Management af sår Flashcards
Sårhelingens patofysiologi:
- Inflammation:
Oprenser såret og er nødvendig for helingen.
Heste har et forlænget inflammationsrespons, hvilket fører til langsom debridement og svagt lokalt forsvar mod bakterier.
2. Proliferation:
Granulationsvæv dannes (nye blodkar, fibroblaster, kollagen).
Kontraktion: Sårkanter trækkes sammen (hurtigere i flanken end på distale lemmer).
Epithelialisering: Hud dannes over såret (langsomst på distale lemmer).
Excessivt granulationsvæv: Overproduktion af væv, især på lemmer og ved sekundær heling, påvirkes af faktorer som dårlig blodforsyning, bevægelse, infektion og sårform.
3. Remodellering:
Granulationsvæv omdannes til arvæv.
Sårstyrken øges, men forbliver 15-20 % lavere end normalt væv.
Sekundær heling giver ofte et dårligere kosmetisk resultat og tager længere tid end primær heling.
SÅRHELING - Heling per primam/primær suturering
◾BESKRIVELSE: Såret sutureres efter debridement og sårlavage, hvilket opnår fuldstændig approksimation af sårrandene for hurtig heling. Dræn lægges ved lommedannelse.
◾FORUDSÆTNING: Lille vævstab, totalt debridement muligt, relativt lav tension, rene eller rene-kontaminerede sår.
◾ANVENDELSE: Operationssår, accidentelle sår med lille vævstab og lav grad af kontusion.
◾Fordele/ulemper: God apposition af sårrande, korte helingsfaser, hurtig heling, godt kosmetisk resultat, reduceret risiko for infektion og sårdehiscens.
SÅRHELING - Forsinket primær suturering
◾BESKRIVELSE: Suturering af ældre eller kraftigere kontaminerede sår med systemisk antibiose, daglig lavage, debridement og bandagering i 2-4 dage indtil såret er klar til suturering.
◾FORUDSÆTNING:Vævet skal være rent og sundt, hævelse aftaget, lille mængde lugtløst eksudat, sundt granulationsvæv.
◾ANVENDELSE: Hvor kraftig eksudation forventes (kontaminerede, svært kontuderede eller hævede sår).
◾Fordele/ulemper: God apposition, godt kosmetisk resultat, afkorter helingstid i forhold til heling per sekundam, men kræver længere helingstid og større risiko for infektion.
SÅRHELING - Forsinket sekundær suturering
◾BESKRIVELSE: En udvidelse af forsinket primær suturering, længere åben sårheling, hvor der dannes granulationsvæv.
◾FORUDSÆTNING:Der skal være sundt granulationsvæv tilstede i såret, lille mængde lugtløst, serøst eksudat – ingen infektion.
◾ANVENDELSE: Kroniske, svært kontaminerede eller inficerede sår, sår med stort vævstab og meget tension.
◾Fordele/ulemper: God apposition opnås i nogle tilfælde, men suturering er ofte ikke muligt, idet sårretraktion er sket. Lang helingstid, stor infektionsrisiko og arvævsdannelse.
SÅRHELING - heling per sekundam
◾BESKRIVELSE: Åben sårheling med indvækst af granulationsvæv, epitelialisering og sårkontraktion. Sårheling understøttes af bandagering.
◾FORUDSÆTNING:
Sår med sundt granulationsvæv, lille mængde lugtløst, serøst eksudat, ingen infektion.
◾ANVENDELSE:
Sår med megen tension, svært kontaminerede eller inficerede sår, sår med stort vævstab.
◾Fordele/ulemper: Langt forløb, stor infektionsrisiko, arvævsdannelse, men kan være eneste mulige behandling for lemmesår.
Ponyer heler hurtigere end heste, som bekræftet i flere eksperimenter og retrospektive studier. Ponyer har en hurtigere og mere intens inflammatorisk respons, hvilket gør deres sår mere modstandsdygtige overfor infektion og fremmer større sårkontraktion. De har også en bedre organisering af myofibroblaster, som optimerer sårheling. Kliniske tilfælde viser, at ponyer oplever færre sårdehiscer og knogleinfektioner, selv med mindre optimal behandling. En teori er, at ponyer ikke blev udsat for intensiv avl og derfor ikke mistede de naturlige helingsegenskaber, som man ser hos heste.
