1. Intro, overordnede begreber, domstolsstruktur (inkl. pensum) Flashcards
Efter hvilken bestemmelse igangsætter politiet efterforskningen, hvorved straffesagskæden sættes i gang?
Efter retsplejelovens § 742, stk. 2, iværksætter politiet - hvis der findes at være grundlag herfor - en efterforskning
Hvad er det materielle sandhedsprincip, og hvordan udtrykker det sig i straffeprocessen?
Den materielle sandheds princip er en grundsætning inden for dansk strafferetspleje, ifølge hvilken retten i en straffesag så vidt muligt skal finde frem til sandheden.
Det udtrykker sig bl.a. i:
1) Liberale regler om admittering af ulovligt tilvejebragte beviser
2) Retsplejelovens § 28 b, stk. 3, om at retten skal nægte adgang til et offentligt retsmøde for bestemte personer eller grupper af personer, hvis det skønnes nødvendigt for at opnå en sandfærdig forklaring fra et vidne eller en part
3) Reglerne om vidnepligt og ansvar i straffeprocessen
4) Kravet om, at en uforbeholden tilståelse skal bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende oplysninger, og kravet om, at retten ikke må finde det betænkeligt at afgøre sagen uden fuld bevisførelse, jf. retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 1 og nr. 3, for at sigtede kan dømmes i en tilståelsessag
5) § 871, stk. 4, hvorefter retten undtagelsesvis kan tillade, at tiltaltes eller et vidnes, herunder forurettedes, forklaring til politirapport benyttes som bevismiddel, hvis forklaringen ikke er det eneste eller væsentligste bevis
6) Det følger tillige af retsplejelovens § 874, stk. 1, at bevis, der haves til stede, ikke kan nægtes ført med den begrundelse, at beviset ikke er anmeldt i så god tid, at modparten har haft tilstrækkelig tid til at forberede sig
7) Reglen om rettergangsfejl i retsplejelovens § 925, stk. 1 - hvorefter tilsidesættelse eller forkert anvendelse af regler for sagens behandling ikke skal medføre ophævelse af en anket dom, medmindre det må antages, at overholdelse af den pågældende regel kunne have medført, at sagen fik et andet udfald
8) reglerne om dommerens ret og pligt til i sandhedens interesse at stille spørgsmål, jf. retsplejelovens § 867 og om nødvendigt at anordne bevisførelse - også selvom denne bevisførelse hverken er ønsket af anklageren eller af forsvareren, jf. retsplejelovens § 874, stk. 3 (samt § 922, stk. 2, 3. pkt., i ankesager).
Hvad er det akkusatoriske princip, og hvordan udtrykkes det i straffeprocessen?
Der gælder i dansk ret et akkusatorisk princip (anklageprincippet). Det betyder, at en straffesag er en (tillempet) partsproces, men vel at mærke en partsproces, hvor den ene part - anklagemyndigheden - er en offentlig myndighed (og ikke ofret).
- Det afgørende i relation til det akkusatoriske princip er rettens begrænsede handleevne og anklagemyndighedens ansvar for, at et strafbart forhold sættes til pådømmelse.
- At partsprocessen kun er tillempet og ikke »ren« skyldes to andre krydsende principper, nemlig princippet om den materielle sandhed og objektivitetsprincippet.
- står i modsætning til det inkvisitoriske princip
1) Det første led i det akkusatoriske princip er et organisatorisk princip om, at dommer og anklager ikke må tilhøre samme myndighed eller være forenet i samme person, jf. GRL § 3
2) Den processuelle del af det akkusatoriske princip fremgår af retsplejelovens § 718, om at retten alene træder i virksomhed inden for strafferetsplejen efter begæring af anklagemyndigheden (uden anklager, ingen dommer). Heraf følger, at det er anklagemyndigheden, der har ansvaret for efterforskningen og for at præsentere sagen for retten.
3) Det tredje led i det akkusatoriske princip (det materielle led) er princippet om, at retten ikke kan tage et forhold under påkendelse, som ikke er omfattet af tiltalen (uden anklage, ingen dom), jf. RPL § 883, stk. 3, men skal sammenholdes med bl.a. § 883, stk. 4 om hvad retten godt kan.
