Klinisk patologi Flashcards
Udtagning af blodprøve
Det er relevant at udføre enblodprøve fordi at den kan bidrage med mere information end den kliniske undersøgelse og bruges til lokalisering af problemer i organsystemer udfra bl.a. biokemisk profil.
Blodprøvetagning bruges til:
Evaluering af specifikke organsystemer
Konfirmering af diagnoser og eller udelukkelse af sygdom
Vurderer respons på terapi
Vurderer prognose
Når blodprøven udtages skal man bruge en vacutainer, et undertryk i glas for at minimerer kontaminering og få enklere håndtering samt en mere ensartet fyldning.
Blodprøven udtages af bl.a.:
- V. jugularis (Hest, kvæg, får ged)
- V. coccygea (kvæg)
- V. cava cranialis (svin)
Udtagning af blodprøver
1. Patient ID og dato skrives på glassene
2. Hvis prøver udtages fra venekateter skal de første 5-10 ml blod smides ud
3. Vælg de rigtige prøveglas * Fyld dem helt op
4. Rækkefølge af blodprøveglas vigtig
5. Undgå ”trauma” på erytrocytter ellers opstår hæmolyse
OBS - Husk at lade glassene selv suge blodet ind!
Håndtering af blodprøve
- Mix prøverne grundigt (vendes roligt 5-10 gange)
- Opbevar dem køligt
* Lad serumglas klotte ved rumtemperatur først ca. 30 min.
* Max 1 time ved rumtemperatur ellers:
* Fortsat erytrocyt glycolyse lav glucose
* Hæmolyse af erytrocytter forhøjet ASAT, LDH og K+ - Analyser dem hurtigt eller:
* Adskil erytrocytter fra serum/plasma ved centrifugering
* Frys serum/plasma
* Lav blodudstrygning til differential tælling
Blodprøver stabiliseres i en bestemt rækkefølge:
◾Klar rør (intet indhold, bakteriologi, bloddyrkning):
Formål: Bakteriologiske undersøgelser og bloddyrkning.
Rækkefølge: Dette rør tages først, fordi det ikke indeholder noget additiv, der kunne interferere med andre tests. Derudover er det vigtigt at få en så “ren” prøve som muligt, når man undersøger bakterier i blodet.
◾Blå rør (citrat, koagulationsrør, hæmostase og fibrinogen):
Formål: Koagulationstests som hæmostase og fibrinogen.
Rækkefølge: Dette rør tages først, da citrat er et stærkt koagulationshæmmende middel, og det skal være første prøve for at sikre, at det ikke påvirkes af andre additiver som heparin eller EDTA, der kan forstyrre koagulationen. Citrat forhindrer blodet i at størkne ved at binde calcium, som er nødvendigt for koagulation.
◾Rød rør (clot activator, serumrør, biokemi):
Formål: Biokemiske analyser, hvor serum bruges.
Rækkefølge: Dette rør tages efter citratrøret, da clot activator i det røde rør hjælper med at danne en blodprop, så serum kan adskilles fra blodcellerne. Heparin og clot activator i dette rør påvirker ikke koagulationen, så det kan tages efter citrat uden problemer.
◾Gul rør (clot activator og gel, serumrør med separator, biokemi):
Formål: Biokemiske analyser, serumprøver med separatorgel.
Rækkefølge: Dette rør tages efter de røde rør, da det indeholder en gel, som hjælper med at adskille serum fra de blodceller, når blodet størkner. Det virker på samme måde som det røde rør, men med den ekstra gel, så serum adskilles lettere. Det påvirker ikke de tidligere tests og kan derfor tages efter.
◾Grøn rør (heparin, kemirør, biokemi):
Formål: Biokemiske analyser.
Rækkefølge: Dette rør indeholder heparin, som forhindrer koagulation ved at hæmme trombin og fibrinogenomdannelse.
Heparin bør tages efter citratrøret, så koagulationstests ikke påvirkes, men kan bruges til biokemiske analyser, da det ikke vil ændre resultaterne af disse tests.
◾Lilla rør (EDTA, hæmatologirør, hæmatologi):
Formål: Hæmatologiske analyser.
Rækkefølge: EDTA binder calcium og forhindrer koagulationen. Dette rør tages sidst, fordi EDTA er den kraftigste koagulationshæmmer og kan påvirke koagulationstests, hvis det tages før. Ved at tage det sidst minimeres risikoen for, at det interfererer med koagulationstestsene.