Faktorer der har indlydelse på sårheling:
Hesten: Alder, sygdom, fejlernæring
Såret: Substanstab, kontisionsgrad, alder, placering, kontaminationsgrad og infektion, hæmatomer, seromer, ødemer, traumatisering, fremmedlegemer.
Behandling: Antiseptika, sårspreay, lokalanalgetika, NSAID, glukokortikoider, fremmedlegemer, forbindinger
Faktorer med indflydelse på sårheling ift. såret:
Substanstab - kun 25% af alle sår kan suturreres til heling per primam
Kontusion, alder, placering, traumatisering, bakterier og fremmedlegemer
Alder, aldrende dyr har afficeret heling ift diabtetes, kronisk nyresygdom, kardiac insufficiency, cushings etc.
Ernæringsstatus, vævsreperation er anabolisk og tidlig enterisk fodring er godt. Fejlernæring = nesat mRNA ekspresion af TGF-beta og nedsat fibroblastproliferation.
Vitamin A - celle differentiation
Vitamin B8thiamin, pyridoxine, riboflavin) er vigtigt for kollagen krydslinking
Vitamin C inducerer sårheling
Jern for RBC produktion
Vævsperfusion kv. Vævsperfusion er afgørende for sårheling, da tilstrækkelig blodgennemstrømning leverer nødvendigt ilt til vævet. Sårheling forløber hurtigere i væv med god perfusion. Måling af vævets iltniveau (TcPO2) kan indikere iskæmi og forudsige helingsforløb. Når TcPO2 er under 40 mm Hg, hæmmes helingsprocesser som fibroblastreplikation og kollagenproduktion, og ved værdier under 10 mm Hg dør vævet. Anæmi påvirker mindre heling, så længe blodgennemstrømning opretholdes, men chok og hypotension kan hæmme heling. Hyperbar iltbehandling (HBOT) kan øge vævets iltniveau og forbedre helingen, selvom det ikke har vist sig at være effektivt i alle dyreforsøg.
Hæmostase og hæmatom-formation kv. Hematomer og seromer kan hæmme sårheling ved at skabe tryk på såret, nedsætte kapillær perfusion og øge risikoen for infektion. Akut hæmatomdannelse kan minimeres ved korrekt kirurgisk teknik og brug af dræn i områder med risiko for væskeophobning.
Kontaminations- og Infektions Klassifikation af Sår
Rene sår: Kirurgiske sår uden incision i hulorganer eller inficeret/nekrotisk væv.
Rene-kontaminerede sår: Kirurgiske sår med incision i hulorganer, men med minimal kontamination.
Kontaminerede sår: Traumatiske sår, hvor årsagen til såret er relativt ren, eller kirurgiske sår, hvor der er kontamination fra incision i hulorganer.
Inficerede sår: Ældre traumatiske sår eller kirurgiske sår med pus/abscesser til stede, eller sår med kontamination fra indhold i hulorganer præoperativt.
Kontamination og infektion:
Sårinfektion: Defineres som mere end 10^5 bakterier pr. gram væv. Udover bakterietæthed kan følgende faktorer påvirke sårinfektion:
Bakteriers virulens.
Optimale vækstbetingelser (sårlommer, hæmatomer, nekrotisk væv).
Lav iltspænding.
Immunsuppression.
Tiltag til at sænke SSI surgical-site-infections i hesten:
Præoperativt: minimer tiden for operation, fjern fremmedlegeme, fjern hår med saks, aseptisk teknik, minimer bevægelse af personale.
Intraoperativt: Dobbelthandsker, orthopedic handsker, placer dræn, brug tætte sucktion-rør, lavage, debridering, minimer fremmedmateriale i operationen, vælg nøje suturmateriale.
Postoperative: Beskyt surgical site med bandager, terapeutisk antimikrobielt materiale, minimer ophold på hospitalet.
