Basal traumatologi Flashcards
◾* Trauma = græsk for sår, fysisk skade: * Større akutte skader, * Mindre, repetitive skader
◾* Load (stress) refererer til den kraft, der påføres et væv, mens deformation (strain) beskriver vævets respons på denne kraft.
Ved normale bevægelser er deformationen proportional med den påførte belastning.
Væv har viskoelastiske egenskaber, hvilket betyder, at de kan vende tilbage til deres oprindelige form efter belastning.
Hvis belastningen overstiger vævets elastiske grænse, opstår mikroskader.
Ved yderligere belastning kan vævet blive permanent deformeret eller helt ødelagt, fx i form af frakturer eller rupturer.
◾Traumets biomekanik:
* 1: normale bevægelser, deformering er proportionel med load
* 2: Vævene deformeres, men vender tilbage til normal struktur og form (viskoelastiske egenskaber)
* 3: Ved kraftig eller repetetiv belastning stresses vævene udover deres elastiske grænse. Mikroskader vævene
* 4: Belastes vævene yderligere vil de enten blive permanent deformerede eller briste, gå i stykker, frakturere
◾Alle traumer skyldes deformation af væv udover en kritisk grænse men skadens alvor afhænger af:
Mængden og karakteren af den påførte energi.
Vævets specifikke egenskaber og styrke.
◾Mekanisk energi er den primære årsag til traumer, og energioverførslen til vævet bestemmes af formlen: K = ½mv².
Hastighed har større betydning for skadeudviklingen end masse.
Energidensitet spiller en vigtig rolle i skadens omfang.
◾Patofysiologi:
Når væv skades, aktiveres kroppens inflammatoriske respons og det endokrine-metabolske stressrespons (EMSR).
Hævelse er en del af den initiale reaktion og skyldes øget karpermeabilitet og væskeudsivning til det skadede område.
Traumets biomekanik
Blunt force trauma opstår, når kroppen kolliderer med en stump genstand, eller en stump genstand rammer kroppen. Skadens sværhedsgrad afhænger af flere biomekaniske faktorer:
◾Kinetisk energi og kraftoverførsel
Ifølge Newtons anden lov afhænger kraften af et objekts masse og acceleration (F = m × a).
Den kinetiske energi (KE = ½ m × v²) bestemmer den energi, der overføres ved et sammenstød.
Både tunge, langsomt bevægende objekter og lette, hurtigt bevægende objekter kan forårsage lignende skader.
◾Kollisionens karakter:
Når kroppen er stationær, afhænger skaden af, hvor meget objektet kan forskyde kroppen.
Hvis kroppen bevæger sig mod en stationær genstand, afhænger skaden af, hvor meget genstanden kan stoppe kroppens bevægelse.
Hvis begge er i bevægelse, kan den relative hastighed øge eller reducere skadens omfang.
◾Vævs-plasticitet og skade-fordeling:
Jo mere plastisk vævet er, desto bedre kan det absorbere energi og reducere skadens omfang.
Stive strukturer som knogler absorberer mindre energi og er derfor mere udsatte for frakturer.
Organer med væske eller gas (som tarmene) kan få trykinducerede skader ved energiudsættelse.
◾Tid og overfladeareal
En langsomt påført kraft (f.eks. tryksår) kan give vævet tid til at tilpasse sig, mens en hurtig kraftpåvirkning (slag) skaber akut skade.
En kraft, der rammer et lille område, skaber større skade end en, der fordeles over et større område.
◾Individuelle faktorer
Dyrets art, race, alder og ernæringstilstand påvirker vævets modstandsdygtighed.
Syge organer kan være mere eller mindre modstandsdygtige over for skader afhængigt af deres tilstand (f.eks. fibrotisk vs. degenereret væv).
Fysiologisk respons (EBB samt flowfase)
.
Ebb-fasen: Kroppen skruer ned for energiforbrug for at overleve.
.
Flow-fasen: Først nedbrydning af ressourcer (katabolisme), derefter opbygning af væv (anabolisme).
