Retsmedicin Flashcards
Redegør kort for kuliltes egenskaber og giftvirkning.
Kulilte er en lugtløs og farveløs gas som let blandes op i atmosfærisk luft. Kulilte binder sig til hæmoglobin meget kraftigere end ilt, og kan således forhindre blodet i at optage og transportere ilt rundt i kroppen. Selv koncentrationer langt under 1% i indåndingsluften kan være potentielt dødelige, og forgiftninger kan være langsomt indsættende med sløvhed, konfusion og somnolens som symptomer.
Hvad er en contre coup læsion og forklar den retsmedicinske betydning
Svarnøgle: Hjernelæsion hvor den største læsion er modsat anslagsstedet. Typisk stor læsion frontalt efter occipitalt traume. Ses stort set kun ved fald og kun yders sjældent ved direkte stump vold.
Hvor og hvordan skal du rette henvendelse, når du har mistanke om, at et barn har været udsat for et overgreb?
Svarnøgle: Jeg skal lave en underretning til de sociale myndigheder i den kommune, hvor barnet har bopæl. Underretningen skal forgå skriftligt og i akutte tilfælde skal den sociale døgnvagt også kontaktes telefonisk.
Hvilke obduktionsfund er typiske for kværkning?
Svarnøgle: Blodunderløbnemærker og hudafskrabninger på halsen, blødning i halsens bløddele, brud af skjoldbruskhorn, tungeben eller eventuelt ringbrusk, punktformede blødninger i øjnenes bindehinder, ansigtshuden, bag ørene og i mundslimhinden, evt. andre stasetegn i hovedet (kræves ikke: marginalt emfysem, flydende blod).
En patient på din afdeling udviser tegn på forgiftning. Der er ikke umiddelbart noget i anamnesen eller medicinlisten, der kan forklare symptomerne. Dette er en kompliceret situation, men hvilke muligheder har du med henblik på videre udredning af den forventede forgiftning, hvem kan du evt. kontakte for hjælp?
Kontakt til overordnede læger på din afdeling, dvs. bagvagt eller ledende overlæge er en mulighed. Den lokale afdeling af Styrelsen for Patientsikkerhed kan kontaktes. En afdeling kan bestille toksikologisk screening på eget sygehus eller nærmeste retsmedicinske institut. Blod og evt. urin kan tages fra og gemmes såfremt det senere bliver aktuelt at lave en toksikologisk screening. Kontakt til politiet er altid lovligt på mistanke om personfarlig kriminalitet.
Nævn de 7 punkter hvor dødsfald ifølge sundhedslovens §179 skal anmeldes til politiet
- når dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, selvmord eller ulykkestilfælde. 2. når en person findes død. 3. når døden er indtrådt pludseligt og ikke er forudset af lægefaglige grunde. 4. når der er grund til at antage, at dødsfaldet kan skyldes en erhvervssygdom, der er omfattet af lov om arbejdsskadesikring. 5. når døden kan være en følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig hændelse i forbindelse med behandling eller forebyggelse af sygdom. 6. når dødsfald forekommer i Kriminalforsorgens institutioner. 7. når det i øvrigt ikke med sikkerhed kan udelukkes, at dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, selvmord eller ulykkestilfælde eller dødsfaldet af andre grunde skønnes at kunne have politimæssig interesse.
Hvad er Adipocire?
Adipocire kaldes på dansk ligvoks. Adipocire kan opstå efter lang tids ophold i saltvand (nogle jordbundsforhold og ferskvand kan evt. danne ligvoks). Adipocire dannes ved en forsæbning af underhudens fedt, der omdannes til en hård vokslignende hvidgullig substans, meget lig gammeldags håndsæbe.
Angiv hvem og hvornår ikke-læger kan konstatere dødens indtræden og nævn eksempler?
Sygeplejersker ved forventet død hos svært syge, f. eks. terminal cancerpatient. Lægfolk ved forandringer uforenelige med livets opretholdelse, f. eks. forkulning
I forbindelse med en aftenvagt i skadestuen for ca. 2 måneder siden behandlede du en ung mand der havde været udsat for knivstik. Han ønskede ikke politiet involveret. Episoden er nu anmeldt og politiet har bedt dig udfylde en politiattest. Patienten havde en læsion på det ene lår, dit journalnotat er følgende: ”lateralt på ve. lår lige over knæet ses en stiklæsion, sparsom blødning, ingen mistanke om nerveskade, huden sutureres”, du var heldigvis forudseende og tog et par fotos af læsionen. Beskriv læsionen som du ville gøre i en politiattest.

