Smerte 1 Flashcards
Definér smerte:
Smerte er en ubehagelig sensorisk og emotionel oplevelse, associeret med eller ligner at det er associeret med en aktuel eller potentiel vævsskade.
Derudover skelner man mellem to former for smerte, som er den:
Akutte smerte: Reaktionen på en potentiel vævsskade og smerten under den efterfølgende heling, som varer op til 3 mdr.
Kroniske smerte: er smerter der varer mere end 3-6 mdr. Enten pga. vedvarende/forværrende vævsskadende påvirkning eller dynamiske forandringer i smertesystemet pga. underliggende nerveskader.
og redegør for minimum 3 centrale strukturer i hhv. opadgående (ascenderende):
3 centrale strukturer i opadgående smertemodulering er hhv. det dorsale horn, tracus spino retikularis og tracus spino thalamikus
Det dorsale horn: smertesignalet sendes gennem rygmarven via. det dorsale horn, som løber kontralateralt. Det dorsale horn kan metaforisk ses som en port, som åbner og lukker afhængigt af ens mentale tilstand. Her afgøres det derfor, om signalet sendes videre via de to nervebaner eller ej.
Herefter videresendes smertesignalet gennem de to nervebaner, som påvirker smertemoduleringen samtidigt, men som har forskellige roller.
Tracus spino retikularis:
Gennem hjernestammen til den retikulære formation, hvor kroppens autonome respons sidder. Dette er derfor med til at regulere kroppens reaktion på smerten såsom øget vejrtrækning, hjertebanken m.m.
Tracus spino thalamikus:
Sender som navnet antyder sendes smertesignalet videre til thalamus, som fungerer som hjernens sekretær, der videresender signalet. Denne nervebane har således indflydelse på den sensoriske opfattelse. Thalamus videresender herefter signalet til de fire områder:
Somatosensoriske cortex (lokalisering og intensitet)
Primære motoriske cortex (bevægelse væk fra smerte)
Præfrontale cortex (bevidsthed om smerte)
Det limbiske system (affektiv bearbejdning)
og nedadgående (descenderende) smertemodulering:
Den descenderende smertemodulering kan både hæmme og forstærke smertesignaler. Hertil spiller psykologien en rolle ift. den endelige oplevelse af smerte, hvorfor tanker og følelser kan være med til at påvirke denne modulering.
3 centrale strukturer i den nedadgående smertemodulering er hhv. PAG, Raphe Nucleus og det dorsale horn.
PAG: PAG aktiveres når man oplever smerte både fysisk og emotionelt. PAG funktion er at modulere smerte ved at producere endogene opioider (endorfiner), som er kroppens eget smertehæmmende stof. Dog kan hormonet CCK, der frigives ved negative emotioner og angst hæmme frigivelsen af endorfinerne og dermed forstærke smerte.
Raphe nucleus som er en samling af neuroner. Disse stimuleres af de endogene opider. Raphe nucleus har aksoner ned til det dorsale horn, hvorfor den fungerer som kommunikation mellem PAG og det dorsale horn.
Det dorsale horn: Her frigives de endogene opioider fra PAG, og virker dermed hæmmende på smertesignalet. CCK kan ligeledes forstærke smerten her.
.
Centralt er det derfor, at den opadgående og nedadgående smertemodulering hele tiden påvirker hinanden i det dorsale horn, hvilket kaldes feedback-loop. Oplevelsen af smerte afhænger derfor af den mentale tilstand.
Diskutér derudover minimum 2 mulige behandlingsformer over for smerte, og vurdér, hvilke mekanismer der kan være involverede:
To behandlingsformer hvor det kan udledes af pensum, at begge har effektive virkninger på behandling af smerte er medicin- og placebobehandling. Centralt er det dog, at det er forskellige mekanismer som skaber disse virkninger.
Medicin har samme funktion som kroppens egen endogene opioider, og påvirker derfor kroppen kemisk. Medicin retter sig mod specifikke biokemiske processer og receptorer i kroppen, hvilket kan give en direkte fysiologisk effekt på at ændre smerten. På den ene side kan medicin derfor virke optimalt til smertelindring, på den anden side kan det dog medføre afhængighed samt en masse bivirkninger.
Placebo kan ligesom medicin gå ind og hæmme smerte. Dette opstår hvis patienten har positive forventninger til at behandlingen skal virke, også selvom der slet ikke er givet anden behandling end blot en insinueret forventning herom. På den ene side er placebo derfor godt, da individet således slipper for medicinindtag, operationer osv. mens det på den anden side, kun har effekt, hvis individet er positivt indstillet overfor dette. Placeboeffekten kan derfor helt udblive eller med tiden forsvinde.
Fordelen ved placebo er, at individet ved denne form for behandling undgår medicin eller operationer. Ulempe ved placebo er dog, at denne behandlingsform ikke nødvendigvis virker eller er vedvarende, hvis sindstilstanden er dårlig og dermed ikke optimistisk, for at behandlingen virker.
De mekanismer som er involveret, er derfor på den ene side kemiske ved medicin, mens det ved placebo er mere psykologiske mekanismer.
