Psykofarmaka 1 Flashcards
Nævn den proces, som psykofarmaka tænkes at påvirke.
Den proces, som psykofarmaka tænkes at påvirke, er neurotransmissionen. Psykofarmaka påvirker både det elektriske og kemiske signal. Dette gøres ved, at modulere aktiviteten i neuronerne enten ved at hæmmes eller øges.
Formålet med psykofarmaka er at genoprette den synaptiske balance, samt synaptisk plasticitet hvis homeostasen er blevet forskudt. Psykofarmaka påvirker derfor aktivt neurale systemer, der er betydningsfulde ved flere psykiatriske lidelser.
Redegør for de 7 trin i signaltransmissionen over synapsen,
Det kaldes hvilemembranpotentiale, når neuronet ikke er aktivt. I dette stadie er neuronet negativt ladet på indersiden og positivt ladet på ydersiden. Dette skyldes større koncentration af negative ioner på indersiden af neuronet samt større koncentration af positive ioner på ydersiden.
. Ioner vil altid bevæge sig mod områder med modsatte ladning, da de søger at udligne den forskel, som hersker på begge sider af membranen. Positive ioner bevæger sig således mod negative og omvendt, hvilket kaldes elektrostatisk tryk.
Det, at hvilemembranpotentialet alligevel forbliver negativt, skyldes to ting.
1- Neuronets permeabilitet, som betyder, at nogle ioner lettere kan passere membranen end andre.
2- Neuronet har en natrium-kalium pumpe som transporter 3 natrium ioner ud af neuronet og 2 kalium ioner ind i neuronet, hvilket opretholder spændingsforskellen.
Neuroner modtager son nævnt signaler fra andre neuroner, hvilket kaldes postsynaptisk potentiale. Dette kan enten hæmme eller stimulere ladningen i neuronet. De stimulerende kaldes excitatoriske postsynaptiske potentialer (EPSP) og kommer i form af natriumioner. Dem som hæmmer kaldes inhibitoriske postsynaptiske potentialer (IPSP) og kommer i formen chlorideioner.
Hvis tilstrækkeligt mange natriumioner i forhold til chlorideioner optages i neuronet stiger ladningen fra hvilemembranspotentialet. Når ladningen rammer -40mv, når neuronet sin fyringstærskel.
Når fyringstærsklen rammes åbner neuronet for natriumkanalerne. Der lukkes således en masse natriumioner ind, hvilket medfører depolarisering, som ændrer spændingen fra -40mv til +40mv.
Når dette sker skabes aktionspotentialet.
Når aktionspotentialet når aksonsterminalen for enden af aksonet starter den kemiske proces. Som består af 7 følgende trin.
- Aktionspotentialet når præsynaptiske membran
- Dette medfører, at præsynapsen bliver depolariseret, hvilket åbner for Ca2+ (calcium) kanaler, hvorefter ca2+ (calcium) ioner lukkes ind i præsynapsen.
- Disse ioner fører til, at synaptiske vesikler, som er pakker der indeholder neurotransmittere åbnes, hvorfor neurotransmittere kan strømme ud i synapsespalten.
- Neurotransmitterne kobler sig herefter på de receptorer på postsynapsen, som de passer til. Disse er ligesom nøgle og låse og passer derfor ikke alle sammen. Åbningen af receptorerne kan føre til åbning af enten natriumkanaler eller chloridekanaler,. Hvis det er natriumioner der strømmer igennem vil dette forårsage en depolarisering, som vil stimulere det postsynaptiske potentiale (EPSP). Hvis det derimod er chlorideioner der strømmer igennem, kan det resultere i en hyperpolarisering, hvilket vil hæmme det postsynaptiske potentiale (IPSP).
- De ekscitatoriske eller inhibatoriske postsynaptiske potentialer spredes derefter passivt til dendritterne, cellekroppen og aksonsterminalen. Processen er således tilbage som den elektriske neurotransmission, som i starten af neuronet.
- Når neurotransmittere har udført opgaven med at lukke ionerne gennem receptorerne frigives de igen fra deres receptorere. Enten nedbrydes de af enzymer som er til stede i synapsespalten eller transporteres tilbage til præsynapsen gennem reuptake transportere.
- Til slut vil autoreceptore, som sidder i præsynapsen scanne synapsespalten for neurotransmittere og regulere for, om der skal være flere eller færre neurotransmittere.
Således igangsættes et nyt aktionspotentiale, hvis der er nok EPSP.
og forklar, hvordan lægemidler, som er hhv. antagonistiske og agonistiske, udøver deres virkning i synapsen.
