1.2. Domstolene generelt (inkl. pensum) Flashcards
Hvordan forløber en hovedforhandling i straffeprocessuel sammenhæng?
1) Sagen indledes med anklagemyndighedens indlevering af anklageskriftet til retten, jf. § 835
2) Hovedforhandling skal berammes hurtigst muligt og så vidt muligt inden 2 uger fra anklageskriftets indlevering. Hele sagen skal desuden gennemføres inden for rimelig tid, jf. § 843 a
3) Er tiltalte varetægtsfængslet, skærpes kravene, så hovedforhandlingen skal gennemføres »hurtigst muligt«, jf. § 843 a
Hvordan indledes en hovedforhandling?
1) Rettens formand indleder hovedforhandlingen med at konstatere, hvilken sag der behandles, og sikrer sig tiltaltes identitet, jf. § 860.
2) Derefter oplæser anklageren anklageskriftet, og rettens formand oplyser tiltalte om, at denne ikke har pligt til at udtale sig, jf. § 861, stk. 1.
3) Rettens formand skal indledningsvis også spørge den tiltalte, om vedkommende ønsker at erkende sig skyldig, jf. § 861, stk. 2. En tilståelse kan også forekomme på et senere tidspunkt i processen, jf. § 863, stk. 3.
4) Inden bevisførelsen indledes, kan der være behov for at afklare, om sagen kan behandles ved (en fuld) hovedforhandling, herunder forældelse, dommerhabilitet mv., jf. jf. § 862, stk. 1 og 2.
- Hvis en af disse omstændigheder foreligger, kan retten afvise sagen eller evt. straks afsige frifindelsesdom (det kræver dog enstemmighed), jf. stk. 2, 2. og 3. pkt., men i øvrigt bør retten, hvis det er muligt, tillade afhjælpning af fejl og mangler, og den bør evt. udsætte hovedforhandlingen, så problemet kan afhjælpes, jf. stk. 3.
- Retten kan både før og under hele hovedforhandlingen frem til domsafsigelsen tage stilling til, om sådanne fejl eller mangler foreligger, og retten kan i så fald evt. afvise sagen, jf. § 862, stk. 4, og § 846.
- Giver sagen ikke anledning til sådanne overvejelser, kan retten fortsætte hovedforhandlingen, men inden bevisførelsen påbegyndes, redegør anklageren typisk (kort) for sagens baggrund, hovedpunkterne og de relevante lovbestemmelser. I mere omfattende sager vil retten ofte pålægge anklageren en mere uddybende forelæggelse af sagen, jf. § 861, stk. 3, hvor de relevante lovbestemmelser og begivenhedsforløbet introduceres.
5) Det bestemmes i § 859, at når hovedforhandlingen er begyndt, skal den fortsættes så vidt muligt uafbrudt, indtil retten har truffet endelig afgørelse i sagen.
Hvordan forløber bevisførelsen under hovedforhandlingen?
1) Bevisførelsen indledes med, at rettens formand spørger, om tiltalte er villig til at afgive forklaring, jf. § 863
-I praksis afgiver normalt først tiltalte forklaring,
11 derefter forurettede, og øvrige vidner og andre bevismidler fremlægges
2) Når tiltalte afgiver forklaring, sker det ved, at anklageren stiller tiltalte spørgsmål om sagen, hvorefter forsvareren kan stille spørgsmål til tiltalte, jf. stk. 2.
3) Bevisførelsen foregår i øvrigt først fra anklagemyndighedens og derefter fra forsvarerens side, jf. § 865, stk. 1.
- Anklagemyndighedens vidner afhøres først af anklageren og derefter af forsvareren, jf. § 866, stk. 1.
- Forsvarets vidner afhøres først af forsvareren (eller af tiltalte) og derefter af anklageren, jf. § 866, stk. 1.
- Efter hvert enkelt vidnes forklaring og efter ethvert andet bevis har tiltalte adgang til at afgive forklaring, hvis beviset giver anledning til dette, jf. § 866, stk. 2.
