Uge 2 - Staten og EU Flashcards
Ministerstyret
Ministeren er politisk forvaltningschef:
Hver minister har det fulde politiske og juridiske ansvar for sit ministerium. De har ret til at træffe alle og ansvar for alle vedtagne beslutninger inden for deres område (inden for lovens rammer).
Det sikrer en klar ansvarsfordeling, hvor ministeren træffer afgørelser og bærer det politiske ansvar for både politikudvikling og implementering i ministeriet.
Ministeren kan træffe afgørelser i alle sager, medmindre lovgivningen undtager det.
Kort:
Magt og ansvar hos hver minister.
Ministeransvarlighedsloven
Hierarki
Hvad er uafhængige forvaltningsorganer og hvordan oprettes de? Og er de helt uafhængige?
Uafhængige forvaltningsorganer, som fx råd og nævn, har lovbestemte kompetencer og er ikke direkte underlagt ministerens instruktion.
Eksempler:
- Datatilsynet
- Radio- og TV-nævnet
–> de varetager specifikke opgaver med varierende grader af uafhængighed afhængigt af deres strukturelle, økonomiske og retlige rammer.
Graden af uafhængighed kan variere, afhængigt af strukturelle, økonomiske og retlige forhold
Forskellige kaldenavne:
* Uafhængige forvaltningsorganer
* Afkortning af ministerstyret
* Armslængdeprincip
* Selvstændig kompetence
* ”Non-majoritarian institutions”
Hvilke ligheder og forskelle er der mellem Kommissionen og regeringen?
Begge er udøvende organer
DOG: Kommissionen i EU arbejder som kollektiv og har supranational autoritet, mens regeringen i Danmark fungerer under ministerstyrets princip.
Hvad er generaldirektorater?
General direktorater er administrative afdelinger under EU-Kommissionen, der varetager specifikke politikområder, f.eks. miljø eller konkurrence.
Uafhængige forvaltningsorganer: tre dimensioner af uafhængighed
Strukturel, retlig, økonomisk
DØRS, Finanstilsynet
Ressortprincippet
Den statslige forvaltning er opdelt i en række parallelle ministerier efter sagsområde. Dvs. hvert ministerium behandler forskellige politiske områder.
Altså: Sideordnede ministerstyrede hierarkier
Minister i toppen
Officielt bestemmes ressortinddelingen af kongen, som udnævner og afskediger alle ministre.
Organiseringen af den statslige forvaltning i Danmark er organiseret efter to principper:
ressortprincippet; indebærer at den statslige forvaltning er organiseret i en række parallelle ministerier med ansvaret for hver deres sagsområde.
ministerstyret; betyder, at hvert ministerium har en politisk udpeget minister i spidsen, som har ansvaret for at træffe beslutninger, men dermed også bærer det fulde politiske og retlige ansvar herfor.
= tilsammen giver de to princippet ministrene en stærk politisk position, både ift. ministeriets administrative organisation og ift. regeringen
Forholdet mellem statsministeren og andre ministre
Det er til enhver tid den siddende statsminister, der bestemmer antallet af ministerier samt fordelingen af sagsområder mellem ministerierne.
Det er også statsministeren, der udnævner og afskediger ministrene.
Ministerierne er dog selvstændige forvaltningsmyndigheder og ikke del af et styringshierarki med statsministeren i spidsen.
A60-modellen
A60-modellen: Departements-/direktoratsmodellen
Relativt skarp arbejdsdeling mellem departement og styrelser.
Departementet: Politisk relevante opgaver
Styrelserne: Løbende administration og sagsbehandling
Departementer kan ifølge modellen fungere som ministerens sekretariat med fokus på følgende opgaver:
a) udvikling og planlægning af ny politik
b) central planlægning og intern koordinering af ministeriets virksomhed
c) afgørelse af ankesager og andre principielle sager
d) rådgivning af ministeren i alle sager med relation til ministerområdet samt relation til ministerens deltage i arbejdet i regeringen og ift. Folketinget.
Resten, som sagsbehandling og løbende administration af ministeriets lovgivning og politik, inkl. drift af ministeriets institutioner, henlægges til styrelserne.
MEN det betyder dog ikke, at ministeren og departementet ikke kan gribe ind; departements-styrelsesmodellen er således tænkt som en fleksibel model, der ikke bryder med ministerstyret.
Som regel har departementerne generalister ansat (jurister, politologer, økonomer), mens styrelserne har specialister ansat)
Hierarki i departementernes interne organisation
- Departementschef (lige under ministeren)
- Afdelingschefer
- Kontorchefer
- Kontorer
(Hvor meget af hver afhænger af departementets størrelse)
Almindelig opbygning af et ministerie
Hierarkisk:
1. Minister som leder
2. Et departement
3. En række styrelser (aka. direktorater)
Hierarkiet kan være anderledes, hvis konkret lovgivning laver om i ministerens beføjelser.
Mangler ved A60-modellen
Den klare arbejdsdeling mellem departement og styrelser kræver, at man kan opstille en entydig skelnen mellem mere overordnede, principielle sager på den ene side og konkrete sager på den anden.
Samtidig tager modellen ikke højde for, at en minister i én sag kan ønske at delegere en afgørelse og i en anden sag ønske selv at træffe afgørelser ud fra en politisk vurdering.
Modellen tager ikke højde for, at der kan være betydelige forskelle i ministeriernes opgaveportefølje (p. 92)
Endelig er det kontroversielt at anbefale én fælles organisationsmodel for alle ministerier, idet det følger af ressortprincippet og ministerstyret, at den enkelte minister - ofte i samråd med sin departementschef - selv bestemmer ministeriets organisation, så længe man holder sig indenfor rammerne af gældende lovgivning (p. 93)
Dekoncentreret forvaltning
Lokal statsforvaltning.
Eks.: Fødevarestyrelsen har kontrolenheder lokalt rundt omkring i landet
De fem mest almindelige måder, Folketinget bryder med ministerstyrets hierarki
De fem mest hyppige måder staten kan gøre dette på, er…
a) oprettelse af råd og nævn
b) indsættelse af uafhængighedsbestemmelser i lovgivningen
c) etablering af bestyrelser til løsning af en bestemt forvaltningsopgave
d) oprettelse af selvejende institutioner
e) etablering af et selskab til at udføre en bestemt type forvaltningsopgave
EU-koordinationsprocessens tre faser
1) EU-specialudvalget
2) EU-udvalget
3) Godkendelse af sagen i regeringen
