Det offentliges erstatningsansvar Flashcards
U 1954.863Ø ”Den udviste nazist”
Erstatning som supplement til ugyldighed
- Annullation men ej erstatning
- Tidligere sag, hvor domstole ophæver annullation af indfødsretsbevis som ugyldig. En tysker blev før genforening i 1920 udstationeret i Sønderjylland. Kunne denne få dansk indfødsret? Kravene hertil var at have bopæl i området. Havde han dette som udstationeret? Dette antog man, og han opfyldte altså betingelserne. Under 2. Verdenskrig blev personen frivillig på Østfronten, og da han kom hjem, genoptog man sagen ved at genvurdere de samme oplysninger, som han havde givet mange år tidligere. Indenrigsministeriet annullerede indfødsretsbevis. Personen anlagde sag ved domstolene og fik medhold. Man kan ikke annullere så mange år efter på baggrund af genvurdering af samme oplysninger. Hensynet til personens berettigede forventninger umuliggjorde en annullation. Der lå en skjult dagsorden bag Indenrigsministeriets annullation efter krigen pga. deltagelse på Østfronten.
- Personen anlægger ny sag for det tab, han har lidt som følge af sin udvisning fra Danmark. Taber sagen og får ikke erstatning, da det ikke var godtgjort, at der var udvist fejl eller forsømmelse. Dvs. ingen culpa.
- Er et eks. på, at ugyldighed er til stede, men at der ikke foreligger culpa i forhold til afgørelsen. I dag vil man sige, at forvaltningen har fået en for bred fejlmargen i denne sag. Baggrunden for dommen skal søges i den særlige situation efter krigen.
- Er et eks. på, at undskyldelig retsvildfarelse disculperer.
U 1962.554Ø ”Pølsehandler dommen”
Erstatning som supplement til ugyldighed
- Sagsøgeren blev med 1 måneds varsel meddelt at der fremover skulle ske deling af staden (eksisterende tilladelse blev opsagt) ud fra et socialt hensyn om at flere borgere skulle have mulighed for at tjene penge ved stadesalg. Landsretten fandt at inddragelsen ikke faldt under kravet om ”nødvendighed”, hvorfor der ej var hjemmel til kun at give 1 måneds varsel. I stedet var der krav om 1 års opsigelse. Inddragelsen af tilladelsen til stadet med 1 måneds varsel var således ugyldig og stred mod proportionalitetsprincippet.
- Culpa er forudsat – dette går man direkte ud fra, når forvaltningen har handlet med manglende hjemmel. Pølseforhandleren fik erstatning på 5.000 kr. Han kunne ikke få hele stadet tilbage da der var et hensyn til tredjemand der nu havde halvdelen af stadet.
U 1983.1000 H ”BP sagen”
Erstatning som supplement til ugyldighed
- ”Stærkt objektiverende erstatningsansvar” – Erstatning pga. underkendt (forkert) tilladelse.
- Er foranlediget af en foregående sag. I denne sag blev en tilladelse givet af Holme-Tranbjerg Kommune til at etablere en servicestation (tankstation) i et boligkvarter underkendt af Landsretten. Tilladelse var ifølge VL klart uden hjemmel og ugyldig (Boligministeriet havde i øvrigt ændret praksis på området). Der stod i gældende byplanvedtægts bestemmelser om butikker, at man kunne tillade butikker og i øvrigt ændringer, hvis formål med byplan ikke så tilsidesættes. Er en servicestation en butik? Nej, ifølge VL. Kommunens tilladelse blev derfor kendt ulovlig.
- Anden sag handler om, at BP blev sur over annulleret tilladelse. BP havde købt flere ejendomme, som nu måtte sælges med betydelige tab. Ifølge VL skulle BP have erstatning, da tilladelsen var klart uden hjemmel, jf. første sag. Dvs. der lægges et culpa-synspunkt til grund.
- Kommunen indbragte sagen for Højesteret. Denne sagde noget andet, men nåede frem til det samme resultat. Ifølge Højesteret skulle BP stadig have erstatning, men med begrundelsen at BP havde føje til at disponere på grundlag af tilladelsen. Højesteret lægger ikke vægt på fejlen, dvs. om der foreligger culpa. Lægger altså vægt på den gode tro, som fordrer et retsbeskyttelsesbehov.
