Protozoer Flashcards
Beskriv klassifikationen af klinisk relevante protozoer
Klassifikationen af klinisk relevante protozoer er baseret på deres måde at bevæge sig på (lokomotion) og omfatter fire hovedgrupper:
Amøber er protozoer, der bevæger sig ved at forlænge cytoplasma-projektioner kaldet pseuudopodia.
- Eksempler på klinisk relevante amøber inkluderer Entamoeba histolytica, der forårsager amøbedysenteri, hvilket giver en række gastrointestinale problemer.
Flagellater bevæger sig ved hjælp af piskelignende projektioner kaldet flageller, der roterer og driber cellerne gennem deres flydende miljø.
- Eksempler inkluderer Giardia lamblia også kendt som Giardia intestinalis, der forårsager infektion kaldet giardiasis, som er en af de mest almindelige årsager til gastroenteritis.
Ciliater bevæger sig ved hjælp af mange hårlignende projekter kaldet cilia, der dækker celleoverflden og slår synkront, hvilket driber cellen som en robåd.
Sporozoer er obligate intracellulære parasitter, som normalt ikke er mobile som voksne, men nogle har flageller i deres mandlige gameter,
- Eksempler inkluderer Plasmodium vivax, der forårsager malaria, og toxoplasma gondii, der forårsager toxoplasmose.
Gør rede for Entamoeba histolytica
Entamoeba histolytica er en parasitisk protozo, der forårsager en alvorlig tarminfektion hos mennesker, kendt som amøbedysenteri.
Morfologi:
- Entamoeba histolytica er en enkeltcellet organisme kendt som en amøbe. Den har en unik form med en enkelt kerne og flere pseudopodier (cytoplasmiske udløbere), der bruges til bevægelse og til at indfange fødevarer.
- Parasitten har en struktur kaldet suge-disk, der bruges til at fastgøre sig til tarmvæggen.
Livscyklus: Entamoeba histolytica har en kompleks livscyklus, der inkluderer to hovedfaser:
- Cystefasen er en inaktiv og beskyttet form, der udskilles med afføring fra inficerede individer.
- Når cysten indtages gennem forurenet mad eller vand, frigives trophozoite-fasen i tarmen. Trophozoiterne er de aktive former af parasitten, der kan forårsage skade på tarmvævet.
Infektion:
- Entamoeba histolytica invaderer tarmvæggen og kan foårsage symptomer som svær diarré, mavesmerter, kramper og blod i afføringen.
- Alvorlige infektioner kan føre til tarmsår og i nogle tilfælde spredning til andre organer, især leveren, hvor det kan forårsage abscesser.
Transmission:
- Infektion med Entamoeba histolytica sker normalt ved indtagelse af cyster fra forurenet mad eller vand. Mennesker bliver ofte smittet, når de ikke overholder grundlæggende hygiejneprocedurer eller drikker forurenet vand.
Behandling:
- Amøbedysenteri behandles normalt med antimikrobielle lægemidler som metronidazol.
Gør rede for Giardia lamblia
Giardia lamblia, også kendt som Giardia intestinalis, er en mikroskopisk encellet parasitisk protozo, der forårsager en infektion kaldet giardiasis.
Morfologi:
- Giardia lamblia har en karakteristisk form, der ligner et pæreformet eller bønneformet krop med to kerner og otte flageller (halelignende strukturer), der bruges til bevægelse.
- Den har en suge-disk, som den bruger til at fastgøre sig til tarmvæggen og absorbere næringsstoffer.
Livscyklus:
- Giardia lamblia har en enkel livscyklus, der omfatter en cyste-fase og en trophozoite-fase.
- Cysterne, der er resistente over for miljømæssige påvirkninger, udskilles i afføringen fra inficerede personer og kan overleve uden for kroppen.
- Når cysten indtages via forurenet vand eller fødevarer, frigives trophozoitterne i tarmen, hvor de formerer sig.
Infekiton:
- Giardiasis er en tarminfektion, der kan forårsage en række symptomer, herunder diarré, mavesmerter, oppustethed og kvalme.
