6. Bevisbyrde, bevisførelse og bevisbedømmelse (pensum) Flashcards
Hvad er formålet med bevisførelsen?
Det centrale punkt under hovedforhandlingen er bevisførelsen. Bevisførelsen angår altid noget faktuelt (i modsætning til det retlige, og er ment til at afklare, hvilket faktum retten kan lægge til grund som bevist, således at retten kan afgøre, om dette faktum både objektivt og subjektivt realiserer gerningsindholdet i den forbrydelse, der er rejst tiltale for
Hvordan indledes bevisførelsen?
Det fremgår af retsplejelovens § 863, at bevisførelsen indledes med, at retten spørger, om tiltalte er villig til at afgive forklaring. Tiltalte kan således aldrig pålægges at afgive forklaring, jf. § 754, stk. 1, jf. § 752, stk. 1
Tiltalte har i øvrigt adgang til at afgive forklaring efter, at hver enkelt bevis er ført, hvis beviset giver anledning til dette, jf. § 866, stk. 2. Herudover har tiltalte altid det sidste ord,jf. § 876, 2. pkt., og § 877, 1. pkt
Hvilke muligheder har retten for at gribe ind i bevisførelsen?
Bevisførelsen foregår i øvrigt først fra anklagemyndighedens og derefter fra forsvarerens side. Beviser, som retten af egen drift beslutter at føre, jf. den materielle sandheds princip, fremføres på det tidspunkt, som retten bestemmer, jf. § 865.
Det er retten, der i vidt omfang har magten over bevisførelsen. Retten kan således ikke blot beslutte, i hvilken rækkefølge beviserne skal føres, men også at afslutte bevisførelsen enten i det hele eller om et enkelt punkt, inden alle beviserne er fremført. Retten kan endvidere beslutte at genoptage en sluttet bevisførelse, jf. § 864, stk. 1, ligesom retten kan udsætte sagen med henblik på at føre bevis, som ikke er til stede, jf. § 874, stk. 2.
Retten er ydermere berettiget og forpligtet til at stille spørgsmål til den, som afhøres, når som helst der i sandhedens interesse er grund til dette, jf. §§ 867 og 869. Retten kan imidlertid ikke nægte, at et bevis, som er til stede, føres med den begrundelse, at beviset ikke er anmeldt i så god tid, at modparten har haft tilstrækkelig tid til at forberede sig, jf. § 874, stk. 1
Retten kan, når den anser det for nødvendigt for sagens fuldstændige oplysning, beslutte, at beviser skal føres, som ingen af parterne har ønsket ført, eller som den, der har anmeldt beviset, har erklæret at ville frafalde. Retten kan i den anledning udsætte sagen, jf. § 874, stk. 3.
Retten kan også foretage besigtigelse af personer, genstande og lokaliteter, når det findes nødvendigt eller hensigtsmæssigt for sagens oplysning. Besigtigelser skal overværes af de personer, som ellers skal være til stede under hovedforhandlingen, jf. § 874, stk. 4.
Hvem har bevisbyrden, og hvilke beviskrav kan der opstilles?
I straffesager er det anklagemyndigheden, der har bevisbyrden. Da anklagemyndigheden under straffesagen nedlægger påstand om domfældelse (og straf), idet anklagemyndigheden gør gældende, at tiltalte har begået den forbrydelse, som fremgår af anklageskriftet, er anklagemyndigheden nødt til at føre beviser, der støtter anklagemyndighedens opfattelse
Den ægte bevisbyrde kan bedst karakteriseres som en overbevisningsbyrde, hvorved menes, at det er anklagemyndighedens opgave at overbevise retten om, at tiltalte er skyldig. Hvis ikke anklagemyndigheden formår at løfte overbevisningsbyrden, og retten dermed er i tvivl om tiltaltes skyld, bliver tiltalte frifundet. Den ægte bevisbyrde er absolut, hvilket betyder, at den ikke kan fraviges til skade for tiltalte.