Svarnøgle: På venstre lårs yderside 3 cm over knæet sås et længdeforløbende linseformet stiksår, målende 4 x 1,5 cm. Nederste sårvinkel var spids og den øverste sårvinkel var kantet og havde antydning af svalehaler. Der var frisk blødning.

Der er fem betingelserne der skal være opfyldt for at du kan udfylde en dødsattest ved et ”almindeligt” ligsyn, hvilke?
Svarnøgle: Man skal være læge, man må ikke være inhabil, man skal have konstateret sene sikre dødstegn, man skal kunne stå inde for afdødes identitet, dødsfaldet må ikke være indberettet til politiet - eller de har afstået fra retslægeligt ligsyn.
Du er forvagt i skadestuen. Det er sent søndag aften. En mor kommer ind med sin 4 måneder gamle dreng, som ikke har villet spise og drikke det seneste døgn. Ved den objektive undersøgelse findes drengen bleg, kold og smågrædende ved berøring. Stetoskopi af hjerte og lunger er normale. Der ses et blåt mærke i midtlinjen i baghovedet på ca. 2 cm. Moderen kan ikke forklare, hvorledes det er fremkommet. Mens du har forladt stuen for at hente et termometer, løber moderen ud til dig med drengen i armene. Han har kramper og vejrtrækningsbesvær. Hvad kan være skyld i drengens tilstand? 1. Epilepsi. 2. Børnemishandling. 3. Meningitis. 4. Ulykke. 5. Alle fire ovennævnte.
Svar: 5
Hvilke typer af stoffer er årsag til størstedelen af forgiftningsdødsfald blandt stofmisbrugere? 1. Designer Drugs / Nye Psykoaktive Stoffer 2. Ecstasy og ecstacylignende stoffer 3. Opioider 4. Hallucinogener 5. CNS-Stimulerende stoffer
Svar: 3
Hvornår kan en person henvende sig i et Center for Voldtægtsofre, og modtage råd og vejledning, tests, gratis psykologhjælp og retsmedicinsk undersøgelse uden henvisning eller politianmeldelse: 1. Hvis der er gået mindre end 7 døgn siden overgrebet, er det er muligt at give personen alle tilbud. 2. Der er altid åbent for ovenstående type af henvendelse, men personen skal være myndig. 3. Der er altid åbent for ovenstående type af henvendelse og det er muligt at give personen alle tilbud. 4. Hvis der er gået mindre end 72 timer siden overgrebet, betragtes det som akut, og det er derfor muligt at give personen alle tilbud. 5. Der er altid åbent for ovenstående type af henvendelse, men er personen < 18, skal henvendelse ske i FAM, der konfererer med en retsmediciner.
Svar: 1
Hvem kan rekvirere en retsmedicinsk personundersøgelse? 1. Alle læger med ret til selvstændigt virke. 2. Vagthavende ved politiet. 3. Læger med speciallægeanderkendelse. 4. Alt autoriseret sundhedspersonale. 5. Alle ovenfor nævnte grupper.
Svar: 2
Hvad er den hyppigste dødsårsag ved skarp vold 1. Læsion af nervesystemet 2. Forblødning 3. Luftemboli 4. Pneumothorax 5. Hjertearrythmi
Svar: 2
Du er forvagt på skadestuen.
Du får en melding om, at en ambulance er på vej ind med en miseriespræget person, der blev fundet livløs på et offentligt toilet. Ved siden af ham lå en sprøjte og kanyle med frisk blod.
Ved ambulancens ankomst fortæller akutlægen, at personen havde hjertestop da de ankom. Der blev i gang sat HLR som fortsat er i gang ved ankomsten. Der har på intet tidspunkt været tegn på spontan rytme. I bliver enige om at erklære personen død kort tid efter ankomsten til skadestuen
1a. Nævn de 7 punkter hvor dødsfald ifølge sundhedslovens §179 skal anmeldes til politiet
1b. Redegør kort for om dette dødsfald falder ind under sundhedslovens § 179
1c. Hvornår kan politiet afstå fra retslægeligt ligsyn i tilfælde anmeldt efter Sundhedslovens §179, stk. 1, punkt 1, og hvilke kriterier skal være opfyldt derfor?