Den fysiologiske respons på traume og kirurgi opdeles klassisk i to faser: ebb-fasen (tidlig fase) og flow-fasen (sen fase).
◾EBB-fasen (umiddelbart post.op. respons)
Forekommer inden for de første timer efter operationen.
Karakteriseres af hypovolemi og nedsat perfusion til det skadede væv.
Stressresponsen aktiveres af smerte, vævsskade, hypovolemi, acidose og psykologiske faktorer.
Sympatoadrenale system aktiveres → Øget frigivelse af katekolaminer (adrenalin/noradrenalin) → Øget perifer vaskulær modstand → Risiko for vævsiskæmi.
Kortisolsekretion stimuleres af HPA-aksen → Øget glukoneogenese, insulinresistens, lipolyse og protein-katabolisme → Immunmodulation.
Endogene opioider frigives for at modulere smerte og inflammatorisk respons.
◾Flow-fasen (katabolisk og anabolisk periode)
▪️Katabolsk periode (hypermetabolsk fase, op til flere uger)
Opstår efter reetablering af perfusion.
Karakteriseret ved forhøjet metabolisk aktivitet, proteinnedbrydning, væskeretention og immundepression.
Inflammatorisk respons:
Cytokiner (IL-1, IL-6, TNF-α) aktiverer akutfase-responsen → Øget feber, leukocytose og øget katabolisme.
Koagulationskaskaden aktiveres → Risiko for mikrothromboser og perfusionsforstyrrelser.
Reperfusionsskade: Øget dannelse af reaktive iltradikaler (ROS) kan forværre vævsskade.
Metaboliske ændringer:
Øget energiforbrug pga. proteinnedbrydning og glukoneogenese.
Øget insulinresistens og hyperglykæmi pga. cortisol og katekolaminer.
Hypoalbuminæmi og væskeskift kan forværre ødemdannelse.
▪️Anabolsk periode (rekonvalescens)
Opstår efter afslutningen af katabolismen.
Metabolisme normaliseres: Cortisol- og katekolamin-niveauer falder.
Appetit vender tilbage, proteinsyntese genoptages, og væskebalance stabiliseres.
Organfunktion forbedres, og immunsystemet genvinder sin normale funktion.
Rehabilitering afhænger af skadens omfang, komplikationer og patientens præoperative tilstand.
Systemisk inflammatorisk respons syndrome SIRS
SIRS er en alvorlig tilstand hos heste, der ofte opstår som følge af infektioner, endotokæmi, traumer eller andre systemiske sygdomme. Tilstanden involverer en overdreven inflammatorisk reaktion, som kan føre til multiple organ dysfunktion syndrom (MODS) og har en høj dødelighed, og påvirker bla.:
▪️Koagulationsforstyrrelse + øget DIC sfa. aktivering af ekstrinsisk koagulationsskaskade. Samtidig hæmmes fibrinolyse, hvilket fremmer dannelsen af blodpropper. Lav aktivitet af antikoagulanterne antithrombin (AT) og protein C forværrer tilstanden og øger risikoen for trombose og vævsnekrose.
▪️Øget sympatisk aktivering → øget HR!
▪️Leversvigt (sjældent) sfa. nedsat leverperfusion go endotoxin belastning. Øget γ-glutamyltransferase (GGT) og serum galdesyre koncentrationer er blevet associeret med dårligere prognose hos heste med akut kolik.
▪️Laminitis sfa. endotoxiner og vaskulærer forstyrrelser
▪️Akut nyresvigt sfa. iskæmisk tubulæ nekrose. Reduceret renal blodgennemstrømning fører til hypoxi og celledød, hvilket forværres af inflammatorisk infiltration.
▪️Akut lungeskade ALI og akut respiratorisk distress syndrome ARDS sfa. endotelskade, tromboembolisme og pulmonalt ødem
Bløddelsskader
Lukkede læsioner (uden hudgennembrud):
▪️Abrasion/Excoriation (hudafskrabning): Friktionsskade af hudens yderste epidermale lag, som forårsager minimal eller ingen blødning, men kan medføre serumudsvedning.
