Malabsorption Flashcards
Hvad er malabsorption?
Malabsorption er en tilstand, hvor kroppen har svært ved at absorbere næringsstoffer fra den føde, der indtages i tarmen.
Når en person lider af malabsorption, kan det resultere i manglende optagelse af essentielle næringsstoffer som proteiner, kulhydrater, fedtstoffer, vitaminer og mineraler.
- Dette kan føre til ernæringsmæssige mangler og en række symptomer, herunder vægttab, træthed, diarré, mavesmerter og generel svækkelse.
Malabsorption kan være forårsaget af forskellige tilstande, såsom cøliaki, inflammatorisk tarmsygdom, pancreas insufficiens, galdeblæresygdomme og mere.
Hvad er forskellen på maldigestion og malabsorption?
Maldigestion refererer til manglende funktion af de kemiske fordøjelsesprocesser, der finder sted i tarmens lumen eller ved børstesømmen i tyndtarmen.
- Generelt skyldes maldigestion imidlertid manglende evne til at producere enzymer, såsom bugspytkirtellipase eller tarmens lactase, som er nødvendige for fordøjelsen.
- Utilstrækkelig udskillelse af galde og utilstrækkelig reabsorption af galde i ileum bidrager også til maldigestion.
Malabsorption referer til manglende evne i tarmvævet til at absorbere (transportere) de fordøjede næringsstoffer.
- Malabsorption er resultatet af beskadigelse af tarmvævet forårsaget af gastrisk eller intestinal resektion, vaskulære lidelser eller tarmsygdom.
Ofte er maldigestion og malabsorption indbyrdes forbundet eller forekommer sammen, hvilket gør klassifikation vanskelig.
Hvad afhænger absorption af?
Absorption af føden afhænger af:
- Præepithelial malabsorption: Dette refererer til forhold eller faktorer, der påvirker tilstedeværelsen af luminale faktorer såsom galde og pancreasenzymer.
- Epithelial malabsorption: Dette opstår, når der er problemer med tarmens epitelvæv, der forhindrer effektiv absorption af næringsstoffer eller defekte børstesømsenzymer.
- Postepithelial malabsorption: Dette refererer til problemer, der opstår efter, at næringsstoffer er blevet absorberet gennem tarmens epitelvæv. Dette kan omfatte problemer med blodforsyningen og lymfedrænagen.
- Andre: Tarmpassagetiden
Hvilke symptomer og fund ses ofte ved malabsorption?
Symptomer og fund er oftest diaré og/eller vægttab samt varierende grader af biokemisk malabsorption.
Gør rede for pancreasinsufficiens som årsag til præepithelial malabsorption
Pancreasenzymer (lipase, amylase, trypsin, chymotrypsin) er nødvendige for fordøjelsen af proteiner, kulhydrater og fedt.
Pancreasinsufficiens referer til den utilstrækkelige produktion af disse enzymer af pancreas.
- Årsager til pancreasinsufficiens inkluderer kronisk pankreatitis, pancreas carcinom, pancreas resektion og cystisk fibrose.
Der skal ske betydelig skade på eller tab af funktionelt pancreasvæv, før enzymniveauerne falder tilstrækkeligt til at forårsage maldigestion.
Selvom pancreasinsufficiens resulterer i en dårligere fordøjelse af alle næringsstoffer, er fedtmaldigestion det primære problem.
- Spytamylase og enzymer udskilt af tarmens børstesøm hjælper nemlig med fordøjelsen af kulhydrater og proteiner.
Fraværet af pancreatisk bikarbonat i duodenum og jejunum resulterer i en sur pH, der forværrer maldigestion ved at forhindre aktivering af de pancreasenzymer, der er til stede.
En stor mængde fedt i afføringen (steatorrhea) og vægttab er de mest almindelige tegn på pancreasinsufficiens.
- Tilskud af lipase er normalt en effektiv behandlings.
Gør rede for mangel på galdesalte som årsag til præepithelial malabsorption
Konjugerede galde syrer (galdesalte) er nødvendige for fordøjelsen og optagelsen af fedtstoffer. Galdesalte konjugeres i galde, der syntetiseres fra kolesterol og udskilles fra leveren.
Når galde indtræder i duodenum, forener galdesalte sig med fedtsyrer og monoglycerider for at danne miceller.
Micelldannelse gør fedtmolekyler mere opløselige og tillader dem at passere gennem det ubevægelige lag ved børstesømmen af de små tarmvilli.
- En minimumskoncentration af galdesalte, kaldet den kritiske micellekoncentration, kræves for at tillade dannelse af miceller.
