Uge 2 - Staten og EU Flashcards
Ministerstyret
Ministeren er politisk udpeget forvaltningschef og er ansvarlig for hvad der foregår i ministeret
Ministeren har det fulde politiske og juridiske ansvar for deres pågældende ministerium
Ministeren har meget magt, men også meget ansvar (både politisk og retligt), men inden for lovens rammer
Det sikrer en klar ansvarsfordeling, hvor ministeren træffer afgørelser og bærer det politiske ansvar for både politikudvikling og implementering i ministeriet.
Ministeren kan træffe afgørelser i alle sager, medmindre lovgivningen undtager det.
Kort:
Magt og ansvar hos hver minister.
Ministeransvarlighedsloven
Hierarki
Hvad er uafhængige forvaltningsorganer og hvordan oprettes de? Og er de helt uafhængige?
Uafhængige forvaltningsorganer, som fx råd og nævn, har lovbestemte kompetencer og er ikke direkte underlagt ministerens instruktion.
Eksempler:
- Datatilsynet
- Radio- og TV-nævnet
–> de varetager specifikke opgaver med varierende grader af uafhængighed afhængigt af deres strukturelle, økonomiske og retlige rammer.
Graden af uafhængighed kan variere, afhængigt af strukturelle, økonomiske og retlige forhold
Forskellige kaldenavne:
* Uafhængige forvaltningsorganer
* Afkortning af ministerstyret
* Armslængdeprincip
* Selvstændig kompetence
* ”Non-majoritarian institutions”
Hvilke ligheder og forskelle er der mellem Kommissionen og regeringen?
Begge er udøvende organer
DOG: Kommissionen i EU arbejder som kollektiv og har supranational autoritet, mens regeringen i Danmark fungerer under ministerstyrets princip.
Hvad er generaldirektorater?
General direktorater er administrative afdelinger under EU-Kommissionen, der varetager specifikke politikområder, f.eks. miljø eller konkurrence.
Uafhængige forvaltningsorganer: tre dimensioner af uafhængighed
Strukturel (politisk), retlig, økonomisk
DØRS, Finanstilsynet
Ressortprincippet
Den statslige forvaltning er opdelt i en række parallelle ministerier efter sagsområde. Dvs. hvert ministerium behandler forskellige politiske områder.
Altså: Sideordnede ministerstyrede hierarkier
Minister i toppen
Officielt bestemmes ressortinddelingen af kongen, som udnævner og afskediger alle ministre.
Organiseringen af den statslige forvaltning i Danmark er organiseret efter to principper:
ressortprincippet; indebærer at den statslige forvaltning er organiseret i en række parallelle ministerier med ansvaret for hver deres sagsområde.
ministerstyret; betyder, at hvert ministerium har en politisk udpeget minister i spidsen, som har ansvaret for at træffe beslutninger, men dermed også bærer det fulde politiske og retlige ansvar herfor.
= tilsammen giver de to princippet ministrene en stærk politisk position, både ift. ministeriets administrative organisation og ift. regeringen
Forholdet mellem statsministeren og andre ministre
Det er til enhver tid den siddende statsminister, der bestemmer antallet af ministerier samt fordelingen af sagsområder mellem ministerierne.
Det er også statsministeren, der udnævner og afskediger ministrene.
Ministerierne er dog selvstændige forvaltningsmyndigheder og ikke del af et styringshierarki med statsministeren i spidsen.
A60-modellen
A60-modellen: Departements-/direktoratsmodellen
Relativt skarp arbejdsdeling mellem departement og styrelser.
Departementet: Politisk relevante opgaver
Styrelserne: Løbende administration og sagsbehandling
Departementer kan ifølge modellen fungere som ministerens sekretariat med fokus på følgende opgaver:
a) udvikling og planlægning af ny politik
b) central planlægning og intern koordinering af ministeriets virksomhed
c) afgørelse af ankesager og andre principielle sager
d) rådgivning af ministeren i alle sager med relation til ministerområdet samt relation til ministerens deltage i arbejdet i regeringen og ift. Folketinget.
Resten, som sagsbehandling og løbende administration af ministeriets lovgivning og politik, inkl. drift af ministeriets institutioner, henlægges til styrelserne.
MEN det betyder dog ikke, at ministeren og departementet ikke kan gribe ind; departements-styrelsesmodellen er således tænkt som en fleksibel model, der ikke bryder med ministerstyret.
Som regel har departementerne generalister ansat (jurister, politologer, økonomer), mens styrelserne har specialister ansat)
Hierarki i departementernes interne organisation
- Departementschef (lige under ministeren)
- Afdelingschefer
- Kontorchefer
- Kontorer
(Hvor meget af hver afhænger af departementets størrelse)
Almindelig opbygning af et ministerie
Hierarkisk:
1. Minister som leder
2. Et departement
3. En række styrelser (aka. direktorater)
Hierarkiet kan være anderledes, hvis konkret lovgivning laver om i ministerens beføjelser.
