Savlen, mundsmerter og tyggeproblemer Flashcards
● Lokalisation
Indgående kendskab til mundhulens anatomi er en forudsætning, kig på kropsholdning, hoved, hale etc.
Undersøg ved inspektion og palpation: Ansigtsform og kæbeknogler, og derefter Læber og buccale vestibulum
◾Ved inspektion:
Gingiva (tandkød)
Dentes (tænder) antal og form
Lingua (tunge) dyr krøller ofte basis af tungen op og tilbage - derfor ser vi ikke bagerste del af bløde gange
Oral mucosa (inkl. mundhulegulv og gane)
Oro-pharynx
◾Ved palpation:
Gl. mandibulares (palperbar i hund/kat), Gl. sublinguales; Gl. parotis (hæver kun op ved betændelse, øre) og Gl. zygomaticus (3 sidstnævnte kan ikke palperes under normale omstændigheder)
Regionale lymfeknuder skal vi også mærke på. eg. lnn. manidbularis. en forstærret lymfeknude eg ved neoplasi er IKKE ensbetydendne med metastasering.
◾Ved enhver mistanke bør man sedere for at få ordenligt udsyn.
Under sedation undersøgse mundhulen, kindens mucosa, og tænderne
Parakliniske undersøgelser kan være røntgen af tænderne (da der ofte er skjulte årsager til smerte).
1) Hypersalivation, hoved-skyhed, ømhed/smerte v. berøring, ændret spisevaner, anorexi, hævelse, dårligt humør:
Lokaliser ved at undersøge mundhulen grundigt og oftest er anæstesi en nødvendighed. Ligeledes tages dental røntgen af suspekte tænder/kæbedele.
Hvis hypersalivation er primær problemet, er det vigtigt at forsøge at skelne mellem om patienten har kvalme eller ubehag i munden.
Pinde/knoglestykker kan sidde og spænde/skubbe på tænderne så overfladen af tanden slides hurtigt og nedbrydes = smerte. Slimhinde som kompresseres af fremmedlegmer dør ofte før knoglevævet gør.
◾Differential diagnoser:
Tænk især traume på tænder eller mucosa
Tandresorptioner hos kat.
Neoplasi
Stomatitis
End-stage parodontitis (typisk også halitosis)
Fastkilet fremmedlegeme
2) Halitosis (dårlig ånde), ændret spisemønster og løse tænder:
Lokaliser ved at foretage en grundig tandundersøgelse i fuld anæstesi:
- Husk man kan KUN se ”toppen af isbjerget” ved inspektion på vågent dyr
Understøt lokalisering med dentalrøntgen (giver også sværhedsgrad)
◾Differentialdiagnoser
Parodontitis = Dybe lommer af baktierer danner svovlbrinteforbindelser der stinker- Bare 1 dyb lomme kan give dårlige ånde.
Gingivo-stomatitis = Tandkøds-slimhinde efter gingiva. Er der rødt og hævet efter linjen der fast holder tandne kaldes det stomatitis. Er gingiva også rødt og betændt = gingivitis.
Uræmi = Dårlige nyre → ringe filtrering af affaldstoffer
Esophagitis = esopahgitis kan også give dårlige ånde
3) Blød hævelse under mandiblen:
Blød hævelse under mandiblen kan skyldes forskellige tilstande såsom sialocoele (spytcyste), sialoadenitis eller tumorer. Disse tilstande kan lokaliseres og diagnosticeres ved hjælp af sialografi.
Ved palpation føles en sialocoele som en blød, spændt hævelse uden smerte, hvilket ofte peger på en spytcyste.
Det opstår typisk ved lækage fra spytkirtler eller deres udførselsgange, hvor spyt i stedet for at løbe til mundhulen, akkumuleres i det subkutane væv. Det ses særligt i forbindelse med gl. sublingualis og gl. mandibularis.
Hvis man fjerner en kirtel på den ene side, skal man også ofte fjerne den på den anden side, da de sidder tæt sammen. Fjernelse af begge kan være problematisk, da manglende spytproduktion kan føre til tør mund, sår, paradentose og hos mennesker øget risiko for karies.
4) Dysfagi (besværet spise)
Dysfagi beskriver en tilstand, hvor dyret ikke kan eller vil spise normalt eller har svært ved at bruge munden. Mulige årsager inkluderer:
TMJ-luxationer (temporomandibulær led-luxation): Her kan dyret have svært ved at åbne og/eller lukke munden på grund af nedsat bevægelighed.
