Forringet syn, blindhed og røde øjne Flashcards
Øjenundersøgelse kræver:
◾Øjenundersøgelse kræver:
Dæmpet lys for at undgå refleksion i øjnene
Stærkt fokalt lys og en forstørrelse.
◾Lyskilder (krav: stærkt fokalt lys):
Mobiltelefon/Penlight/Lommelampe: Basis lyskilder.
Otoskop: Kan bruges til øjenundersøgelse.
Transilluminator (+++): Giver skarpere og mere fokuseret lys.
Biomikroskop (+++): Håndholdt mikroskop med indbygget lyskilde og forstørrelse. Bedst til præcis undersøgelse.
◾Forstørrelse (krav: 2,5-25x afhængigt af formålet):
Pandelup (Optivisor®): Forstørrelse 2,5x (eller 4x). Velegnet til mindre operationer og undersøgelser af øjets omgivelser (adnexa).
Lupbriller: Forstørrelse op til 6x. God til kirurgiske indgreb, men mindre egnet til undersøgelser.
Biomikroskop (#1 valg): Forstørrelse 10-25x. Kombineret med fokal lyskilde. Ideelt til øjenundersøgelser, men dyrt.
En øjenundersøgelse skal altid undersøge følgende
- Signalement og anamnese:
observer dyrets bevægelse, race, alder køn, hovedsymptomer, (akut, subakyt, kronisk, snigende, rediciverende, varighed?), uni-/bilateralt eller universelle symptomer? - Først inspektion – uden fiksering.
Observer adfærd, alment påvirket? fri bevægelse? Hovedholdning? Åbne øjne samt øjne position og øjnlågsstilling. - Vurdering af synet og øjenreflekser.
- Undersøg begge øjne!
- Synstest og reflekser
- Orbita og øjets placering
- Øjets størrelse
- Exudation og type
- Palpebrae
- Membrana Nictitans
- Conjunktiva
- Tårevejssystemet virker det okay?
- Cornea hornhinden
- Intraokulære strukturer
- Undersøgelse med fokalt lys + forstørrelse
Start med undersøgelse af adnexa (øjets omgivelser) + anteriore øjenafsnit.
Forhindrings-test: Patientens adfærd under fri bevægelse (evt. obstacle/forhindrings test), kan testes i lys/mørke
Faldende vattot/lysplet/laser
True-respons (Menace)
Placeringsreaktion - løft katten mod et bord og se om den rækker ud for stabilitet. - Oftalmoskopi = undersøgelse af fundus den del af undersøgelsen der omfatter den inderste del af øjet (fundus oculi).
- Direkte/indirekte
- Binokulært/monokulært
ANATOMI - LYSETS VISUELLE BANE: (retina, N. opticus, chiasma, tractus opticus, LGN, cortex cerebri)
Synsprocessen starter i nethinden (retina), hvor lysimpulser omdannes til elektriske signaler. Disse signaler sendes via synsnerven (n. opticus) til chiasma, hvor en overkrydsning af nervefibre sker—hos hunde krydser ca. 75%, og hos katte krydser ca. 66% af fibrene. Herefter fortsætter signalet gennem tractus opticus til lateral geniculate nucleus (LGN) og derfra til synsbarken (cortex cerebri), hvor synsoplevelsen skabes. Hvis der opstår defekter på nogen af disse trin, vil der opstå synsnedsættelse.
Menace-repons-test
Menace-responsen bruges til at vurdere syn ved at bevæge en hånd mod øjet uden at røre det. Hvis refleksen fungerer, blinker hunden, hvilket kræver en intakt n. facialis (ansigtsnerven) og et fungerende cerebellum (lillehjernen). For at få en korrekt respons skal det andet øje blændes af, og mediet (f.eks. linsen) skal være klart – en hund med grå stær vil derfor ikke reagere. Menace-responsen er ikke en refleks, men et kortikalt tillært respons, der først er fuldt udviklet hos hunde efter 10-12 uger. Dette er vigtigt, da en hvalp yngre end dette måske ikke har en fuldt udviklet menace-respons.
