Forskelsbehandling Flashcards

Question

Hvordan var handicapbegrebet relevant i U.2018.830H?

Answer 1

Tilstanden var lægeligt fastslået (abnorm træthedstilstand som følge af operation), men der forelå ikke en diagnosticering, Højesteret Beskrivelse af handicapbegrebet i Ring-og Werge-sagerne ”skal ses i lyset af, at funktionsbegrænsningen hos den berørte arbejdstager i dommene var forårsaget af en lægelig diagnosticeret sygdom.” ”Det er efter EU-Domstolens praksis ikke en betingelse for, at der foreligger et handicap i direktivets forstand, at funktionsbegrænsningen skyldes en sygdom, der er lægeligt diagnosticeret.” ”Det må således bero på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for handicappet i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.”

Answer 2

En kommunalt ansat dagplejer med 14 års anciennitet blev opsagt på grund af faldende børnetal med heraf følgende arbejdsmangel. Dagplejeren havde et BMI på mindst 54, hvilket svarer til ekstrem fedme efter WHO’s definition. Dagplejeren og FOA mente, at han blev opsagt som følge af sin fedme, og at fedmen udgjorde et handicap. Han gjorde derfor gældende, at opsigelsen var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap, og lagde sag an mod kommunen i 2011. Under sagens behandling ved byretten blev EU-domstolen spurgt, om fedme kunne udgøre et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. EU-Domstolen Fedme i sig selv ikke udgør et handicap, men hvis fedmen medfører begrænsninger i muligheden for at deltage på arbejdsmarkedet på lige fod med andre, kan medarbejderen anses for handicappet. Dette vil bl.a. være tilfældet, hvis arbejdstagerens fedme hindrer arbejdstageren i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere som følge af begrænset bevægelighed eller sygdomme hos arbejdstageren, som forhindrer den pågældende i at udføre sit arbejde, eller som indebærer gener ved udøvelsen af den pågældendes erhvervsmæssige aktivitet. Byretten Byretten fandt i marts 2016, at medarbejderen ikke var handicappet og lagde blandt andet vægt på, at han havde arbejdet som dagplejer i mere end 14 år, uden at han havde haft mere sygefravær end sædvanligt, og uden at der var drøftet eller iværksat tilpasningsforanstaltninger. Vestre Landsrets dom af 6. november 2020 Under sagens behandling ved landsretten blev Retslægerådet inddraget i sagen. Retslægerådet udtalte, at medarbejderen havde en nedsættelse i lungevolumnia. Af de samme grunde som anført af byretten fandt landsretten dog også, at medarbejderen ikke var handicappet.

Answer 3

A blev i 2011 ansat i en kommune, K, som skov- og landskabsingeniør. Den 6. marts 2013 blev han under udførelsen af sit arbejde udsat for en glatføreulykke, hvorved han pådrog sig et lægeligt diagnosticeret piskesmæld. Efter ca. 1½ måneds sygemelding var A ude af stand til at udføre sine arbejdsforpligtelser på fuld tid og til at påtage sig tunge fysiske arbejdsopgaver. Den 22. juli 2014 blev A afskediget med virkning fra den 30. november 2014. Afgørelsen var begrundet i A's samlede sygefravær. K var vidende om A's diagnose, som var at betragte som et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Det fandtes godtgjort, at A på afskedigelsestidspunktet var såvel kompetent som egnet og disponibel til at udføre væsentlige funktioner i sin stilling, såfremt de nødvendige tilpasninger var blevet foranstaltet. Det fandtes ikke godtgjort, at K for at sikre A adgang til beskæftigelse pålagdes en uforholdsmæssig stor byrde. A's rettigheder efter forskelsbehandlingslovens § 2 a, jf. § 2, stk. 1, jf. stk. 2 og 3, var blevet krænket, og A tilkendtes en godtgørelse svarende til 9 måneders løn, jf. lovens § 7, stk. 1.

Answer 4

A havde som følge af sygdom efter en trafikulykke pådraget sig en funktionsbegrænsning, der medførte, at hun kun kunne arbejde på nedsat tid. Halvandet år efter ulykken blev A opsagt efter at have været deltidssygemeldt i godt et år, idet kommunen K ikke ville ændre hendes stilling til en deltidsstilling på 20 timer om ugen. A anlagde herefter sag mod K med påstand om betaling af en godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7, idet A gjorde gældende, at K ved afskedigelsen af hende havde overtrådt forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap. Sø- og Handelsretten gav A medhold og pålagde K at betale A en godtgørelse svarende til 6 måneders løn. Højesteret tiltrådte, at A var omfattet af forskelsbehandlingslovens handicapbegreb på opsigelsestidspunktet, og at K vidste eller burde vide, at A var handicappet. Højesteret fandt, at det ikke lå inden for K's tilpasningsforpligtelse som arbejdsgiver at opnormere bemandingen ved at ansætte en yderligere medarbejder på fuld tid. Højesteret vurderede, at K's tilrettelæggelse af arbejdet hvilede på saglige hensyn og fandt ikke grundlag for at anfægte K's vurdering af, at det ikke var muligt at tilbyde A en deltidsstilling på 20 timer om ugen og samtidig leve op til K's mål med hensyn til serviceniveau over for borgere og virksomheder. Højesteret fandt, at K ikke havde tilsidesat sin forpligtelse efter forskelsbehandlingslovens § 2 a, og at opsigelsen ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven. Højesteret frifandt herefter K.1

