvori platin indgår.
Indikationer (bredt spektrum):
Testiscancer, ovariecancer, blærecancer, cervixcancer, analcancer, lungecancer, hoved/hals cancer.
Bivirkninger
- Kumulativ nefrotoksicitet! (Behandles med intensiv hydrering og forceret diurese).
Aminoglykosid i kombination med cisplatin kan give irreversibel nyreskade, og efter indgift af cisplatin er patienten formentlig disponeret for den nefrotoksiske virkning gennem lang tid.
- Ototoksicitet med tinnitus og høretab
- Neurotoksicitet: sensorisk forstyrrelser, neuralgi
- Udtalt emesis
- (Knoglemarvsuppression mindre udtalt)
Giv 2 eksempler på antimetabolitter og deres virkningsmekanismer.
Anitmetabolitter har strukturelt lighed med puriner (guanin og adenin) og pyrimidiner (cytosin, og thymin).
Metotrexat (MTX):
folinsyreanalog/antagonist, der kompetitivt bindes til enzymet dihydrofolaltreduktase (DHFR), hermed blokeres reduktionen af dihydrofolat til tetrahydrofolat, som er et vigtigt coenzym for purin- og pyrimidinsyntese, hermed hæmmes DNA syntesen.
5-Fluoruracil (5-FU): Uracilanalog.
Metaboliseres til:
5-FdUMP – hæmmer thymidylat syntase
5-FdUTP: inkorporeres i DNA funktionsforstyrrelse 5-FUTP: inkorporeres i RNA funktionsforstyrrelse DNA/RNA polymerase kan ikke læse analogen.
Giv 2 eksempler på cytostatika som har direkte skadelig virkning på DNA og deres virkningsmekanismer.
Alkylerende stoffer (cyklofosfamid, cisplatin, karboplatin): Krydsbinding af DNA mellem guaninbaser → denaturation af DNA
Antracykliner (Doxorubicin):
- Indskydes mellem DNA basepar og separere DNA-
strengen hæmmer RNA og DNA syntese
- Dannelse af frie radikaler, som er toksiske for DNA.
- Hæmmer topoisomerase II Ingen DNA reparation ved
eks. strengebrud
- Forstyrrelse af cellemembranfunktion
Giv 2 eksempler på mitosehæmmere (antimitotika) og deres virkningsmekanismer.
Vinca alkaloid (vinoreblin): binder sig til tubulin og hæmmer tubulinpolymerisering til mikrotubuli, dermed hæmmes dannelse af mitosetenen og mitosen standses.
Taxaner (paklitaxel):
fremmer tubulinpolymerisering og forhindre depolymerisering førende til dysfunktionelle mikrotubuli og mitosen standses.
