Lighedsgrundsætningen og proportionalitetsprincippet Flashcards
U 1958.455 ”Frugtplantagen”
Magtfordrejning
o Fritagelse for ejendomsskyld var opgjort efter en retningslinje, hvorefter der blev givet fritagelse, hvis ejendommen var til ejerens erhverv, og afslag hvis det var en lystejendom. Da ejendommen ikke kunne anses for at være en lystejendom, var afslaget som følge af bopælskravet om bopæl i kommunen uberettiget.
U 1965.399H ”Fravigelse af skattemyndighedernes vejledende anvisninger”
(Enkelstående praksisændring)
♣ Statsskatteloven er en af de gamle love. Utilfreds med afslag. Handlede om noget der skete i 57 – afgørelse først truffet i 63. Man finder ud af at praksis ændres fremover fra 61, det kan man godt gøre, så længe det er sagligt begrundet. Men da beslutning træffes i 63 bruger man ny praksis = ingen fradrag – om et forhold i 57. H når frem til at borgeren har ret til at blive behandlet som de andre blev i 50-60. Skal ikke komme borger til ugunst, at der har været en mellemkommende praksisændring.
♣ Dvs. en adm. praksis kan ikke umiddelbart ændres m. enkeltstående ubegrundede afvigelser fra praksis. Ville indebære væsentlig ulighed i forhold til andre, der havde fået fradraget.
U 2008.70: ”Patienten på Færøerne”
Enkelstående praksisændring
♣ Patient på Færøerne fik afslag på behandling af sygdom i Danmark betalt af det færøske sundhedsvæsen. Patient betalte herefter selv for behandling i DK, men krævede udgifter betalt af færøske sundhedsvæsen. Lagt til grund, at det fast praksis at henvise til behandling i udland, når den faglige ekspertise ikke var tilstede på Færøerne. HR lagde imidlertid til grund, at det var fast praksis at henvise til behandling i udlandet, når den faglige ekspertise ikke var til stede på Færøerne. På baggrund af Retslægerådets udtalelser fandt HR, at den fornødne ekspertise ikke var til stede på Færøerne, og at dette kunne have været konstateret allerede efter de to virkningsløse behandlinger.
♣ Dommen er således et eksempel på konsekvent i henhold til lighedsgrundsætningen. Den faste praksis på Færøerne skaber således retskrav for patienter.
FOB 1992.222 ”Forening selvsupplerende”
Kan en ubegrundet afvigelse fra praksis begrunde et retskrav i en ny sag?
♣ A klager over Skatteministeriets afslag på at godkende en forening (Den danske forening) i hht. Ligningslovens § 8 A.
♣ Skatteministeriet har givet afslag m. henvisning til at foreningen er selvsupplerende, hvilket udelukker godkendelse.
♣ Men A anfører, at det er usaglig forskelsbehandling, idet man har fundet mange andre eksempler på, at andre selvsupplerende foreninger er blevet godkendt.
♣ Ministeriet indrømmer, at der godt nok er sket fravigelser fra praksis, FOB finder, at Skatteministeriet urigtigt har oplyst at der kun var tale om et fåtal af afvigende sager.
♣ Men FOB kan alligevel ikke kritisere afslaget, da det overvejende antal af sager bliver afgjort efter hovedreglen om at selvsupplerende foreninger ikke kan godkendes.
♣ Men FOB er dog vred, og udtaler at fravigelserne ikke er i overensstemmelse m. god forvaltningsskik.
♣ Dvs. ubegrundede afvigelser kan altså ikke begrunde et retskrav i en ny sag, når praksis i øvrigt ønskes fastholdt.
FOB 1977.511 ”Fortov i Silkeborg”
Kan lighedsgrundsætningen opfattes som en prioriteringsregel?