4) Parterne er ikke afskåret fra efter berammelsen at fremkomme med yderligere beviser, og retten kan også udsætte sagen med henblik på at få ført beviser, hvis det skulle være ønskeligt for sagens oplysning, jf. § 874, stk. 2.
- Hvis den ene part protesterer mod bevisførelsen, træffer retten efter anmodning afgørelse om, hvorvidt beviset skal føres, jf. § 875.
5) Som afslutning på bevisførelsen fremlægges oplysninger om tiltalte, som kan have betydning for sanktionsfastsættelsen. Hvis der er foretaget en personeller mentalundersøgelse, oplæser anklageren konklusionen herpå og dokumenterer evt. (relevante) forstraffe
Hvordan forløber proceduren, og hvordan udtrykkes det i straffeprocesretten?
Når bevisførelsen er afsluttet, far først anklageren og derefter forsvareren ordet for at udtale sig om bevisførelsens resultat og om de retlige spørgsmål i sagen. Dette kaldes proceduren, jf. §§ 877 og 878.
- hvis forsvareren (evt. tiltalte) ikke har haft adgang til procedure, fører det som udgangspunkt til dommens ophævelse
- Det fremgår i øvrigt af § 876, at parterne skal have lejlighed til at udtale sig, og at tiltalte altid har det sidste ord, inden retten afsiger dom eller kendelse under hovedforhandlingen.
Hvordan beskriver RPL kap. 1 domstolsstrukturen?
Beskriver domstolene ud fra:
Overordnet struktur
§ 5 Højesteret er øverste domstol
§ 6 Landsretterne behandler (bl.a.) afgørelser truffet af byretten i 1. instans
§ 11 Byretterne påkender retssager i 1. instans
Stedlig kompetence/inddeling i retskredse
Antal domstole
Fx 24 retskredse, jf. § 9, stk. 1
Antal dommere ved de enkelte retter
Fx § 5, stk. 2 – 56 dommere i ØL og 36 dommere i VL
Kapitlet bestemmer også rettens sammensætning af juridiske dommere og lægdommere, herunder i visse typer af straffesager:
§ 7, stk. 1 – mindst (og typisk) 3 dommere i LR
§ 7, stk. 3 – 3 juridiske dommere og 9 nævninger/3 domsmænd
§ 12, stk. 1 – 1 dommer i BR
§ 12, stk. 5 – 3 juridiske dommere og 6 nævninger
§ 12, stk. 6 – i domsmandssager 1 dommer og 2 domsmænd
Rettens sammensætning skal ses i sammenhæng med § 686 om hhv domsmænds og nævningers medvirken
Hvordan fungerer domstolenes struktur?
HØJESTERET ( § 2)
(LANDETS ØVERSTE DOMSTOL)
(København)
ØSTRE LANDSRET § 5 VESTRE LANDSRET
(København) (Viborg)
24 BYRETTER (§ 9)
(Rundt om i landet)
Forklar politi- og domstolsreformen 2007
Lov 2006-06-08 nr. 538
samlet reform af politiets og domstolenes forhold
Fra 54 til 12 politikredse
Fra 82 til 24 retskredse
Havde til formål at styrke politi og domstole
Større enheder/bedre opgavevaretagelse/bedre service for borgerne
Inden for strafferetsplejen var den største ændring behandlingen af nævningesager:
Nævningesager behandles med nævninger i byretten som første instans
Tidligere var LR første instans
Mulighed for i n-sager at få foretaget en fuldstændig prøvelse af skyldsspørgsmålet i to instanser.
Tidligere kun anke sanktionen til HR/påstand om rettergangsfejl
Nu fælles votering mellem nævninger og juridiske dommere samtidig med, at afstemningsreglerne sikrer, at der i begge instanser kun kan domfældes, hvis både et flertal af nævningerne og et flertal af de juridiske dommere stemmer for det.