Den uægte bevisbyrde kan bedst karakteriseres som bevisførelsesbyrden, hvorved menes, at anklagemyndigheden må føre de beviser, som er nødvendige for, at retten bliver overbevist om tiltaltes skyld
Anklagemyndigheden har først løftet bevisbyrden, når bevisværdien af den samlede bevisførelse er over de 90 %. Dette udtrykkes i daglig tale således, at enhver rimelig tvivl skal komme den tiltalte til gode (in dubio pro reo)
Hvordan påvirker tiltaltes passivitet den bevismæssige afvejning?
Det forhold, at anklagemyndigheden har bevisbyrden, betyder ikke, at det ikke bevismæssigt kan lægges tiltalte til last, hvis hun eller han ikke ønsker at afgive forklaring under sagen eller at fremlægge et modbevis, som tiltalte har rådighed over eller viden om.
Det er ikke i strid med bevisregleme, at retten lægger vægt på tiltaltes tavshed, når en »alternativ« plausibel forklaring fra tiltalte på det i øvrigt beviste synes påkrævet, og tavsheden ikke udgør det eneste eller væsentligste bevis mod tiltalte
Med den her anvendte terminologi - med den ægte bevisbyrde (overbevisningsbyrden) og den uægte bevisbyrde (bevisførelsesbyrden) - kan man sige, at tiltalte i sådanne sager far del i bevisførelsesbyrden
Hvis tiltalte gør gældende, at der f.eks. forelå en objektiv straffrihedsgrund, er det op til anklagemyndigheden, hvis anklagemyndigheden ikke er enig i tiltaltes opfattelse, at føre modbevis for, at der ikke forelå en objektiv straffrihedsgrund. Dette gælder dog kun, hvis tiltaltes anbringende er sandsynligt eller bestyrket i sagens øvrige oplysninger, idet anklagemyndigheden ikke »blindt« skal føre bevis for ikke-tilstedeværelsen af de objektive straffrihedsgrunde
Hvad er et bevistema og bevisfakta?
Et bevistema (thema probandi - det tema, der skal prøves) kan defineres som den hypotese om et relevant faktum, der er genstand for bevisvurderingen, der kommer til udtryk i parternes anbringender.
En sags bevistemaer kan forenklet og skematisk inddeles i følgende grupper:
1) Identifikation af tiltalte som rette gerningsperson, herunder identifikation af eventuelle medvirkende samt i sjældne tilfælde, om de tiltalte havde opnået den fornødne alder (var over den kriminelle lavalder).
2) De objektive gerningsmomenter samt e.o. den konkrete udførelse af forbrydelsen, herunder ved medvirken, om tiltalte udførte handlinger, der af retten kan bedømmes som tilskyndelse, råd eller dåd og ved forsøg, om tiltalte foretog handlinger, der må bedømmes som frivillig tilbagetræden fra forsøg.29 Endvidere i sjældne tilfælde f.eks. det nøjagtige gerningstids- punkt af hensyn til spørgsmålet om forældelse eller det præcise gerningssted af hensyn til spørgsmålet om jurisdiktion.
3) De subjektive krav (forsæt eller uagtsomhed). Ved forsæt om de forestillinger, der har hersket i gerningspersonens bevidsthed på gerningstidspunktet (formål, viden, antagelser, indsigt, forståelse og slutninger mv.).
4) Faktorer til brug for strafudmålingen eller fastsættelse af andre sanktioner, f.eks. farlighed ved forvaring, ejerforhold ved konfiskation eller bandetilknytning, jf. § 81 a
5) E.o. om der forelå objektive straffrihedsgrunde.
Konkluderende kan man sige, at der skal føres bevis for alle led i de strafferetlige ansvarsbetingelser inklusive sanktionsfastsættelse i det omfang, de enkelte led beror på noget faktisk, er relevante i den mødende sag33 og er omtvistet.