Mangler ved A60-modellen
Den klare arbejdsdeling mellem departement og styrelser kræver, at man kan opstille en entydig skelnen mellem mere overordnede, principielle sager på den ene side og konkrete sager på den anden.
Samtidig tager modellen ikke højde for, at en minister i én sag kan ønske at delegere en afgørelse og i en anden sag ønske selv at træffe afgørelser ud fra en politisk vurdering.
Modellen tager ikke højde for, at der kan være betydelige forskelle i ministeriernes opgaveportefølje (p. 92)
Endelig er det kontroversielt at anbefale én fælles organisationsmodel for alle ministerier, idet det følger af ressortprincippet og ministerstyret, at den enkelte minister - ofte i samråd med sin departementschef - selv bestemmer ministeriets organisation, så længe man holder sig indenfor rammerne af gældende lovgivning (p. 93)
Dekoncentreret forvaltning
Lokal statsforvaltning.
Eks.: Fødevarestyrelsen har kontrolenheder lokalt rundt omkring i landet
De fem mest almindelige måder, Folketinget bryder med ministerstyrets hierarki
De fem mest hyppige måder staten kan gøre dette på, er…
a) oprettelse af råd og nævn
b) indsættelse af uafhængighedsbestemmelser i lovgivningen
c) etablering af bestyrelser til løsning af en bestemt forvaltningsopgave
d) oprettelse af selvejende institutioner
e) etablering af et selskab til at udføre en bestemt type forvaltningsopgave
EU-koordinationsprocessens tre faser
1) EU-specialudvalget
2) EU-udvalget
3) Godkendelse af sagen i regeringen
5 opgaver, som Kommissionen har varetaget fra start (omend disse opgaver har ændret sig lidt over tid)
- Igangsættelse af lovgivning
- At administrere EU lovgivning
- At fungere som mægler i lovgivningsprocessen mellem medlemsstaterne og de øvrige EU institutioner
- At repræsentere EU udadtil
- At fungere som “traktatens vogter”
EU-kommissionens to organisatoriske dele
Den politiske del = kollegiet af kommissærer og de enkelte kommissærers kabinetter
Den administrative del =
- Kommissionens generaldirektorater (DGs)
- Tjenester
Kommissionen arbejer defter kollegialitetsprincippet
de i fællesskab er ansvarlige for Kommissionens virke (der eksisterer et kollektivt ansvarsprincip)
Det betyder også, at de er fælles om at tage beslutninger
Kabinetter i EU
Hvad er det?
Medlemmer
Opgaver
Hver kommisær har et kabinet, der fungerer som deres sekretariat.
Medlemmer: Kabinetschef, akademiske medarbejdere, assistenter.
Skal sammensættes af forskellige nationaliteter.
Opgave:
- Bistå med samarbejde med områdets embedsapparat
- Hjælpe med samarbejde med resten af kommissionen
- Holde øje med de andre kommisærer og “sælge” deres kommisærs idéer (kollegialitetsprincippet betyder, at beslutningerne sådan set kommer fra alle kommisærer)
Generaldirektorater
Generaldirektoraterne (aka. DGs): EUs forskellige politikker
Tjenesterne: Tværgående funktioner
Der findes mange forskellige DGs hvilket primært skyldes at EUs ansvarsormåder har udvidet sig over tid
Af DGs ansvarsområder findes der både enheder med sektoransvar (fx energi (DG ENER) og skat og told (DG TAXUD)) og enheder med tværgående opgaver (fx budget (DG BUDGET)) (p. 158)
DG’ers hierarki:
1. Generaldirektør (svarer til departementschef)
2. Direktorater (ledes af direktører)
3. Kontorer
Hænger sammen med en kommisær, men der kan være flere kommisærer om én DG eller flere DG for én kommisær.
Tre typer konflikter, der ofte kan forekomme, mellem Kommissionens generaldirektorater
(jf. Stevens og Stevens, 2001 - nævnt i GB)
- Territoriale konflikter eller turfkrige, om kontrollen over Kommissionens ansvarsområder
- Ideologiske uoverensstemmelser mellem generaldirektoraterne om den korrekte tilgang til løsning af problemer og afbalancering af forskellige legitime hensyn
- Slagsmål om ressourcer (ligesom fagministrerierne i Danmark kæmper med Finansministeriet om bevillinger, ligger de enkelte DGs arm med Generaldirektoratet for Budget om fordelingen af Kommissionens ressourcer)
Hvad vil brud på den parlamentariske styringskæde sige, og hvad hedder det i hhv. kommune, stat og EU?