Beherske grundlæggende elementer i sårbehandlingen af ukomplicerede sår, eks. klargøring af såret, sårlavage, debridement, sårsuturering, antibiose, anden medicinering
Forskellige antiseptikum, beskrivelse og cytotoxicitet:
Hydrogenperoxid: Meget snævert antimikrobielt spektrum, skummende effekt. Cytotoxicitet: +++
Povidone jod: Anvendes i 0,1-0,2% opløsning, bredt spektrum, hurtigt bakteriedræbende, inaktiveres af organisk materiale, serum og blod. Cytotoxicitet: ++
Klorhexidin: Anvendes i 0,05-2% opløsning, bredt spektrum, aktivitet opretholdes selvom der er pus, organism materiale og blod. Cytotoxicitet: ++
Polyhexanid/PHMB: Anvendes i 0,01-0,04% opløsning, bredt spektrum, biofilmdannende bakterier, langsom effekt. Cytotoxicitet: 0
Behandling af sår:
Andre lægemidler:
Lokalanalgetika: Kan have en effekt på helingsprocessen.
Kraftige syrer: Kan forårsage direkte vævsirritation.
Noradrenalin: Karkonstriktion og lokal hypoksi, hvilket kan hæmme heling.
NSAID: Hæmmer inflammationsresponset og kan føre til kronisk, lavgradig og ineffektiv inflammation.
Glucocorticoider: Steroidcremer kan hæmme dannelsen af excessivt granulationsvæv. Langvarig brug kan hæmme sårhelingen.
Diagnostik og handlingsplan af sår
Førstehjælp:
Generel klinisk undersøgelse
Anamnese (sygehistorie)
Shockbehandling eller sedation afhængig af tilstand
Klargøring af sår og såromgivelse
Sårundersøgelse og sårdiagnose
Prognosevurdering
Valg af behandlingsstrategi:
Heling per primam (direkte suturering)
Heling per secundam (åben sårheling med granulationsvæv)
Forsinket suturering (først åben behandling, derefter suturering når inflammation er under kontrol)
Handlingsplan for når man kommer til en case med et sår:
◾Førstehjælp:
Kompression - stabiliser blødningen
Esmarchs slynge -
Direkte hæmostase på kar (pean /ligatur)
◾Generel klinisk undersøgelse:
TPR
Slimhinder, farve, fugtighed
Perifer cirkulation, kapillærfyldningstid, pulsslaget styrke
◾Shockbehandling
◾Anamnese
▪️Vaccinationsstatus
▪️Sårets alder
▪️Tidligerer behandling
▪️Årsag til opståen
▪️Blodtab
◾Sedation
▪️Anvend ikke phenothiazin-derivater
◾Klargøring før sårundersøgelsen
A. Pak såret med fugtige tamponer eller hydrogel
B. Klip omkring såret
C. Vask med klorhexidin
D. Skyl med isoton, steril opløsning
E. Lokalanalgesi:
Uden noradrenalin
Hellere nerveblokade end infiltration
Overbrushing af såret
◾Sårundersøgelse
▪️Placering, form, kontaminationsgrad, kontusionsgrad, vævstab, lommer, vitale strukturer
▪️Palpation/sondering
* Digital eksploration (sterile handsker)
* Myrtebladssonde
* Med henblik på: lommer, fistler, vitale strukturer, blottet knoglevæv
◾Yderligere undersøgelser
▪️Formål - detektere indvolvering af vitale strukturer
▪️Mange modaliteter: Røntgen, tryktest af synoviale strukturer
▪️Scanning
▪️Kontrastoptagelser
▪️Arthroskopi
◾Sårdiagnose baseret på størrelse, placering, alder, kompliceret/ukompliceret, indvolverede vitale strukturer
◾Evaluering af prognose
A. Quo ad vitam, ad rest. completam, ad tempus
B. Informér ejer om forventet forløb (NB: mange ubekendte!)
◾Valg af behandlingsstrategi
A. Resultat af den kliniske undersøgelse
B. Økonomi
C. Hestens temperament
D. Lokalitet – evt. hospitalisering
Det er vigtigt at følge hele handlingsplanen for hver eneste sårhest så man undgår at overse noget.
