6. Legalitetsprincippet, herunder lovfortolkning og henholdsvis skærpet og lempet hjemmelskrav Flashcards
UFR. 1976.45 (Revisorregisteret)
Vedrører revisors ret til at blive optaget i revisorregistret over statsautoriserede revisorer. Krav, som ansøger ikke opfyldte.
Man mente, grundet forholdene, at han kunne være omfattet af reglerne.
Ansøgers udvidende fortolkning har ikke støtte i loven.
Med udgangspunkt i ordlyden og motiverne, som var meget specifikke (og som han ikke passede ind under).
Der var derfor ikke belæg for en udvidende fortolkning, og revisoren fik ikke ret til at blive optaget i det her register - selvom det kunne virke ulogisk. Sagen viser, at jo mere specifikke de her lovmotiver er, desto større vægt/betydning tillægges.
Eksempel på udvidende fortolkning
UFR 1985.122 (Tatovør Hvolby)
Ifølge momsloven fritages nogle erhvervsvirksomheder fra at betale moms – bl.a. ”anden kunstnerisk virksomhed”. En tatovør mente, at tatoveringer indgik under kunst og ønskede derfor at undgå momsbetaling.
I overensstemmelse med lovens formål, valgte Højesteret at fortolke undtagelsesbestemmelsen så indskrænkende som muligt, da loven ellers ikke ville kunne opfylde sit formål.
Eksempel på indskrænkende fortolkning
UFR. 1977.872 (Kasernedommen)
En person har uddelt anti-militarisk materiale i en afstand af under 100 m. fra kasernen på Langelandsgade – de idømmes bøde af byretten, som finder, at uddelingen strider imod § 12 stk. 3 i politivedtægten. Byretten mener ikke, at dette er i strid med Grundlovens § 77 om ytringsfrihed, da der er tale om et lille område, som forbuddet gælder på. Dommen ankes til landsretten, som mener, at der er tvivl om hjemlen.
Det skyldes, at der ikke er nogen grund til at tro, at uddelingen vil forstyrre den offentlige orden mere på det pågældende sted, end hvis det var sket alle andre steder. Landsretten finder derfor, at ordensmæssige og disciplinære hensyn ikke kan begrunde unødvendig begrænsning i adgangen til udbredelse af meninger, hvorfor de tiltalte frikendes.
Skærpet hjemmelskrav fordi der er tale om straf
UFR. 1940.644 (Luftkaptajnen)
Subjektiv fortolkning der beror på en analogi
Eksempel på betydningen af skiftende fortolkningsmetode i samme sag
Det er altså primært en subjektiv fortolkning.
En luftkaptajn indordnes de samme regler, der gælder for skibskaptajner - skibets havn anses som arbejdssted → gør sig også gælende for luftkaptajn
UFR.1962.554 (Pølsestadet)
P havde af magistraten M fået tilladelse til at have pølsestade på Nørrevold. Ifølge kommunens regulativ for raden over gadeareal kunne tilladelsen tages tilbage med 1 års varsel og inddrages, hvis forholdene gjorde det nødvendigt, dog at der i så fald om muligt skulle gives 1 måneds varsel.
Den 31. maj 1960 meddelte M, at P’s stade for fremtiden skulle være delestade, at hans stade derfor inddroges fra 1. juli 1960 og at han fra da af kunne få halv stade. Delingen, der var sket for at skaffe endnu en person indtægt fandtes ikke at kunne betegnes som et nødvendigt skridt, jfr. vedtægten og M’s afvisningspåstand kunne derfor ikke tages til følge. M fandtes at burde have givet P 1 års varsel, og dømtes derfor til at betale P en erstatning på 5000 kr
Proportionalitet og Nødvendigt indgreb
LR fandt ikke at betingelsen om nødvendighed var opfyldt (Som muliggør undtagelse for hovedreglen, som var at der skal gives 1 års varsel)
Proportionalitetsprincippet illustreres således ved, at der burde være givet et varsel på et år frem for 1 måned, idet at undtagelsen fra hovedreglen om 1 års varsel kræver særlige og nødvendige omstændigheder.
Intensitetsbetragtning → Skærpet hjemmelskrav?