Se § 891, stk. 4 vedr. afstemning i BR om skyld, 2 dommere og 4 nævninger + § 931, stk. 2 om LR
Hvad er domstolenes rolle i straffeprocessen?
Helt overordnet er domstolenes rolle at træffe endelig afgørelse om skyld og sanktion
UT: vedtagne (udenretlige) bøder
Derfor væsentligste rolle under hovedforhandlingen, kun i begrænset omfang under efterforskningen
Beskikkelse af forsvarer, § 730-§ 732
Tvister om efterforskningen, § 746
Indenretlig bevisoptagelse efter § 747
Visse tvangsindgreb, hvor kompetencen er tillagt domstolene og ikke politiet, fx varetægtsfængsling (§ 762
Hvad er domstolenes rolle i straffeprocessen under hovedforhandlingen?
procesledelse(juridiske dommere)
bevisbedømmelseog strafudmåling(HR: juridiske + lægdommere)
Hvordan optages sagen til dom, og afsluttes?
1) Når proceduren er afsluttet, optages sagen til dom, jf. § 877, 2. pkt., og retten tilkendegiver, hvornår dommen kan forventes afsagt.
2) I straffesager skal afgørelsen træffes »hurtigst muligt«, jf. § 219 a. I de fleste sager sker det samme dag, kort tid efter procedurens afslutning.
3) I nævningesager behandles og afgøres skyldspørgsmålet altid først, derefter sanktionsspørgsmålet, jf. § 891, stk. 1, og § 893.1 domsmandssager behandles de to spørgsmål i samme møde, men retten kan evt. bestemme, at skyldsspørgsmålet skal behandles og afgøres først, jf. § 879
- Det fremgår af § 214, at domme (og kendelser mv.) vedtages ved afstemning efter forudgående rådslagning, der foregår for lukkede døre.
- Det fremgår af § 881, stk. 2, at der ved afstemning først stemmes om skyldspørgsmålet, derefter sanktionsspørgsmålet,
4) Hovedforhandlingen afsluttes ved rettens dom i sagen, jf. § 882.22 Dommen skal gå ud på enten domfældelse eller frifindelse (medmindre retten afviser sagen), jf. § 883, stk. I.
- Dommens konklusion oplæses i retten,24 og rettens formand forklarer kort om baggrunden for afgørelsen ved inddragelse af præmisserne. Tiltalte vejledes desuden om ankemuligheden, jf. § 219 a, stk. 6.
Hvordan sammensættes retten under hovedforhandlingen?
Det fremgår udtrykkeligt af grundlovens § 65, at »lægmænd« skal medvirke i strafferetsplejen
- Det fremgår af RPL § 12, stk. 5, at der i nævningesager deltager 3 dommere og 6 nævninger, mens der i domsmandssager som udgangspunkt deltager 1 dommer og 2 domsmænd, jf. § 12, stk. 1 og 6.
- Domsmænd medvirker som udgangspunkt i straffesager, hvor der bliver »spørgsmål om højere straf end bøde«, eller hvis sagen i øvrigt skønnes at være af særlig indgribende betydning for tiltalte eller af særlig offentlig interesse, jf. § 686, stk. 2.
- Domsmænd medvirker dog ikke i tilståelsessager, selv om der bliver spørgsmål om højere straf end bøde, jf. § 686, stk. 3, nr. 1, og (naturligvis) heller ikke i nævningesager.
- Anklagemyndighedens sanktionspåstand er i praksis normalt afgørende for, hvilken procesform der vælges, men den er ikke absolut bindende for retten, dvs. det er byrettens vurdering af, om der bliver spørgsmål om højere straf end bøde, jf. § 686, stk. 2, som i sidste ende er afgørende
- Tiltalte kan i øvrigt beslutte, at en sag, der efter § 686, stk. 4, skal foregå som nævningesag, i stedet skal behandles under medvirken af domsmænd, jf. § 687, stk. 1 (jf. dog stk. 4, hvis der er flere tiltalte)
Hvad er retsformandens rolle i afgørelser om skyld, sanktion og proces?