Behandling
Uanset valg af behandlingsstrategi skal der foretages en eller flere af disse ting:
– Lavage
– Debridement
– Antibiose
– NSAID
– Tetanusprofylakse
Lavage: Bakterier adhærerer til vævet via elektrostatiske kræfter. Lavage bør udføres med 10-15 psi (60 mL sprøjte + 18G kanyle). Isotoniske væsker er velegnede til friske sår, mens vandhanevand er acceptabelt til ældre sår. Antiseptika bør undgås.
Debridering: Alt beskadiget, nekrotisk, kontamineret og inficeret væv fjernes. Man skal bevare mest muligt væv og ALDRIG fjerne hud. Typer af debridering:
– Kirurgisk
– Enzymatisk
– Caustika
– Laser
– Bandager
– Biologisk
– Hydrokirurgi
– Laser (CO2)
De hyppigste bakterier, der forårsager infektioner i sår, er Staphylococcus aureus, Streptococcus pyogenes, gram-negative aerobe GI-bakterier og anaerobe bakterier. Behandlingen skal følge gældende retningslinjer for antibiotikabehandling, især under anaerobe forhold i stikkanaler. Universitetshospitalet har en specifik antibiotikapolitik.
Systemisk antibiose har lille/ingen effekt ved infektion i granulerende sår → her anvendes TOPIKAL behandling
Antibiotika givet systemisk:
Dag 0-3: Overfladiske sår, 1) Ingen systemisk AB, 2) penicillin, 3) sulfa TMP
3-6: Dybe sår, 1) Pencilling + gentamycin, 2) Ceftiofur, 3) Sulfa TMP
6-9: Sår inddragende synoviale strutkurer: 1) Penicilling + gentamycin
>10: Penetrerende sår i hoven, sår med septisk synovitis: 1) Penicilling + gentamycin, 2) ceftiofur + gentamycin, 3) enrofloxacin.
Intrasynovial (ved ledpenetration): Gentamycin (150-500 mg/led), Ceftiofur (150-500 mg/led), Krystallinsk pencilling: 2-5 ml IE/led.
Regional perfusion (ved indvolvering af vitale strukturer): Ethvert vandopløseligt og gerne koncentrationsafhængigt antibiotikum i konc. svarende til en systemisk dosis (dog max 1g.) opløse i 30-60 mL NaCl. Kan gives som gentamycin, Ceftiofur, Penicillin.
Regional antibiotikabehandling sikrer høje vævskoncentrationer og anvendes ved septisk synovitis, osteomyelitis, septisk fysitis, inficerede sår og cellulitis. Behandlingen udføres ved at okkludere venøst tilbageløb med en Esmarchs slynge, efterfulgt af infusion af antibiotikum i en overfladisk vene med en virkningstid på 20 minutter. Proceduren kan gentages hver 2.-3. dag efter behov.
Beherske metoder til håndtering af deadspace
◾Heling per primam
* Afgørende for succes – Korrekte kirurgiske teknikker
* Debridement
* Håndtering af deadspace
* Anvendelse af dræn
* Sutureringsteknikker og valg af suturmateriale – Korrekt immobilisering
◾Heling per secundam
* Afgørende for succes – Korrekt anvendelse af forbindinger igennem alle sårets helingsfaser – Kræver korrekt immobilisering
◾Forsinket primær heling
* Afgørende for succes – Korrekt anvendelse af forbindinger i inflammationsfasen– Korrekte kirurgiske teknikker
* Debridement/debulking
* Sutureringsteknikker og valg af suturmateriale – Korrekt immobilisering
◾Vigtige teknikker ift sårbehandling:
* Korrekt Suturering
Ved korrekt suturering følges almene kirurgiske principper. Fuld apposition af sårrandene er ikke altid mulig, men partiel apposition kan være tilstrækkelig. Ved kraftig tension anvendes afbrudte, afspændende suturmønstre for at mindske belastningen på såret.
* Afspændende Suturmønstre
Disse suturmønstre har til formål at fordele tensionen i vævet. De anlægges langt fra sårrandene for at trække dem sammen og kan kombineres med almindelige appositionelle suturer. Afspændende suturer kræver relativt tyk suturmateriale for at sikre stabilitet og undgå vævsrivning.