Der er tale om et indgreb i P’s hovederhvervsmulighed
Den hurtige inddragelse med kort varsel udgør en byrde for P, da han mister en væsentligt del af sin indtægt. Dette påviser han også i retten.
Påvirker hovederhverv, et område med skærpet hjemmelskrav
Det var nok ikke hensigten at have en vidtgående fortolkning med ordet “nødvendigt”. Hovedreglen er, at der skal være 1 års varsel → undtagelsen kræver særlige vilkår og omstændigheder.
Hvor “nødvendigt” er det så egentligt at fratage en borger dele af sin indtægt til fordel for en anden borgers forretningsmulighed?
UFR.1979.660 (Detentionsanbringelse)
M indfandt sig omkring midnat på en politistation i en sådan tilstand, at han efter politiets skøn - udøvet på grundlag af en erklæring fra en tilkaldt læge - kunne være til fare for sig selv og muligt for andre.
Tvangstilbageholdelsen af M i detentionen fandtes hjemlet ved (den nu udgåede/historiske) retsplejelovens § 108 stk. 1 og fandtes efter oplysningerne om M’s tilstand at have været rimeligt begrundet og ikke udstrakt længere end påkrævet.
Politimesteren blev frifundet for M’s krav om erstatning. (Dissens for at anse tilbageholdelsen for hjemlet i nødretlige betragtninger)
Straf: Straffelovens § 1: “Straf kan kun pålægges for et forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved lov, eller som ganske må ligestilles med et sådant.”
Der er et skærpet hjemmelskrav ved straf, blandt andet ifbm. indgreb i frihedsrettigheder
Retsplejeloven § 108 (historisk, gælder ikke længere, gjaldte til 2005, hvor vi fik politiloven)
Stk. 1. + 2., som beskriver at politiets opgave er at opretholde sikkerhed, fred og orden, at foretage det fornødne til forhindring af forbrydelser og til efterforskning og forfølgning af sådanne, samt at der med justitsministerens samtykke kan pålægges politiet andre opgaver.
Dette var, kombineret med en retssædvane, hjemlen der dengang blev brugt til at smide folk i detentionen
Hvorfor godkendte man dette, når der nu er skærpet hjemmelskrav?
Hensyn til samfundet + Hensyn til personerne selv, der ryger i detentionen. Ofte meget berusede mennesker, så det handler også om at beskytte vedkommende mod sig selv. Det her er derfor et eksempel på modstående hensyn, og det er en kortvarig frihedsberøvelse.
Altså: Sikkerhed, kortvarig og hensyn til personen selv.
UFR.1988.731 (Bibliotekshunden)
På et kommunalt bibliotek var det forbudt at medtage hunde, hvilket var tilkendegivet ved skiltning. Dette mente Niels Hundeven ikke kunne være rigtigt. Højesteret sagde dog, at forbuddet var acceptabelt, da en offentlig institution selv kan fastsætte almindelige forskrifter for publikums adfærd på institutionens område og der ikke gjaldt særlige regler for hvordan sådanne forskrifter skulle gives. I princippet kunne bibliotekslederen derfor have fremsat en sådan anstaltsanordning on the spot (så længe det er indenfor proportionalitetsprincippet) – kundgørelse forinden er ikke nødvendigt.
Lempet hjemmelskrav
UFR.1992.284 (Køretilladelsen)
Sagsøger: Soka Spedition ApS
Sagsøgte: Direktoratet for Vejtransport
Direktoratet for Vejtransport har over 2 omgange meddelt Soka Spedition ApS, at de i en periode ikke vil behandle Sokas ansøgninger om tilladelse til international godskørsel.
1. omgang: Sokas medindehaver “A” har indsendt forfalskede tilrettede fragtbreve og er blevet dømt.
2. omgang: Sokas medindehaver “B” har indsendt ansøgninger under navnet “Birthe Hansen” for at omgå afgørelsen.
Sagsøgers argumenter:
De tidligere uregelmæssigheder (straffesagen) bør ikke få betydning for
sagen, da disse er endeligt afgjort ved sagsøgtes skrivelse af 8. april 1987.