Afferent bane (den visuelle vej):
◾Fotoreceptorer i retina (nethinden) opfanger lys.
◾Signalet sendes via n. opticus (CN II) til chiasma, hvor det krydser delvist over.
◾Fortsætter gennem tractus opticus til LGN (lateral geniculate nucleus).
◾Signalet når til cortex cerebri, hvor det behandles.
Efferent bane: Fra nucleus facialis i hjernestammen via n. facialis (CN VII) til øjenlågs-musklerne, som styrer blinkerefleksen.
Bemærkninger:
◾Kræver intakt n. facialis.
◾Kræver klart “medie” (f.eks. ingen grå stær).
◾Kræver intakt cerebellum.
◾Først fuldt udviklet efter 10-12 uger hos hvalpe.
Pupilrefleks PLR
Pupilrefleksen (PLR) bruges til at vurdere pupillens evne til at trække sig sammen ved lysstimulering. Undersøgelsen udføres i et lysdæmpet lokale, så pupillerne er dilaterede, hvilket gør det lettere at observere sammentrækningen. Når lys rettes mod det ene øje, bør der være en direkte pupilkonstriktion i det belyste øje og en indirekte (konsensuel) sammentrækning i det modsatte øje. Den indirekte refleks i det andet øje er normalt ca. 50% af intensiteten af den direkte refleks.
PLR er en subkortikal refleks, hvilket betyder, at den ikke involverer de højere visuelle centre og derfor ikke nødvendigvis siger noget om synet, men om nervebanerne er intakte.
PLR’s afferente bane (modtagende signal):
◾Fotoreceptorer i retina opfatter lys. Signalet sendes via n. opticus (CN II) til chiasma, hvor en del af fibrene krydser over.
◾Fortsætter gennem tractus opticus til den prætectale nucleus i hjernestammen.
PLR’s efferente bane (udsendende signal):
◾Fra prætectale nucleus via n. oculomotorius (CN III), hvor parasympatiske neuroner fra Edinger-Westphal-kernen stimulerer gll. ciliare. Dette aktiverer m. constrictor pupilla, hvilket fører til pupilkonstriktion.
Chromatisk PLR (cPLR)
Chromatisk PLR (cPLR) bruger forskellige lysfarver til at vurdere retinas funktion og kan hjælpe med at identificere retinal sygdom. Hvidt lys, som indeholder mange bølgelængder, stimulerer alle lag i retina, men ved at bruge rødt og blåt lys kan man differentiere de forskellige lag og celletyper.
◾Rødt lys (630 nm): Stimulerer stave og tappe (neuroretina).
◾Blåt lys (480 nm): Stimulerer retinale ganglieceller, der indeholder melanopsin, og er ansvarlige for ikke-visuelle lysreaktioner.
cPLR’s diagnostiske brug:
◾Hvis der er en defekt i neuroretina (stave og tappe), vil cPLR være rød negativ (ingen reaktion på rødt lys), men blå positiv (reaktion på blåt lys). Dette ses f.eks. ved Sudden Acquired Retinal Degeneration Syndrome (SARDS).
◾Ved retinal degeneration (som ved progressiv retinal atrofi, PRA) vil cPLR i de tidlige stadier være rød negativ eller inkomplet og blå positiv. I senere stadier bliver både rød og blå negativ/inkomplet.
◾Ved sygdomme i refleksbuen “bag øjet” vil både PLR og cPLR være negative.
I praksis anvendes testen til en hurtig vurdering af retinas funktion og til at be- eller afkræfte mistanken om retinal sygdom, f.eks. Ved matur cataract eller SARDS.
Dazzle refleks (lysrefleks - alternativ til PLR ved hindret synlighed af pupilreaktion)
Dazzle-refleksen er en subkortikal refleks, der anvendes, når det ikke er muligt at vurdere pupillerefleksen (PLR), f.eks. på grund af skader eller sygdomme som hornhindeødem, keratitis, hyphema eller synekier. Ved denne test bruges et stærkt fokalt lys i et lysdæmpet lokale, som udløser en umiddelbar blinkerefleks i begge øjne, selvom pupillens kontraktion ikke kan ses.