Håndtering af deadspace/lommer:
Formål: At hæmme akkumulation af transsudat og ekssudat, for at fremme heling og mindske risiko for infektion.
Teknikker til håndtering af deadspace er bl.a.:
Suturering i dybden (walking sutures)
Komprimerende bandagering
Deklive åbninger
Dræn
i) Walking sutures
Walking suturer er en speciel teknik, der bruges til at reducere spænding i et sår samt eliminere døde rum (sårlommer), hvilket fremmer hurtigere og mere effektiv heling.
◾Fordele:
Afspændende effekt: Walking suturer fordeler spændingen jævnt over sårområdet og hjælper med at bringe sårrandene tættere sammen.
Eliminering af sårlommer: Ved at sikre tæt kontakt mellem vævslagene reduceres risikoen for væskeophobning (seromer/hematomer) og infektion.
Indefra-ud teknik: Suturerne placeres i de dybere vævslag og trækkes gradvist opad for at lukke såret uden at skabe unødig spænding på huden.
Gennemtrænger ikke hele hudens tykkelse: For at minimere risikoen for hudnekrose og sikre optimal blodforsyning placeres suturerne i de dybere lag af dermis og subkutis, uden at gå helt gennem epidermis.
◾Teknik:
Suturen starter i det dybere subkutane væv eller fascien på den ene side af såret.
Den føres skråt opad mod den modsatte side af såret og placeres i det tilsvarende subkutane væv.
Når suturen strammes, bringer den sårrandene tættere sammen og eliminerer døde rum.
Proceduren gentages med flere walking suturer langs såret, hvilket sikrer en jævn fordeling af spændingen.
ii) Komprimerende bandager
Komprimerende bandagering er en vigtig teknik i sårpleje og kirurgisk efterbehandling, der anvendes til at reducere væskeophobning, stabilisere vævet og fremme heling.
◾Funktion og Formål:
Minimering af væskeophobning: En moderat stram bandage holder eventuelle lommer komprimeret og forhindrer ophobning af blod, serum eller lymfevæske, som kan hæmme heling.
Reduktion af ødem: Trykket fra bandagen mindsker vævshævelse ved at fremme venøs og lymfatisk dræning.
Beskyttelse af såret: Bandagen skaber en fysisk barriere mod yderligere traume eller kontaminering.
◾Teknik:
God polstring: Før bandagen anlægges, sikres en tilstrækkelig polstring for at undgå trykskader = jævn fordeling af trykket.
Start distalt: Bandageringen påbegyndes distalt og arbejdes proksimalt opad for at fremme venøs tilbageløb = undgå stase.
Jævn kompression: Bandagen skal være stram nok til at give støtte, men ikke så stram, at den kompromitterer blodforsyningen.
Fastgørelse: Bandagen sikres, så den bliver siddende uden at glide eller løsne sig.
◾Stent Bandagering:
I områder, der er vanskelige at bandagere (f.eks. nakke, hoved eller hofter), kan en stent-bandage anvendes.
En stent er en stabiliserende struktur, der placeres over såret og sikrer tryk, uden at det kræver en konventionel cirkulær bandage.
◾Meshing i sårbehandling refererer til en teknik, hvor et transplantat eller væv perforeres med små snit for at:
Forbedre dræning af sårvæske og reducere risikoen for serom- eller hæmatomdannelse.
Øge dækningen ved at tillade transplantatet at strække sig over et større område.
Fremme heling ved at forbedre blodtilførslen og vævsintegration.
Dræn
Formål: Kanaliserer uønskede væskeansamlinger, som sårsekret / pus / blod / ud af såret
Dræn-impant skal kanaliserer uønskede væske/luft-ophobninger fra væv eller kropshuler.
◾Passive dræn - fungerer ved kappilærrørseffekten, tyngdekraft, naturlige trykgradienter, overflow. Et passivt dræn, såsom et Penrose-dræn, fungerer ved, at væsken løber ud langs drænet som følge af tyngdekraften, tryk og kapillæreffekten. Væsken bevæger sig ud langs ydersiden af drænet. Denne type dræn er billig, blød og nem at placere. Dog kan huden ved udgangshullet blive macereret.