Af § 214, stk. 3, fremgår det (måske) selvfølgelige, at den, der dømmer i sagen, skal være til stede under hovedforhandlingen.
- Heri ligger også, at den, der dømmer, skal have overværet de mundtlige forhandlinger »i deres helhed«. Dommeren og/eller domsmændene kan altså ikke udskiftes undervejs
Det er rettens formand, der leder hovedforhandlingen, jf. § 150.
- Formanden skal så vidt muligt tilrettelægge hovedforhandlingen, så den ikke unødigt trækkes i langdrag, jf. § 150, og skal i øvrigt sikre, at hovedforhandlingen foregår med den tilbørlige orden og værdighed.
- Formanden er berettiget til at afbryde og tilrettevise parter, vidner eller andre og endvidere berettiget til at fratage dem ordet eller udvise dem af retssalen, hvis de ikke retter sig efter anvisningerne, eller hvis de optræder støjende og upassende eller kommer med utilbørlige personlige angreb, jf. § 151
- Nævninger og domsmænd deltager både i afgørelsen af skyldsspørgsmålet og sanktionsspørgsmålet. Domsmændene deltager i øvrigt - i modsætning til nævningerne - i rettens løbende afgørelser om processuelle spørgsmål under hovedforhandlingen, f.eks. spørgsmål vedrørende bevisførelsen
Retten kan i et vist omfang - på baggrund af navnlig princippet om den materielle sandhed, retssystemets ressourcer, tiltaltes adgang til behørigt forsvar og rimelighed i retsplejen - afskære beviser og beslutte at føre beviser, jf. §§ 864, stk. 1, 865, stk. 1, og 868.
Hvis sagen omfatter flere lovovertrædelser, kan formanden lade hovedforhandlingen og rettens afgørelse af skyldsspørgsmålet foregå særskilt for hver enkelt lovovertrædelse, jf. § 864, stk. 2. Formanden kan også træffe bestemmelse om en anden rækkefølge af afhøringerne, jf. § 866, stk. 1,3. pkt.
Hvad er de bærende hensyn i procesledelsen?
Princippet om den materielle sandhed er centralt i strafferetsplejen, og i tråd hermed er rettens formand berettiget - endda i nogle tilfælde forpligtet - til at stille spørgsmål til den, som afhøres, hvis der i sandhedens interesse er grund til det, jf. § 867.
- Retten kan i øvrigt, når den anser det for nødvendigt for sagens fuldstændige oplysning, beslutte, at beviser skal føres, selv om ingen af parterne har ønsket dette, og selv om den, der har anmeldt beviset, har erklæret at ville frafalde det, jf. § 874, stk. 3.
- Når domstolene skal foretage sådanne afvejninger, synes der generelt at blive lagt vægt på,
1) om afgørelsen har betydning for sagens udfald eller væsentlig betydning for sagens opklaring/oplysning,
2) om afgørelsen indebærer væsentlig risiko for en urigtig domfældelse, og
3) om tiltalte har adgang til behørigt (effektivt) forsvar (herunder kontradiktion) og i det hele taget en retfærdig rettergang
Hvad indebærer dommeres upartiskhed indenfor straffeprocesretten?
I kravet om upartiskhed ligger, at dommeren ikke på forhånd må have taget stilling til den tiltaltes skyld. Kravet indebærer, at domstolene ikke blot skal være reelt upartiske, men at de også skal fremstå upartiske
- Det vil sige, at der end ikke må være omstændigheder, som blot er »egnede til at rejse tvivl om [dommerens] fuldstændige upartiskhed«, jf. TfK 2013.396/2 V.
- Det gælder både juridiske dommere og lægdommerne, nævningerne mv., jf. § 66, stk. 1.