- De enkelte beviser, der føres til støtte for bevistemaet, kaldes bevisfakta
Man kan kategorisere et bevis som fældende, hvis det endegyldigt dokumenterer (beviser) et bevistema. Nogle sager bliver afgjort på grund af et eller få fældende beviser (»den rygende pistol«), men langt de fleste sager bliver afgjort på baggrund af en række beviser, som retten konkret har sammenholdt og bedømt til - ud over enhver rimelig tvivl - at udgøre et tilstrækkeligt bevis.
Hvilke bevismidler kan bruges i bevisførelsen?
Bevismidler:
At føre bevis betyder, at anklagemyndigheden (eller e.o. tiltalte) fremlægger dokumentation for de relevante bevistemaer. Denne dokumentation kan bestå af forskellige typer af beviser (bevismidler). »Bevismidlerne er dels 1) mundtlige, også betegnet som »personlige bevismidler« (tiltalte, vidner, sagkyndige), dels 2) skriftlige (berettende dokumenter), dels 3) reelle eller »tinglige«
I praksis regnes tiltaltes egen forklaring typisk som det vigtigste bevismiddel - også i de sager, hvor tiltalte ikke erkender sig skyldig. »Det er hans egen forklaring, der fælder ham ved sine anstrengte forsøg på at komme i overensstemmelse med vidnernes forklaring eller andre beviser i sagen, ved sin manglende indre sammenhæng og sin uforklarlige uoverensstemmelse med tidligere udsagn.«
- En politirapport indeholdende en forklaring kan i udgangspunktet ikke tjene som bevis
- En videoafhøring af et barn eller anden sårbar person foretaget efter reglerne i § 745 e kan imidlertid tjene som bevis, jf. § 872.
- Et dna-bevis er på mange måder et stærkt bevis, men har også sine begrænsninger. Det kan bl.a. aldrig i egentlig forstand bevise, at et biologisk spor (spyt, hud, hår, blod eller sæd) stammer fra en mistænkt. Det kan kun sandsynliggøre det. Derfor kan et dna-spor ikke stå alene som bevis, der skal også være andre omstændigheder, der peger i retning af den tiltaltes skyld.
- Vægten udtrykkes ved den såkaldte likelihood-kvotient. Likelihood-kvotienten angiver, hvor mange gange mere sandsynligt det er at observere dna-profilen, hvis sporet stammer fra en bestemt person, end hvis sporet stammer fra en tilfældig anden person i den danske befolkning. Om den mistænkte er det bedste bud på ophavspersonen til sporet, beror på sagens øvrige omstændigheder - disse omstændigheder kaldes forhåndsodds
- Det er ikke enestående for dna-beviset, at det ikke kan stå alene?7 Det kan ingen beviser principielt - ikke en gang tiltaltes tilståelse, idet denne skal være bestyrket i de i øvrigt foreliggende oplysninger, jf. § 831, stk. 1, nr. 1.
Hvad indebærer princippet om bevisumiddelbarhed?
Foruden princippet om en fri bevisførelse gælder også et princip om bevisumiddelbarhed. Det betyder, at beviserne skal føres umiddelbart for den dømmende ret under hovedforhandlingen
- Princippet om bevisumiddelbarhed skal således sikre det bedst mulige bevis69 og gør det også muligt for retten i sandhedens interesse at stille spørgsmål f.eks. til det vidne, der afgiver forklaring under hovedforhandlingen.
- Bevisumiddelbarhedsprincippet udgør endvidere en retsgaranti for den tiltalte, idet vedkommende, når beviserne føres direkte for den dømmende ret, hvor tiltalte er til stede, har mulighed for »på stedet« at anfægte og imødegå beviserne.
- Der kan undtagelsesvist ske anticiperet bevisførelse, jf. § 747, f.eks. hvis det ellers må befrygtes, at beviset vil gå tabt.
- Retten kan også beslutte, at en vidneforklaring ikke behøver at blive afgivet direkte for den dømmende ret, men kan afgives ved den byret, hvor det findes mest hensigtsmæssigt, jf. § 174, stk. 1, 2. pkt. Som en art »mellemform« kan det også tillades et vidne at afgive forklaring via et videolink med billede, hvor vidnet indkaldes til at afgive forklaring i en anden retskreds, jf. § 174, stk. 2.