- Holme-Tranbjerg ansås herefter for ansvarlige for det tab, BP havde lidt, ved at de købte ejendomme måtte afhændes.
- Dommen er udtryk for en stærkt objektiverende tendens, dvs. at hvor der er truffet en forkert afgørelse, må det medføre erstatningspligt.
- U 1984B 59-61(kommentar til ovenstående – dommer Munch)
- I kommentaren beskriver dommer Munch hvordan kommunen formentlig var i en retlig vildfarelse, da man i gammel praksis havde anerkendt tankstationer som butikker. Alligevel mener han at der skal være erstatningsansvar. Taler for et skærpet erstatningsansvar – tæt på et objektivt ansvar.
U 1995.539 ”Bistandshjælp”
Erstatning som supplement til ugyldighed
- Ej erstatning, da 1. instansen havde truffet en rigtig afgørelse ud fra et skøn.
- Drejer sig om, at kommunen kun vil betale almindelig bistandshjælp med indeholdt månedsydelse svarende til beløbet for anvist lejebolig. Dvs. man vil ikke betale den faktiske ydelse, da boligen, som pågældende familie bor i, er alt for dyr. Amtsankenævn stadfæster. Familien indbringer sagen for Ankestyrelsen. Denne når frem til, at familien var berettiget til et boligtillæg svarende til den faktiske boligudgift. Inden denne afgørelse ved Ankestyrelsen er boligen dog blevet solgt på tvangsauktion. Familien kræver det tab, som den har lidt ved at sælge bolig på tvangsauktion, erstattet.
- Ifølge landsretten kan kommunens skøn ikke bebrejdes den. Der foreligger ikke culpa, og derfor ingen erstatning.
- Dommen viser, at man ikke følger op på den objektiverende tendens fra ovenstående dom. Dommen er helt i overensstemmelse med en almindelig culpavurdering.
U 1995.702 ”Skolemælk”
Erstatning som supplement til ugyldighed
- Kommune erstatningsansvarlig for en usaglig forskelsbehandling
- Privat skole anlægger sag om, at kommunes nægtelse af at yde mælk til børn i private skoler var ulovlig forskelsbehandling, når kommunen uddelte gratis mælk i kommunale skoler.
- Landsretten siger, at skolemælksordninger kun til kommunale skoler er usagligt. Der foreligger altså en usaglig forskelsbehandling (brud på lighedsgrundsætning), som er en væsentlig retlig mangel. Kan de forældre, som ikke har haft del i den pågældende mælkeordninger, få erstatning, så de stilles som de forældre, der har haft børn på kommunale skoler.
- Indenrigsministeriets afgørelse i en lignende sag (”Ringsted Sagen”), hvor IM havde pålagt en anden kommune at bringe forskelsbehandlingen til ophør, var kommunen bekendt. Herefter klart for kommunen, at skolemælksordningen antageligt var ulovlig. Man burde derfor have indrettet sig, og der forelå med andre ord culpa, hvorfor forældrene skulle have erstatning.
- Det er altså ret klart, at der ikke er plads til undskyldelig retsvildfarelse i denne sag.
U 2010.2142 H “Bilka II”
Erstatning som supplement til ugyldighed
- Vedrører nogle købmænds erstatningskrav ifm. den ulovlige tilladelse til at opføre Bilka, idet de blev påført konkurrence. Retten udtaler, at erstatning kan støttes på 2 forhold. Der skal enten foreligge en klar fejl og noget mere eller de pågældende personer, skal være omfattet af lovens beskyttelsesformål.
- Planloven har ikke til formål at beskytte mod konkurrence, men at sikre en hensigtsmæssig arealudnyttelse mv. Spørgsmålet var herefter, om der forelå en klar fejl, der kunne begrunde et ansvar, hvilket retten ikke mente var tilfældet, hvorfor de ikke fik tilkendt erstatning. Endvidere udtalte retten, at man kunne have oprettet et mindre supermarked samme sted uden krav om dispensation, hvorfor de uanset den begåede fejl, ville blive påført konkurrence, hvorfor det var tvivlsomt, hvorvidt der overhovedet forelå kausalitet.