Hvad er objektivitetsprincippet, og hvordan kommer det til udtryk i straffeprocessen?
Objektivitetsprincippet har to led - dels at strafskyldige skal drages til ansvar, og dels at retsforfølgning af uskyldige ikke må finde sted.
Det udtrykker sig i retsplejelovens § 96, stk. 2 hvorefter de offentlige anklagere ikke blot skal påse, at strafskyldige drages til ansvar, men også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted.
- Princippet antages også at gælde for politiet, selv om det ikke fremgår af bestemmelsens ordlyd
Konkret betyder princippet, at hvis en sag ikke er »open-and-shut,« så skal efterforskningen være åben, og politiet må ikke lægge sig fast på et bestemt hændelsesforløb eller en bestemt mistænkt, før der er et tilstrækkeligt grundlag herfor.
Hvis det bliver klart for anklagemyndigheden under hovedforhandlingen, at der er rejst tiltale mod en forkert person, eller at beviserne overhovedet ikke holder, kan anklagemyndigheden i sidste instans være nødt til at nedlægge påstand om frifindelse.
- Hvis anklagemyndigheden, efter den endelige dom har fået retskraft, bliver bekendt med nye beviser til gunst for den domfældte, eller at forholdet ikke er strafbart, skal anklagemyndigheden indbringe sagen for Den Særlige Klageret med henblik på eventuel genoptagelse. Objektivitetsprincippet gælder således bestandigt.
Hvad er opportunitetsprincippet, og hvordan kommer det til udtryk i straffeprocessen?
- Der siges at gælde et opportunitetsprincip, hvis anklagemyndigheden i forbindelse med vurderingen af, om der skal rejses tiltale i en sag, har en skønsmæssig beføjelse til at inddrage hensigtsmæssigheds- eller rimelighedsovervejelser.
- I et vist omfang antages der at gælde et opportunitetsprincip i dansk ret, der har nær sammenhæng med det akkusatoriske princip om, at anklagemyndigheden er rådig over sagen
1) Praktisk opportunitetsprincip begrundet i ressourcemæssige overvejelser: Selv om politiet efter retsplejelovens § 742, stk. 2, synes at have pligt til at iværksætte efterforskning i alle de tilfælde, hvor der er rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, er begået, har politiet ikke nødvendigvis ressourcer hertil, og der foregår således i praksis en prioritering - hvor alvorlig kriminalitet som udgangspunkt prioriteres højere end mere bagatelagtig kriminalitet
1.1) Tilsvarende ressourceovervejelser findes hos anklagemyndigheden med den tilføjelse, at anklagemyndigheden har direkte hjemmel til at opgive påtale og tiltale ud fra ressourcemæssige overvejelser, jf. retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 3, og § 722, stk. 1, nr. 5. Herudover har anklagemyndigheden hjemmel til at meddele tiltalefrafald i udvalgte tilfældegrupper efter retsplejelovens § 722, stk. 1 og 2, samt efter den bekendtgørelse, som justitsministeren har udstedt med hjemmel i § 722, stk. 1, nr. 7.54
2) Ved siden af de ressourcemæssige fordele ved et opportunitetsprincip er der også den fordel ved en mere skønspræget kompetence for anklagemyndigheden til at frafalde tiltale, at anklagemyndigheden kan inddrage den almindelige samfundsudvikling i vurderingen af et forholds (ringe) strafværdighed.
2.1.) Tiltalefrafald iht. § 722, stk. 2, om særligt formildende omstændigheder eller andre særlige forhold. F.eks. færdselsuheld uden skærpende omstændigheder, hvor en person har forårsaget en nær slægtnings død
Hvad er uskyldsformodningen, og hvordan udtrykker den sig i straffeprocessen?
Der gælder i straffeprocessen en grundlæggende formodning om, at den sigtede eller tiltalte er uskyldig, indtil anklagemyndigheden har bevist det modsatte.
- Uskyldsformodningen fremgår ikke af en selvstændig bestemmelse i retsplejeloven, men er en fyndig del af retten til en fair trial efter artikel 6 i EMRK.