- Infektionen er normalt ikke livstruende, men den kan være ubehagelig og forårsage alvorlig dehydrering, især hos børn og ældre.
Transmission:
- Giardia-infektion overføres normalt gennem indtagelse af cyste-forurenede fødevarer eller drikkevand. Parasitten kan også overføres ved direkte kontakt med inficerede personer eller dyr.
Diagnose og Behandling:
- Diagnose af giardiasis kan foretages ved at undersøge afføringsprøver for tilstedeværelse af cyste eller trophozoiter.
- Behandlingen af giardiasis indebærer normalt anvendelse af lægemidler som metronidazol.
Gør rede for Toxoplasma gondii
Toxoplasma gondii er en intracellulær sporozo, der kan inficere alle hvirveldyrarter, men den definitive vært er katten.
Morfologii:
- Toxoplasma gondii er små og har en spindelformet krop.
- Den er udstyret med organeller, der gør den i stand til at invadere værtsceller.
Livscyklus:
- Parasitten har en livscyklus, der involverer katte som hovedværter og andre dyr, inklusive mennesker, som mellemliggende værter.
- Infektion starter, når en kat indtager inficerede byttedyr eller fødevarer. Toxoplasma gondii producerer oocyster i tarmen hos katten, som udskilles med afføringen.
- Mennesker kan blive inficeret ved indtagelse af oocyster fra forurenet mad eller vand eller ved hånd-til-mund-overførsel.
Infektion: Toxoplasmose hos mennesker kan variere fra asymptomatiske til alvorlige tilfælde. Infektionen involverer to hovedtyper:
- Tachyzoitter, der formerer sig hurtigt og kan invadere forskelligt væv.
- Bradyzoitter, der er indeholdt i cyster, formerer sig langsomt, og invaderer muskel og hjernevæv samt øjet.
- Infektioner hos raske mennesker er normalt milde eller asymptomatiske, men de kan være alvorlige hos personer med svækket immunsystem, såsom dem med HIV/AIDS.
- Medfødte infektioner kan føre til alvorlige komplikationer, herunder hjerneskader og hydrocephalus samt udgør det en betydelig årsag til øjenproblemer og blindhed hos nyfødte.
Transmission:
- Mennesker kan blive smittet ved tilfældig indtagelse af oocyster til stede i kattefæces, ved at spise råt eller underkogt kød, medfødt fra en smittet mor eller via en blodtransfusion.
Diagnose og Behandling:
- Diagnose af toxoplasmose involverer serologiske tests, der kan påvise antistoffer mod parasitten i blodet.
- Hos raske personer skal infektionen som regel ikke behandles. Toxoplasmose går over af sig selv, og efter overstået infektion er man immun resten af livet.
- Man behandler kun toxoplasmose med antibiotika, hvis der er symptomer i flere uger og sjældne tilfælde hvor der er tegn på infektion i øjne, lunger, lever, hjerne eller hjerte.
- Toxoplasmose hos gravide, nyfødte og ved reaktivering afvparasitten hos personer med nedsat immunforsvar, behandles med antibiotika, som pyrimethamin og sulfadiazin.
Gør rede for Malaria
Malaria er en alvorlig infektiøs sygdom forårsaget af parasitter af slægten Plasmodium. Det findes primært i tropiske og subtropiske regioner og udgør en betydelig sundhedstrussel for millioner af mennesker, især i Afrika.
Ætiologi:
- Malaria forårsages af parasitterne Plasmodium, hvoraf der findes flere arter, der kan inficere mennesker.
- De mest almindelige menneskepatogener er Plasmodium falciparum, Plasmodium vivax, Plasmodium ovale og Plasmodium malariae.
- P. falciparum er den mest dødelige og ansvarlig for de mest alvorlige former for malaria.
- P. falciparum invaderer erythrocytter i alle aldre, derimod invaderer P. malariae, P. vivax og P. ovale enten unge eller gamle erythrocytter, men ikke begge, hvorfor disse forårsager mildere former af sygdommen.