◾Direkte lysrefleks: Et stærkt fokalt lys udløser blinkerefleks. Refleksen er nyttig, hvor man ikke kan vurdere pupilaktionen.
Afferent bane: Samme som ved PLR, hvor signalet sendes via n. opticus (CN II).
Efferent bane: Signalet går via n. oculomotorius (CN III) og n. facialis (CN VII) til m. orbicularis oculi, hvilket udløser blinkerefleksen.
OBS: Dazzle-refleksen kræver en intakt n. facialis og cerebellum.
Hvis PLR og n. facialis fungerer korrekt, er dazzle-refleksen ikke nødvendig, da de to refleksbuer overlapper i funktion.
Forskel på Menace-respons test og PLR
Den grundlæggende forskel mellem menace respons og pupilrefleksen (PLR) er, at menace respons involverer det visuelle system og kræver, at dyret faktisk kan se, mens pupilrefleksen ikke er afhængig af synet.
◾Menace respons: Dette er en kortikalt tillært respons, hvor dyret reagerer ved at blinke, når en genstand nærmer sig øjet. Det kræver, at signalet når hele vejen op til hjernen, hvor synsinformation behandles, og at dyret bevidst opfatter truslen. Det indikerer altså, at dyret har fungerende syn, og at både de afferente og efferente visuelle baner er intakte.
◾Pupilrefleksen (PLR): PLR er en subkortikal refleks, som udløses, når pupillen trækker sig sammen ved lysstimulering, uden at det kræver bevidst synsopfattelse. Refleksen sker på et lavere, automatisk niveau i hjernestammen og siger derfor ikke noget om, hvorvidt dyret kan se – det fortæller blot, at de sensoriske og motoriske nervebaner i øjet og hjernen er intakte.
Oftalmoskopi (direkte / indirekte)
Oftalmoskopi er en vigtig metode til at undersøge fundus (den bagerste del af øjet), herunder nethinden, synsnerven og blodkarrene. Der findes forskellige metoder til oftalmoskopi, herunder indirekte og direkte teknikker.
◾Indirekte oftalmoskopi
Indirekte oftalmoskopi: anvendes til grundlæggende fundus-undersøgelse og udføres med et binokulræt indirekte oftalmoskop alt. lys og lup.
Indirekte oftalmoskopi anvender linser med positive dioptrier, typisk 14D, 20D og 30D, og tilbyder en forstørrelse på 1,5 til 2,5 gange. Varierer i diameter og anvendes med binokulært indirekte oftalmoskop eller monokulær fokal lyskilde.
◾Direkte oftalmoskopi
DO er en monokulær metode der giver en stor forstørrelse. På den anden side er direkte oftalmoskopi en monokulær metode, der giver en betydelig forstørrelse, typisk med et synsfelt svarende til ca. 2 gange størrelsen af den optiske disk. Denne metode er ideel til at se detaljer, men den er sværere at bruge til at få et overblik over hele fundus. Direkte oftalmoskopi anvendes ofte til at vurdere papilla n. opticus, hvilket er afgørende for at opdage ændringer i synsnerven.
Panoptic® indirekte oftalmoskopi er en anden monokulær metode, der tilbyder en lidt mindre forstørrelse end direkte oftalmoskopi, men som er lettere at anvende. Synsfeltet er større, ca. 4 gange størrelsen af disk, hvilket gør den velegnet til undersøgelse af papilla. Dog er den ikke lige så effektiv til at give et overblik over hele fundus.
Forskelle mellem katte og hunde er også væsentlige, når man vurderer fundus oculi. For eksempel er blodkarrene i nethinden forskellige i struktur og udseende mellem de to arter. Synsnerven fremstår rund og lille i katte, mens den hos hunde er mere udfladende og større. Farven på nethinden kan variere og afhænger ofte af pelsfarve, race og individuelle variationer.