▪️Kontusion (blåt mærke): Forårsaget af stumpt traume og karakteriseret ved blødning samt ødelæggelse af vævene i og under huden.
▪️Ruptur (overrivning): Komplet overrivning af muskel eller sene som følge af enten akut eller kronisk, gentaget belastning.
▪️Fibersprængning/Forstrækning (strain): Overstrækning eller mindre overrivninger af muskel eller sene.
▪️Distorsion (forstuvning): Overstrækning eller overrivning af ligamenter og/eller bløddele omkring et led, der opstår, når leddet strækkes eller vrides ud over dets normale bevægelighed. Efter skaden vender leddet tilbage til sin normale fysiologiske stilling.
▪️Luxation (ledskred): Komplet tab af kontakt mellem to ledflader, hvor leddet forbliver i en unormal stilling efter skaden. Skyldes ofte en komplet overrivning af ligamenter og ledkapsel.
▪️Fissur: Inkomplet knoglebrud.
▪️Fraktur (knoglebrud): Brud på knoglen.
▪️Hjernerystelse (concussion): Traumatisk påvirkning af hjernen uden synlig strukturel skade.
bløddelsskader . Åbne læsioner (huden gennembrudt i hele sin tykkelse)
▪️Incision (snitsår): Forårsaget af et perpendikulært, skarpt traume. Såret har skarpe, rene kanter uden skade på de omkringliggende væv.
▪️Laceration (flænger): Forårsaget af knusning, overstrækning eller overskæring af væv. Såret har uregelmæssige rande og ofte underliggende vævsskade.
▪️Avulsion (afrivning): En skade, hvor vævet er revet løs fra de underliggende strukturer eller helt afrives. Avulsionsfrakturer opstår, når et lille stykke knogle rives af ved en ligamenttilhæftning.
▪️Stiksår (puncture wound): Forårsaget af spidse objekter, ofte med dyb vævsskade og øget risiko for infektion.
▪️Tryksår/Liggesår: Kroniske sår, der opstår som følge af vedvarende tryk og friktion mellem omgivelserne og knoglefremspring. Medfører ofte stor underliggende vævsskade, såsom nekrose.
▪️Forbrændinger og forfrysninger: Vævsskader forårsaget af ekstreme temperaturer, enten varme eller kulde.
Ledskader (forvridning, luxation, subluxation)
▪️Forstuvning kv. skade/stræk/brud på ligament. Opdeles i tre grader. Forvridninger kan opstå akut, når ligamenter bliver overbelastet, eller som følge af gentagne mindre belastninger, der resulterer i en degenerativ skade. Faktorer som alder og muskeltræthed kan også øge risikoen.
▪️Forvridning, derimod, er et bredere begreb og beskriver generelt en skade, hvor et led eller en kropsdel bliver tvunget ud af sin normale position, hvilket kan involvere både led, knogler og blødt væv. Forvridning bruges ofte om situationer, hvor leddet enten bliver overstrakt eller skubbet ud af sin normale position, som ved en luxation (fuldstændig dislokation) eller subluxation (delvis dislokation).
->▪️Subluxation: Delvis dislokation af leddet.
->▪️Luksation: Fuldstændig dislokation af leddet.
▪️Forstrækning kv. når muskelfibre strækkes ud over normal kapacitet. En ruptur (grad 3 strain) som resultat af akut traume eller en kronisk degenerativ proces.
▪️Fibersprængning kv. muskelfibre rives helt over.
Differentialdiagnoser kan inkludere bløddelsskader, synovitis, osteoarthritis, bursitis, frakturer, og andre tilstande.
Specifikke skader i dyr:
I heste er luksationer mest almindelige i pastern-, fetlock- og hock-leddene. Luksationer kan også forekomme i skulderen, carpus og coxofemoral leddet, men disse er sjældnere.
Hos kvæg er coxofemorale luksationer den næsthyppigste type luksation.