- Uskyldsformodningen er en del af forklaringen på, at varetægtsfængsling principielt er betænkeligt inden dom og har den konsekvens, at der skal sondres skarp mellem vurderinger om skyld og vurderinger af grader af mistanke
- Uskyldsformodningen hører systematisk hjemme i bevisretten i straffesager, idet den sammen med grundsætningen om »in dubio pro reo« har betydning ved bevisbedømmelsen
Hvad er partsprincippet og princippet om favor defensionis?
Det fremgår af § 729, at sigtede er part i straffesagen - og således ikke blot sagens genstand. Partsprincippet betyder, at sigtede har nogle processuelle beføjelser under sagen,
og hvis sigtede og vedkommendes forsvarer ses under ét, er der i nogen grad tale om et ligestillingsprincip.
1) Sigtede har først og fremmest ret til at vælge sig en forsvarer (§ 729 a, stk. 1, jf. § 730) eller har under visse betingelser mulighed for at fa beskikket en offentlig forsvarer (§§ 731-735)
2) Partprincippet har endvidere som implikation, at sigtede og dennes forsvarer som hovedregel har adgang til at gøre sig bekendt med sagens materiale og udtale sig om det, ligesom de som udgangspunkt har ret til at være til stede under alle retsmøder.
- Reglerne om sigtedes ret til at blive gjort bekendt med hele sagens materiale er ikke uden undtagelse, og det samme gælder sigtedes ret til at være til stede under alle retsmøder. Partsprincippet er således ikke et partsprincip på niveau med partsprincippet i civilprocessen, kun tillempet.
Der gælder som en art modstykke til det ovenfor nævnte desuden et princip om »favor defensionis« - altså om forsvarets begunstigelse. Princippet har som konsekvens, at der også sker nogle afvigelser til gunst for forsvaret i forhold til det almindelige princip om parternes ligestilling
- Under denne kategori hører først og fremmest princippet om »in dubio pro reo« som et ulovfæstet princip. Princippet betyder, at beviskravet er højt i straffesager, og at enhver rimelig tvivl skal komme den tiltalte til gode. Endvidere ligger der i princippet en forudsætning om, at det er anklagemyndigheden, der har bevisbyrden.
- Og afstemningsreglen i retsplejelovens § 216, stk. 1,3. pkt., der fastslår, at hvis læge dommere deltager i afstemninger vedrørende skyldsspørgsmålet eller strafudmålingen, og der er stemmelighed, så skal det for tiltalte gunstigste resultatet gælde
- Desuden finder en for tiltalte gunstig afstemningsregel anvendelse, hvis rettens medlemmer deler sig i flere end to opfattelser, uden at nogle af disse opfattelser har flertal, jf. § 216, stk. 2
- For så vidt angår nævningesager, kræver en fældende dom flertal både blandt nævninger (mindst 4 nævninger) og blandt de juridiske dommere (mindst 2 dommere), jf. § 891, stk. 4 (for ankesager § 931, stk. 2).
- I de tilfælde, hvor alene tiltalte anker, kan retten nemlig ikke idømme tiltalte en strengere straf end sket i byretten (§ 924), heller ikke selv om retten finder, at den af byretten idømte straf er i strid med retspraksis på området. Denne regel er et forbud mod »reformatio in pejus« (ændring til det værre), men den gælder som nævnt kun, hvis anklagemyndigheden ikke har kontraanket efter §905.
- Desuden kan en domfældt i en sag med flere tiltalte efter retsplejelovens § 927, stk. 2, fa glæde af en medtiltalts anke
- Endelig kan fremdrages det forhold, at betingelserne for genoptagelse til fordel for en domfældt er mindre strenge end betingelserne for genoptagelse til skade for vedkommende (§§ 976 og 977).
Hvad er proportionalitetsprincippet, og hvordan udtrykkes det i straffeprocessen?
Specifikt for straffeprocessen kan proportionalitetsprincippet siges at være udtryk for, at et indgreb ikke må stå i misforhold til den påregnelige straf for det omhandlede strafbare forhold eller stå i misforhold til de skadelige følger for sigtede. Det er med andre ord »misforholdet« mellem mål og middel, der er omdrejningspunktet ved proportionalitetsvurderingen.