▪️Gazedræn – absorberer væske og bruges ofte i små sår.
Gase-ruller/Svampe mættet med antibiotika/antiseptisk opløsning.
Dræn fungerer via tyngdekraft og kapillærvirkning.
Fordele: Økonomiske, lette at fjerne i etaper, lokal afsætning af antibiotika, fremmer effektiv débridement ved fibrindannelse.
Ulemper: Risiko for ascenderende infektioner, fremmedlegeme reaktion, blødning ved fjernelse. Ikke egnet til thorax- eller abdominale hulrum.
▪️Penrosedræn – blød silikone- eller gummistrimmel, der leder væske væk.
Bløde, fleksible og økonomiske dræn, der virker via gravitation og kapillær handling.
Egnet til tyktflydende væsker, som kan blokere andre dræn.
Anvendes i store sår, abscesser, eller væv med resterende fremmedmateriale.
Ulemper: Ikke fenestreret, da det kan svække drænet og forårsage adhæsioner. Egnet til kortvarig brug i vævsområder uden stor bevægelse.
▪️Pladedræn – fladt og fleksibelt, egnet til overfladiske sår.
Bruges til store sår på muskulære områder. Lavet af rød gummi og kan tilpasses i størrelse.
Stivhed giver plads mellem lagene og forhindrer kompression.
Anvendes kun i 48-72 timer pga. risiko for betydelig fremmedlegeme reaktion.
▪️Tubedræn – ét eller flere rør, som muliggør afløb af væske.
Fungerer både via extraluminal og intraluminal væskeflow.
Stivere end Penrose-dræn og kan forårsage vævsirritation.
Egnet til afløb af væsker fra sår og kropshulrum.
Kan tilsluttes til et sug for effektiv væskeafstrømning. Ulemper: Kan blive tilstoppet af affald, især i områder med høj kontaminering.
◾Aktive dræn - suger exudat ud af undertryk. Et aktivt dræn fungerer ved at skabe et sugende, negativt tryk, der trækker væske fra såret ind i et reservoir. Det er vigtigt, at såret er helt lufttæt for at opretholde dette tryk. Drænet fastgøres ofte med teknikken “Chinese finger traps” og skal tømmes regelmæssigt for at sikre korrekt funktion.
Hjemmelavede dræn – ofte sprøjter eller flasker koblet til et rør.
Kommercielle systemer – specialfremstillede vakuumdræn.
Harmonikadræn – sammenfoldelige dræn, der skaber undertryk for effektiv væskeevakuering.
Dræn fjernes typisk efter 2-5 dage, og seponeres så snart at drænage ophører, idet at et dræn i et sår OGSÅ er et fremmedlegeme.
Dræn skal indsættes under aseptiske forhold og placeres i det korteste og mest direkte vej for væskeevakuering.
Dræn bør ikke placeres nær sarte væv som blodkar og nerver eller direkte under suturlinjer.
For passive dræn skal udgangsåbningen være ventral i forhold til det afhængige område for at udnytte tyngdekraften. Aktiv dræn kræver ikke en afhængig placering.
Egress-åbninger for passive dræn bør være større end drænets diameter for effektiv dræning; små åbninger kan let blive tilstoppet.
Aktivt dræn kan have en trocar, der skaber udgangen, og drænet bør trække sig ind i såret for at undgå kontaminering.
Drænet skal fastgøres sikkert for at forhindre det i at blive trukket ud, og anchor-sutur skal adskilles fra incisionssuturene for at undgå komplikationer.
Dræn skal placeres gennem en separat egress-åbning, ikke gennem suturlinjen, for at reducere risikoen for infektion og dehisens.
Wound og egress-portal bør holdes sterile og beskyttes af bandager for at forhindre, at patienten fjerner drænet.
Ilægning af Passive Dræn
For at sikre optimal dræning og minimere risikoen for infektion bør passive dræn anlægges efter følgende principper:
Aseptisk teknik – Steril håndtering for at reducere risikoen for kontaminering.
Placering væk fra sårrandene – Undgå kompromittering af sårhelingen og irritation af kanterne.
Udgang gennem det mest deklive sted (kontraåbning) – Sikrer effektiv afløb af væske ved at udnytte tyngdekraften.