- Personel inhabilitet: Dommeren må ikke selv være part i sagen eller være forurettet, jf. § 60, stk. 1, nr. 1, og må ikke have en sådan familiemæssig tilknytning til en af parterne, som fremgår af § 60, stk. 1, nr. 2-3.
- Funktionel inhabilitet: Dommeren må f.eks. ikke have behandlet sagen i en tidligere instans eller tidligere have arbejdet med sagen som f.eks. anklager, jf. § 60, stk. 1, nr. 4-6, og stk. 2.
- Central er nu § 60, stk. 2, hvorefter der i hovedforhandlingen ikke må deltage en dommer, der angående samme sag har truffet afgørelse om varetægtsfængsling af tiltalte efter § 762, stk. 2.
De inhabilitetsgrunde, der er nævnt i § 60, suppleres af en generel bestemmelse om inhabilitet i § 61, der navnlig betoner, at der ikke må kunne rejses tvivl om dommerens »fuldstændige upartiskhed«.
- Det, at dommeren er »ven« med en af sagens parter på Facebook, indebærer ikke i sig selv, at dommeren er inhabil, jf. U 2916.149 H
I hvilke situationer har offentligheden ret til tilstedeværelse, og hvordan afspejles dette i straffeprocessen?
Offentlighedsprincippet er centralt i strafferetsplejen.
- Retsmøder er som udgangspunkt offentlige, herunder også hovedforhandlingen, medmindre andet er bestemt ved lov eller i medfør af lov, jf. § 28 a.
- Men rettens formand har af plads- og ordenshensyn mulighed for at udelukke visse personer og begrænse antallet af tilstedeværende i retslokalet, jf. § 28 b.
- Siden 2018 har formanden endog pligt til at nægte adgang for bestemte personer eller grupper, hvis det skønnes nødvendigt for at opnå en sandfærdig forklaring af et vidne eller en part, jf. stk. 3.
- En part i sagen kan også udelukkes under visse omstændigheder, jf. §§ 151 og 856.
- De i praksis mest centrale regler om udelukkelse af offentlighedens adgang til hovedforhandlingen fremgår af reglerne i §§ 29-31 om dørlukning, navne- og referatforbud
I hvilke situationer har tiltaltes ret til tilstedeværelse, og hvordan afspejles dette i straffeprocesretten?
Medmindre andet fremgår af loven, skal tiltalte være personligt til stede under hele hovedforhandlingen, indtil sagen er optaget til dom, jf. § 853, 1. pkt.
- Udebliver tiltalte, kan sagen udsættes, jf. § 855, stk. 1, og der er mulighed for, at retten kan afsige anholdelsesbeslutning, jf. § 757, og således ved politiets hjælp gennemtvinge tiltaltes tilstedeværelse.
- Hvis tiltalte har været behørigt indkaldt til retsmødet, men udebliver uden oplyst lovligt forfald,48 kan (og i nogle tilfælde skal) retten under nærmere bestemte betingelser fortsætte med vidneafhøring og domsafsigelse, jf. § 855, stk. 1-4. Det forudsætter, at tiltaltes forsvarer er mødt, jf. § 855, stk. 2, og at retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig, jf. § 855, stk. 3.
- Udover reglerne i § 855 om fortsættelse af vidneafhøring og domsafsigelse i tiltaltes fravær kan retten tillade, at tiltalte forlader retten, hvis det findes ubetænkeligt, jf. § 853, 2. pkt.
- Efter § 151 kan rettens formand også fa tiltalte fjernet fra retslokalet, hvis han/hun er støjende eller på anden måde udviser utilbørlig adfærd, og retsformanden må i givet fald afgøre, om sagen skal fortsætte eller udsættes, jf. § 857, stk. 1. Retten skal oplyse tiltalte om det, der er sket under hans/hendes fravær, jf. stk. 2.
- Rettens formand kan i øvrigt beslutte, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne eller en medtiltalt afhøres, når særegne grunde taler for, at en uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås, jf. § 856, stk. I
- I strafferetsplejen er parternes deltagelse ved telekommunikation alene muligt med billede, jf. § 854.