1) Det fremgår af retsplejelovens § 762, stk. 3, at varetægtsfængsling ikke kan anvendes, hvis lovovertrædelsen kan ventes at ville medføre straf af bøde eller fængsel i højst 30 dage, eller hvis frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af sigtedes forhold, sagens betydning og den retsfølge, som kan ventes, hvis sigtede findes skyldig. Bestemmelsen fastslår med andre ord, at der gælder et proportionalitetsprincip ved varetægtsfængsling
2) Proportionalitetsprincippet er imidlertid ikke forbeholdt varetægtsfængsling, men antages at gælde for alle tvangsindgreb i retsplejeloven,68 ligesom det antages, at der i almindelighed gælder et proportionalitetsprincip i forbindelse med statens indgreb over for borgerne
Hvad er princippet om “ofrets retsstilling”, og hvordan kommer det til udtryk i straffeprocessen?
Ofret er den eller de personer, som en forbrydelse konkret er begået over for - den, der er umiddelbart forurettet
- I sager, der forfølges af det offentlige, er ofret ikke part i sagen og har derfor ingen rådighed over sagen
1) Netop ofrets status som vidne gør, at ofret til forskel fra tiltalte har pligt til at afgive forklaring og kan straffes, hvis vedkommende vægrer sig eller afgiver en falsk forklaring mv., jf. retsplejelovens § 168 og straffelovens § 159 e.c.
2) Ofret er imidlertid et særligt vidne, og netop derfor vil ofret i nogle typer af sager blive bedt om at underkaste sig særlige lægeundersøgelser og afgive visse prøver - f.eks. blod- eller hårprøve i en sag om drug-rape.
3) Ofrets retsstilling er blevet forbedret i nyere tid,72 bl.a. har ofret i nogen grad fået særlige beføjelser, f.eks. i forbindelse med dørlukning i sager om seksuelle overgreb, jf. retsplejelovens § 29 a, og om ret til at være til stede, selv om sagen forhandles bag lukkede døre, jf. retsplejelovens § 29 e, 2. pkt.
4) Der er også et evigt navneforbud (identitetsforbud) vedrørende ofret i sager om seksuelle krænkelser, jf. retsplejelovens § 1017 b. Ofret er således »lidt mere« end blot vidne, men ikke meget.
5) Ofrets specielle vidnestatus har også som implikation, at ofret skal vejledes om sagens gang mv., jf. retsplejelovens § 741 e og § 741 f.
6) Ofret har også i grovere sager ret til at blive underrettet om tidspunktet for den dømtes første uledsagede udgang og løsladelse mv., samt hvis den tiltalte medvirker i tv- og radioprogrammer mv., jf. retsplejelovens § 741 g.
7) Ofret har i visse sager mulighed for at få beskikket en bistandsadvokat, jf. retsplejelovens § 741 a.
8) Bistandsadvokaten har visse processuelle beføjelser under sagen, jf. retsplejelovens § 741 c, men bistandsadvokaten kan ikke sidestilles med forsvareren for tiltalte.
Hvad er domstols- lægdommer- og toinstansprincippet, og hvordan kommer de til udtryk i straffeprocesretten?
Det er fast antaget i teori og praksis, at afgørelse af strafskyld og fastsættelse af den strafferetlige reaktion er omfattet af begrebet »dømmende magt« i grundlovens § 3 og hører til kernen heri.
- Princippet om, at straffesager afgøres af domstolene, fremgår også af EMRK artikel 6, der henviser til »en uafhængig og upartisk domstol«.
- Domstolsprincippet er ikke uden undtagelser. Eksempelvis findes der regler om bødeforelæg
78 samt de ovenfor nævnte regler om tiltalefrafald, men alle disse afgørelser kan indbringes for domstolene.
1) Som en del af domstolsprincippet findes lægdommerprincippet. Lægdommerprincippet fremgår af grundlovens § 65, stk. 2, der lyder:
»I strafferetsplejen skal lægmænd medvirke. Det fastsættes ved lov, i hvilke sager og under hvilke former denne medvirken skal finde sted, herunder i hvilke sager nævninger skal medvirke.”