Hvad kan særligt fremhæves fra RPL § 871?
§ 871 regulerer straffesagens brug af dokumenter som bevismidler under hovedforhandlingen og bygger på princippet om det bedste bevis.
- STK 1: Dokumenter, der påstås at have været genstand for eller at være frembragt ved forbrydelsen eller at have været brugt eller bestemt til dens udførelse, eller som yder umiddelbar oplysning om gerningen eller tiltaltes forhold til denne - umiddelbare beviser - kan efter § 871, stk. 1, frit anvendes som bevismiddel.
- STK 2, nr. 4: § 871, stk. 2, nr. 1 til 4, angår forskellige tilførelser til retsboger. Det drejer sig bl.a. om tilførelser om ransagninger og besigtigelser, men også om forklaringer.71 Når disse tilførelser til retsboger uden videre kan dokumenteres (hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt) i et retssystem med umiddelbar bevisførelse, skyldes det, at netop fordi der er tale om tilførelser til retsbøger, anses de for at have en særlig autoritet, pålidelighed og troværdighed
- STK: 2, nr. 5: Erklæringer og vidnesbyrd, som er udstedt i medfør af offentligt hverv, herunder udskrifter af tiltaltes tidligere straffedomme, kan også efter £ 871, stk. 2, nr. 5, frit dokumenteres under sagen.
- STK: 4: Efter § 871, stk. 4, må andre dokumenter, der indeholder erklæringer eller vidnesbyrd, kun benyttes som bevismidler, hvis retten undtagelsesvis tillader det.
- De fleste dokumenter, der har karakter af erklæringer, gives der i reglen tilladelse til at dokumentere under sagen, hvis de alene indeholder beskrivelser af objektive bevisdata og ikke indeholder bevisvurderinger, som det tilkommer retten at foretage.
- Noget mere restriktiv er retspraksis for så vidt angår dokumenter, der indeholder vidnesbyrd - typisk tiltaltes eller vidners, herunder forurettedes, forklaringer til politiet. Undertiden findes det betænkeligt (alene) at dokumentere en forklaring afgivet til politiet. I stedet kan anklagemyndigheden undtagelsesvist få tilladelse til at afhøre den rapporttagende betjent — som § 877, stk. 4, også antages at regulere
- Det forhold, at der er tale om dokumentation af en forklaring afgivet til politiet og ikke direkte for den dømmende ret, indgår i rettens bevisvurderin
Hvordan afgrænses dokumentation overfor forehold?
Dokumentation af forklaringer afgivet til politiet træder helt eller delvist i stedet for den pågældendes forklaring direkte for den dømmende ret. Anderledes forholder det sig med de såkaldte »forehold«. At foreholde tiltalte eller et vidne noget vil sige at konfrontere den pågældende - ved oplæsning af den relevante passage i politirapporten (eller retsbogen) - med den forklaring, vedkommende ifølge politirapporten tidligere har afgivet.
- Forehold erstatter således ikke tiltaltes eller vidnets forklaring under hovedforhandlingen, men har til formål at fa sagen oplyst bedst muligt, således at retten har det bedste grundlag for at bedømme forklaringens bevismæssige værdi.
Hvad indebærer den såkaldte “frie bevisbedømmelse”?
Efter retsplejelovens § 880, 2. pkt., er rettens bedømmelse af bevisernes vægt ikke bundet ved lovregler. Indholdet af bestemmelsen benævnes »princippet om den frie bevisbedømmelse.«
Hurwitz siger følgende:
Det må være dommerens pligt at gøre sig klart, på hvilke objektive omstændigheder hans totalindtryk er begrundet, og spørgsmålet om tilstedeværelsen af disse omstændigheder og de slutninger, som derfra kan drages, må undergives en logisk bearbejdelse. Kun den overbevisning, som grundes på omstændigheder, der efter en sådan revision må anses for holdbart påvist, og på slutninger, der stemmer med almindelige tankelove og erfaringssætninger, kommer i betragtning som en retligt relevant overbevisning.«
Med Gammeltoft-Hansens ord kan man sige, at »den frie bevisbedømmelse er fri for lovmæssige bindinger, men er ikke fri i henseende til krav om at opfylde en række almene principper om bevisvurdering«.