Transmission og patogenese:
- Parasitten overføres til mennesker gennem stik fra hunmyg af slægten Anopheles, der er inficeret med Plasmodium.
- Når myggen stikker, injicerer den sporozoitter (parasitens tidlige stadier) i menneskets blodbane.
- Disse sporozoitter migrerer til leveren, hvor de danner cyste-lignende strukturer indeholdende tusindvis af merozoitter.
- Når de frigives, invaderer merozoitter erythrocytter ved at bruge hæmoglobin som næring.
- Efterhånden brister de inficerede erythrocytter og frigiver merozoitter, der kan invadere andre erythrocytter.
Diagnose:
- Diagnosen stilles ved at påvise parasitterne i en blodprøve, normalt ved at undersøge en blodudstrygning under et mikroskop. Der findes også forskellige molekylære og serologiske tests til påvisning af malariaparasitter.
Behandling:
- Malaria kan behandles med antimalariamedicin, hvor det valgte lægemiddel afhænger af Plasmodium-arten og området, hvor infektionen opstod. Da resistens over for nogle lægemidler er udbredt, er det vigtigt at vælge det mest effektive lægemiddel baseret på lokale retningslinjer.
Forebyggelse:
- Forebyggelse af malaria indebærer brug af insektnet, insektafvisende midler og forebyggende medicin (kendt som malariakemoprofylakse) for rejsende til endemiske områder.
- Myggenet behandles ofte med insekticider.
- Der arbejdes også på udvikling af en malaria-vaccine.
Angiv symptomer på Malaria
Symptomerne på malaria kan variere afhængigt af parasitarten, alvorlighedsgraden af infektionen og individets immunitet. De mest almindelige symptomer på malaria inkluderer:
Feber: Malaria er ofte kendetegnet ved episoder med høj feber.
- Feberen kan være periodisk og gentages med bestemte intervaller, afhængigt af Plasmodium-arten.
- For eksempel kan P. falciparum forårsage mere konstante feberudbrud.
Kulderystelser: Malariafeber ledsages normalt af kulderystelser, hvor personen fryser og skælver.
Svedtendens: Efter kulderystelser kan der følge kraftig svedtendens.
Hovedpine: Mange malariaofre oplever alvorlige hovedpine og ubehag i hovedet.
Muskel- og ledsmerter: Generel muskelsvaghed og smerter i muskler og led er almindelige.
Træthed: Alvorlig træthed og udmattelse er også hyppige symptomer på malaria.
Kvalme og opkastning: Mange mennesker med malaria oplever kvalme og opkastning, hvilket kan føre til dehydrering.
Maveproblemer: Maveproblemer som diarré kan også forekomme.
I tilfælde af alvorlig malaria, især forårsaget af Plasmodium falciparum, kan der opstå komplikationer, herunder anæmi, organfejl (f.eks. nyresvigt) og neurologiske problemer. Nogle af de mere alvorlige symptomer på alvorlig malaria kan omfatte:
- Bevidstløshed eller forvirring
- Åndedrætsbesvær
- Gulsot (gulfarvning af hud og øjne)
- Kramper
- Hypoglykæmi (lavt blodsukker)
- Blodkoagulationsforstyrrelser
Beskriv malarieparasittens livscyklus
Malarieparasitten har en kompleks livscyklus, hvor den formerer sig kønnet i myggen, hvorefter den inficerer mennesket.
I myggen:
- Indtaget blod med mandlig og kvindelig plasmodium fører til dannelsen af henholdsvis mikrogametocyt og makrogametocyt. Dette sker i myggens tarm.
- Mikrogametocyt og makrogametocyt danner et æg kaldet diploid zygot.
- Den bevægelige zygot gennemtrænger tarmen, og sætter sig på ydersiden af tarmen, som en oocyt.
- Oocytten undergår mitose, hvilket medfører dannelsen af mange sporozitter.
- Oocytten brister, hvorved sporozoitter vandrer til myggens spytkirtler.
I mennesket:
Myggen inficerer mennesket med plasmodium sporozoitter:
- Hunmyg frigiver spyt indeholdende vasodilatorer og antikoagulanter, hvilket letter vejen til blodet.