Kæbefrakturer: Dette kan være meget smertefuldt og resultere i, at dyret undgår at åbne munden. Hos katte kan frakturer i mandibula opstå, når de falder og lander på benene, men rammer hagen og skader symfysen (bindevævsled). Diagnosen stilles, når man kan bevæge de to mandibulagrener separat.
Myositis (akut eller kronisk): Dette kan føre til betændelse og efterfølgende fibrosering af tyggemusklerne (temporalis, masseter). Nogle hunde udvikler en autoimmun sygdom rettet mod 2M muskelfibre, som kun findes i lukkemusklerne. Dette medfører smerte, hævelse, inflammation, og musklerne bliver efterhånden til bindevæv, hvilket gør det sværere at åbne og lukke munden. Tidlig diagnose kan behandles med store mængder binyrebarkhormon, men når musklerne først er blevet til bindevæv, er tilstanden irreversibel.
Inflammation/infektion i svælget: Dette kan medføre smerte ved synkning og nedsat evne til at spise.
Tumorer: Tumorer i mundhule eller svælg kan også forårsage smerte og besvær med at spise.
Parakliniske undersøgelser
● Røntgen: Anvendes ved alle tandsygdomme for at få overblik over knogleforandringer og eventuelle spredninger af tumorer.
● Histopatologi: Udføres ved tumorer og myositis for at få en præcis diagnose og vurdere typen af neoplasien.
● Cytologi: Bruges ved tumorer, men ofte med forsigtighed, især ved gingivale tumorer. Da gingiva består af meget kollagen, kan finnålsaspirat være udfordrende at udføre (0,01% kommer rent faktisk ud på objektglas), men det kan være lettere, hvis tumoren er blød.
● Hæmatologi og klinisk kemi: Bruges ved mistanke om systemisk påvirkning. Det kan indikere akutte infektioner som en brudt absces i munden, der kan give forhøjede inflammationsmarkører. Dog er det ofte mindre anvendeligt til mundlidelser, hvor klinisk undersøgelse er mere effektiv. Det er dog vigtigt at kende lever- og nyrestatus før bedøvelse, især hos ældre patienter.
● CT-scanning: Meget brugbart ved tumorer, særligt i overkæben, da det giver et detaljeret billede af strukturer omkring kraniet, herunder øje, nerver, sinus og hjerne. Det kan hjælpe med at vurdere, hvorvidt en kirurgisk fjernelse er mulig, og det giver en klar indikation af tumorens omfang og placering.
● MRI: Anvendes sjældent til tumorer, men kan være nyttigt i specifikke tilfælde, såsom ved syringomyeli hos Cavalier King Charles Spaniels. En MRI-scanning kan vise cystelignende neoplasier, der involverer komplekse områder som bag næsehulen eller over kindtænderne.
Tandens bestanddele
● Pulpa: Dette er det inderste kammer i tanden, fyldt med nerver, blodkar og bindevæv. Pulpa er dækket af odontoblaster, celler der danner dentin gennem hele tandens levetid. Hos ældre dyr kan pulpakammeret blive mindre, da dentinen aflejres kontinuerligt og gør kammeret snævrere. Hvis pulpa dør, stopper dentindannelsen.
● Dentin: Dentin udgør det meste af tandens masse og ligger lige under emaljen. Det er blødere og indeholder mange mikroskopiske kanaler, der strækker sig fra pulpakammeret til tandens overflade. Hvis emaljen beskadiges, kan disse kanaler eksponeres, og der kan dannes tertiær dentin for at beskytte mod bakteriel invasion.
● Emalje: Emaljen er den hårde, beskyttende ydre overflade af tandkronen. Den er uigennemtrængelig og beskytter dentinen mod skader og bakterier. Rovdyr som hunde og katte har tyndere emalje end mennesker, da de ikke har behov for at tygge på samme måde.
● Rodcement: Rodcement dækker tandroden og er en dynamisk struktur, der kan nedbrydes og dannes igen. Det binder tanden til knoglen via de Sharpeyske fibre, som fungerer som elastiske forbindelser mellem rodcementen og det parodontale ligament.
● Sharpeyske fibre: Disse fibre er ansvarlige for at binde rodcementen til det parodontale ligament. De giver tanden en vis fleksibilitet, så den kan modstå tryk og stød, når dyret tygger på hårde genstande. Dette forhindrer skader på tandens rodspids og opretholder blodforsyningen.
● Parodontalt ligament: Dette ligament forbinder tanden til knoglen i kæben og giver stabilitet. Det fungerer som en støddæmper og muliggør minimal bevægelse af tanden under tygning, hvilket hjælper med at beskytte de omkringliggende strukturer.