Answer 5

A blev ansat i advokatvirksomheden L i 1975. I 2004 var hun udsat for et voldsomt trafikuheld, hvorved hun pådrog sig kraniebrud og fik en hjerneskade, der bl.a. medførte, at hun fik hukommelsessvækkelse, besvær med at koncentrere sig og overskue komplicerede og multiple problemstillinger samt træthed og psykisk ændring. I 2006 blev hun bevilget fleksjob som følge af en varig begrænsning af arbejdsevnen, og L indvilgede i at etablere en fleksjob-ordning, hvorefter A alene skulle arbejde 20 timer ugentligt. I 2008 blev A opsagt, under henvisning til at hun på trods af fleksjob-ordningen ikke havde kunnet udfylde jobbet som advokatsekretær på tilfredsstillende vis. A fremsatte herefter krav om godtgørelse, idet hun gjorde gældende, at afskedigelsen var i strid med lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (forskelsbehandlingsloven). Landsretten anførte, at A's hjerneskade havde medført en varig funktionsnedsættelse, hvorfor hendes handicap var omfattet af loven. Efter § 2 a skal arbejdsgiveren træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap bl.a. adgang til at udøve beskæftigelse. L havde opretholdt A's ansættelse efter ulykken og havde etableret fleksjob, men det var ikke efter bevisførelsen godtgjort, at L i tilstrækkeligt omfang havde imødekommet A's konkrete behov, herunder for eksempel tilpasset arbejdsmønstre og arbejdsfordelingen for en advokatsekretær til A's situation. Det var endvidere ikke godtgjort, at A ikke ville være kompetent, egnet og disponibel, såfremt arbejdsopgaverne havde været tilpasset hendes konkrete situation. Opsigelsen var derfor sket i strid med forskelsbehandlingsloven, hvorfor L skulle betale en godtgørelse til A efter lovens § 7. Godtgørelsen blev fastsat til 250.000 kr., idet der navnlig blev lagt vægt på A's lange ansættelsesperiode. L blev endvidere tilpligtet at betale pensionsbidrag til A for den periode, hvor hun havde været ansat i fleksjob, ligesom L skulle betale 10.000 kr. i godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis.

Answer 6

Faglærer L underskrev i forbindelse med ansættelse på teknisk skole S den 22. november 1996 en ansættelsesblanket. På blanketten var bl.a. en rubrik, hvori var anført: »Såfremt du lider eller har lidt af en sygdom, som har væsentlig betydning for at passe dit fremtidige arbejde, bedes dette oplyst.« L, der led af sklerose, som ikke i efteråret 1996 havde haft indflydelse på hans arbejdsdygtighed, udfyldte ikke denne rubrik. Den 29. november 1996 oplyste L på forespørgsel, at han led af sklerose, hvorefter S samme dag trak ansættelsen tilbage. L påstod sig tilkendt en godtgørelse som følge af, at forespørgslen i ansættelsesblanketten om ansøgerens helbredsforhold indebar en overtrædelse af § 2 i lov om brug af helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet. Forespørgslen fandtes i sig selv ikke i strid med lovens § 2, stk. 3 og 4. Idet det blev lagt til grund, at sklerosen ikke i efteråret 1996 havde haft indflydelse på L's arbejdsdygtighed, fandtes L ikke i medfør af § 6 at have haft pligt til af egen drift inden ansættelsen at gøre S bekendt med sygdommen. Da S havde annulleret L's ansættelse uden forinden at foretage nærmere undersøgelse af sygdommens indvirken på L's arbejdsdygtighed, fandtes S derved at have handlet i strid med § 2, stk. 4. L tilkendtes en godtgørelse efter § 12 på 25.000 kr.(1)

Answer 7

Sagen rejser navnlig to spørgsmål. For det første om B har tilsidesat en oplysningspligt efter helbredsoplysningslovens § 6. For det andet om bortvisningen af hende begrundet i hendes ADHD-lidelse var i strid med forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap. Højesteret finder, at B har opfyldt en eventuel oplysningspligt efter helbredsoplysningslovens § 6 ved i tilknytning til ansættelsessamtalen den 19. april 2008 at oplyse om sin ADHD-li-delse til advokatsekretærerne C og D, som deltog i ansættelsessamtalen sammen med A. As bortvisning af B under henvisning til, at hun ikke havde opfyldt sin oplysningspligt, er derfor uberettiget, og hun har krav på erstatning for løn og feriegodtgørelse i opsigelsesperio-den med i alt 59.346 kr. Efter bevisførelsen, herunder navnlig de foreliggende lægelige oplysninger, lægger Højesteret til grund, at B led af ADHD i en sådan grad, at hun var omfattet af handicapbegrebet i for-skelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv. Hun blev bortvist af A med hen-visning til hendes ADHD-lidelse. Der foreligger derfor en direkte forskelsbehandling efter forskelsbehandlingslovens § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 2. Højesteret finder, at B som følge heraf bør tilkendes en godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1.