Normalt har ministeren indflydelse og ansvar for hele sit område, men nogle gange bliver en opgave lagt over til et andet organ. Fx. kan EU-kommissionen ikke blande sig i godkendelse af lægemidler, fordi en styrelse skal sørge for det.
I staten kalder man det afkortning af ministerstyret.
I kommunernes verden kaldes det selvstændig kompetence, når sager henlægges til særlige udvalg.
At et forvaltningsorgan er uafhængigt vil sige, at en politiske udvalgt ikke kan blande sig. Kun lovændring kan ændre på deres område og indflydelse.
Christensen og Mortensen (2017)
Forklarer, hvorfor der ofte reorganiseres i centraladministrationen.
Det handler ikke primært om effektivitet og kvalitet, for “der eksisterer imidlertid en ret omfattende empirisk litteratur, som viser, at der ikke er nogen sammenhæng mellem valget af administrativ organisationsform og omkostningseffektivitet” -p. 10
At organiseringen er omskiftelig skyldes primært “fikse ideer”, som forfatterne ser som et udtryk for begrænset rationalitet
- I en kompleks organisation er der mange hensyn, men vi formår kun at fokusere på få aspekter, hvormed reorganisering sker mhp. at optimere disse udvalgte aspekter, og dermed bliver reorganiseringen på bekostning af oversete aspekter
- Begrænset rationalitet har størst konsekvenser for de, der har størst magt i de politisk-administrative systemer, for her er den højeste gr
Årsager til ressortændringer
Politiske hensyn:
- Understøtte regeringens politiske dagsorden
- Signaler om sagernes prioritering
(f.eks. ministeriet for Grøn Trepart)
Administrative hensyn:
- Koordination
- Arbejdsbyrde
- Effektivisere
Brede og smalle departementer
Handler om, hvor stort departementet er ift. styrelserne.
Hvilke typer opgaver er placeret hvor?
Har departementet en enhed, der modsvarer hver styrelses-afdeling?
Antal årsværk i departement vs. styrelser
Både smalle og brede departementer kan findes inden for A60-modellen
Enhedsmodellen / enhedsorganisation
Der er bare én samlet organisation og ikke et departement med styrelser under sig.
Der er kun to den dag i dag: udenrigsministeret og statsministeret
Før i tiden var kirkeministeret også en enhedsorganisation
Dekoncentration vs. decentralisering
Dekoncentration: Lokale statslige myndigheder underlagt det ministerielle hierarki
Decentralisering: Forvaltning under kommunal-/regionsråd
Politiet er dekoncentreret
Kommunerne er decentraliserede
Dekoncentration vs. udflytning
Dekoncentration: Nationale opgaver udført lokalt. Fordelt i landet, fordi det skal udføres i flere dele af landet.
- Som Arbejdstilsynet, der skal føre tilsyn i hele landet.
Udflytning: Nationale opgaver udført nationalt, men geografisk flyttet et andet sted hen.
- Som Skat, der har en afdeling i Ringkøbing, der håndterer sager fra hele landet.
Centrale koordinationsinstrumenter på det politiske niveau mellem ministerier
- Regeringsgrundlaget / forståelsespapir
- Ministermøde
- Ministerudvalg
Generelt forhandlet koordination, fordi der er meget få hierarkiske instrumenter.
De forskellige ministeriemodeller
A60: Den brede model (Med bredt departement)
A60: Den smalle model
Enhedsmodellen (ikke opdelt i departement og styrelser)
Afkortning (Med uafhængig(e) styrelse(r))
Tre dimensioner, et forvaltningsorgan kan være uafhængigt på
- Strukturel uafhængighed
- Økonomisk uafhængighed
- Retlig uafhængighed
Årsager til at afkorte ministerstyret /oprette uafhængige organer
Troværdighed, organisering er magt, blame avoidance, teknisk kompleksitet – normer
– men også fx retssikkerhed mm.
Kommissionens opgaver
- Lovgivende magt
* Sætter sager på dagsordenen
* Starter og deltager i lovgivningsprocessen
* Mægler i lovgivningsprocessen - Udøvende magt
* Implementerer EU-regler
* Laver sekundær lovgivning
* EU’s repræsentant udadtil - Anklagemyndighed
* ”Traktatens vogter”
Deltager i lovgivende, dømmende og udøvende magt. Er dog ikke den udøvende magt og dermed ikke helt EU’s regering.
Kollegie vs. ministerstyre
Ministerstyre: Danmarks ministre har ansvar for hvert deres område og kan beslutte inden for det.
Kollegie: EU’s kollegie af kommisærer vedtager ting fælles ved simpelt flertal på tværs af alle områder.