1d. Hvornår må liget flyttes fra skadestuen til morgue og hvad skal du foretage dig inden flytningen?
1a. (0-4 pts):
- når dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, selvmord eller ulykkestilfælde.
- når en person findes død.
- når døden er indtrådt pludseligt og ikke er forudset af lægefaglige grunde.
- når der er grund til at antage, at dødsfaldet kan skyldes en erhvervssygdom, der er omfattet af lov om arbejdsskadesikring.
- når døden kan være en følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig hændelse i forbindelse med behandling eller forebyggelse af sygdom.
- når dødsfald forekommer i Kriminalforsorgens institutioner.
- når det i øvrigt ikke med sikkerhed kan udelukkes, at dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, selvmord eller ulykkestilfælde eller dødsfaldet af andre grunde skønnes at kunne have politimæssig interesse.
1b. (0-4 pts):
Dødsfaldet skal indberettes til politiet af flere årsager; jf. pkt. 1: dødsfaldet må skyldes et af de nævnte forhold, jf. Pkt. 2: personen er fundet død, jf. pkt. 7: ”narkomancirkulæret” er ikke i sig selv indberetningsgrund, men personen er ud fra findeomstændighederne med stor sandsynlighed narkoman og kan derfor nemt ”af anden grund” være af politimæssig interesse.
1c. (0-4 pts):
Politiet kan ved ulykker afstå fra retslægelig ligsyn – HVIS; der er hengået ”nogen tid” (i forbindelse med undervingen er angivet ”en uges tid”) og sagen skal være uden politimæssig interesse.
1d. (0-4 pts):
Liget må flyttes til morgue når der er konstateret sene sikre dødstegn, sene sikre dødstegn konstateres ved syning af liget. Der skal blot konstateres et sikkert dødstegn for at liget kan flyttes, der er ingen minimum liggetid og liget kan med fordel flyttes til morgue så snart som muligt. Der skal IKKE foretages ligsyn og skrives dødsattest, da der formentlig skal afholdes retslægeligt ligsyn.
En 2-årig pige bringes til skadestuen sent en aften af mor. Pigen har ikke villet bruge højre arm siden i går morges. Pigens storebror på 7 år har ligget på sofaen og set tegnefilm med hende det meste af dagen uden opsyn. Hverken mor eller far har bemærket at pigen har grædt eller at hun skulle være faldet. Mor er uddannet sygeplejerske og far er gymnasielærer. Objektivt findes et håndfladestort blåt mærke på venstre overarm. Hele høje arm er hævet og blåviolet misfarvet. Røntgenundersøgelsen viser et spiralbrud af højre humerus. Ved nærmere eftersyn ses flere blå, gule og brune blodunderløbne mærker på begge overarme, balder og lår.
Finder du indikation for indlæggelse og udredning ’obs battred child’? Hvis ja, hvad begrunder du det med?
Ja, der er indikation for indlæggelse og udredning begrundet i manglende traumemekanisme (et spiralbrud af humerus opstår ikke uden et relevant traume), flere læsioner af forskellig alder, forsinkelse af kontakt til skadestuen.
Hvilke centralstimulerende misbrugsstoffer er de mest anvendte i Danmark?
Kokain er det mest almindelige efterfulgt af amfetamin og MDMA. Methylphenidat (Ritalin) er også centralstimulerende og misbruges også, men regnes typisk ikke som et misbrugsstof. ”Ecstasy” dækker typisk over MDMA og kan således også godtages som svar. Metamfetamin er godt nok centralstimulerende, men ses stort set ikke i Danmark.
Du er KBU-læge i en FAM. Du modtager en ung kvinde på 17 år. Hun er svært beruset evt. stofpåvirket, forkvalmet og en smule forvirret, men fuldt orienteret ved direkte spørgsmål. Hun bløder en del fra en dyb hudafskrabning på det ene knæ. Hendes to veninder har bragt hende ind til FAM med en taxi. Veninderne anfører, at kvinden har været udsat for voldtægt. I forbindelse med den første kontakt af et voldtægtsoffer er det ikke unormalt at skulle navigere mellem modsatrettede forslag, ønsker og interesser fra; dig selv, offer, familie/venner, kolleger og andre professionelle.