- Sporozoitter bevæger fra dermis til kredsløbet, hvorefter det mirgrerer direkte til leveren via blodet eller lymfen.
Sporozoitter migrerer direkte til leveren, hvor de producerer leverschizonter:
- Der kommer kun én parasit ind i hver hepatocyt, og dette medfører dannelsen af merozoitter.
- Denne udvikling i leveren er asymptomatisk.
- Efter 1-4 ugers inkubationstid forlades leveren, og blodbanen inficeres.
Merozoitter frigøres og invaderer erythrocytter:
- Merozoitterne bruger hæmoglobin som næring.
Merozoitter udvikler sig til trophozoitter:
- Dette foregår i erythrocytten
Trophozoitter formerer sig aseksuelt og producerer nye merozoitter:
- Når antallet af merozoitter er blevet tilstrækkeligt stort, så brister erythrocytten, hvilket frigiver merozoitter til blodplasma, der muliggør inficering af flere/andre erythrocytter.
Nogle merozoitter omdannes til gametocytter.
Hunmyg optager gametocytter, og den seksuelle cyklus starter påny.
Beskriv billedet
(1). Myggen inficerer mennesket med plasmodium sporozoitter:
- Hunmyg frigiver spyt indeholdende vasodilatorer og antikoagulanter, hvilket letter vejen til blodet.
- Sporozoitter bevæger fra dermis til kredsløbet, hvorefter det mirgrerer direkte til leveren via blodet eller lymfen.
(2). Sporozoitter migrerer direkte til leveren, hvor de producerer leverschizonter:
- Der kommer kun én parasit ind i hver hepatocyt, og dette medfører dannelsen af merozoitter.
- Denne udvikling i leveren er asymptomatisk.
- Efter 1-4 ugers inkubationstid forlades leveren, og blodbanen inficeres.
(3). Merozoitter frigøres og invaderer erythrocytter:
- Merozoitterne bruger hæmoglobin som næring.
(4). Merozoitter udvikler sig til trophozoitter:
- Dette foregår i erythrocytten
(5). Trophozoitter formerer sig aseksuelt og producerer nye merozoitter:
- Når antallet af merozoitter er blevet tilstrækkeligt stort, så brister erythrocytten, hvilket frigiver merozoitter til blodplasma, der muliggør inficering af flere/andre erythrocytter.
(6). Nogle merozoitter omdannes til gametocytter.
(7). Hunmyg optager gametocytter, og den seksuelle cyklus starter påny.
Hvilke parasitter er årsag til malaria?
Plasmodier (blodprotozoer):
- Plasmodium falciparum (52%)
- Plasmodium vivax (34%)
- Plasmodium ovale (10%)
- Plasmodium malariae (4%)
Hvordan overføres malaria?
Malaria overføres mellem mennesker ved stik med malariamyggen: Anopheles sp.
Beskriv symptomerne og de kliniske tegn på malaria
Symptomer og kliniske tegn på malaria kan variere afhængigt af sværhedsgraden af infektionen, typen af malariaparasit involveret og den generelle helbredstilstand hos den inficerede person. De mest almindelige symptomer og tegn på malaria inkluderer:
- Feber: Den mest almindelige og tidlige symptom på malaria er en høj feber, der ofte optræder i anfald med perioder med intens feber, der veksler med perioder med normal kropstemperatur.
- Kulderystelser: Kulderystelser og skælven kan følge efter feberen og ledsage infektionens anfaldsfase.
- Hovedpine: Alvorlig hovedpine er en hyppig følgesvend til malaria.
- Træthed og svaghed: Malaria kan forårsage betydelig træthed og svaghed, der kan vedvare, selv når feberen aftager.
- Muskelsmerter: Muskel- og ledsmerter er almindelige og kan være meget smertefulde.
- Kvalme og opkastning: Malaria kan forårsage kvalme og opkastning, hvilket kan føre til dehydrering.
- Diarré: Nogle former for malaria kan medføre diarré, hvilket yderligere øger risikoen for dehydrering.