◾Grå rør (fluorid, glukoserør, glukose):
Formål: Måling af glukose.
Rækkefølge: Grå rør, der indeholder fluorid, bruges til glukosetests. Fluorid hæmmer glykolyse og forhindrer, at glukosen nedbrydes i blodprøven. Dette rør tages efter de andre, da det ikke påvirker de tidligere tests, og glukoseniveauerne kan bevares bedst, når dette rør tages til sidst.
Blodprøve - glas Rækkefølge opsummeret:
Klar rør – Bakteriologi og bloddyrkning
Blå rør – Koagulationstests (citrat)
Rød rør – Serumbiokemi (clot activator)
Gul rør – Serumbiokemi med gelseparator
Grøn rør – Biokemi (heparin)
Lilla rør – Hæmatologi (EDTA)
Grå rør – Glukosetests (fluorid)
Hæmatologisk profil
En hæmatologisk profil kigger bl.a. på:
* Total leukocyttal (WBC)
* Differentialtælling
* Erytrocytter
* Trombocytter
Reference interval (RI) er 95% confidens intervallet i en population af raske individer (reference population)
Afhængig af:
* Laboratoriets maskiner og assays
* Reference populationens sammensætning: * Alder / * Race / * Køn / * Træning
Spørgsmål
I skal tage blodprøver til ”standardblods undersøgelse” på Hospital for store husdyr.
Standardblod inkluderer:
* Biokemisk profil = Tag enten RØD (clot activator) eller GRØN (heparin) eller GUL (clotactivator)
* Hæmatologisk profil = Tag LILLA (EDTA hæmatologi rør)
* Fibrinogen måling = Tag BLÅ rør (CITRAT, koagulationsfør, tjekker hæmostase og fibrinogen)
Hvilke prøveglas skal i udtage? I hvilken rækkefølge skal de udtages i?
Først bør BLÅ (citrat, hæmostase) tages
Derefter tages RØD/GUL/GRØN (biokemi)
Og sidst tages LILLA (hæmatologi)
Biokemisk profil
Den biokemiske profil kigger bl.a. på:
Elektrolytter – Vurderer væske- og saltbalancen.
Vævsspecifikke enzymer – Indikerer organ- eller vævsskade.
Lever – GGT, ASAT (levertests).
Nyre – Carbamid, kreatinin (nyrefunktion).
Muskler – CK, ASAT (muskelskade).
Proteiner – Total protein, akutfaseproteiner (SAA, fibrinogen).
Glukose – Blodsukkerregulering.
Triglycerid – Fedtstofniveau.
Jern – Jernstatus og metabolisme.
BIOKEMI - elektrolytter
◾Natrium:
Hyponatriæmi: Diarre, sved, blodtab, BLÆRERUPTUR, ileus
Hypernatriæmi: Salt-forgiftning
◾Chlor:
Hypo-chloræmi: Ileus / Løbedrejning
Hyperchloræmi: Renal tubulær acidose
◾Kalium:
Hypokaliæmi: Anorexi, diarre, ileus
Hyperkaliæmi: Kraftig træning før sampling, in vitro hæmolyse, >6t opbevaring uden RBC adskillelse, hyperkalæmisk periodisk paralyse HYPP, BLÆRERUPTUR
◾Calcium:
Hypocalcæmi: MÆLKEFEBER, græstetani, anorexi, udmattelsessyndrom (hest), SEPSIS
Hypercalcæmi: Kronisk nyresvigt og højt calcium i foder (alfafa hø, hest), planteforgiftning, TUMORES (lymfosarkomer, gastrisk pladecellecarcinom)
◾Fosfat:
Hypofosfatæmi: MÆLKEFEBER, kronisk nyresvigt
Hyperfosfatæmi: Unge dyr har højerer normal konc. end ældre dyr
◾Magnesium:
Hypomagnesiæmi: GRÆSTETANI i KVÆG/FÅR
BIOKEMI - Vævs-enzymer i muskler og lever
- Cellebeskadigelser giver øget serum koncentration af intracellulære enzymer
- Ved leversygdom falder de proteiner/produkter som leveren skal producere
CK Ceratinin kinase findes ved skade på MUSKEL
ASAT asparagin amino transferase findes ved skade på MUSKEL/LEVER
GGT Gamma glutamyl transferase findes ved skade på LEVER/NYRE/PANCREAS
OBS Alanin aminotransferase (ALAT) er ikke anvendelig som markør for leverlidelse hos store husdyr
BIOKEMI - Nyremarkrører