U 1977.495 /2H ”Esbjerg Taxa I”
Årsagsforbindelse
- Tilkendt erstatning pga. sagsbehandlingsfejl, men dog ikke tildelt tilladelse (rettelse)
- Irma ville gerne have en taxabevilling. Hun var ikke populær blandt kollegaerne, og de sendte derfor stærkt negative oplysninger om hende ind til kommunen. Irma får ikke oplysningerne forelagt og heller ikke ret til at kommentere på dem (selvom forvaltningslovens partshøring ikke var hjemlet på dette tidspunkt, var der alligevel krav om, at man skulle høres).
- Kommunen havde endvidere givet fejlagtig vejledning. Flertallet i landsretten finder ikke, at der er begået fejl.
- Mindretallet i landsretten siger, at beskyldningerne er holdt i almindelige vendinger, og efter vidneforklaring skabes der tvivl om, hvorvidt de negative oplysninger er rigtige. Dermed er der skabt en sådan tvivl om rigtigheden af afgørelsen, og kommunen har ikke formået at godtgøre, at de på trods af sagsbehandlingsfejlene, har truffet en rigtig afgørelse.
- HR: stadfæster dissensens afgørelse, og konkluderer, at sagsbehandlingsfejlene fører til ugyldighed
Esbjerg Taxa 2 – ”Erstatningssagen”
Årsagsforbindelse
- Landsretten fastslog at Esbjerg kommune havde udvist forsømmelighed ved ikke at have opfyldt de formelle betingelser for en sags oplysning. De havde derved handlet culpøst.
- Landsretten udtalte, at det måtte have en formodningen for sig, at Irma Clausens bevillingsansøgning var blevet imødekommet, hvis ikke kommunen havde begået de nævnte fejl og forsømmelser, hvorfor der var årsagsforbindelse mellem den skadeforvoldende handling og tabet.
- Dette medførte at Irma Clausen kunne tildeles en skønsmæssigt fastsat kompensation.
- I denne dom gælder altså fortsat hypotesen: Da der er ugyldighed og culpa, tildeles der erstatning.
- Sagen viser årsagsforbindelse mellem afslaget og tabet, der fører til erstatning.
U 2008.401 H ”Kommuneingeniør-dommen”
Årsagsforbindelse
- LR: »Da en partshøring som en selvfølge skal iværksættes, forinden myndigheden reelt træffer afgørelse i sagen – og da det ikke kan udelukkes, at K Kommune ville have truffet en anden afgørelse, hvis man havde haft kendskab til A’s fleksible holdning, herunder til at gå ned i løn – har kommunen tilsidesat [FVL] § 19« - ugyldighed og kompensation på DKK 100.000.
- HR vurderer at allerede fordi at der ikke er grundlag for at afskedigelsen skulle være foretaget på usagligt grundlag, er der ikke grundlag for at tilkende kompensation.
- DERUDOVER henviser HR til, at A var bekendt med at hans stilling vil blive nedlagt forinden han blev afskediget. Herved anså HR at høringspligten var opfyldt. Herefter er der altså ikke den fornødne sammenhæng mellem den manglende høring og hans mistede løntab.
- Sagen er eksempel på, at der ikke bliver tilkendt erstatning, selvom der var tale om en sagsbehandlingsfejl, da der ikke var årsagssammenhæng mellem fejlen og tabet.
U 1986.143 H ”Holte Midtpunkt”
Byggesager
♣ Man havde et plangrundlag i forbindelse med udviklingen af Holte midtpunkt. Hensigten var at lave boliger, forretninger mv. Planen sagde, at man måtte bygge i tre etager med fladt tag og der skulle være 20 meter mellem blokkene.
♣ En kvinde, V, havde forinden byggeriet stod færdigbygget erhvervet sig en lejlighed. Den ene entreprenør gik konkurs, og derfor måtte andre træde i stedet.
♣ K var en stor entreprenør og overtog byggeriet. Han ville kun overtage det, hvis han måtte bygge 3,5 etager med en rejsning på toppen. Han var i god tro omkring at han måtte det, og han byggede det derfor. Da byggeriet stod færdigt, var der kun 8 meter mellem blokkene, hvilket var i strid med planen. V ville derfor have det erklæret ugyldigt og dermed nedrevet og genopført byggeriet.
