Nyre fysiologi kap 6

Question 1

Normalt renalt vandtab

Answer 1

Omkring 1,5 L/døgn, man kan variere mellem 0.5 L/døgn og 30 L/døgn.

Question 2

ADH akse

Answer 2

Ved tab af vand:
Osmoreceptorer detekterer tab –> neurohypofyse modtager signal –> ADH sekreres til plasma –> Vand retention –> Osmolaritet bliver normal igen.

Question 3

Formel for osmolær clearence

Answer 3

Cosm=Vu*(Uosm/Posm)

Question 4

Formel for fritvands clearence

Answer 4

C_H2O=Vu-Cosm

Question 5

Positiv frit vands clearence

Answer 5

Mængden af vand der skal fjernes for at gøre en væske isosmolær.

Question 6

Negativ frit vands clearence

Answer 6

Mængden af vand der skal tilføjes, for at gøre væsken isosmolær.

Question 7

Aminosyrer i ADH (AVP)

Answer 7

9 aminosyrer

Question 8

Kerner der frigiver ADH

Answer 8

Supraoptiske og paraventrikulære kerner i neurohypofysen.

Question 9

ADH effekt

Answer 9

Øget permeabilitet i samlerørene.

Question 10

Hvad sker der med de ADH syntetiserende celler, ved signal fra osmoreceptorerne?

Answer 10

De skrumper, og denne volumen ændring aktiverer cellen.

Question 11

Tærskel værdi for ADH sekretion

Answer 11

~280 mosm/l.

Question 12

Hvad gør en stigning på 3-4% over tærskelværdien i osmolaritet?

Answer 12

Giver en 3-4 fold stigning i ADH koncentration i plasma.

Question 13

Alternativ stimulering af ADH

Answer 13

Ved store væsketab af baroreceptorer i de centrale kar og arterier.

Question 14

Forskellen mellem AQP2 og AQP3-4

Answer 14

AQP2 er kun til stede ved tilstedeværelse af ADH, og sidder i den luminale membran.

AQP3 og AQP4 er altid tilstede, og findes i den basolaterale membran.

Question 15

AQP2 aktiverings kaskade

Answer 15

ADH sekreres –> binder sig til V2-receptorer på samlerørenes basolaterale membran –> aktiverer adenylatcyklasen –> stigning i cAMP –> aktivering af PKA –> AQP2 fosforylerer AQP2 i deres vesikler –> Når nok AQP2 er fosforylerede transporteres vesiklen til den luminale membran og fusionerer, så AQP2 molekyler indsættes.

Kaskaden går omvendt ved ADH mangel, ved at AQP2 defosforyleres.

Question 16

Langtids regulering via ADH

Answer 16

ADH vil via PKA fremme fosforylering af CREB. Creb øger transkription af AQP2, så der vil være flere AQP2 til stede i hovedcellerne.

Question 17

ADH effekt på urinstof

Answer 17

I den medullære zone af samlerørene vil der indsættes UT1-transportere, hvorved reabsorption øges, og urinstof vil løbe i dets kredsløb.

Question 18

Enkeleffekt.

Answer 18

Fjernelse af Na+, K+ og Cl- sænker osmolariteten i den tykke ascenderende slynge, fordi vand ikke samtidigt trækkes ud.

Da disse elektrolytter kommer ud i interstitset, så stiger osmolariteten der.

Fordi intersitset ligger op ad den descenderende del af henles slynge, og har en højere osmolaritet, så vil interstitset trække vand ud af den descenderende del af henles slynge, men antallet af elektrolytter og andre stoffer vil være det samme.

På grund af det, så vil osmolariteten i den descenderende henles slynge stige.

Question 19

Modstrømsforstærkning

Answer 19

Modstrømsforstærkning bygger videre på princippet om enkelteffekten.

Den stegne osmolaritet i den descendrende henles slynge betyder, at væsken der kommer til den ascenderende del af henles slynge vil være højere.

Det betyder at endnu flere elektrolytter vil trækkes ud i den ascenderende del, da det nu er nemmere på grund af den højere osmolaritet. Disse elektrolytter trækkes ud til interstitset, hvor osmolariteten igen vil stige.

Det skal lige nævnes, at fordi elektrolytterne trækkes ud op igennem henles slynges ascenderende del, så vil osmolariteten være normal igen i slutningen.

Den nye forhøjede osmolaritet i interstitset vil trække mere vand ud fra den descenderende del af henles slynge, og vil så yderligere øge dens osmolaritet. Der er altså tale om en selvforstærkende effekt, der kører på runde. Dette er modstrømsforstærkningen –> Jo mere osmolariteten stiger i descenderende slynge –> jo mere hives ud i ascenderende slynge –> større koncentration af osmolytter i interstits –> mere vand hives ud af descenderende slynge –> osmolariteten stiger yderligere i henles slynge osv.

Question 20

Modstrømsudveksling

Answer 20

Er egentlig bare, at vasa recta ligger i interstiset, og vil derfor delvist følge dets osmolaritet.

I den del af interstitset med høj osmolaritet, der vil vand hives ud af vasa recta, og osmolariteten vil stige. Den høje koncentration af NaCl i interstiset vil også delvist diffundere end i vasa recta.

Når vasa recta så kører væk fra interstitset og den høje osmolaritet, så vil vand trækkes ind i vasa recta igen, og da vasa recta nu på grund af absorption har en høj NaCl koncentration, så vil noget løbe ud.

Noget af vandet vil løbe tilbage til resten af kroppen.

Question 21

Hvad kan påvirke gradienten der skabes i henles slynge?

Answer 21

For højt eller for lavt flow.

For lavt flow vil gøre, at den øgede osmolaritet vil falde igen før det når særligt langt ind i den ascenderende slynge, og der vil ikke forekomme en gradient.

Et for højt flow vil derimod udvaske gradienten.

Question 22

Effekt af urinstof kredsløb

Answer 22

En forstærkning af nyrens opkoncentrerings evne, da det vil øge osmolaritet i henles slynge.

Question 23

Vanddiurese

Answer 23

Ved meget lille tilstedeværelse af ADH, så vil den allerede fortyndede vske fra tykke ascenderende ben og distale tubuli fortyndes yderlige, da der i samlerør sker reabsorption af NaCl uden reabsorption af vand. Dette vil føre til endnu mere fortyndet urin, og stor diurese.

Question 24

Tørstcentre aktiveres ved Posm

Answer 24

290-295 mosm/l.

Question 25

Diabetes insipidus

Answer 25

Totalt fravær af ADH, her kan diuresen komme op på 30 L/døgn, og urinosmolariteten kan være under 50 mosm/L.

Skyldes enten mutation af V2 receptorer (90%) eller mutation af AQP2.

Question 26

Psykogen polydepsi

Answer 26

Psykiatrisk lidelse, hvor patienten indtager store mængder vand.

Question 27

Hvilken konsekvens har modstrømsudveksling for nyren?

Answer 27

At ilt har svært ved at komme til papil spidsen, og CO2 har svært ved at komme væk. Dette gør energidannelse delvist anaerob i området, og giver fare for nekrose ved nedsat perfusion.