Neurotransmission 2 Flashcards
Hvilken funktion varetages af neurotransmissionen?
Neurotransmissionen har den funktion at sende signaler mellem hjerneceller. Denne proces er derfor årsagen til alle signaloverførsler både i, til og fra hjernen. Neurotransmissionen gør derfor, at vi kan kommunikere signaler fra kroppen og videre til hjernen og omvendt. Det er derfor neurotransmissionen som gør os i stand til at tænke og handle.
Nævn de forskellige funktionelle dele af et neuron, og hvordan et neuron er forbundet til et andet neuron.
Et neuron består af:
Selve cellekroppen består af en cellekerne og dendritter. Dette område er inputzonen
Dendritter, er små grene der strækker sig ud fra cellekroppen. Det er disse, som kan modtage signaler og forbinde sig til neuroner, som ligger i omgivelserne.
Huskeregel = små antenner, der fanger og samler signaler fra omgivelserne.
Tilkoblet cellekroppen er aksonet er en lang tynd forlængelse af neuronet, som transmitterer signalet fra cellekroppen til andre neuroner. Denne kan være myeliniserede, hvilket er et isolerende fedtlag, der gør at signaler sendes hurtigere.
For enden af aksonet findes aksonsterminalen, som er de forgrenede ender af aksonet. Disse er fyldt med kemiske stoffer, som kaldes neurotransmittere. Signalet sendes således fra aksonsterminalerne til andre neuroner.
Et neuron er forbundet til et andet neuron gennem synapser. Dette sker når neuroner er så tæt på hinanden, at de kan overføre kemiske signaler fra den ene til den anden. De er separeret af den synaptiske kløft.
Neuronet som videregiver signalet kaldes for præsynaptiske neuron, mens det neuron som modtager dette kaldes postsynaptiskneuron. Disse binder således neuroner med hinanden, hvor nerveimpulser overføres fra et neuron til et andet.
Redegør for mekanismen af den elektriske neurotransmission og de 7 trin i den kemiske
neurotransmission.
Det kaldes hvilemembranpotentiale, når neuronet ikke er aktivt. Ladningen er her på -65 mV. I dette stadie er neuronet negativt ladet på indersiden og positivt ladet på ydersiden. Dette skyldes større koncentration af negative ioner på indersiden af neuronet samt større koncentration af positive ioner på ydersiden.
. Ioner vil altid bevæge sig mod områder med modsatte ladning, da de søger at udligne den forskel, som hersker på begge sider af membranen. Positive ioner bevæger sig således mod negative og omvendt, hvilket kaldes elektrostatisk tryk.
Det, at hvilemembranpotentialet alligevel forbliver negativt, skyldes to ting.
1- Neuronets permeabilitet, som betyder, at nogle ioner lettere kan passere membranen end andre.
2- Neuronet har en natrium-kalium pumpe som transporter 3 natrium ioner ud af neuronet og 2 kalium ioner ind i neuronet, hvilket opretholder spændingsforskellen.
Neuroner modtager son nævnt signaler fra andre neuroner, hvilket kaldes postsynaptisk potentiale. Dette kan enten hæmme eller stimulere ladningen i neuronet. De stimulerende kaldes excitatoriske postsynaptiske potentialer (EPSP) og kommer i form af natriumioner. Dem som hæmmer kaldes inhibitoriske postsynaptiske potentialer (IPSP) og kommer i formen chlorideioner.
Hvis tilstrækkeligt mange natriumioner i forhold til chlorideioner optages i neuronet så medfører det en stigning i hvilemembranspotentialet. Når ladningen rammer -40mv, når neuronet sin fyringstærskel.
Når fyringstærsklen rammes åbner neuronet for sine natriumkanalerne. Der lukkes således en masse natriumioner ind, hvilket medfører depolarisering, som ændrer spændingen fra -40mv til +40mv.
Når dette sker skabes aktionspotentialet.
Når aktionspotentialet når aksonsterminalen for enden af aksonet starter den kemiske proces. Som består af 7 følgende trin.
- Aktionspotentialet når præsynaptiske membran
- Dette medfører, at præsynapsen bliver depolariseret, hvilket åbner for Ca2+ (calcium) kanaler, hvorefter ca2+ (calcium) ioner lukkes ind i præsynapsen.
- Disse ioner fører til, at synaptiske vesikler, som er pakker der indeholder neurotransmittere åbnes, hvorfor neurotransmittere kan strømme ud i synapsespalten.
- Neurotransmitterne kobler sig herefter på de receptorer på postsynapsen, som de passer til. Disse er ligesom nøgle og låse og passer derfor ikke alle sammen. Åbningen af receptorerne kan føre til åbning af enten natriumkanaler eller chloridekanaler,. Hvis det er natriumioner der strømmer igennem vil dette forårsage en depolarisering, som vil stimulere det postsynaptiske potentiale (EPSP). Hvis det derimod er chlorideioner der strømmer igennem, kan det resultere i en hyperpolarisering, hvilket vil hæmme det postsynaptiske potentiale (IPSP).
- De ekscitatoriske eller inhibatoriske postsynaptiske potentialer spredes derefter passivt til dendritterne, cellekroppen og aksonsterminalen. Processen er således tilbage som den elektriske neurotransmission, som i starten af neuronet.
- Når neurotransmittere har udført opgaven med at lukke ionerne gennem receptorerne frigives de igen fra deres receptorere. Enten nedbrydes de af enzymer som er til stede i synapsespalten eller transporteres tilbage til præsynapsen gennem reuptake transportere.
- Til slut vil autoreceptore, som sidder i præsynapsen scanne synapsespalten for neurotransmittere og regulere for, om der skal være flere eller færre neurotransmittere.
Redegør videre hvordan påvirkninger i hvert af de 7 trin kan give en mindsket neurotransmission.
Transmitterproduktion
1. Hæmme enzymers syntese (dannelse) af neurotransmitter
2. Blokere transport af råmaterialer gennem aksonet
3. Blokere indpakningen af neurotransmittere i vesiklerne
transmitterfrigivelse:
4. Blokere natriumkanalerne
5. Blokere Ca2+ kanalerne
6. Ændring af transmitterfrigivelse ved autoreceptorer, som kan give falsk feedback
7. Ændring af transmitterfrigivelse ved stimulering eller bremsning af frigivelsesmekanismer.
transmitterrydning:
8. Hæmning af reuptake transportere
9. Blokering af de enzymer, der nedbryder neurotransmitter.
I postsynapsen findes der 4 trin, som kan påvirke neurotransmissionen
Påvirkning af receptorer:
1. Blokade af receptorer
2. Aktivering af receptorer
Disse to fungerer på samme måde som med antagonister og agonister)
Effekter på cellulære processer:
3. Regulering af antal af postsynaptiske receptorer.
4. Modulering af intracellulære signaler (man kan påvirke hvordan cellen udvikler sig, altså dendritter, axoner osv., som påvirker cellens funktion)
Der er altså disse ovenstående mekanismer som psykofarmaka generelt kan lede til enten øget eller mindsket signaltransmission. .