Proximal kontraåbning eller fastsuturering i lommen – Holder drænet sikkert på plads og forhindrer dislokation
Beherske metoder til håndtering af tension
Ved lukning af sår med høj spænding anvendes teknikker, der reducerer tension for at fremme heling og undgå dehiscens.
Teknikker til håndtering af tension:
◾Afspændende suturer – Suturmønstre, der fordeler spændingen jævnt over såret, såsom mattress-suturer.
◾Mobilisering af hud – Forskellige teknikker kan anvendes til at øge hudens fleksibilitet og reducere spænding:
Underminering – Løsning af huden fra det underliggende væv for at øge bevægeligheden.
Debulking – Fjernelse af overskydende subkutant væv for at lette lukning.
Afspændende incisioner og mesh-ekspansion – Små, parallelle snit nær såret øger hudens fleksibilitet.
V-to-Y plasty – En plastikkirurgisk teknik, der omfordeler væv og reducerer spænding.
◾Vævsekspansion – Teknikker til gradvist at udvide huden for at muliggøre primær lukning.
Lus (Skin stretching devices) – Mekaniske enheder, der gradvist strækker huden.
◾Partial suturering – Delvis lukning af såret, hvor resten heler per secundam for at mindske spænding.
Lines of skin tension
Statisk hudspænding skyldes elastiske fibre i dermis, hvilket får hudkanterne til at trække sig sammen, når huden skæres.
Langer kortlagde spændingslinjer i 1861, som nu mere præcist kaldes “afslappede hudspændingslinjer”, da de påvirkes af muskelkontraktioner, ledbevægelser og eksterne kræfter.
Snit parallelle med disse linjer heler bedre med mindre arvæv, mens snit i en vinkel eller vinkelret på linjerne vil åbne sig, kræve flere suturer og heler dårligere med strakte ar.
Suturering
Suturer bruges til at tilnærme hudkanter, reducere spænding og dødt væv. Valg af suturmønster afhænger ofte af personlig præference, men visse mønstre kan have fordele og ulemper i forhold til specifikke situationer.
Absorberbare suturer er ofte valgt for at reducere dødt væv og hudspænding, men både absorberbare og ikke-absorberbare suturer kan give et godt kosmetisk resultat.
Suturer bør fjernes efter 10-14 dage for at undgå kosmetiske problemer.
For at opnå optimal heling bør hudkanterne appositioneres korrekt med minimal indvirkning på blodforsyningen. Suturer skal placeres i den rette afstand fra hudkanten (min. 0,5 cm) for at sikre, at de holder ordentligt.
I tilfælde af træk på huden er det bedre at øge antallet af suturer end størrelsen på suturen.
For meget stramning af suturerne kan føre til, at blodforsyningen til vævet skades, hvilket kan forårsage vævsnekrose og forsinket heling.
Subcutikulære og Intradermale Suturer
◾Subcutikulære suturer
Subkutant
Kontinuerligt/afbrudt
Minimer dødt væv + reducer tension
◾Intradermale suturer
Intraepidermal = ikke behov for perkutan hudsutur = ikke behov for at fjerne sutur
Reducer risiko for ardannelse og sårkanal
◾Simple Afbrudte Suturer
Vævsapposition, placeres tæt på hudkant
Nemme at justerer
God mikrovaskulær perfusion
Høj trækstyrke
◾Simple Kontinuerlige Suturer - Simple kontinuerlige suturer placeres hurtigt, men giver ikke mulighed for at justere spændingen på suturlinjen lige så præcist som afbrudte suturer. De kan føre til øget ødem og nedsat cirkulation og forlænge den inflammatoriske fase af helingen. De er derfor mindre egnede til plastikkirurgi og rekonstruktive procedurer.
◾Hjørnesutur - Også kaldet en tre-punkts eller halvburet madras-sutur, bruges hjørnesuturen til at sikre den skarpe spids af et Y-formet snit, hvor vævet er tilbøjeligt til iskæmi. Denne suturmetode minimerer risikoen for at kompromittere blodgennemstrømningen og bruges i situationer, hvor suturering af skærekanten ville føre til iskæmi.