- Anæmi: Langvarig infektion med malariaparasitten kan forårsage anæmi (lavt antal røde blodlegemer), hvilket kan føre til bleg hud og træthed.
- Bevidsthedsændringer: I alvorlige tilfælde kan malaria føre til forvirring, nedsat bevidsthed og kramper.
Plasmodium falciparum:
- Inkubationsperiode 7-10 dage
- Tidlige influenzasymptomer (daglige kulderystelser, feber, kvalme, opkast og diarré)
- Herefter varer parioder med symptomer 36-48 timer.
Plasmodium vivax og Plasmodium ovale:
- Inkubationsperiode 10-17 dage
- Herefter svage influenzasymptomer (hovedpine, muskelsmerter, nedsat appetit, kvalme og opkastninger)
- Med tiden hvor flere erythrocytter ødelægges medføres toksisk cellulær debri.
- Forværringer kommer oftest hver 48. time.
Plasmodium malariae:
- Inkubationsperiode 18-40 dage
- Herefter influenzasymptomer
- Feber forekommer ca. hver 72. time.
Beskriv cold stage, hot stage og sweating stage ved en malariainfektion
De forskellige stadier af et malariainfektionsanfald opstår som følge af den komplekse livscyklus for malariaparasitten i menneskekroppen.
Cold Stage:
- Kulderystelser og kropsrysten i cold stage er en reaktion på, at parasitterne invaderer de røde blodlegemer.
- Parasitten trænger ind i erytrocytterne, hvilket udløser en immunrespons og øger produktionen af inflammatoriske mediatorer som interleukin-1 (IL-1) og tumor nekrose faktor (TNF).
- Denne immunrespons fører til ændringer i kropstemperaturen og kulderystelser som forsøg på at øge kropstemperaturen for at bekæmpe parasitten.
Hot Stage:
- Hot stage begynder, når parasitterne inde i de inficerede erytrocytter begynder at formere sig og frigive enzymer og toksiner.
- Disse toksiner og parasittens produkter udløser en stærk immunreaktion i kroppen.
- Høj feber, hovedpine og andre symptomer opstår som følge af immunsystemets forsøg på at nedkæmpe parasitterne og begrænse deres vækst.
Sweating Stage:
- Sweating stage indtræffer, når kroppen begynder at nedkøle sig selv ved at producere sved og sænke kropstemperaturen.
- Dette markerer normalt afslutningen af et malariainfektionsanfald.
Forklar, hvordan man stiller diagnosen malaria
Blodudstrygningstest er en vigtig metode til at diagnosticere malaria ved at undersøge blodprøver under et mikroskop.
Hvis malariaparasitter er til stede, vil laboratoriepersonalet identificere dem og bestemme arten af parasitten (Plasmodium falciparum, Plasmodium vivax, Plasmodium ovale eller Plasmodium malariae).
Negativ blodudstrygningstest på 3 følgende dage udelukker malaria.
Differentialdiagnoser:
- Malaria kan ligne bakteriel sepsis, men diagnosen findes på baggrund af rejseanamnesen.
Gør rede for malariaprofylakse
Insektbeskyttelse:
- Myggenet: Sove under myggenet behandlet med insektmidler, især om natten.
- Myggebalsam: En type topisk hudprodukt, der er designet til at beskytte huden mod myggestik og andre insektbid.
Medicinsk profylakse:
- Tag receptpligtig medicin til malariaprofylakse som foreskrevet af en læge. Typen af medicin afhænger af området, hvor man rejser, og individuelle faktorer. Nogle almindelige medicin inkluderer chloroquin, malarone og lariam.
Beskriv behandling af malaria
Behandlingen bestemmes ud fra typen af plasmodium:
Plasmodium falciparum:
- Førstevalg er oral artemisin
- Alternativt kan quinine, mefloquine eller doxycyclin anvendes
Plasmodium vivax, ovale og malariae:
- Førstevalg er oral hydrocychloroquin eller chloroquin
- Alternativt kan artemether eller lumefantrin anvendes