Forstuvning skyldes beskadigelse af et eller flere ledbånd og/eller bløddele omkring et led.
▪️Grad 1:
Karakteristika: Parenchymal hæmatom/ødem, kun få fibre er revet over.
Klinik: Mild halthed, mild lokal hævelse og smerte.
Radiografisk fund: Mild blødvævssvulmen, ingen knogleskader eller instabilitet.
▪️Grad 2:
Karakteristika: Partiel ruptur af ligamenter og funktionelt deficit, men ligamenter er makroskopisk intakte.
Klinik: Tydelig halthed, tydelig opsvulmen, tydelig smerte ved palpation/manipulation.
Radiografisk fund: Mild instabilitet og stressradiografi.
▪️Grad 3:
Karakteristika: Komplet ruptur af ligamenter og tab af funktion.
Klinik: Tydelig hævelse og smerte ved palpation/manipulation, crepitation, abnorm mobilitet.
Radiografisk fund: Markeret instabilitet, subluxation er mulig.
Værtsresponsen på traume indebærer en kompleks fysiologisk reaktion, hvor traume forårsager vævshypoxi og hæmorrhage, hvilket fører til frigivelse af katekolaminer og glukokortikoider. Dette resulterer i nedsat blodflow og yderligere vævshypoxi. Immunresponset starter med neutrofilpriming, cytokinproduktion og mulig bakteriel translokation, hvilket kan føre til endotoxinudskillelse. Neutrofiler og reaktive oxygenarter (ROS) skaber vævsskader, mens proteasefrigivelse forværrer disse skader og kan medføre hypotension, hjertesvigt, pulmonal insufficiens og leverdysfunktion. Kupffer-celler frigiver proinflammatoriske cytokiner og prostanoider, mens T-celler aktiveres med ATP, calcium, IL-2 og IFN. B-celler producerer antigener og antistoffer, og CNS-gliale celler samt makrofager bidrager med ATP, antigenpræsentation, cytokinproduktion og prostanoider.
Fra skade frigives cytokiner til blodbanen, som IL1, IL6 og TNF-alfa, der øger HR, øger koagulotabilitet, øget metabolisme og nedsat immunfunktion.
Knogleskader
Åbne vs lukkede frakturer:
Åbne frakturer er frakturer med en åben forbindelse til ydersiden af kroppen, mens lukkede frakturer har intakt hud eller slimhinde over bruddet.
◾Åbne frakturer klassificeres som:
▪️Grad 1: Fraktur med perforation af hud eller slimhinde fra indersiden ud.
▪️Grad 2: Fraktur med perforation af hud og blødt væv som følge af eksternt traume.
▪️Grad 3: Fraktur som følge af alvorligt traume med tab af hud, slimhinde, blødt væv og muligvis knogle.
Et grad 1 åbent fraktur har en bedre prognose end et grad 3. Graderingen af åbne brud afhænger af typen af eosyntese.
◾Lokalisation af frakturer:
▪️Epifyseal fraktur
▪️Metafyseal fraktur
▪️Diaphyseal fraktur
▪️Intraartikulær fraktur
▪️Vækstpladens fraktur langs den epifyseale linje eller apofyseale linje
◾Fraktur typer klassificeres som:
▪️Simpel fraktur, som opdeles i tre:
a. Transversal fraktur – brudlinien er vinkelret på knoglen, med en vinkel på mere end 60 grader.
b. Oblique fraktur – brudlinien har en vinkel på knoglen på mindre end 60 grader.
c. Spiral fraktur – brudformen er skrueformet.
▪️Wedge/butterfly fraktur – flere frakturer, hvor to brudlinjer mødes i et punkt i diafysen.
▪️Segmenteret eller multipel fraktur – to simple frakturer til stede, men på forskellige niveauer.
▪️Multifragmental eller comminuted fraktur – flere fragmenter af knoglen.
▪️Kompressionsfraktur – skade på knoglen via pres.
▪️Avulsionsfraktur – en forcibel rift, hvor en muskel, sene eller ligament løsner sig fra knoglen.