♣ Højesteret: der skal ikke ske fysisk lovliggørelse. Efter naboretlige regler, må man ikke bygge så tæt, og derfor er der ansvarsgrundlag. HR vil dog ikke give medhold i ugyldighedspåstanden, og nægter at tage stilling til V’s andre anbringender, da de ikke mener, at hun har retlig interesse i forhold til ugyldighed.
♣ Kommentar til dommen: Hvis man skulle have revet det ned og genopført det, ville det have kostet to millioner kr. Derfor afvejer man, om V’s interesse er så stor, at den vejer tungere end hensynet til værdispild. Det er endvidere lagt til grund, at hun har købt lejligheden meget billigt, og hun har vidst at der ville være kontormiljø mv., hvorfor der ville forekomme larm. Værdispildshensynet vejer tungest, og derfor får hun ikke medhold i ugyldigheden. V får dog en erstatning på 100.000, da lejlighedens værdi er forringet.
♣ Sagen illustrerer, at værdispild efter omstændighederne kan være så stort, at der ikke indtræder ugyldighed. I stedet erstatning med retshåndhævelse oveni tabet. (dvs. lovliggør byggeriet retligt i stedet for fysisk lovliggørelse)
U 1986.898 H ”HT‐sagen”
Overenskomstansatte
♣ En række overenskomstansatte buschauffører, ansat ved Hovedstadens Trafikselskab, udmeldte sig af Specialarbejderforbundet (Deres fagforening). Dette førte til omfattende arbejdsnedlæggelser og blokader fra de øvrige medarbejdere. Chaufførerne blev afskediget ud fra en nødretsbetragtning, da arbejdet blev lammet.
♣ Der blev derfor anlagt sag ved domstolene, hvor chaufførerne principalt påstod deres arbejdsgiver tilpligtet at anerkende, at afskedigelserne var ugyldige, og at de otte chauffører også for tiden efter opsigelsesvarslernes udløb var ansat som buschauffører ved HT.
♣ Afskedigelserne fandtes ikke ugyldige som stridende mod grundloven og EMRK, men fandtes at stride mod foreningsfrihedsloven af 1982 og en lighedsgrundsætning. Efter foreningsfrihedsloven af 1986 skulle arbejdsgiveren betale en lønmodtager, der afskediges i strid med loven, en godtgørelse, men loven gav ikke lønmodtageren ret til genansættelse. (Foreningsfrihedsloven: På dette tidspunkt var der kun hjemlet godtgørelse. Herefter valgte man at lave loven om så hovedreglen blev genansættelse.)
♣ → Riis har i sin kommentar til dommen, U 1987 B. 50‐55 fremhævet at der ved overenskomstansættelse gælder et dobbelt regelsæt, og at Højesteret anvender det ansættelsesretlige – i modsætning til tjenestemandsområdet. Kommentaren er meget vigtig og central. Her fremhæves ønsket om at sidestille overenskomstansatte på det offentlige arbejdsmarked med de privatansatte.
♣ → I sagen gjaldt et dobbelt retsgrundlag. Afskedigelsen var dels i strid med den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, og dels i strid med foreningsfrihedsloven. Hvis retten valgte den forvaltningsretlige løsning, ville konsekvensen være ugyldighed og genansættelse, mens den obligationsretlige løsning ville være godtgørelse og erstatning.
♣ → Ifølge kommentaren har Højesteret i hidtidig praksis valgt den obligationsretlige løsning. Også her vælger de denne, således at afskedigelserne ikke kan anses som ugyldige, men chaufførerne bliver tillagt godtgørelse og erstatning.
U 1999.1337 H ”Den ledende sygeplejerske ved Samsø kommune”
Overenskomstansatte
♣ Ellen, E, var ansat i Samsøkommune som sygeplejerske, og leder af døgnplejen. Der var blandt personalet opstået utilfredshed i arbejdsforholdende, og de ansatte ville ikke have E som leder.
♣ D. 6. sept. 1994 meddeltes det, at man ville indstille til økonomiudvalget, at E skulle afskediges, og man henviste til, at hun inden d. 13. sep. kunne komme med en udtalelse. E bedte d. 10 om udsættelse, så hun kunne få lejlighed til at komme med nærmere bemærkninger, men de afventede ikke og afskedigede hende.
