Legionella Flashcards
Angiv generelle karakteristika ved Legionella pneumophila
Legionella pneumophila er den mest almindelige årsag til legionellose, en type lungebetændelse, der ofte kaldes Legionnaires’ sygdom.
Gram-negativ stavbakterie: Legionella pneumophila tilhører bakteriegruppen af Gram-negativer, hvilket betyder, at den ikke bevarer den farve, når den udsættes for en Gram-farvning.
Intracellulær parasitisme: Legionella pneumophila er en fakultativ intracellulær parasit, hvilket betyder, at den kan inficere og reproducere sig inde i celler. Det præferentielle mål for infektion er alveolære makrofager i lungerne.
Miljøforekomst: Bakterien findes i vandmiljøet, især i ferskvandsreservoirer, søer og floder. Den kan også overleve i kunstige vandmiljøer, såsom køletårne, vandvarmere, og klimaanlæg.
Motilitet: Legionella pneumophila er ikke motil, hvilket betyder, at den ikke har evnen til at bevæge sig aktivt.
Krævende vækstbetingelser: Legionella pneumophila er en krævende bakterie, der trives ved høje temperaturer (optimal vækst ved 35-37 °C) og har brug for en række næringsstoffer, herunder jern og L-cystein.
Unencapsulated: Naturligt set er Legionella pneumophila ikke kapslet, hvilket adskiller den fra nogle andre bakterier, der kan have en beskyttende kapsel omkring dem.
Beskriv epidemiologien af Legionella pneumophila
Kilder til infektion:
- Vandmiljøet: Legionella pneumophila findes naturligt i ferskvandsmiljøer, såsom søer, floder og damme. Bakterien trives især i varmt vand og kan opretholde sin levedygtighed i kunstige vandsystemer som køletårne, vandvarmere og komplekse vandforsyningssystemer.
Sæsonmæssig og geografisk forekomst:
- Sæsonmæssig variation: Legionellose-sygdomme, især Legionnaires’ sygdom, er ofte mere udbredte i varme sommer- og efterårsmåneder. Dette kan skyldes øget vækst af Legionella i varmt vand og øget brug af køletårne og klimaanlæg.
- Geografisk variation: Forekomsten kan variere regionalt og er ofte knyttet til lokale forhold og infrastruktur.
Transmission:
- Aerosolindånding: Infektion sker hovedsageligt ved indånding af aerosoler, der indeholder Legionella, fra forurenet vand eller kunstige vandsystemer.
- Andre eksponeringsruter: Selvom aerosolindånding er den mest almindelige transmissionsvej, kan infektion også forekomme ved andre eksponeringsruter, f.eks. ved at svømme i forurenet vand.
Overlevelse i vandbehandling:
- Klorresistens: Legionella pneumophila er kendt for at være tolerant over for klor, et almindeligt anvendt desinfektionsmiddel i vandbehandling. Dette gør det udfordrende at eliminere bakterien fra vandsystemer.
Beskriv patogenesen af Legionella pneumophila
Indånding af aerosoler: Infektionen starter ofte med, at en person indånder aerosoler, små dråber eller partikler, der indeholder Legionella pneumophila. Dette kan forekomme, når kontamineret vand forstøves i luften, som f.eks. ved brug af køletårne, brusere, eller boblebade.
Infektion af alveolære makrofager: Efter indånding når Legionella pneumophila lungerne, hvor den primært inficerer alveolære makrofager. Makrofager er immunceller, der normalt spiller en rolle i at bekæmpe infektioner, men Legionella pneumophila formår at overleve og reproducere sig inde i disse celler.
Undvigelse af fagocytose: Selvom makrofager fagocyterer L. pneumophila, mislykkes den resulterende fagosom med at fusionere med en lysosom. I stedet formerer organismerne sig inden i det beskyttede miljø af fagosomet, indtil cellen brister og frigiver en ny portion bakterier.
Replikation og spredning: Bakterien reproducerer sig inde i makrofager og bruger værtsorganismens cellulære maskineri til at øge dens egen replikation. Legionella pneumophila har også evnen til at forhindre makrofagen i at aktivere en respons, der normalt ville ødelægge bakterien.