Enhver kan agere fuldmægtig/formidler for transportørerne. Derfor burde det ikke være et problem, at der søges om turtilladelser på vegne af vognmændene i Soka.
Afgørelsen om tilladelsesstop berører transportørerne, der ikke er at bebrejde for Sokas “grove” adfærd.
Der kan ikke dokumenteres nogen administrativ praksis i lignende sager. Direktoratet har ikke siden 1984 konstateret en eneste urigtig oplysning fra Soka. En så indgribende foranstalt skal afgøres af domstolene.
Sagsøgtes argumenter:
“Vi finder, at forholdene må betragtes som særdeles groft misbrug af direktoratets regler for ansøgninger af turtilladelser”
Direktoratet behandler gerne ansøgninger fra enkelte vognmænd men ikke fra Soka Spedition. Vognmænd kan sagtens ansøge selv.
Administrativ praksis: “Hjemmelen til, som det er sket i flere tilfælde, at udelukke speditører og vognmænd, der har misbrugt reglerne, i normalt 2 år hviler på en årelang administrativ praksis, indført af ministeriet og fortsat af sagsøgte (Direktoratet for vejtransport)”
Administrativ praksis er en skønsmæssig afgørelse med saglige hensyn og udspringer ikke af et cirkulære men af materiale fra Speditørforeningen. Almindelig forvaltningsretlig lære → Der kan ikke stilles krav om udtrykkelig lovhjemmel.
Landsrettens dom
Landsretten finder, at hjemmelskravet for Direktoratet er mødt, og de har handlet lovligt. Soka skal betale 10.000 kr. for sagens omkostninger til Direktoratet.
Landsretten lægger betydelig vægt på, at B ulovligt har søgt turtilladelser i Birthe Hansens navn og derved groft har vildledt Direktoratet.
Direktoratet har ud fra almindelige forvaltningsretlige grundsætninger kunnet afvise at behandle Sokas ansøgninger.
Eventuel frifindelse af B i straffesagen har ingen betydning, da sagen ikke fratager B’s adfærd med grov vildledning af Direktoratet.
Det bestrides ikke, at udelukkelse af Soka som formidler af ansøgninger var lovlig.
Højesterets dom
Dommen ankes til højesteretten.
Højesteret finder ikke, at hjemmelskravet for Direktoratets så vidtgående administrative indgreb i Sokas erhvervsudøvelse er overholdt.
Højesteret dømmer Direktoratets afgørelse for ulovlig og ugyldig. Direktoratet skal betale Soka 25.000 for sagsomkostningerne.
Der skal være tydelig lovhjemmel ved indgreb i erhvervsudøvelse.
UFR.1995.495 (Tankstationers åbningstid)
Af loven fremgår det, at kommunalbestyrelsen efter ansøgning kan give tilladelse til forlænget åbningstid i bl.a. ”større trafikknudepunkter”. En sådan tilladelse havde Greve Kommune givet til to tankstationer ved Køgebugt motorvejen. Efter lovfortolkning fandtes det, at Greve Kommune ikke havde hjemmel til tilladelserne, hvorfor de blev kendt ugyldige, med den begrundelse at motorvejsanlæg ikke er omfattet af begrebet ”trafikknudepunkt”.
Objektiv fortolkning (ordlyden)
UFR.1997.1557 (Hegnet i klitterne)
Handlede om en bondemand, der havde jorde, der gik helt ud i klitterne. Han havde får, og han havde sat et hegn op, så fårene ikke kunne gå ud i klitterne.
Dette finder Naturstyrelsen ud af, og de mener ikke det er særlig godt, fordi fårene spiser alle gevæksterne. Han får et påbud om, at han skal få fårene flyttet og samtidig flytte hegnet. Han bygger et hegn og får fårene om på den anden side. Balladen er dog, at han lader det gamle hegn stå, da han bygger et nyt. Man pålagde ham at flytte hegnet og fjerne det gamle hegn. Bondemanden mener dog, at han har gjort, som han fik besked på. Han nægter derfor at rykke det gamle hegn ned. Der kan det konstateres, at han vinder sagen og frifindes, fordi det ikke var klart, forståeligt og tydeligt, at det gamle hegn skulle væk. Et påbud der ikke er tilstrækkeligt tydeligt, kan ikke håndhæves.