♣ Ombudsmanden udtalte, at fordelingen principielt bør ske på grundlag af en konkret vurdering. Praktisk set er muligheden for at variere kriteriernes relative vægt fra vejanlæg til vejanlæg på en sådan måde, at kommunens praksis samtidig kan opfattes som retfærdig, bedømt ud fra lighedssynspunkter, dog utvivlsomt begrænset. Der kan derfor intet indvendes mod, at en kommune arbejder med en normalvægtfordelingsnorm. Men en sådan norm, kan kun være vejledende og det må påhvile kommunen at være opmærksom på særlige hensyn, der evt. med betydelig vægt kan tale for en fravigelse af denne norm, hvilket netop var tilfældet i den konkrete situation. Vejen blev nemlig hovedsageligt anlagt på begæring af en nærliggende skole, hvorfor den normale fordelingsnorm ikke var hensigtsmæssigt.
♣ Ombudsmanden accepterer, at lighedsbetragtninger kan anvendes som begrundelse for som udgangspunkt at følge en administrativt opstillet hovedregel (prioriteringsregel), men må kun være et udgangspunkt. Dvs. kun vejledende. Forvaltningen vil være berettiget til at prioritere hensynet til lighed højt i den forstand, at f.eks. administrativt opstillede hovedregler anvendes – uanset at mindre tungtvejende – men dog saglige hensyn kunne have begrundet en undtagelse.
U 1964.714H ”Den hårdhændede plejer”
Proportionalitetsprincippets anvendelsesområde
o Plejer blev afskediget u. pension fra ”Ebberødgaard ” åndssvageanstalt pga. to episoder, hvor den seneste angik korporlig revselse mod dreng, der smadrer glas, hvorefter plejer skubber til ham og slår. Den første episode kunne ikke tillægges afgørende betydning.
o Forvaltning anvendte den strengeste reaktion – afskedigelse uden pension.
o Ifølge retten var der tale om en tjenesteforseelse, som krævede en alvorlig reaktion (HD)
o Dog formildende omstændigheder: Plejer havde reageret spontant i en særlig situation. Forudgående langvarig ansættelse. Plejer havde ikke tidligere gået ud over, hvad der var tilladt over for børnene – var altså en god plejer ellers (nb: to episoder dog)
o LD: forholdene kunne ikke begrunde plejerens afskedigelse (uproportionelt). Tog plejerens frifindelsespåstand til følge.
o HD stadfæster LD’s dom: anførte således, at forvaltningen ikke var berettiget til at anvende den strengeste straf, man skulle tage hensyn til de konkrete omstændigheder.
o De to episoder gav ikke fornødent grundlag for at afskedige indstævnte iht. lønningsreglementets § 51 (tab af pensionsret)
o Man skulle altså have nøjes m. at afskedige ham m. pension og ikke afskedigelse u. pension, det mindste middels princip (nødvendighedskravet). Det bemærkes, at der ikke tages stilling til, om et endnu mindre indgribende middel havde været tilstrækkeligt, idet der ikke var nedlagt påstand herom.
o Beskriver både forvaltningsakt (fyring) og faktisk forvaltningsvirksomhed (idet han griber ind overfor drengen). Forvaltningsakt: var det i orden at fyre ham uden pension? Faktisk forvaltningsvirksomhed: manden griber ind overfor drengen (og går så for langt).
o Her er domstolen ikke tilbageholdende fordi der er tale om et retligt skøn (proportionalitetsprincippet).
U 1962.554Ø ”Pølsehandler dommen”
Nødvendighedskravet
o Sagsøgeren blev med 1 måneds varsel meddelt at der fremover skulle ske deling af staden (eksisterende tilladelse blev opsagt) ud fra et socialt hensyn om at flere borgere skulle have mulighed for at tjene penge ved stadesalg. Landsretten fandt at inddragelsen ikke faldt under kravet om ”nødvendighed”, hvorfor der ej var hjemmel til kun at give 1 måneds varsel. I stedet var der krav om 1 års opsigelse. Inddragelsen af tilladelsen til stadet med 1 måneds varsel var således ugyldig og stred mod proportionalitetsprincippet.
o Proportionalitetsprincippet forudsætter at hjemmel for flere reaktioner, men begrænser skønnet i valget af disse. Fravigelse/overtrædelse af proportionalitetsprincippet udgør en væsentlig retlig mangel. Pølseforhandleren fik erstatning på 5.000 kr. Han kunne ikke få hele stadet tilbage da der var et hensyn til tredjemand der nu havde halvdelen af stadet.