● Gingiva (tandkød): Gingiva er rigt på kollagenfibre, der danner en barriere omkring tandens rod og beskytter mod infektioner. Tandkødslommen, som er området mellem tanden og tandkødet, spiller en vigtig rolle i udviklingen af sygdomme som paradentose, især hvis bakterier trænger ind i denne lomme.
● Knoglen: Kæbebenet (mandiblen) er mere kompakt omkring de parodontale ligamenter for at give ekstra styrke og støtte til tanden. Længere væk fra tanden består knoglen af trabekulært (svampet) væv, som giver en vis fleksibilitet og lethed til kæben.
Retningsangivelser i tandnomenklatur
Tænder angives efter Triadans retningssystem:
Tænder rangeres efter rækkefølge i tandbulen.
Coronal: ned mod kronen
Apikal: op mod roden
Mesial: flade mod tandbyens midte
Distal: flade væk fra tandbuens midte
Okklusal: - tandens tykkeflade
Tænder angives efter Triadans retningssystem:
Nummerering fra tandbuens midte
Permanent tandsæt: 100-400 -> 101, 102, 103, 104 etc til 10 tænder så bagerste kindtand hedder 110. I underkæben er 11 tænder = 311/411 afhængig af venstre og højre side.
Mælketandsæt: 500-800, permanente har laveste tal og mælketænder er x+400. fvs. højre over mælkehjørnetand = 504 og venstre hedder 604 og venstre under er 704 etc.
Antal rødder - hund: Varierer meget pr. race og nogle røder fusionere. Derfor tages altid røntgen inden OP.
Antal rødder - kat: Kattes rødder er mere homogene. Katte har kun 30 tænder hvor hunde har 42. Katten har bl.a. 309, 308, 307 (de kindtænder de har, enkelte maine coon har en 4 kindtand, og løver/tigre har kun 3). Overkæben har kun 4 men kun 2 er essentielle nemlig rovtanden (208). katten har ikke 205 (premorlar 1) men har lille 206 go 206 og en mikro 209
Tandsæt - dyrearter
Hund: 3142 / 3143
Kat: 3131 / 3121
Svin: 3143 / 3143
Hest: 313(4)3/3133
Kvæg: 0033/3133
● Gingivitis (tandkødsbetændelse)
Gingivitis index: Måles med pochemåler der kører rundt om tanden.
0: lyst og stramt
1: hyperæmi, ødem, % blødning
2: som 1 + blødning
3: Spontan blødning
Pochedybde = mål i mm fra bunden af pochen til gingivaranden
Afhænger af inflammation grad.
Hund: normal pochedybde 2-3 mm
Kat: normal pochedybde 0,5 mm
Pochedybden måles fra bunden af pochesn til randen af gingiva. Det afhænger af inflammationsgraden. En for dyb poche er ikke altid ensbetydende med paradentose, nogle hunderacer som boxerer eller ældre hunde har voldsomt fortykket gingivitis, som vokser ned over tandkronerne (over 5-6 mm).
Gingival retraktion (tilbagetrækning af gingiva - blottet rod) → billede 2
I det fleste tilfælde af parodentose vil plak bakterier medfører gingivitis (inflammation og ødemdannelse + blødning) i tandkødslommer med madrester hvor der er iltfattige forhold → peri patogene anaerobe bakterier som fomeres og nedbryder knoglevævet og sharpeyske fibre. I respons nedbrydes omkringliggende knoglevæv (tandens tilhæftning) under inflammationen. Langsomt retrakterer gingiva for at beskytte tandkødet. Tandkød trækker sig for at sænke sygdomsudvikling af paradentose.
Parodentose (fæstetab)
Fæstetab = mål fra bunden af pochen til emalje cement grænsen. Hvis sharpeyske fibre opløses fra tandkødslommen i takt med at inflammation nedbryder betændelsen tabes fæsnte. Fæstne måles fra bunden af pochen til emajle cementgrænsen (punktet mellem krone og rod).
Furkatur indvolvering: En anden måde at reg. paradentose er furkaturinvolvering. og ved at stikke posche gennem bifurkaturen mellem tandens rødder kan man vise det. Normalt skal det være dækket af knogle og sharpeyske fibre = vi skal ikke kunne komme derind. = tand har nedbryd parodontiet (paradentose).
Undersøge mobilitet af tanden: Har tanden tabt for meget fæstne løsnes tænderne og vipper når man trykker dem ned i alveolen.
Trin 0: Fysiologisk mobilitet op til 0,2 mm.