Sproglige krav
FOB. 1978.132 (Pensionssagerne)
Eksempel på ankestyrelsens begrundelse:
“ (…) Efter oplysningerne om ansøgerens helbredstilstand - og erhvervsforhold - har ankestyrelsen ikke fundet, at der er tale om invaliditet (…)”
Der beskrives IKKE de faktiske forhold i sagen. Eller relevante hovedhensyn for skøn.
Ankestyrelsen siger deres vage begrundelser skyldes: kapacitetspres, begrundelsesvanskeligheder pga. sagens beskaffenhed og hensyn til borgeren
Ombudsmanden: De skal tage deres praksis op til behandling
→ Manglende begrundelse kan ulovliggøre afgørelser, men de blev ikke ugyldige.
UFR. 1958.868 (Agnete Hansen)
Kommunalvæsen – Funktionærer - Eksempel på Fagforeningsmagtfordrejning
Aarhus kommune, K, der havde overenskomst med Dansk Handels- og Kontormedhjælperforbunds Aarhus afdeling, H.K., om, at K’s kontorister skulle være medlemmer af deres fags arbejdsløshedskasse, ansatte fru H som timelønnet halvdagsbeskæftiget kontorassistent på kommunehospitalet.
Fru H indmeldte sig i H.K.’s arbejdsløshedskasse, men nægtede at efterkomme H.K.’s opfordringer ti at indmelde sig i forbundet. H.K. m. fl. henvendte sig derefter til K med krav om fru H’s afskedigelse, idet man henviste til, at der var opstået uro blandt hospitalets personale, og at dette – som det erkendtes, ulovligt – ville nedlægge arbejdet. K afskedigede derefter fru H med 3 måneders varsel. Denne opsigelse ansås under de foreliggende forhold ulovlig, og der tilkendtes fru H, hvis ansættelse hos K efter karakteren af hendes stilling fandtes ophørt i henhold til opsigelsen, en erstatning hos K
FOB: Idet ansættelse og afskedigelse af funktionærer til udførelse af hospitalets arbejde må anses som et led i kommunens offentligretlige funktioner, og idet kommunen i så henseende efter almindelige retsgrundsætninger må have pligt til at lade sine dispositioner bestemme af saglige hensyn, kan der ikke gives kommunen medhold i, at spørgsmålet om lovligheden af sagsøgerindens afskedigelse alene skal afgøres efter funktionærlovens regler.
Det må efter det foreliggende lægges til grund, at der ikke i sagsøgerindens udførelse af sit arbejde eller i hendes tjenstlige forhold til sine overordnede eller til det øvrige personale har foreligget noget, som kunne give anledning til afskedigelsen
Idet den af hospitalspersonalet gennem dets tillidsmænd m. fl. over for hospitalsledelsen og rådmanden udøvede pression åbenbart tilsigtede at udelukke andre end H. K.s medlemmer fra tjeneste som kontormedhjælpere under kommunen, og idet der ikke under sagen er fremført saglige grunde for en sådan forskelsbehandling af medlemmer og ikke-medlemmer af det nævnte forbund, må handlinger, hvorved kommunen efterkommer et sådant krav, der ikke har haft hjemmel i den mellem kommunen og forbundet indgåede overenskomst eller andet retligt grundlag, anses for stridende mod den kommunen efter almindelige retsgrundsætninger påhvilende pligt til ligelig behandling af borgerne.
Der bliver herefter alene spørgsmål om, hvorvidt den omstændighed, at rådmanden måtte have anset afskedigelsen af sagsøgerinden som nødvendig for at afværge uro og eventuel arbejdsnedlæggelse på hospitalet, desuagtet giver tilstrækkelig saglig begrundelse for afskedigelsen. Da det fra kommunens side er ubestridt, at en arbejdsnedlæggelse med den angivne begrundelse ville være ulovlig og efter det oplyste […] ikke kan antages at ville være blevet iværksat eller godkendt af en dertil kompetent organisationsmyndighed, findes dette spørgsmål at måtte besvares benægtende.