I hvilke situationer skal anklagere/forsvarer være tilstede i retten, og hvordan afspejles dette i straffeprocessen?
- Anklageren og den beskikkede (eller valgte) forsvarer skal være til stede under hele hovedforhandlingen, indtil sagen er optaget til dom, jf. § 852, stk. 1, og deres muligheder for at deltage ved telekommunikation med billede er begrænsede
- Omfatter sagen flere tiltalte, er der mulighed for, at tiltalte og/eller dennes forsvarer ikke deltager i hele hovedforhandlingen, jf. § 852, stk. 2
Hvornår er der vidnepligt i straffeprocessen?
Vidnet er ikke part i sagen, men indkaldes til at afgive mundtlig forklaring, dvs. svare på spørgsmål fra parterne og retten om de faktiske forhold, der måtte være relevante. Alle har som udgangspunkt pligt til at vidne, jf. RPL § 168, stk. 1.
Efter § 178, stk. 1, kan retten bl.a. lade politiet afhente den pågældende, idømme løbende (tvangs)bøder i op til 6 måneder61 eller, som det mest indgribende, frihedsberøve vidnet i op til 6 måneder.
Betydningen af vidnebeviset ses også af, at falsk forklaring kan straffes og i praksis straffes relativt strengt, jf. straffelovens § 158.
- Personer omfattet af §§ 169-170 råder således ikke selv over den interesse, som kan være i konflikt med vidneudsagnet. Personen udelukkes derfor fra at vidne, medmindre de pågældende offentlige myndigheder eller de privatpersoner, som har krav på hemmeligholdelse, accepterer, at der afgives vidneforklaring
- Vidnefritagelsesregleme i § 171 anvendes derimod som udgangspunkt med henblik på at beskytte vidnets egne interesser, og reglerne giver derfor - i et vist omfang - de pågældende mulighed for selv at bestemme, om de vil vidne.
Hvordan forløber vidneafhøringen?
Inden afhøringen skal retten sikre sig vidnets identitet, og sikre, at der intet er til hinder for vidneforklaringen, jf. § 181, 1. pkt.
- Retten pålægger derefter alvorligt vidnet at tale sandhed og gør vidnet bekendt med strafansvaret for afgivelse af falsk forklaring, jf. § 181,2. pkt.
- Afhøringen skal foregå på en måde, der skaber grundlag for en tydelig og sandfærdig forklaring, og vidnet skal så vidt muligt have adgang til at udtale sig i sammenhæng, jf. § 184, stk. 1.
Afhøringen skal foregå på en måde, der skaber grundlag for en tydelig og sandfærdig forklaring, og vidnet skal så vidt muligt have adgang til at udtale sig i sammenhæng, jf. § 184, stk. 1.
- Vidnet skal »om fornødent« opfriske sin viden om sagen inden retsmødet, jf. § 180.66 Det bør i øvrigt fremgå af forklaringen, om den støtter sig på vidnets egen iagttagelse, jf.§ 184, stk. 2, 2. pkt.
- Hvert vidne afhøres for sig, og et vidne må ikke inden sin egen forklaring overhøre forklaringerne afgivet af andre vidner eller tiltalte, medmindre andet bestemmes af retten, jf. § 182.
- Efter omstændighederne, og hvis der er grund til det, skal retten vejlede vidnet om indholdet af bestemmelserne om vidneudelukkelse og -fritagelse i §§ 169- 172 a, jf. § 173, stk. 1.
- Afgives forklaring i de tilfælde, der er nævnt i §§ 169- 172 a, skal retten sørge for, at der tages særligt hensyn til vidnet eller den, der har krav på hemmeligholdelse, jf. § 173, stk. 2, 1. pkt.