- Bevisbedømmelsens frihed gælder både direkte beviser, f.eks. en vidneforklaring om, at det var tiltalte, der borttog den stjålne genstand, og de såkaldte »indiciebevis er«, f.eks. en fingeraftrykserklæring om, at det er tiltaltes fingeraftryk, der er fundet på dørkarmen ind til den stue, hvor ildebrandens arnested befandt sig.
- Vidner har pligt til at tale sandt og bliver af retten sandhedsformanet, inden forklaringen afgives, jf. § 181
- Lige så lidt som tiltalte har pligt til at afgive forklaring, lige så lidt kan tiltalte straffes for falsk forklaring, jf. straffelovens § 159 - tiltalte bliver følgelig heller ikke sandhedsformanet
Hvilke beviser må retten lade indgå i bevisbedømmelsen?
§ 880 indledes i 1. pkt., med følgende sentens:
»Ved afgørelsen af, om noget er bevist eller ikke, tages alene hensyn til de beviser, som er ført under hovedforhandlingen.«
- Hvis retten bliver bekendt med materiale, som retten vurderer kan have betydning for sagens afgørelse, må retten i stedet i medfør af § 864, stk. 1,2. pkt., beslutte at genoptage bevisførelsen og eventuelt efter § 874, stk. 3, at anordne bevisførelse om dette materiale.
- Det er ikke i strid med § 880, 1. pkt., at der ikke skal føres bevis om notoriske kendsgerninger, almene erfaringsgrundsætninger og almindeligt anerkendt videnskabelige sammenhænge mv.,107 og at viden herfra kan inddrages af retten ved bevisbedømmelsen.
Hvordan føres bevis for forsæt?
Særligt for så vidt angår bevisbedømmelsen af forsættet bemærkes: For at kunne dømme den tiltalte for et forsætsdelikt skal det kunne bevises, at tiltalte ikke bare objektivt, men også subjektivt har realiseret gerningsindholdet
- Bevisgenstanden i forbindelse med forsættet kan følgelig generelt siges at være en psykologisk tilstand forstået som gemingspersonens forestillinger i den aktuelle situation og forudsætter dermed en bedømmelse af relationen mellem den tiltalte og de objektive gerningselementer.
- Metoden til at slutte fra det objektive til det subjektive er rettens kritiske anvendelse af almindelig psykologisk erfaring.
Hvordan forholder det sig med ulovligt tilvejebragte beviser?
I dansk ret gælder ingen fast regel om dette spørgsmål. Domstolene tager konkret stilling til spørgsmålet, hvis det opstår under en sag.
- Hvis der under en ulovlig ransagning bliver fundet et pålideligt bevis for en helt anden forbrydelse end den forbrydelse, der dannede baggrund for den ulovlige ransagning, og den anden forbrydelse er alvorlig og ville have kunnet danne baggrund for ransagning, synes domstolene at have en relativ pragmatisk tilgang til spørgsmålet om admittering af det ulovligt tilvejebragte bevis.
Hvad indebærer det, at en sag henlægges på bevisets stilling?
Hvis en sag henlægges hos politiet på bevisets stilling, betyder det, at der muligvis nok er nogle beviser for den sigtedes skyld, men at disse beviser ikke antages at opfylde beviskravet i straffeprocessen, således at vedkommende vil blive frifundet, hvis der rejses tiltalte.
Problemet med en sådan terminologi er imidlertid, at det ligger i udtrykket, at tiltalte er skyldig, selv om vedkommende altså er blevet frifundet.