▪️Inkomplet fraktur, som omfatter:
a. Infarktfraktur
b. Defektfraktur
c. Greenstick fraktur
d. Fissurfraktur
Hæmatomer
Blodansamling i en ikke-præformeret hule.
Opstår ved stumt traume eller overstrækning af muskler.
Størrelsen afhænger af størrelsen på de overskårne kar samt de omgivende vævs tryk og evne til at strække sig.
Vigtige at skelne fra: hæmoabdomen, hæmothorax, hæmopericardium.
Hæmatomer udvikles som følge af blunt traume eller overstretching af en muskel. Størrelsen afhænger af, hvor meget blod der er undsluppet fra det beskadigede blodkar, og evnen af det omgivende væv til at begrænse hævelsen.
Klinisk præsentation: Hæmatomer opstår hurtigt efter traume og når hurtigt deres maksimale størrelse. De er normalt blødende og fluktuerende, men føles ikke varme ved palpation.
Smerte: Hesten viser ofte ingen tegn på smerte ved palpation af hæmatomet.
Diagnose: Hæmatomer kan ofte diagnosticeres klinisk, men ultralyd kan bekræfte diagnosen og hjælpe med at skelne mellem hæmatom, serom og abscess. Hæmatomer er echogene, men bliver anekoiske og lokulerede, når blodkoagler dannes.
Behandling: Større hæmatomer kan have en øget risiko for blødning ved drænering, så det anbefales at undgå drænering, medmindre det er absolut nødvendigt. Behandlingen fokuserer på at overvåge og sikre, at hæmatomet ikke forårsager yderligere komplikationer som hæmoragi.
Seromer
Ansamling af vævsvæske i en ikke-præformeret hule.
Opstår ved forskydning af vævsplaner, f.eks. når hud og muskler gnider mod hinanden.
Sår, der sutureres, så transudat ikke kan slippe væk.
Seromer dannes som følge af shear kræfter mellem huden og musklerne. De opstår ofte efter traume og er kendetegnet ved væskeansamling.
Klinisk præsentation: Seromer udvikles hurtigt efter traume og når deres maksimale størrelse relativt hurtigt. De er fluktuerende, men ikke varme ved palpation, og hesten viser normalt ikke tegn på smerte.
Diagnose: Seromer er anekoiske på ultralyd, hvilket betyder, at de har lav cellulært indhold og ofte vises som væskefyldte områder med fine lokulationer.
Behandling: Seromer resorberer ofte af sig selv og kræver ikke dræning, medmindre de er store eller traumatiserede. Dræning af seromer anbefales generelt ikke, da de fleste vil forsvinde over tid uden indgreb.
Abcesser
Ansamling af pus/materie i et ikke-præformeret hulrum, som opstår, når bakterier inficerer ødelagte væv. Dette kan ske enten exogent via stiksår eller endogent via hæmatogen spredning. Absceser kan føre til cellulitis/flegmone og skal skelnes fra empyem. Det er vigtigt at bemærke, at området for infektionen ofte er et svagt punkt i vævet, kaldet locus minoris resistentiae.
Abscesser dannes som et resultat af en punktering af huden eller hæmatogen spredning af bakterier til det traumatiserede væv.
Klinisk præsentation: Abscesser udvikles langsommere end hæmatomer og seromer. De er mindre fluktuerende, har tykkere vægge og forårsager smerte ved palpation.
Diagnose: Abscesser kan være sværere at opdage ved klinisk undersøgelse alene, men ultralyd kan bruges til at skelne dem fra hæmatomer og seromer. Abscesser vises som echogene, da de har høj cellulær tæthed.
Behandling: Abscesser kan behandles ved at dræne dem gennem en incision. Incisionens åbenhed kan opretholdes ved at indsætte et dræn for at sikre, at pus kan drænes og heling sker uden komplikationer.