Nyremarkøre kv. markører der stiger ved nedsat glomerulofiltrationsrate som bl.a:
◾* Creatinin
* Fra muskelvævets energi-lager
* Påvirkes af samlede muskelmasse
* 2/3 nyrefunktion skadet før stigning
◾* Carbamid (blood urea nitrogen (BUN)
* Nedbrydning af aminosyrer
* Produceres I leveren
* Dårligere end creatinin spec hos drøvtyggere
◾* Symmetric dimethylarginine (SDMA)
* Fra alle kerneholdige celler
* Sensitiv og tidlig markør
◾Årsager til nyrelidelser dækker bl.a. over:
Prærenal azotæmi (hypovolæmi, dehydrering, hjertesvigt)
Renal azotæmi (akut nyresvigt og anuri, kronisk nyresvigt og polyuri/polydipsi)
Postrenal azotæmi (urolithiasis, nyre/ureteral/urethral calculi, blæreruptur)
Glukose
Glukose vurderes også ift. biokemien og der er to af følgende tilstande der tyder på patologisk relevans:
Hypoglycæmi:
* Nedsat fødeindtag hos neonatale
* Ketose hos malkekøer
* Drægtighedssyge hos får
* Endotoxisk shock (sent stadie)
Hyperglycæmi:
* Ophidselse, transport, stress, smerter
* Sedation med α2-agonist (Xylazin, Domosedan)
* Glucocorticoid administration
* Cushings syndrom (PPID)
Triglycerider
Triglycerider udgør hovedbestanddelen af kroppens fedtdepoter og fungerer som en vigtig energikilde. Niveauerne kan stige ved negativ energibalance og fysiologisk stress, især hos heste, ponyer og æsler.
Referenceintervaller (RI):
Heste: <1,2 mmol/L
Ponyer og æsler: Op til 3,28 mmol/L
Forhøjede værdier:
Hyperlipædemi: 1,2 – 5,7 mmol/L
Svær hypertriglyceridæmi: >5,7 mmol/L
Hyperlipæmi (patologisk tilstand):
Triglycerider >5,7 mmol/L
Synligt fedt i serum
Fedtinfiltration i lever og andre organer
Kliniske symptomer: Depression, anoreksi, kolik, diarré, kakeksi (vægttab), ødemer
Hyperlipæmi ses ofte hos ponyer og æsler i forbindelse med stress, sygdom eller manglende foderindtag, hvilket kan føre til livstruende leverpåvirkning.
Jern
Jern spiller en vigtig rolle i ilttransport og cellefunktion. Niveauet påvirkes af forskellige fysiologiske og patologiske processer.
Jern falder ved:
Akut inflammation – Kroppen holder jern tilbage for at begrænse bakterievækst.
Sekvestrering af ferriportin i makrofager og enterocytter, hvilket reducerer jernoptag og frigivelse.
Jern stiger ved:
Hæmolyse – Ødelæggelse af røde blodlegemer frigiver jern.
Kroniske leverproblemer – Leveren oplagrer store mængder jern, som kan frigives ved leverskade.
Jern findes primært i erytrocytter og leverceller.
Jern - vedvarende lavt jern og højt fibrinogen er et dårlig prognotisk tegn.
Total plasma protein
Referenceinterval (RI): 58-77 g/L
Forhøjede værdier kan indikere:
Dehydrering – Relativ stigning pga. væsketab.
Øget proteinproduktion – Forhøjede globuliner, fx ved kronisk inflammation eller infektion.
Lave værdier kan indikere:
Protein-tab
Tarm – Utæthed, fx ved diarré.
Ekstremt forbrug – Fx ved kræft.
Nedsat produktion
Sult – Manglende proteinindtag.
Inflammation – Leverens funktion omprioriteres væk fra proteinsyntese.
Serum proteinfraktioner: TPP består af albumin og globuliner, som kan variere afhængigt af sygdomstilstande.
Serum protein
Serumproteiner spiller en vigtig rolle i kroppens homeostase og immunrespons. Afvigelser i deres niveauer kan indikere forskellige sygdomstilstande, og proteinfraktioner kan analyseres ved serumproteinelektroforese, hvor proteiner adskilles baseret på størrelse og ladning.