Inflammatorisk respons: Infektionen udløser en inflammatorisk respons, hvilket fører til symptomer på lungebetændelse. Den inflammatoriske respons kan også føre til alvorlige komplikationer, især hos personer med nedsat immunforsvar eller andre underliggende helbredsproblemer.
Spredning til andre organer: I nogle tilfælde kan Legionella pneumophila sprede sig fra lungerne til andre organer, hvilket kan forårsage ekstra komplikationer og symptomer.
Beskriv den kliniske signifikans af Legionella pneumophila
Legionellaceae forårsager primært infektioner i luftvejene. Der er to klart forskellige præsentationer: Legionærsygdom (LD) og Pontiac-feber.
- Værtsorganismens cellulære immunstatus spiller en afgørende rolle i at bestemme, hvilken manifestation der vil forekomme. Immunsupprimerede patienter har større sandsynlighed for at udvikle alvorlig lungebetændelse ved infektion med Legionella, mens Pontiac-feber næsten altid ses hos ellers raske individer.
Legionærsygdom: Inkubtionstid på 2-10 dage
- Alvorlig lungebetændelse: Legionærsygdom præsenterer sig som en atypisk og alvorlig form for akut lobar lungebetændelse, der kan have en høj dødelighed, især hos sårbare befolkningsgrupper som ældre mennesker eller personer med underliggende sundhedsproblemer.
- Multisystemiske symptomer: Udover luftvejssymptomer kan LD medføre multisystemiske symptomer, herunder feber, muskelsmerter, hovedpine og andre generelle sygdomstegn.
- Nosokomiale udbrud: Udbrud af Legionærsygdom er blevet registreret, især i sundhedsfaciliteter som hospitaler, hvor kontaminerede vandsystemer kan spille en rolle.
Pontiac-feber:
- Influenza-lignende sygdom: Pontiac-feber er en mildere form for Legionella-infektion og karakteriseres ved en influenzalignende sygdom, der normalt ikke involverer lungebetændelse.
- Selvbegrænsende: Symptomerne ved Pontiac-feber er typisk selvbegrænsende, og de fleste patienter kommer sig fuldstændigt uden specifik behandling inden for en uge.
Risikofaktorer:
- Sårbar befolkning: Personer med høj alder, rygning, kroniske lungesygdomme, nedsat immunforsvar på grund af sygdom eller behandling, nyresygdom eller diabetes har øget risiko for at udvikle alvorlige former for Legionella-infektioner.
Hvordan diagnosticeres Legionella pneumophila infektioner?
Påvisning af Legionella-DNA ved PCR på nedre luftvejsmateriale (ekspektorat eller trakealsug) hos patient med pneumoni - svælgpodning kan ikke anvendes.
- PCR på sekret fra de nedre luftveje er første valg med en sensitivitet på 80-100 % og en specificitet nær 100%
- Svar i løbet af 1-2 døgn, afhængig af rutinen hos den pågældende mikrobiologiske afdeling
Legionella urinantigen-test (LUT) er diagnostisk, men detekterer hovedsaligt L. pneumophila serogruppe 1, hvorfor PCR på nedre luftvejsmateriale er første valg.
- Er en hurtig og enkel test, som påviser en komponent af bakteriens lipopolysaccharid med en specificitet nær 100 %
- Påviser som hovedregel kun L. pneumophilia serotype 1, der udgør cirka 60 % af alle dyrkningsverificerede tilfælde i DK.
Dyrkning på specialmedier (som supplement til PCR-undersøgelse)
- Er “guld-standarden” med 100 % specificitet, men med variabel sensitivitet afhængig af prøvemateriale og højest for sekret fra nedre luftveje og for Bronko-Alveolær Lavage (BAL)-væske
- Tillader diagnostik af andre serotyper end L. pneumophilia serotype 1 og af andre Legionella-arter
Legionella-pneumoni kan ikke nødvendigvis skelnes klinisk fra andre former for bakteriel pneumoni.
Beskriv behandling af Legionella pneumophila infektioner
Makrolider, såsom erythromycin eller azithromycin, er førstevælgsmedicin til Legionærsygdom (LD). Doxycyclin og Fluoroquinoloner er også effektive.
- Behandlingsvarighed er 1-3 uger afhængig af sværhedsgrad
Pontiac-feber behandles normalt symptomatisk uden antibiotika.