- Retten kan bl.a. bestemme, at dørene skal lukkes under forklaringen, eller forbyde offentlig gengivelse af forklaringen, jf. stk. 2, 2. pkt
- Forklaringer, der afgives under hovedforhandlingen, lydoptages som hovedregel, jf. § 711, stk. 1 (det gælder også i tilståelsessager), men rettens formand kan bestemme, at der ikke skal ske lydoptagelse og kan i øvrigt bestemme, at der skal optages billede, jf. stk. 2 og 3. Se i øvrigt §§ 711-714.
Hvornår sker der vidneudelukkelse, og hvordan udtrykkes det i straffeprocesretten?
- Efter § 169 udelukkes tjenestemænd mv. fra at vidne om forhold, som er omfattet af deres tavshedspligt, medmindre den myndighed, som de tavshedsbelagte oplysninger angår, samtykker.
- Efter § 169, stk. 2, kan retten, hvis myndigheden nægter at samtykke, pålægge denne at redegøre for grundene til nægtelsen. Hvis afgivelse af forklaring herefter må anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, jf. stk. 2, 1. pkt., og hensynet til hemmeligholdelse bør vige for hensynet til sagens oplysning, jf. stk. 2, 2. pkt., kan retten pålægge personen at vidne.
- Bemærk, at § 169, stk. 2, 3. pkt., indeholder en absolut vidneudelukkelsesgrund, hvorefter retten under ingen omstændigheder kan pålægge en person omfattet af § 169, stk. 1, at vidne, hvis myndighedens nægtelse af samtykke skyldes hensynet til statens sikkerhed, til dens forhold til fremmede magter eller til tredjemands liv eller helbred
- Efter § 170, stk. 1, må vidneforklaring ikke afkræves præster, læger, forsvarere, retsmæglere, (visse) patentrådgivere og advokater om det, der er kommet til deres kundskab under udøvelsen af deres virksomhed. Det samme gælder deres medhjælpere, f.eks. en sekretær, jf. § 170, stk. 4.
- Trods manglende accept fra de relevante personer kan retten dog i et vist omfang bestemme, at der (alligevel) skal afgives vidneforklaring, hvis det må anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige til det, jf. § 170, stk. 2.
- Vidneudelukkelsen er i øvrigt absolut for præster og forsvarere, hvorfor det bl.a. kan blive relevant at vurdere, om en advokat må anses for forsvarer i sagen
- Efter § 170, stk. 3, kan retten dog bestemme, at også andre kan fritages fra at afgive forklaring om forhold, med hensyn til hvilke vidnet i medfør af lovgivningen80 har tavshedspligt.81 Det forudsætter, at hemmeligholdelse har væsentlig betydning.
- Personer omfattet af §§ 169-170 er efter omstændighederne også vidneudelukket efter ophør af deres ansættelsesforhold eller hverv mv., hvis de har fået oplysningerne under ansættelsesforholdet. På den anden side er de alene vidneudelukket med hensyn til oplysninger eller forhold, som er omfattet af tavshedspligten (qua deres ansættelse, kald eller hverv på det tidspunkt, hvor oplysningerne kom til deres kundskab
Hvornår sker der vidnefritagelse, og hvordan afspejles dette i straffeprocessen?
1) En parts nærmeste har ikke pligt til at afgive forklaring som vidne, jf. § 171, stk. 1. Partens nærmeste er ægtefællen, slægtninge i lige linje
86 og søskende, men det kan efter omstændighederne og afhængigt af personernes forhold også være andre, herunder navnlig samlevere og i nogle tilfælde andre slægtninge eller kærester.87 Det afgørende er personens forhold til tiltalte på tidspunktet for vidneforklaringen
2) Det fremgår af § 171, stk. 2, at der heller ikke foreligger vidnepligt, hvis forklaringen må antages 1) at ville udsætte vidnet selv for straf eller tab af velfærd eller 2) udsætte hans nærmeste for straf eller tab af velfærd eller 3) påføre vidnet selv eller hans nærmeste anden væsentlig skade.