- Derfor resulterer tilstande, der mindsker produktionen eller udskillelsen af galde, i formindsket micelledannelse og fedtmalabsorption.
Disse tilstande inkluderer alvorlig leversygdom, der mindsker produktionen af galdesalte; blokering af den fælles galdekanal (choledocholithiasis), der mindsker strømmen af galde ind i duodenum; tarmsvigt (manglende motilitet), der tillader overvækst af tarmbakterier, der dekonjugerer galdesalte; og sygdomme i ileum, der forhindrer reabsorption og genanvendelse af galdesalte (enterohepatisk cirkulation).
Kliniske manifestationer af galdesaltmangel er relateret til dårlig tarmabsorption af fedt og fedtopløselige vitaminer (A, D, E og K). Øget fedt i afføringen (steatorrhea) fører til diarré og fald i plasmaproteiner.
Tab af fedtopløselige vitaminer og deres virkninger inkluderer følgende:
- Mangel på vitamin A resulterer i natteblindhed.
- Mangel på vitamin D resulterer i nedsat calciumoptagelse med knogledemineralisering (osteoporose), knoglesmerter og frakturer.
- Mangel på vitamin E har usikre virkninger, men kan forårsage testikelatrofi og neurologiske defekter hos børn.
- Mangel på vitamin K forlænger protrombintiden og fører til spontan udvikling af purpura (blå mærker) og petekkier.
Den mest effektive behandling af mangel på fedtopløselige vitaminer er at øge mængden af mellemkædede triglycerider i kosten, f.eks. ved at bruge kokosolie til madlavning.
- Vitamin A, D og K gives parenteralt.
Gør rede for bakteriel overvækst som årsag til præepithelial malabsorption
Bakteriel overvækst i tarmen, også kendt som bakteriel overvækstsyndrom (Small intestinal bacterial overgrowth/SIBO), kan forårsage malabsorption af næringsstoffer. Dette sker, når der er en ubalance i tarmens normale bakteriepopulation, og skadelige bakterier formerer sig i overflod i tyndtarmen.
Konkurrence om næringsstoffer: De ekstra bakterier, der formerer sig i tyndtarmen, konkurrerer med tarmens normale absorptionsprocesser om næringsstoffer som vitaminer og mineraler. Dette betyder, at næringsstoffer muligvis ikke absorberes ordentligt, hvilket kan føre til malabsorption.
Skade på tarmvæggen: De skadelige bakterier i tyndtarmen kan forårsage skade på tarmvæggen. Dette kan resultere i betændelse og erosion af tarmens slimhinde, hvilket reducerer tarmens evne til at absorbere næringsstoffer.
Forstyrrelse af tarmpassagen: Bakteriel overvækst kan føre til forstyrrelse af tarmbevægelser (motilitet), hvilket kan forhindre, at fødevarer bevæger sig gennem tarmen normalt. Dette kan yderligere forhindre optimal næringsstofabsorption.
Symptomer på bakteriel overvækst og malabsorption kan omfatte diarré, oppustethed, mavesmerter, vægttab og ernæringsmæssige mangler, da kroppen ikke får de nødvendige næringsstoffer fra fødevarerne.
Diagnosen stilles normalt ved hjælp af 13C-åndedrætsprøver eller bakteriekulturer fra tyndtarmen, og behandlingen kan omfatte antibiotika og kosttilpasninger for at genoprette tarmens balance.
Gør rede for laktasemangel som årsag til præepithelial malabsorption
Mangel på disaccharidase ved villus’ børstesøm i tyndtarmen skyldes en medfødt defekt i lactasegenet.
Mangel på lactase hæmmer nedbrydningen af lactose (mælkesukker) til monosaccharider og forhindrer dermed fordøjelse og optagelse af lactose gennem tarmvæggen.
- Lactasemangel er mest udbredt hos personer med afrikansk afstamning.
- Lactaseproduktionen går tabt før voksenalderen hos voksne med lactoseintolerance af den voksne type.
- Sekundær (erhvervet) lactasemangel kan udløses af flere tarmsygdomme, herunder glutenfølsom enteropati, enteritis og bakteriel overvækst.
Medfødt lactasemangel forårsager vandig diarré hos spædbørn, der indtager modermælk eller mælkeprodukter indeholdende lactose.
Den ufordøjede lactose forbliver i tarmen, hvor bakteriel fermentering producerer gasser. Ufordøjet lactose øger også det osmotiske gradient i tarmen, hvilket forårsager irritation og osmotisk diarré.
Kliniske manifestationer ved indtagelse af lactose med lactasemangel omfatter oppustethed, kramper, diarré og flatulens.
