Ulighed i sundhed III Flashcards
Hvilke fordele og ulemper kan der være ved at lade befolkningens holdning spille ind på, hvilke behandlinger der skal finansieres af staten?
Fordele: Sundhedsvæsenet finansieres af borgernes skattepenge – parlamentarisk styringskæde. Demokratisk indflydelse.
Ulemper: Typisk sidder den enkelte borger ikke inde med den relevante viden. Desuden kan forskel i, hvem der behandles, skabe systematisk stigmatisering af e.g. overvægtige.
Hvad er co-payments?
En andel som folk selv skal betale for deres behandling. Kan variere i omfang.
Hvad mener folk generelt om co-payments? (Traina et al.)
Paradoks: De adspurgte er generelt positivt stemte over for tanken om personligt ansvar for eget helbred, men mener ikke, at den tanke skal indgå i spørgsmål om retten til behandling/betaling af behandling.
Hvilke faktorer kan spille ind på, om man selv er for (en højere grad af) co-payments?
Alder og helbred, køn, livsstil, indkomst, politiske overbevisninger (konservativ).
Hvordan og hvorfor inddeler Roemer folk i typer?
Roemer mener, at man ud fra bestemte karakteristika kan inddele befolkningen i typer, i.e. grupper der har samme værdier/score på disse karakteristika (beskæftigelse, om man ryger, indkomst, etc.).
Han tager højde for sociale determinanter.
Inden for en type er man ens, hvad angår omstændigheder (det de ikke kan kontrollere), men forskellige i deres indsats (deres selvvalgt handlinger).
Derfor: Variansen inden for samme type reflekterer graden af personligt ansvar.
Altså: Hvis man afviger fra sin type, er man selv skyld i det.
E.g. forsikring/ikke forsikring, hvis vi antager, at alle har haft lige muligheder her.
Folks grad af ansvar måles ud fra medianen i deres gruppe: Er de lig eller over den, er de ansvarlige og fortjener behandling.
Er en heldegalitaristisk prioritering altid nødvendigvis cost-effective?
Nej. Vi forestiller os to personer, A og B.
A lider af en sjælden, genetisk betinget sygdom, hvis behandling er dyr. B lider af en sygdom (e.g. lungebetændelse), der kan behandles billigt med penicillin, men som vedkommende selv er skyld i.
Ud fra et heldegalitaristisk perspektiv ville det være person A, der blev prioriteret, selvom vedkommendes behandling er langt dyrere end behandlingen til B, der selv er skyld i sin sygdom.
Hvordan kan man modificere heldegalitarisme, så man undgår kritikken om harshness/abandonment?
Man kan i stedet introducere andre forskelle såsom egenbetaling, højere forsikring eller længere ventetid.
Giver det mening at skelne mellem choice og circumstance?
Er der nogensinde nogen handlinger, der er fuldstændigt upåvirkede af omstændigheder?
Derudover er det respektløst at dele folk op i gode/ansvarlige og dårlige/uansvarlige borgere.
Hvordan kan heldegalitarisme have et fremadskuende perspektiv ift. personligt ansvar i stedet for et tilbageskuende?
Hvis man ikke mener, at folk skal prioriteres i sundhedsvæsenet baseret på deres forudgående valg/handlinger, kan man i stedet lade det spille ind, hvordan de agerer efter at have modtaget en behandling.
Feiring foreslår, at en overvægtig patient skal underskrive en kontrakt, der forpligter dem til opfølgende konsultationer angående deres vægttab efter behandlingen. Hvis ikke, er det retfærdigt at nedprioritere vedkommende.
Hvilke argumenter kan der være for at beskatte bestemte typer adfærd?
Man kan ikke altid lave en direkte kausalkæde mellem adfærd og konsekvenser (sygdomme og lignende) - derfor kan vi ikke straffe folk for konsekvenserne af deres valg, men kun for selve deres valg.
Ved beskatning kan man sige, at risiko selvfinansieres af fx rygere.
Alle har samme beskatning procentvist = lighed.
Bedre for læge-/patientforholdet. Mindre intrusiveness.
Hvilke problemer kan der være ved at inddele folk i typer for at afgøre deres personlige ansvarlighed?
1) Helt præcist hvordan inddeler man folk i typer? Det kan blive meget tilfældigt, hvor man ender, og dermed hvordan man placerer sig i ift. medianen.
2) Hvis man er over medianen for sin type (og ved det), har man intet incitament til at ændre adfærd og blive endnu bedre, e.g. ryge endnu mindre.
3) Hvis man er langt under medianen for sin type (og ved det), kan det virke håbløst at forsøge e.g. at ryge mindre.
Hvad forsøger Albertsen at gøre i sin artikel (videreudvikling af Roemer)?
Albertsen mener, at Roemer er på rette vej ift. sociale determinanter ved at inddele folk i typer, men han ser et problem i, at Roemer er tilbageskuende.
Albertsen ønsker at diskutere heldegalitarismen på tværs af levertransplantationer, tandpleje og rejseforsikring i forbindelse med sygdom/skade.
Han vil gerne imødegå problemerne med intrusiveness og harshness.
Hvad finder Albertsen frem til ift. H-E og levertransplantationer, tandpleje og rejseforsikring i forbindelse med sygdom/skade?
Tandpleje – man kan ikke nægte behandling, men dæmpe sociale uligheder via co-payments.
Levertransplantation – ingen brugerbetaling, men man kan lave en form for score, der bevirker, at man ryger lidt ned på ranglisten, hvis man scorer dårligt = er uansvarlig.
Rejseforsikring – man er ansvarlig for at være taget afsted og burde have købt en rejseforsikring, men staten kan kompensere for de ting, der sker på rejsen, som man ikke er ansvarlig for.
Intrusiveness er svært at undgå, fordi skal have information om folk og shameful revelations ligeså.
Harshness: alternativer til at nægte behandling til folk, hvis uheldige omstændigheder skyldes bad option luck. Man kan i stedet introducere andre forskelle såsom egenbetaling, højere forsikring eller længere ventetid.
Sociale determinanter har han blik for, idet han ligesom Roemer inddeler folk i typer.
Hvordan mener Albertsen, at man skal afgøre folks prioritering i sundhedsvæsenet?
Man skal stille sig tre spørgsmål:
1) Er individet selv ansvarlig for sin helbredsmæssige ulempe?
Klassisk heldegalitarisme.
2) Er den helbredsmæssige ulempe skabt af ulemper i andre dele af livet, som vedkommende ikke er ansvarlig for?
Integrerende tilgang: ulemper i andre forhold end sundhed overvejes.
3) Har vi grund til ikke at nedprioritere vedkommende, udover distributiv retfærdighed?
Pluralisme – ikke kun fordelingsmæssig retfærdighed.
Hvilke problemer kan der være ved at anlægge et fremadskuende ansvarsperspektiv i stil med Feirings?
Stadig problemer ift. sociale determinanters betydning også i fremtiden efter behandling + intrusiveness.
Også harshness ift. at man ved kontraktbrud ikke får nogen hjælp.
Det eneste, der reelt bliver fikset, er muligheden for at etablere kausalitet, idet man kan følge individet fra behandlingen og frem.