Skeln mellem hæmatomer, seromer og abcesser
Hæmatom
Serom
Abcess
Varm: JA/NEJ
Øm: NEJ (men kan være JA)
Konsistens: Afhænger af organisering
Dannelse: Hurtig
Forandring i blodprøve? JA/NEJ
Varm: NEJ
Øm: NEJ
Konsistens: Fluktuerende
Dannelse: Langsom
Forandring i blodprøve? NEJ
Varm: JA
Øm: JA, men kan være (NEJ)
Konsistens: Afhænger af kapslen
Dannelse: Langsom
Forandring i blodprøve? JA (men kan være NEJ)
bløddelsskader
Generelle Behandlingsprincipper
Hæmatomer og Seromer: Undgå dræning af hæmatomer og seromer medmindre det er nødvendigt, da der er en risiko for alvorlig hæmoragi.
Abscesser: Abscesser kan drænes kirurgisk, og dræn kan anvendes for at sikre, at såret holdes åbent og kan fortsætte med at tømme sig.
Opfølgning: Alle typer lokaliserede hævelser kræver opfølgning for at sikre, at der ikke opstår yderligere komplikationer som infektion eller vedvarende hævelse.
Intra- og periartikulærer hævelser / lednærer hævelser
Diagnostik af lednære hævelser:
Klinisk undersøgelse:
Inspektion og palpation af hævelsens udbredelse og tegn på inflammation.
Vurdering af hævelsens tekstur (dejagtig, fluktuerende, spændt eller benet).
Undersøgelse af leddets fleksibilitet og halthed.
Punktater:
Indsamling af synovialvæske til analyse.
Forskelle i væskens farve, viskositet og proteinindhold kan hjælpe med at skelne mellem aseptisk og septisk arthritis.
Billeddiagnostik:
Røntgen og CT til knoglevæv.
Ultralyd og MRI til vurdering af bløddelsvæv.
Septisk arthritis vs. Aseptisk arthritis:
Septisk arthritis:
Almenbefindende: nedstemthed, feber.
Varm, smertefuld, rød og springhalt.
Effusion, ledkapselfortykkelse, periartikulært ødem.
Aspirat viser omfattende makroskopiske og mikroskopiske forandringer.
Aseptisk arthritis:
Almenbefindende: normalt.
Mild smerte, kun ved flexion af leddet.
Blød og fluktuerende hævelse.
Aspirat viser milde forandringer uden infektionsteg
Undersøgelse af synovialvæske
◾Normal
Farve: gullig
Transparens: gennemsigtig
Viskositet: viskøs
Total protein: <20g/L (ofte 5-8)
Klot dannelse: NEJ
Total WBC: 0-0,5
Diff (% NG): <10
BU: Negativ
Lidelser: ingen
◾Aseptisk synovitis
Farve: gul
Transparens: gennemsigtig
Viskositet: viskøs
Total protein: 10-30 g/L
Klot dannelse: NEJ
Total WBC: 1-2
Diff (% NG): <25
BU: Negtiv
Lidelser: Osteoarhtritis, osteochondrose
◾Infektiøs septisk synovitis
Farve: orange rød
Transparens: uigennemsigtig
Viskositet: tyndtflydende
Total protein: >40g/L
Klot dannelse:JA
Total WBC: >30
Diff (% NG)>80
BU: kan være positiv
Lidelser: septisk arthritis, hæmatogen/traumatisk
◾Hæmartron
Farve: blodig før og orangerød efter centrifugering
Transparens: uigennemsigtig
Viskositet: tyndflydende
Total protein: ?
Klot dannelse: NEJ
Total WBC: <10
Diff (% NG) >25
BU: NEGATIV
Lidelser:
Behandling af traumer og hævelser:
Akutte traumer:
Begræns blødning og vævsudsivning.
Hæm inflammation og smerte.
Senere administrer varme og mobiliser patienten.
Drænage:
Hæmatomer, seromer og abscesser skal dræneres effektivt.
Behandlingen skal sikre, at kaviteten granulerer fra bunden.