MAD.1996.796 ”En lokalplan kan hjemle ekspropriation”
Nødvendighedskravet
o En lokalplan opdelte området i 3 områder, og udlagde delområde 1 og 2 til offentligt formål (sundhedscenter og plejehjem). Lokalplan kan udgøre ekspropriationshjemmel, og man ville derfor eksproprierer delområde 1 og 2 som ejes af grundejer. Grundejeren mente ikke, at det var rimeligt at begge områder eksproprieres. For at man kan eksproprierer efter lokalplanen måtte planen indeholde nærmere regler om projektet, og at dette var nødvendigt for at realisere ekspropriationsformålet. Der var en plan for område 1, men ikke 2 der kun skulle være stier. Der var altså ikke en plan, og afgørelsen blev ugyldig. Man havde ikke handlet proportionelt, idet det ikke var nødvendigt at eksproprierer område 2 for at opnå formålet med ekspropriationen. Mindre (område 1) kunne have gjort det.
U 1969.693 H ”Den dovne sygeplejerske”
Skal det mindst indgribende middel altid anvendes først?
o En afdelingssygeplejerske blev efter et tjenstligt forhør degraderet til sygeplejerassistent, idet hun gentagne gange ikke havde overholdt arbejdstiden på trods af indkaldelse til møder og ophængte arbejdssedler, hvormed det måtte stå hende klart, at ledelsen vægtede en overholdelse.
o Hun gør gældende, at sanktionen stod i åbenbart misforhold til forseelsen, og at der ikke var givet hende advarsel.
o Ifølge LR behøver ledelsen ikke anvende det mindre indgribende middel før det mere indgribende middel i en sådan situation, hvor hendes egen tjenesteforseelse på baggrund af ovenstående må have stået hende klart. LD anfører således, at ”under disse omstændigheder”, kan det ikke anses for uberettiget at man har anset det som en tjenesteforseelse, der kan medføre at hun bliver degraderet. (HD stadfæster).
o Dommen viser, at forvaltningen er overladt en margin. Dette skyldes, at prop.princippet er et uskrevet princip.
U 1993.137 H ”Den konkursramte taxa chauffør”
Skal det mindst indgribende middel altid anvendes først?
o Udlæg i 5 vogne ejet af V. Hustru R indløste dem fra udlægshaveren V senere konkurs, hvorefter han forklarede, at vognene tilhørte R.
o Det fremgik imidlertid af Hyrevognsbekendtgørelsens § 3, stk. 1 jf. § 4, stk. 2., at bevillingerne til hyrevognskørsel gives til ”den registrerede ejer”.
o V udnyttede herefter fortsat sin hyrevognsbevilling, uden at være ”faktisk ejer af de hertil hørende hyrevogne” hvilket iflg. Hyrevognsnævnet var at anse for en grov overtrædelse af hyrekørselslovgivningen.
o LR: tilbagekaldelse af 6 hyrevognsbevillinger ugyldige (tog V’s principale påstand til følge)
o Begrundelse: overtrædelse af § 3, stk. 1 ikke af en sådan beskaffenhed, at den har kunnet begrunde en omgående tilbagekaldelse af hyrevognsbevillinger, uden forudgående påbud om at bringe ejerforholdene i overensstemmelse med kravene i bkg. om materielt ejerskab., således at han kunne imødekomme tilbagekaldelse af bevillinger efter Lov om hyrekørsel § 8, stk. 1. (udtryk for mindste middel princip)
o Højesteret fandt, at indstævnte ved fortsat at have fortsat med at drive hyrevognsvirksomhed i strid med kravet om, at bevillingshaveren ejer motorkøretøjet, havde gjort sig skyldig i en så grov overtrædelse af forskrifterne for hyrevognskørsel, at tilbagekaldelse af de 6 bevillinger var berettiget uden fastsættelse af nogen frist. Her er vi endda inden på det skærpede hjemmelskravsområde, da det handler om erhverv; men grov overtrædelse.
o DVS. Landsret: + mindste middel princip
o Højesteret: IKKE mindste middel princip i dette tilfælde, henset til grovheden af overtrædelsen.