Lægemidler kan enten være antagonistiske eller agonistiske. Fælles for dem begge er dog, at de er ligander, som er et stof der kan binde sig til neuronernes receptorer. Disse ligander kan derfor både være endogene og dermed forårsaget indefra, hvilket ses i form af neurotransmittere eller exogene som kommer i form af et drug eller psykofarmaka
En agonistisk ligand er et stof der kan binde sig til en receptor og åbne en ionkanal. Dette er helt samme mekanisme som neurotransmitteren.
En antagonistisk ligand vil derimod være et stof der binder sig til receptorer, men blokerer dem, så ionkanalen ikke aktiveres og åbnes. Dette vil derfor resultere i en hæmmet neurotransmission.
Lægemidler kan udøve sin virkning i neurotransmissionen i både det kemiske og elektriske signal og påvirker derfor også både det præ- og postsynaptiske proces. I den præsynaptiske proces er der 8 steder som kan påvirkes fordelt på 3 kategorier.
Transmitterproduktion:
19. Hæmme enzymers syntese (dannelse) af neurotransmitter
20. Blokere transport af råmaterialer gennem aksonet
21. Blokere indpakningen af neurotransmittere i vesiklerne
transmitterfrigivelse:
22. Blokere natriumkanalerne
23. Blokere Ca2+ kanalerne
24. kan give falsk feedback gennem autoreceptorer
25. stimulering eller bremse frigivelsesmekanismer.
transmitterrydning:
26. Hæmning af reuptake transportere
27. Blokering af de enzymer, der nedbryder neurotransmitter.
I postsynapsen findes der 4 trin, som kan påvirke neurotransmissionen’
Påvirkning af receptorer:
9. Blokade af receptorer
10. Aktivering af receptorer
Disse to fungerer på samme måde som med antagonister og agonister)
Effekter på cellulære processer:
11. Regulering af antal af postsynaptiske receptorer.
12. Modulering af intracellulære signaler (man kan påvirke hvordan cellen udvikler sig, altså dendritter, axoner osv., som påvirker cellens funktion)
Der er altså disse ovenstående mekanismer som psykofarmaka generelt kan lede til enten øget eller mindsket signaltransmission.
Diskutér, hvorledes psykofarmakas effekt og bivirkninger kan forklares ved hjælp af ligand/receptor interaktioner, og hvad det betyder for forståelsen og håndtering af bivirkninger.
Psykofarmaka kan derfor enten virke som antagonister eller agonister, idet de binder sig til receptorer på postsynapsen. De binder sig dog også til receptorer i andre områder et det specifikke område, hvor der ønskes effekt. Derfor kan der opstå bivirkninger, som er uønskede effekter ved at indtage farmaka.
Når man skal medicinere med psykofarmaka anvendes dosis-respons-kurven, som viser forholdet mellem, hvor høj en dosis der kræves for at få effekt af et stof. Her gælder det især for fagpersonalet om at finde den præcise dosis for det enkelte individ, der giver den størst mulige effekt med den laveste grad af toksicitet. Det vil altid være en vurderingssag, hvornår det er hensigtsmæssigt at fortsætte med et præparat til trods for bivirkninger. For nogle kan det være gavnligt at fortsætte behandlingen til trods for, hvad der ellers lyder som store bivirkninger, fordi bivirkningerne kan synes mindre hæmmende for deres liv end den sygdom, man medicinerer imod.
Derudover er det centralt, at kroppen har kompensatoriske mekanismer, hvorfor den kan opbygge en større tolerance for et givent psykofarmaka. Dette betyder, at kroppen tilpasser sig et stof. Dette opstår da kroppen søger at holde ligevægt. Dette kan bl.a. gøres gennem op- og nedregulering af receptorer.Den større tolerance rykker derfor ved dosis-responskurven, hvorfor der med tiden skal gives en højere dosis for at opnå samme effekt af stoffet.
Graden af bivirkninger og toksicitet varierer alt efter hvilken form for psykofarmaka der anvendes. Dette kan beskrives med det terapeutiske vindue, som er en kurve der fremstilles over en pågældende psykofarmaka Det terapeutiske vindue angiver, hvor stor forskellen er mellem den minimale dosis for virkning og samt dosis der skal gives for at der opstår toksicitet for et bestemt præparat. Det vil klart være mest hensigtsmæssigt at have et stort terapeutisk index, da dette således nedbringer sandsynligheden for bivirkninger.