Sygdommen diagnosticeres ved genetisk test, en lactose-hydrogenåndeprøve, diætisk ophør med lactose, eller sjældent en biopsi af tyndtarmen.
- At undgå mælkeprodukter og overholde en laktosefri kost lindrer symptomerne.
Gør rede for cøliaki som årsag til epithelial malabsorption
Cøliaki er en kronisk autoimmun lidelse i fordøjelsessystemet, som udløses af indtagelse af gluten, et protein, der findes i hvede, rug, byg og deres derivater. Cøliaki påvirker primært tyndtarmen og kan forårsage forskellige symptomer og komplikationer, når gluten indtages af en person med genetisk disposition for sygdommen.
Patogenese:
- Nedbrydning af gluten ved enzymer i tarmen producerer et 33-aminosyre peptid kaldet gliadin, der er resistent over for yderligere proteolyse.
- Gliadin deamideres af vævstransglutaminase i lamina propria, hvilket øger bindingen til HLA-DQ2 og HLA-DQ8 klasse II MHC-molekyler, der er udtrykt på antigen-præsenterende celler.
- Dette tillader gliadin at blive præsenteret for CD4+ T-celler, der aktiveres og producerer cytokiner som interferon-gamma, der sandsynligvis bidrager til vævsskader og karakteristisk mucosal histopatologi.
- Dette følges af en antistofreaktion, der fører til produktion af antistoffer mod vævstransglutaminase , deamideret gliadin og endomysium.
- Der er også en ophobning af CD8+ celler, der ikke er specifikke for gliadin, men som kan spille en hjælpefunktion i at forårsage vævsskader.
Symptomerne på cøliaki kan variere betydeligt fra person til person og den manifesterer sig på forskellige måder afhængigt af alderen ved debut:
- Hos børn begynder symptomer ofte mellem 6 og 24 måneder efter introduktion af gluten i kosten og omfatter irritabilitet, abdominal oppustethed, tab af appetit, diarré, væksthæmning og vægttab.
- Ældre børn har en tendens til at præsentere med abdominal smerte, kvalme, opkastning og forstoppelse. Der kan også være en karakteristisk kløende, blisterlignende hudlæsion kaldet dermatitis herpetiformis hos nogle patienter.
- Hos voksne manifesterer cøliaki sig mest almindeligt mellem 30 og 60 års alder med symptomer som anæmi, diarré, oppustethed og træthed. Nogle voksne har atypiske præsentationer, og nogle kan have stille cøliaki, hvilket betyder, at de har positive serologiske test og tarmvilli atrofi uden symptomer.
Diagnose:
- Diagnosen cøliaki involverer normalt serologiske test for antistoffer mod vævstransglutaminase, deamideret gliadin og endomysium. Derefter kan en tarmbiopsi udføres for at vurdere graden af tarmvilli-skade og bekræfte diagnosen.
Behandling:
- Den primære behandling for cøliaki er en livslang glutenfri diæt. Dette fører normalt til symptomlindring og helbredelse af tarmslimhindeskader. Det er vigtigt at undgå krydsforurening af fødevarer med gluten.
- Det er også vigtigt at bemærke, at patienter med cøliaki har en øget risiko for visse typer tarmkræft, såsom enteropati-associeret T-celle-lymfom, og derfor bør de have regelmæssig overvågning og opfølgning med sundhedspersonale.
Definer tarmsvigt
Tarmsvigt kan defineres som behov for tilførsel af parenteral væske/ernæring for at opretholde en god helbredstilstand.
Hvilke typer af tarmsvigt findes?
Tarmsvigt kan defineres som behov for tilførsel af parenteral væske/ernæring for at opretholde en god helbredstilstand, og kan inddeles i tre typer;
- Type 1: Kortvarig, selvlimiterende og ofte perioperativ. Ses specielt på abdominalkirurgiske afdelinger. Nogle behandles også kortvarigt på intensiv afdeling.
- Type 2: Metabolisk ustabile patienter, som kræver parenteral ernæring/væske over længere tid (> 2 uger). Ofte associeret med sepsis, kompliceret abdomen med fistel og multiorganpåvirkning. Kræver ofte længerevarende ophold på intensiv afdeling.
- Type 3: Kronisk tilstand som kræver længerevarende parenteral ernæring.
Hvilke fem patofysiologiske tilstande kan føre til tarmsvigt
Tarmsvigt kan klassificeres i fem større patofysiologiske tilstande, der kan opstå fra forskellige gastrointestinale eller systemiske sygdomme:
- Korttarmsyndrom
- Tarmfistel
- Tarm dysmotilitet
- Mekanisk obstruktion af tarmen
- Omfattende slimhindedegeneration af tyndtarmen
Hvad er tarmresektion?