Intra og periartikulæer hævelser Anamnese, inspektion go diagnostiske test
◾Anamnese
Traumehistorik: Identificér om hævelsen skyldes et akut traume (f.eks. spark, fald) eller er et resultat af længerevarende overbelastning.
Symptomer: Vurder halthedens varighed og progression. Er dyret blevet stift i leddet eller har det svært ved at bevæge sig normalt? Er der feber eller andre systemiske tegn på infektion?
Kendte faktorer: Tidligere ledproblemer, infektioner eller tidligere behandlinger.
◾2. Inspektion og Palpation
Lokalisering: Inspekter området grundigt. Periartikulær hævelse (hævelse omkring leddet) kan indikere betændelse, men intraartikulær hævelse (inde i leddet) kan tyde på en synovial effusion (væske i leddet).
Konsistens: Palper hævelsen for at vurdere, om den er blød og fluktuerende (væskeansamling), fast eller hård (fibrose eller bony changes). Vurder, om hævelsen er varm, hvilket kan indikere akut inflammation.
Smerte: Vær opmærksom på smertereaktion under palpation, især ved områder med synovial effusion, som kan være smertefulde ved infektion eller trauma.
◾3. Diagnostiske Test
Ultrasonografi: Kan bruges til at vurdere synovial effusion og for at bestemme, om væsken er purulent eller serøs, hvilket kan hjælpe med at diagnosticere en infektion.
Arthrocentesis (ledudtapning): Ved mistanke om intraartikulær hævelse, kan ledvæske udtages for cytologi og mikrobiologi for at bekræfte infektion (f.eks. septisk arthritis).
Radiografi: Røntgen kan afsløre knogleskader, frakturer eller periartikulær ny knogledannelse, som kan ses ved kroniske degenerative ledsygdomme.
◾4. Behandling
Akut betændelse: Behandling af septisk arthritis kræver antibiotika og mulig kirurgisk dræning af ledvæske. Om nødvendigt kan ledet vaskes, og et dræn kan indsættes.
Inflammation uden infektion: For periartikulær hævelse uden infektion kan antiinflammatoriske lægemidler (f.eks. NSAIDs) anvendes for at reducere hævelse og smerte. Støtteforbindinger og begrænsning af bevægelse kan også være nødvendige.
Kronisk degenerativ ledsygdom: Hvis hævelsen er relateret til en degenerativ tilstand (f.eks. artrose), kan ledterapi og symptomatisk behandling (smertestillende og fysioterapi) anvendes. Kirurgiske muligheder som ledproteser kan overvejes ved alvorlig degeneration.
Diffust hævede ben
◾Anamnese:
Akut eller kronisk hævelse: Er hævelsen kommet pludselig (akut) eller over tid (kronisk)?
Er hævelsen flyttet sig? Dette kan indikere, om hævelsen er relateret til bevægelse af væske eller blod i vævet.
Traumehistorik: Har der været et traume? Et direkte traume kan forårsage hævelse som følge af blødning eller vævsskader.
Er benet bandageret? En stram bandage kan forårsage hudlæsioner, cellulitis eller excoriationer og dermed øge hævelsen.
Tidligere behandlinger og medicin: Har hesten fået medicin, og er der sket en ændring i behandlingen?
◾Klinisk undersøgelse:
Systemisk undersøgelse: Vurder hestens generelle tilstand, herunder temperatur (febril?) og eventuelle tegn på systemisk sygdom.
Postur, adfærd og attitude: Er hesten i smerte? Hvordan er dens holdning og adfærd?
Lokalisation af hævelse: Er hævelsen lokaliseret til et specifikt område (f.eks. led) eller diffus? Er hævelsen symmetrisk eller ensidig?
Ledrelateret hævelse: Er hævelsen relateret til et led?
Vurdering af benets kontur: Undersøg metakarpal/tarsalregionen for lige palmar/plantar kontur. Hvis hævelsen er diffus i denne region, er det usandsynligt, at den stammer fra en overbelastning af den superficielle digitale fleksor-sene.
