Akutte mavesmerter Flashcards
Vigtige og specifikke anamnestiske spørgsmål ved mistanke om ulcussygdom?
Smerternes debut, varighed, lokalisation, gradering, udstråling og lindrende/forværrende faktorer?
Natlige smerter og sultsmerter med spiselindring?
Tidlig mæthedsfornemmelse, madlede og udspilethedsfornemmelse?
Kvalme og opkastning?
Meteorisme (oppustethed), borborygmi (støjende lufttransport) og flatulens?
Défense musculaire (obs. perforeret ulcus)?
Hæmatemese (blodig opkastning) og melæna (sort/tjærefarvet afføring)?
Definition på ulcus pepticum?
Velafgrænset substanstab og epitheldefekt i ventriklen eller duodenum, hvor ulcera afgrænses arbitrært fra erosioner ved en størrelse >5 mm.
Opstår som følge af en svækkelse af slimhindens forsvarsmekanismer mod syreskade, hvor de vigtigste faktorer er H. pylori-infektioner og ulcerogene medikamenter som NSAID og ASA.
Symptomer ved ulcus pepticum?
Kardinalsymptomet er smerter i epigastriet (80%), mens mange ulcus er asymptomatiske. Smerterne kan være konstante, måltidsrelaterede med spiselindring eller natlige. Halsbrand og opkastning er ikke ualmindeligt, hvoraf sidstnævnte bør rejse mistanke om pylorusstenose.
Melæna og hæmatemese ses hos 10-20%, mens andre debuterer akut med blødning eller perforation.
Symptomer ved blødende ulcus?
Kardinalsymptomet er hæmatemese (30%), melæna (20%) eller en kombination af disse (50%).
Symptomerne ved perforeret ulcus?
Akut abdominal katastrofe med pludelige, svære mavesmerter startende i epigastriet og undertiden diffuse i hele abdomen.
Ved penetration til pancreas stråler smerterne til ryggen og skuldrebladene.
Paraklinik ved perforeret ulcus?
Rtg. eller CT-skanning af abdomen viser fri luft i abdomen, evt. Forhøjet P-amylase ved penetration til pancreas.
Hvordan diagnosticeres perforeret ulcus?
Klinisk diagnose, som hviler på kendt ulcussygdom, smerternes debut og karakter samt fri luft i abdomen ved relevant billeddiagnostik.
Behandling af perforeret ulcus?
Akut laparatomi (<6 timer efter symptomdebut) med oversyning af perforation eller ulcuskirurgi med vagotomi med eller uden resektion.
Konservativ behandling er reserveret til patienter, som ikke er kandidater til kirurgi, hvor behandlingen bygger på ventrikelsug og intravenøs AB-behandling og antisekretorisk ulcusmedicin.
Definition af kolecystolitiasis?
Konkrementer i galdeblæren, der opstår pga. ændringer i galdens sammensætning.
Galdeblæresten udgøres 90% af kolesterolsten, mens 10% er pigmentsten (bilirubin og dettes metabolitter). Kvindeligt køn, fedme og rygning er associeret med udvikling af galdeblæresten.
Symptomer på kolecystolitiasis?
“Galdeblæresmerter” pga. indkiling eller passage af galdeblæresten i galdegangene, som opstår akut med punktum maximum omkring 1 time efter debut og klinger af ila. 6 timer.
Lokaliseret under højre kurvatur med udstråling til skulderbladet og kan være ledsaget af kvalme og opkastning.
Paraklinik ved kolecystolitiasis?
Normal biokemi fraset let forhøjet P-bilirubin og BASP ved forbigående galdevejsobstruktion i ductus choledochus. Undertiden vil P-amylase også kunne være forhøjet.
Billeddiagnostik omfatter UL af galdeblære, MRCP og CT af øvre abdomen (ofte for at visualisere de dybere galdegange)
Behandling af kolecystolitiasis?
Asymptomatiske galdeblæresten skal ikke behandles, og akutte tilfælde behandles med NSAID, da morfika øger trykket i galdevejene. Kirurgi med laparaskopisk cholecystektomi er forbeholdt patienter med akut cholecystitis, evt. kompliceret med kolangitis, eller recidiverende galdeblæreanfald.
Definition af kolecystitis?
Akut eller kronisk betændelse af galdeblæren, som skyldes kolecystolitiasis med sekundær bakteriel eller aseptisk inflammation (kalkulær cholecystitis), mens akalkulær cholecystitis ses sjældnere hos intensivpatienter, ved galdegangsstrikturer eller akutte streptokokinfektioner.
Symptomer ved kolecystitis?
Debuterer med “galdestenssmerter”, som ledsages af kvalme, opkastning og feber omkring 38 grader.
Ved objektiv undersøgelse kan ses défense musculaire ved palpation af galdeblærelejet, mens patienten ikke kan inspirere dybt under palpation af galdeblæren i dybden (Murphy’s tegn).
Paraklinik ved kolecystitis?
Biokemi med leukocytose, let-moderat forhøjet P-ALAT, -BASP og –amylase. UL af galdeblæren viser forøget tværdiameter (>= 4 cm) og/eller fortykket galdeblærevæg (>= 4 mm).
Behandling af kolecystitis?
Initielt bør patienten stabiliseres med rehydrering (intravenøs isoton NaCl) og smertestillende behandling. Mortaliteten stiger herfra dagligt ved udskydelse af laparaskopisk cholecystektomi, hvorfor denne bør udføres snarest muligt (inden for 4 dage). AB-behandling gives intravenøst ved ældre komorbide og immunsvækkede patienter.
Alternativt kan patienter behandles konservativt med intravenøs AB og UL-vejledt drænage, når der er gået >7 dage.
Definition på kolangitis?
Infektion af de dybe galdegange, der oftest opstår som komplikation til galdevejsobstruktion efter choledokolitiasis, cancer, pancreatitis, PBC eller udviklingsdefekter i galdegangene.
Tilstanden er akut og livstruende!
Symptomer ved kolangitis?
Charcots triade med:
* høj feber
* stærke smerter under højre kurvatur
* akut ikterus
Almentilstanden er desuden synligt påvirket.
Paraklinik ved kolangitis?
Biokemisk ses leukocytose med neutrofilocytter pga.
Bakteriæmi samt forhøjet P-ALAT og –BASP.
Hyppigt også forhøjet bilirubin
Behandling af kolangitis?
Bredspekret AB-behandling med dække mod aerobe og anaerobe bakterier efterfulgt af akut (<24 timer) operativ fjernelse af den obstruerende galdesten og etablering af galdevejsdrænage.
Definition og typer af pancreas cancer?
Malign neoplasi lokaliseret til pancreas, hvor 85% udgår fra det duktale epithel (duktalt adenokarcinom), mens øvrige neoplasier omfattes af cystiske tumores (få %), acinuscellekarcinomer (1%) samt lymfomer og sarkomer.
Pancreasmetastaser er imidlertid hyppigt fra cancer mammae og cancer pulmonis.
Hvor sidder pancreas cancer typisk?
2/3 i caput og giver tidligere symptomer, 1/3 i cauda giver sjældent symptomer før den er stor.
Symptomer tidligt og sent ved pancreas cancer?
Typisk vage symptomer i starten, som omfatter anoreksi og kvalme, mens ikterus og smerter i epigastriet med udstråling til ryggen først optræder senere i forløbet, hvor patienten typisk søger læge.
Undertiden oplever 60-70% et større og hurtigt indsættende vægttab, mens symptomer som træthed, pankreatogen diarré (steatoré), opkastning, hudkløe og perifere tromboflebitter ses i mindre grad.