Tarmresektion er en kirurgisk procedure, hvor en del af tarmen fjernes. Denne procedure udføres af forskellige årsager, herunder behandling af tarmtumorer, inflammatoriske tarmsygdomme som Morbus Crohn og Colitis Ulcerosa, tarmobstruktioner, tarmfistler, divertikulitis og visse tilfælde af korttarmsyndrom. Formålet med tarmresektion er at fjerne den syge eller beskadigede del af tarmen for at forbedre patientens helbred og lindre symptomerne.
Beskriv en hydrogen åndedrætstest for undersøgelse af kulhydrat malabsorption
En hydrogen åndedrætstest, også kendt som en kulhydratmalabsorptionstest, er en diagnostisk test, der anvendes til at vurdere, om en person har problemer med at absorbere kulhydrater, især disaccharider, som er sukkerarter bestående af to enkle sukkerenheder.
- Testen udføres normalt for at identificere malabsorption af specifikke sukkerarter som laktose (mælkesukker) eller saccharose (almindeligt sukker).
Patienten indtager en bestemt mængde af den pågældende sukkerart, f.eks. laktose eller saccharose. Dette gøres normalt ved at drikke en opløsning, der indeholder den pågældende sukkerart.
Efter sukkerindtaget begynder fordøjelsesprocessen, og hvis malabsorption opstår, vil sukkeret nå tyktarmen. I tyktarmen vil bakterier fermentere sukkeret, hvilket resulterer i produktionen af brintgas som en biprodukt. Den producerede brint absorberes i blodbanen og transporteres til lungerne, hvor den udskilles under udånding.
En brint åndedrætstestenhed bruges til at måle mængden af brint i udåndet luft. Dette gøres normalt ved at puste ind i en speciel maske eller et rør, der er tilsluttet testapparatet. Prøver af ånde tages normalt før indtagelsen af sukker og derefter med jævne mellemrum i løbet af de næste 2-4 timer.
Resultaterne af testen evalueres for at bestemme, om der er en øget mængde brint i udåndet luft i forhold til baseline (før sukkerindtag). En signifikant stigning i brintniveauer indikerer, at sukkeret ikke blev ordentligt absorberet i tyndtarmen og nåede tyktarmen, hvor det blev fermenteret af bakterier.
Gør rede for mikroskopisk colit som årsag til postepithelial malabsorption
Mikroskopisk kolit er en tilstand, hvor der opstår inflammation i tarmen, især i tyktarmen (colon). Denne inflammation er typisk mikroskopisk, hvilket betyder, at den ikke er synlig ved konventionelle endoskopiske undersøgelser, og den påvirker primært det indre lag af tarmen, kaldet epithelcellerne.
- Mistanken om mikroskopisk kolit bekræftes ved biopsi af colon ascendens samt descendens.
Epithelcellerne i tarmen spiller en afgørende rolle i fordøjelsen og absorptionen af næringsstoffer. De har små villi og mikrovilli, som øger overfladearealet i tarmen, og de er ansvarlige for at absorbere næringsstoffer som proteiner, fedtstoffer, kulhydrater, vitaminer og mineraler fra fordøjelseskanalen ind i blodbanen.
Ved mikroskopisk kolit er det inflammatoriske respons målrettet mod epithelcellerne i tarmen. Denne inflammation kan skade epithelcellerne, hvilket resulterer i ændringer i deres struktur og funktion. Dette kan føre til en nedsat evne til at absorbere næringsstoffer fra fordøjelseskanalen, hvilket resulterer i malabsorption.
Malabsorption forårsaget af mikroskopisk kolit kan føre til symptomer som kronisk vandig diarré, vægttab, træthed, vitamin- og mineralmangler samt andre tegn på næringsstofmangel.
- Det forekommer hyppigst hos midaldrende kvinder (80%).
Behandlingen indebærer brugen af budesonid i 4 uger, efterfulgt af en gradvis nedtraåning over 4-8 uger, og dette er effektivt i de fleste tilfælde.
- Forløbet af mikroskopisk kolit. ergodartet, og risikoen for tarmkræft er ikke højere end i den normale befolkning.
Angiv kliniske, biokemiske histopatologiske og hæmatologiske forandringer for kalorier, fedt, protein, kulhydrat, vitamin B12, folsyre, vitamin B, jern, calcium + vitamin D, vitamin A og vitamin K.