Temperatur: Er hævelsen kold eller varm? Varm hævelse kan indikere infektion eller betændelse.
Palpation af benets strukturer: Er underliggende anatomiske strukturer nemme at palpere? Dette kan afsløre forstørrede væv eller strukturer, der er påvirket af hævelsen.
Hudlæsioner: Er der synlige hudskader omkring hævelsen? Dette kan give indsigt i en mulig infektion.
◾Differentialdiagnoser:
Tendonitis/Desmitis: Skader på sener eller ledbånd kan forårsage hævelse i benet.
Strangles (kvarke): Kan forårsage hævelse som en del af purpura hæmorrhagica, som er en alvorlig tilstand relateret til respiratorisk infektion.
Mud fever (pastern dermatitis): Hudinfektioner som følge af vådt og mudret miljø kan forårsage hævelse, især i området omkring hoven.
Cellulitis (traumatiske eller infektiøse): Kan opstå efter et traume eller infektion og forårsage diffus hævelse. Det kan også være forårsaget af bakteriel infektion i dybderne af vævet.
◾For at bekræfte diagnosen og udelukke andre tisltande skal dyrelægen bruge yderligere diagnostiske metoder:
Radiografi: Kan anvendes til at vurdere knoglestrukturer, frakturer eller knogleinvolvering.
Ultrasonografi: Kan bruges til at undersøge sener, ledbånd og blødt væv for tegn på skade eller betændelse.
Blodprøver: Måling af totalprotein, fibrinogen og leverenzymer kan hjælpe med at vurdere den inflammatoriske tilstand eller systemisk sygdom.
◾Behandling: Behandlingen afhænger af den underliggende årsag til hævelsen:
Mud fever/scratches/pastern dermatitis: Behandling med antiseptiske midler som chlorhexidin og rengøring af den berørte hud. Ved svær infektion kan antibiotika være nødvendige.
Cellulitis (ikke-infektiøs): Ved cellulitis forårsaget af traume, uden infektion, behandles hesten med NSAID’er for at reducere inflammation og ødem.
Cellulitis (infektiøs): Hvis cellulitis er forårsaget af infektion, skal antibiotika ordineres, og dyret skal overvåges for tegn på sepsis.
Lymfangitis: Hvis hævelsen er relateret til lymfangitis, er behandling med anti-inflammatoriske lægemidler og antibiotika nødvendig.
Purpura hæmorrhagica: Dette er en alvorlig komplikation af streptokok-infektion, og behandlingen omfatter typisk antibiotika og antiinflammatorisk behandling.
Generelle behandlingsprincipper
Behandlingen af vævsskader hos dyr følger en systematisk tilgang, der sigter mod at lindre smerte, reducere inflammation og fremme heling. For at optimere helingsprocessen skal flere elementer tages i betragtning:
◾Modulering af EMSR (vævsreaktioner): Reducering af inflammation og smerte er afgørende for at forbedre dyrets velvære og fremme heling.
◾Ernæring og hydrering: Det er essentielt at sikre, at dyret er godt hydratiseret og velernæret for at understøtte vævets helingskapacitet.
◾Analgetika og NSAIDs: Smertelindring er en vigtig del af behandlingen, og ikke-steroide antiinflammatoriske lægemidler (NSAIDs) bruges til at reducere smerte og inflammation.
◾Støtte af skadede væv: Brug af bandager, skinner eller gips kan stabilisere det skadede væv og forhindre yderligere skade, mens boksro og immobilisering er nødvendige i de tidlige faser af skaden.
PRICE-principper (Dag 1-3 efter skade):
◾P - Protect (Beskyt skaden): Beskyt skaden mod yderligere belastning.
◾R - Rest (Hvile): Sørg for, at dyret får tilstrækkelig hvile for at fremme heling.
◾I - Ice (Kulde): Kuldebehandling hjælper med at reducere hævelse og smerte.
◾C - Compress (Kompression): Kompression kan bruges til at reducere hævelse.
◾E - Elevation (Hævning): Hævning af det skadede område for at reducere hævelse.