- Hvis der i byretten har medvirket lægdommere, medvirker der også lægdommere under ankesagen, jf. retsplejelovens § 689, stk. 2 og 3.
2) Toinstansprincippet indebærer, at alle alvorlige straffesager frit kan ankes til landsretten, jf. retsplejelovens § 901.81 Toinstansprincippet fremgår også af artikel 2 i 7. Tillægsprotokol til EMRK
- Hvis en af parterne ønsker sagen indbragt for Højesteret, kræves Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. retsplejelovens § 932.
Hvad er offentlighedsprincippet, og hvordan udtrykker det sig i straffeprocessen?
Grundlovens § 65, stk. 1, indeholder en bestemmelse om offentlighed og mundtlighed i retsplejen - »i videst muligt omfang«.
- Det fremgår af retsplejelovens § 28 a, at retsmøder er offentlige, medmindre andet er bestemt ved lov eller i medfør af lov. Retsmøder, hvori der afsiges dom, er altid offentlige
- Da skyldsspørgsmålet i nævningesager afgøres separat fra sanktionsspørgsmålet og afsiges ved kendelse, fremgår det af lovens §891, stk. 6, at denne kendelse afsiges i et offentligt retsmøde
- Modsat er retsmøder, hvorunder retten voterer, aldrig offentlige, jf. lovens § 214, stk. 2
- Offentlighedsprincippet i § 28 a omfatter både umiddelbar offentlighed (kaldet mødeoffentlighed, hvor offentligheden har adgang til at være til stede under retsmødet) og middelbar offentlighed (kaldet referatoffentlighed, hvor der således er adgang til at referere og kommentere, hvad der er passeret under retsmødet, f.eks. i medierne).
1) De tre vigtigste indskrænkninger er dørlukning, jf. RPL § 29 (og dobbelt lukkede døre), referatforbud og navneforbud (identitetsforbud), jf. .
- Reglerne er undergivet et mindstemiddelsprincip således, at det mindst indgribende, men tilstrækkelige indgreb skal vælges frem for et mere indgribende. Navneforbud skal følgelig vælges forud for referatforbud, ligesom referatforbud skal vælges forud for dørlukning.
Hvilken indflydelse har EMRK på straffeprocessen?
Det drejer sig først og fremmest om retten til en fair trial inden for en rimelig tid efter artikel 6. Artikel 6 indeholder flere »del-rettigheder« bl.a. retten til at blive stillet for en uafhængig og upartisk domstol, retten til en offentlig rettergang, retten til et effektivt forsvar, herunder equality of arms, og som allerede nævnt uskyldsformodningen
Også artikel 5 om ret til frihed og sikkerhed har betydning i straffeprocessen ikke mindst i forhold til anholdelse og varetægtsfængsling.
Endvidere kan artikel 3 om forbuddet mod tortur mv. have betydning i forbindelse med en efterforskning93 og fængsling.
Det samme gælder artikel 8 om retten til privatliv, der også indeholder en ret til respekt for ens hjem og korrespondance
- Danmark bliver ikke tit indbragt for EMD, endsige dømt, men gjorde det bl.a. i Hauschildt v. Denmark om dommerhabilitet efter artikel 6,” hvorefter de danske domstole ændrede praksis i forhold til, om en dommer, der har varetægtsfængslet en person med mistankekravet »særlig bestyrket mistanke,« tillige kan medvirke som dommer under hovedforhandlingen.
- Denmark vedrørende den tidsmæssige udstrækning af en anholdelse efter retsplejelovens § 755 som følge af ikke at have villet opgive sine identitetsoplysninger efter § 750. Domstolen fandt en krænkelse af artikel 5.1
Forklar strukturen som bestemt i politiforliget 2020-2021
Kommer dette senere?
Forklar de forskellige trin i straffesagskæden
1.Faktisk gerningsindhold
2. Anmeldelse
Eller Alternativt 1/2: Politiets egen opdagelse
4. Efterforskningsfasen (start- slut)
5. Påtalefasen
6. Behandling i retten
7. Hovedforhandling
8. Anke
9. Afsoning (dvs straffuldbyrdelse)
Hvorfor er beretning om straffesagskæden 9/2013 vigtig?
UNDERSØG