Supplerende øjenundersøgelser
- Schirmers tåre test
- Fluorescin test
- Rose bengal test
- Cytologi
- Bakteriologisk undersøgelse (BU)
- PCR tests
- Biopsi
- Tonometri/Intraokulært tryk
- Gonioskopi
- Ultralyds scanning af øje (U/S)
- Elektroretinografi (ERG)
- CT/MRI
- (OCT
Schirmer tear test STT
Det er ofte den første supplerende test, der udføres i øjenundersøgelser, før der anvendes øjendråber, anæstesi eller sedation. STT er en hurtig og enkel test, der giver information om tårekirtlernes funktion.
◾Udførelse af Schirmer Tear Test
Forberedelse: Det anbefales, at testen udføres, før der gives øjendråber eller sedation. I tilfælde af alvorlig øjensmerte er det dog ikke altid nødvendigt at gennemføre testen.
Anvendelse af teststrimlen: Teststrimlen er en omhyggeligt designet papirstrop, der ombøjes i posen, inden den åbnes.
Placering: Strimlen placeres i fornix inferior, midt for øjet, så den kan opsamle tårevæske.
Ventetid: Teststrimlen skal sidde i øjet i 60 sekunder, hvilket giver tid til, at den opsamler tårer.
Aflæsning: Resultatet aflæses straks efter, at strimlen er fjernet fra øjet.
◾Normale værdier
Normal tåreproduktion: 15-25 mm/min.
◾Lav produktion:
< 5 mm/min: Dette er diagnostisk for alvorlig tørhed i øjet.
5-10 mm/min: Suspekt eller borderline, hvilket kan indikere en begyndende dysfunktion i tårekirtlerne.
Overvejelser ved katte
Det er vigtigt at bemærke, at resultaterne af STT kan være svingende hos katte. Stressfaktorer som transport, dyrlægebesøg, håndtering samt forskellige lyde og lugte kan påvirke testresultaterne. En lav STT-værdi hos katte skal derfor altid vurderes i sammenhæng med kliniske symptomer; det er ikke tilstrækkeligt at basere diagnosen på testen alene.
Fluorescin test
FT test er vigtig for at evaluere hornhindens tilstand. Testen gør det muligt at identificere epitheldefekter som sår og ulcerationer i hornhinden, hvilket er afgørende for korrekt diagnose og behandling af øjensygdomme.
Fluorescin er et hydrofilt farvestof, der binder sig til stroma i hornhinden, men ikke til epitelet eller Descemets membran, som er den inderste del af hornhinden. Dette gør det muligt at påvise epitheldefekter, da disse områder vil farves, mens intakte områder forbliver farveløse. I praksis bruges ofte fluorescinstrips, da disse er lettere at anvende og mindsker risikoen for at beskadige hornhinden.
Udførelse af testen
◾Påføring: Fluorescin påføres bedst ved at dyppe en fluorescinstrip i væsken og derefter anvende den uden at berøre hornhinden direkte. Det er vigtigt at undgå kontakt med epitelet for at forhindre yderligere skade.
◾Skylning: Efter påføringen skylles øjet grundigt med natriumchlorid (NaCl) for at fjerne overskydende farve, hvilket letter aflæsningen.
◾Aflæsning: Aflæsningen kan forbedres ved brug af blåt lys, som fremhæver den grønne farvning forårsaget af fluorescin, og gør det lettere at identificere defekter.
Funktioner af Fluorescin Testen
Fluorescin-testen har fem primære funktioner, der bidrager til diagnosen af hornhindesygdomme
◾Identifikation af epitheldefekter: Testen påviser epitheldefekter eller ulcerationer, som vises som grønfarvning. Det er vigtigt at bemærke, at Descemets membran ikke farves, hvilket skaber en skarp afgrænsning mellem såret og det omkringliggende væv. Dybere sår vil resultere i dybere farvning.
◾Arvæv: Arvæv kan også binde farvestoffet, hvilket kan give en gullig-grøn farve. Dette kan føre til falske positive resultater, da den gullige nuance kan indikere tidligere skader eller ar.
◾Seidl Test: Denne test anvendes til at identificere udsivning af kammervæske, hvilket indikerer perforation eller hul i hornhinden. Hvis kammervæsken siver ud, farves den gulgrøn af fluorescin, hvilket er et tegn på en alvorlig tilstand.