Nævn mindst tre sæt af modsatrettede interesser du kunne skulle håndtere i FAM.
Forslag. Bevaring/beskyttelse af spor vs. Behov for omsorg og kram fra pårørende. Direkte viderehenvisning til CfV vs. Behandling/afrusning i FAM. Involvering af familie/kæreste vs. Hemmeligholdelse af det skete. Ønske om henvisning til CfV vs. Intet ønske om henvisning. Politianmeldelse vs. intet ønske om politianmeldelse.
I forbindelse med en aftenvagt i skadestuen for ca. 2 måneder siden behandlede du en kvinde der havde været udsat for vold fra kæresten. Politiet har nu bedt dig udfylde en politiattest. Kvinden havde en læsion på højre arm, dit journalnotat er følgende: ”lateralt på hø. oe extensor side ses et femkrone stort hæmatom”, du var heldigvis forudseende og tog et foto af læsionen. Beskriv læsionen som du ville gøre i en politiattest.
På højre overarms strækkeside 2 cm under armhulen ses et rødviolet blodunderløbent/blåt- mærke målende 3 x 4 cm. Kommentar: der må gerne gives extra for en kort redegørelse for vigtigheden af at politiattester holdes på dansk og ikke indeholder fagudtryk og latin, da attesterne skal læses af lægmænd.
Du er KBU-læge på en medicinsk afdeling. En 72-åring, ellers rask kvinde, er afgået ved døden 3 døgn efter indlæggelse, og du skal syne liget. Du gennemgår journalen og finder at kvinden har været tiltagende cerebralt påvirket under indlæggelsen, men at den omfattende udredning ikke har vist nogen årsag.
Må du kontakte politiet? Og hvorfor/hvorfor ikke?
Ja. Jf. Sundhedslovens §179 om pludselig død, uventet af lægelige årsager. Selvom hun har været indlagt i 3 døgn, har man ingen forklaring. Og jf. værdispringsregelen, der giver lov til at bryde tavshedspligt såfremt, der mistænkes et alvorligere lovbrud end brud af tavshedspligten.
Hvis en person findes død med stik og snitsår kan det dreje sig om drab eller selvmord eller i sjældne tilfælde være en ulykke. Redegør kort for det typiske læsionsmønstre ved henholdsvis drab og selvmord og evt. andre forhold på stedet som kan være til hjælp ved bedømmelse af dødsmåden. Forholdene ved dødsmåden ”ulykke” skal ikke beskrives.
Drab: afværgelæsioner, stik gennem knogler, stik gennem beklædning, eventuelt uregelmæssigt gentagne læsioner, eventuelt kun en enkelt læsion, læsioner hvor den afdøde ikke selv kan nå. Selvmord: gentagne parallelle læsioner – herunder tøvelæsioner, foretrukne områder: håndled, hals og venstre side af brystkassen, knogler undgås, beklædning eventuelt trukket til side, afskedsbrev.
Et forkullet lig findes i en brandtomt. Hvordan kan man afgøre om den pågældende har været i live under branden?
- Liget ligger i fægterstilling
- Der påvises et pseudohæmatom i hjernekassen
- Der er sod i luftvejene
- Der er forkulning af huden på hænderne
- Ingen af ovenstående
c. Der er sod i luftvejene
Du er forvagt i skadestuen. En fem måneder gammel dreng bliver bragt ind af sine forældre. Han er sløv, klynkende og har ikke spist som vanligt de seneste to dage. Ved ankomst til skadestuen begynder drengen at krampe. Forældrene fortæller, at han trillede ned af sofaen for ca. to døgn siden. Objektivt findes et blåt mærke i baghovedet og blå mærker spredt opadtil på brystkassens for- og bagside.
Hvad er det første, du gør?
- På mistanke om børnemishandling laves underretning til de sociale myndigheder.
- Der foretages politianmeldelse, da barnet er i potentiel livsfare, og der er mistanke om børnemishandling.
- Der iværksættes udredning og behandling af kramperne.
- Vagthavende retsmediciner kontaktes med henblik på akut personundersøgelse.
- Der aftørres for DNA og sikres billeder af de blå mærker via Klinisk Foto.
c. Der iværksættes udredning og behandling af kramperne.