Trin 1: Mobiliteten er øget i en hvilken som helst retning, undtagen aksialt, over en afstand på mere end 0,2 mm og op til 0,5 mm. Husk, at underincisiver er løse fra naturens side, da der er lidt knoglesubstans omkring incisiverne, særligt hos shih tzu (“gummihunde”) kan der ofte være løse tænder. Kattes under-incisiver skal kunne rokke lidt.
Trin 2: Mobiliteten er øget i en hvilken som helst retning, undtagen aksialt, over en afstand på mere end 0,5 mm og op til 1,0 mm. Skal som regel også fjernes, da de ikke bør være mobile.
Trin 3: Mobiliteten er øget i en hvilken som helst retning, undtagen aksialt, over en afstand på mere end 1,0 mm eller enhver aksial bevægelse. SKAL fjernes.
● Tandfraktur
● Tandfraktur
Tandfraktur kan forekomme i forskellige former, herunder frakturer af kronen, roden eller begge dele. Frakturer kan være forårsaget af traumer, hård føde eller andre skader.
● Klassifikation:
Kronfraktur: Skader, der involverer tandens synlige del (kronen).
Rodfraktur: Skader, der forekommer under tandkødet i tandens rod.
Blandet fraktur: Involverer både krone og rod.
● Specifikke typer:
CCF (Complicated Crown Fracture): Dette er en kompliceret kronfraktur, hvor der er brud på tanden med eksponering af pulpaen, hvilket kan føre til betændelse og smerte.
Ukompliceret fraktur: Involverer brud på tanden uden eksponering af pulpaen. Disse frakturer kan være mindre smertefulde og kan ofte håndteres med konservative behandlinger.
● Vigtige overvejelser:
Symptomer: Hunde og katte med tandfrakturer kan vise tegn på smerte, såsom ændret spiseadfærd, overdreven savlen eller modvilje mod at lege.
Behandling: Afhængigt af typen og sværhedsgraden af frakturen kan behandlingen variere fra observation og smertelindring til tandbehandling eller ekstraktion af den skadede tand.
● Tandresorption
Tandresorption er en almindelig dental tilstand hos katte, ofte betragtet som “kattetændernes fjende nr. 1”. Dette fænomen er sjældent set hos hunde, hvor parodontal sygdom er den hyppigste diagnose.
Tandresorption er en proces, hvor tandvæv nedbrydes af celler kaldet odontoklaster. Cellerne nedbryder mineraliseret væv i tænderne, hvilket kan føre til, at tænderne bliver svage og ødelagte.
Forekomst:
Alder: Tandresorption ses ofte hos katte fra 5-årsalderen og op.
Prævalens: Estimater viser, at prævalensen af tandresorption hos katte ligger mellem 25% og 72%, men omkring 50% forventes at have denne tilstand.
Flerhed: Når en kat udvikler tandresorption, er der en høj sandsynlighed for, at flere tænder vil blive ramt.
Kliniske tegn:
Tandkødet kan vokse over det berørte område, hvilket kan ses som hyperplasi med lokal gingivitis.
Tænderne kan se ud til at have mistet deres struktur, og der kan være synlige hulrum i tænderne.
Diagnose: Diagnosen stilles ofte ved tandundersøgelser, hvor tandlægen bemærker tegn på resorption, såsom:
Tænder med beskadigede eller forsvundne områder, som kan være synlige i tandkødet.
Hyperplastisk tandkød, der dækker det berørte tandområde, hvilket kan skjule resorption.
Behandling:
Behandlingen afhænger af sværhedsgraden af tandresorptionen. Det kan involvere:
Overvågning af tilstanden, hvis den er mild.
Tandrensning og gingivale behandlinger.
Ekstraktion af de alvorligt påvirkede tænder, hvis der er betydelig skade eller smerte.
Case 1 - herman
Patient: 7 årig kastreret huskat
Anamnese: Foretrækker blød kost og spiser langsommere og sover mere.
Klinisk undersøgelse: Udover mundhulen findes intet unormalt. Det første øjet ser er at 407 mangler.
407 er tanden som hyppigst resorberes.
ALTID TANDRØGNTEN NÅR VI HAR MED KATTE AT GØRE!
På venstre side ses at også 307 mangler og både 308 og 309 har kliniske forandringer
Vi har hermed bekræftet og lokaliseret problemet
til at være tandrelateret. Næste skridt er: dental røngten.
Tandresorptioner i forskellige stadier på 409 + 309 + 308 samt bortresorberede 307 og 407.
Tandresorptioner hos kat er meget hyppigt og vil forårsage smerte i afficerede tænder i en ukendt tidsramme.
Behandling: Kirurgisk ekstraktion af afficerede tænder – dog efterlades rødderne på 307 og 407, hvis gingiva er helet henover.