3) 171, stk. 2, nr. 3, vedrører risikoen for anden væsentlig skade for vidnet eller dennes nærmeste (udover straf og tab af velfærd, jf. nr. 1 og 2).
4) Bortset fra de tilfælde, som er omfattet af § 171, stk. 2, nr. 1, hvor vidnefritagelsen er absolut, kan retten efter § 171, stk. 3, pålægge vidnet at afgive forklaring, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige dertil
5) Reglerne i § 172 vedrører journalisters fritagelse fra vidnepligten for at beskytte deres kilder mv. Det gælder dog kun i et vist omfang, jf. § 172, stk. 5, om alvorlige sager, hvor retten kan give vidnepålæg
Giv en oversigt over straffeprocessuelle grundprincipper ved domstolene og generelt
Partsprincip – ligestillingsprincip
Anklageprincippet
- Objektivitetsprincippet, § 96, stk. 2
Opportunitetsprincippet
Den materielle sandhedsprincip
Hvordan bruges anonyme vidner, og hvordan afspejles det i straffeprocesretten?
Retten kan på anmodning af anklagemyndigheden bestemme, at et vidnes navn, stilling og bopæl ikke må oplyses for tiltalte, hvis afgørende hensyn til vidnets sikkerhed gør det påkrævet, jf. § 856, stk. 2 (se også stk. 6 om polititjenestemænd og stk. 7 om fængselsbetjente). Det potentielt problematiske i en sådan fremgangsmåde understreges af betingelsen i stk. 2 om, at det dog kun kan ske, »hvis det må antages at være uden betydning for tiltaltes forsvar«.
- Afgørelse herom træffes på grundlag af en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder eventuelle oplysninger om vidnets forudgående tilknytning til tiltalte og oplysninger om sagens karakter, jf. stk. 3.
Efter § 856, stk. 5, kan en polititjenestemand eller en ansat i politiet, der har udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a (agentvirksomhed), afgive forklaring uden at oplyse sit eget navn og bopæl
- Betingelsen om, at det skal kunne ske uden betydning for tiltaltes forsvar, gælder ikke her, og reglen er i øvrigt vidtgående derved, at end ikke retten far oplysning om vidnets identitet
- Som udgangspunkt har tiltalte ret til at overvære de anonyme vidners forklaring, men rettens formand kan bestemme, at tiltalte skal forlade retslokalet, jf. § 856, stk. 1, 4 og 8. I så fald skal tiltalte efterfølgende gøres bekendt med indholdet af forklaringen, jf. § 856, stk. 10.
Hvad sker der ved falsk forklaring, og hvordan afspejles det i straffeprocesretten?
Efter straffelovens § 158 straffes falsk forklaring for retten, og retten formaner vidnet at tale sandt, jf. retsplejelovens § 181. En sigtet eller tiltalt straffes derimod ikke for at afgive falsk forklaring for retten, jf. straffelovens § 159, stk.
1.
- Det ville stride mod selvinkrimineringsforbuddet
Efter straffelovens § 159, stk. 2, kan straffen nedsættes eller bortfalde, hvis der afgives falsk forklaring af en person, der var berettiget til at nægte forklaring
- Ligeledes er der straffrihed efter princippet i § 159, stk. 1, når et vidne med føje antager, at personen kunne blive sigtet, hvis vedkommende afgav sandfærdig forklaring, jf. U 1982.1090/2 H
En særlig problemstilling knytter sig til tilfælde, hvor der er to eller flere sigtede for samme forhold, og hvor sagen mod den ene (X) afsluttes før sagen mod den anden (Y). Her opstår spørgsmålet, om X kan pålægges at vidne i sagen mod Y. Problematikken var aktuel i U 1975.14 H, hvor Højesteret udtalte: »En sigtets efter retsplejeloven hjemlede fritagelse for at afgive forklaring findes - i hvert fald i almindelighed - ikke at kunne gælde, efter at sagen mod ham er sluttet med tiltalefrafald eller endelig dom.«