♣ Sagen var behæftet med fejl, da den almindelige partshøring efter FVL § 19 og den udvidet partshøringsforpligtelse ikke var iagttaget. Endvidere var der ikke givet korrekt begrundelse. Man forelå dermed grove sagsbehandlingsfejl. Der opstilles derfor en formodning for ugyldighed, og kommunen kunne ikke godtgøre, at sagen havde fået det samme udfald, hvis ikke fejlene havde foreligget.
♣ Landsretten: ugyldighed, og E skal indtræde i stillingen igen.
♣ HR: enig i, at der foreligger sagsbehandlingsfejl, men finder ikke, at manglerne skal føre til ugyldighed, men giver hende en godtgørelse på 200.000 kr.
♣ (HR har sandsynligvis skelet til det private arbejdsmarked ved afgørelsen, hvor man kan afskedige, hvis der gives godtgørelse)
U 1943.402 Ø ”Afskedigelse af gift kvinde”
Tjenestemænd
♣ En tjenestemandsansat kvinde søgte orlov pga. at hun snart skulle føde. Hun fik bevilliget orlov, men blev opsagt samtidig, da det anføres at man ikke fremtidig ville beskæftige gifte kvinder.
♣ Sagen kom for retten, hvor kvinden påstod fortsat ansættelse. Landsretten erklærede afskedigelsen ugyldig, da der var tale om en særlig kvalificeret krænkelse. Ugyldigheden skulle dog betyde at kvinden fortsat skulle være ansat i tjenesten.
♣ Dommen viser genansættelsesløsningen, da det netop er tjenestemandsområdet som taler herfor.
U 1963.129 H ”Bibliotekar fra Vejle”
Tjenestemænd
♣ Handler om tjenestemand (kvinde), der er bibliotekar. Bliver afskediget i henhold til overenskomst, fordi hun flytter uden for kommunen. Kommunen henviser til en overenskomst, som Vejle Kommune havde indgået med bibliotekarforening, som indeholder et bopælskrav (uhjemlet)
♣ Bibliotekars påstand var ved Højesteret ugyldighed – løn indtil hun selv sagde op, subsidiært erstatning. Heroverfor gjorde kommunen gældende, at afskedigelsen var ulovlig med erstatning som følge.
♣ Højesteret når frem til, at afskedigelsen er ulovlig, da der ikke er nogen bestemmelse om bopæl i tjenestemandsloven. Finder altså afgørelsen ulovlig, men ikke ugyldig, idet tjenestemand selv var indstillet på at bringe ansættelsesforhold til ophør, idet hun ville flytte til København.
♣ Dommen viser, at hvis en afskedigelse findes ulovlig, kan kommunen frigøre sig mod at betale erstatning. Dommen afviser ikke hovedreglen om ugyldighed, men anlægger en konkret vurdering (begrundelse), dvs. er ikke udtryk for, at hovedreglen ikke finder anvendelse. Afgørelsens præjudikatsværdi er ligeledes begrænset.
U 1973.240 Ø ”Leder af fritidshjem”
Tjenestemænd
♣ Fritidshjemsleder afskediges pga. langvarig sygdom. Skulle ifølge reglement, dvs. svarer nogenlunde til tjenestemandsansat, have været foretaget høring af nævnet for helbredsbedømmelse i tjenestemandssager
♣ Forelægges efter afskedigelse og nævnet siger ok at afskedige pga. helbred.
♣ Fritidshjemsleder påstår UG, Fritidshjemmet kun frifindelse, subsidiært gyldig fra senere tidspunkt (fra helbredsnævns udtalelse).
♣ LR – ”Da der må tillægges den i §15, stk. 3 foreskrevne fremgangsmåde væsentlig betydning til sikring mod uberettiget afsked, findes en afskedigelse, hvor denne fremgangsmåde ikke er fulgt at være ugyldig, uanset om afskedigelsen må anses for sagligt begrundet”.
♣ ”Da der herefter ikke er meddelt [sagsøger] en gyldig opsigelse før under domsforhandlingen den 22. september 1972…” var hun først afskediget fra denne dato.
♣ Hvorledes forholder det sig med denne doms præjudikatsværdi? Har den endeligt afgjort spørgsmålet om tjenestemændenes retsstilling?
♣ Nej fordi ikke er noget der påberåber erstatning som mulighed!