Normalområde for serumproteiner:
Total serumprotein: 52–79 g/L
Albumin: 26–37 g/L
Globuliner:
α1 (0,6–7 g/L) – Indeholder bl.a. SAA, ceruloplasmin, α1-antitrypsin.
α2 (3–13 g/L) – Akutfaseproteiner som haptoglobin og α2-makroglobulin.
β1 (4–16 g/L) – Komplementproteiner (C3, C4), transferrin, ferritin.
β2 (3–9 g/L) – CRP, IgM, IgA.
γ (6–19 g/L) – Immunoglobuliner (IgG, IgA, IgM).
Hypoalbuminæmi
Hypoalbuminæmi (lavt albumin)
Leverlidelse – Nedsat albuminsyntese ved diffus leverskade (fx levercirrose, kronisk hepatitis).
Protein-tab
Tarm – Proteintabende enteropati (diarré, colitis, parasitter).
Nyrer – Protein-tabende nefropati (glomerulær sygdom).
Blødning – Akut eller kronisk blødning.
Klinisk betydning: Lavt albumin kan føre til ødemer og ascites, da det kolloidosmotiske tryk falder.
Hyperalbuminæmi
Hyperalbuminæmi (højt albumin)
Årsager: Dehydrering – Relativ stigning pga. væsketab.
Klinisk betydning: Indikerer væskemangel, hvilket kan kræve væsketerapi.
Hyperglobulinæmi (forhøjede globuliner
α-globulin (akutfaseproteiner, inflammation)
Forhøjet α1 og α2 → Akut inflammation (SAA, haptoglobin, ceruloplasmin stiger).
β-globulin (lever- og immunrespons)
Forhøjet β-globulin → Leversygdom (øget transferrin, IgM).
γ-globulin (immunglobuliner, kronisk inflammation eller neoplasi
Polyclonal stigning (bred top i elektroforese)
Årsager: Kroniske infektioner (fx bakterielle eller virale), immunmedierede sygdomme.
Klinisk betydning: Tegn på vedvarende immunaktivering.
Monoclonal stigning (skarp top i elektroforese)
Årsager: Plasmacelletumor (myelomatose), lymfom.
Klinisk betydning: Kan være tegn på neoplastisk sygdom.
Klinisk anvendelse af serumproteiner hos heste
Hypoalbuminæmi → Mistanke om leverlidelser, proteintabende sygdomme (tarm, nyrer), blødning.
Hyperalbuminæmi → Dehydrering.
Hyperglobulinæmi → Kan indikere inflammation (akut eller kronisk), leversygdom eller neoplasi.
Serumproteinelektroforese hjælper med at skelne mellem polyclonal (kronisk inflammation) og monoclonal (tumor) stigning i globuliner.
Akut fase respons
Akutfase responsen er en del af det innate immunsystem, der aktiveres ved cellebeskadigelse og infektion. Formålet er at begrænse bakteriel vækst og fremme vævsheling ved at ændre niveauet af specifikke proteiner og celler i blodet.
Akut Fase Proteiner (APR)
Produceres primært i leveren.
Koncentrationen ændres med mindst ±25 % under inflammation.
Har forskellige funktioner og kinetik afhængigt af dyrearten.
Vigtige akutfase-reaktanter:
◾Positive akutfase proteiner (øges ved inflammation)
Fibrinogen – Højere hos drøvtyggere end hos heste, vigtig for koagulation og inflammation.
Serum Amyloid A (SAA) – Hurtigt respons, god markør for akut inflammation hos heste.
Haptoglobin – Effektiv hos kvæg, binder frit hæmoglobin og begrænser jern til bakterier.
◾Negative akutfase proteiner (falder ved inflammation)
Albumin – Nedsat syntese under inflammation, da leverens ressourcer omdirigeres til akutfaseproteiner.
◾Andre relevante biomarkører
Jern – Falder pga. sekvestrering for at hæmme bakterievækst.
Total leukocyttal (WBC) – Ændres afhængigt af inflammationsgrad og type (neutrofili ved bakterielle infektioner, lymfocytose ved virale infektioner).
Klinisk betydning hos heste og produktionsdyr
Højt SAA → Hurtig markør for akut inflammation (infektion, traume, kirurgi).
Højt fibrinogen → Kronisk inflammation, infektion, vævsskade.
Lavt jern + højt fibrinogen → Dårligt prognostisk tegn, ofte ved alvorlig inflammation eller sepsis.
Hypoalbuminæmi → Kronisk inflammation, leversygdom eller proteintab (tarm, nyrer).