◾Jones Test: Denne test vurderer, om tårekanalerne fungerer korrekt. Hvis tårevæsken passerer til næsen inden for 2-5 minutter, indikerer det, at tårekanalerne er intakte, og den grønne farvning kan observeres i næsen.
◾Tårefilmens Break-Up-Time (BUT): Denne undersøgelse vurderer tårefilmens kvalitet ved at måle, hvor hurtigt tårefilmen brydes. En kortere brydningstid kan indikere problemer med tårefilmens stabilitet.
Rose bengal-test
RB-testn bruges til at vurderer tilstanden af hornhinden og konjuktivas epitel. Testen gør det muligt at påvise skader og irritationer, som ikke nødvendigvis involverer sårdannelse.
Rose Bengal er et vitalfarvestof, der specifikt farver beskadiget epitel i hornhinden og konjunktiva. Det er vigtigt at bemærke, at denne test ikke kun afslører fuld ulceration, men også kan identificere epitelirritation uden sårdannelse. Dette gør den særligt nyttig i diagnosticeringen af keratitis og andre inflammatoriske tilstande.
Funktioner af Rose Bengal Testen
Identifikation af epitheldefekter: Testen kan påvise irritation af hornhinden og konjunktiva uden, at der nødvendigvis er sårdannelse til stede. Dette er især vigtigt ved mistanke om inflammatoriske tilstande.
Diagnose af keratitis: Rose Bengal-testen er særlig nyttig ved mistanke om keratitis med viral baggrund, såsom infektioner forårsaget af Feline Herpesvirus 1 (FHV-1) eller Equine Herpesvirus 2 (EHV-2).
Kvalitativ tåredefekt: Testen kan også anvendes til at vurdere kvaliteten af tårevæsken. For eksempel kan den afsløre defekter i tårefilmen, hvor lipidlaget kan være utilstrækkeligt, hvilket kan føre til tørre pletter på hornhinden.
Cytotoksisk effekt: Selvom Rose Bengal kan have en lokal cytotoksisk effekt, anvendes testen ikke rutinemæssigt til dette formål. Den primære anvendelse er diagnosticering af irritation og epitheldefekter.
Forskel på fluorescin vs rose bengal testen
fluorescin test - åbne sår/dybde ulcerationer i hornhinde –> sår
Rose bengal - døde celler i hornhinde/bindehinde –> irritation, sår, inflammation
Fluorescein-testen farver åbne sår eller dybe ulcerationer på hornhinden ved at fluorescere grønt, når de udsættes for UV-lys. Det er mest effektivt til at opdage dybe skader eller læsioner på hornhindens epitel.
Rose Bengal-testen farver døde eller beskadigede celler på hornhindens epitel og bindehinden (conjunctiva), især ved tørre øjne eller mindre overfladiske skader. Den farver ikke kun sår, men også områder med irritation og inflammation
Cytologi af øget kan vise hvad
Cytologi er øjet er indiceret v. sygdomme i adnexa og cornea, særligt i kat og hest til at vurderer om det er stave eller kokker i dybe ulcus i øjet. Via skrab evt. med bagenden af skalpelblad lægges skrab op objektglas og farves med hemacolor for at se celletype.
Bakteriologisk undersøgelse er
Værdiløs ved konjuktvitis katarrhalis da tilstanden ikke er infektiøst betinget.
Hos hunde og katte er primære bakterielle øjensygdomme sjældne
Undersøgelsen er indiceret ved tilstande som dacryocystitis (inflammation i tåresystemet), inficerede sår eller smeltende ulcus cornea. Det er vigtigt at udtage prøven, inden der anvendes farvestoffer, lokalanalgesi eller andre behandlinger, da disse kan påvirke resultaterne.
Prøven tages bedst med en steril vatpind for at undgå kontaminering og dyrkes aerobt.
Stafylokok, Streptokok og Pseudomonas.
PCR / svaber prøver bruges v hundesyge el andre
* Til diagnostik af primær infektion.
* Udtages med tør vatpind, evt cytobrush.
* Placeres i prøverør med 1-2 dr NaCl.
* PCR for hundesyge, Chlamydophila felis, FHV1, mycoplasma. EHV2 m.fl.
