11. Imperialisme og det europæiske system Flashcards
Hvad er de metodiske problemer med tidligere studier af balancering? (Levy og Thompson)
- Operationalisering, case-udvælgelse, forventninger osv.
BoP-teori er meget svær at operationalisere, da denne teori kan være meget tvetydig, hvilket gør det svært at falsificere teorien, da man i princippet kan se alle alliancer som indgås som balancering eller balancerings-forsøg.
Mange tidligere studier har ifølge Levy og Wohlforth fundet en stor sammenhæng mellem balancering/balancerings-forsøg, når der er opstået en magtkoncentration eller krig på den internationale scene, hvor alle alliancer som sagt kan ses som balancering. Dette skaber forfejlede antagelse om at det dermed også kan karakteriseres som systematisk balancering.
Forskere er som udgangspunkt enig om, at Europa er den eneste case, hvor systematisk balancering har fundet sted.
Der findes forskellige former for magt, for eksempel vil man i højere grad balancere mod en magtfuld landstyrke end en søstyrke (hvilket de undersøger).
Samtidig så kan der også være tilfælde hvor folk ikke går i krig, fordi de ved at andre vil balancere imod dem.
Hvad vil Levy og Thompson “systematisk” undersøge?
Artiklen vil argumenterer for at store magt balancerer mod hegemoniske trusler, hvis det især har karatker af landbaseret militær magt i autonome kontinentale systemer, men ikke nødvendig hvis det sker igennem sømagt i martime systemer.
Med fokus på kontinentale systemer udvikler og tester denne artikel adskillige hypoteser, der knytter sig til militær koncentration, kapacitetsændringer og alliance reaktioner for det europæiske system fra 1495 til 1999. De gør dette ud fra “most likely case” logik, hvor positive resultater ikke giver det store resultat, mens negative resultater viser BOP-teorien kan have store problemer.
Hvordan operationaliserer (Levy og Thompson) balancering? Og overkommer deres operationaliseringer de metodiske problemer?
Uafhængige variabel (hegemonisk trussel)
Primært interesseret i hvorvidt et land ejer 33 % af den samlede militærkapacitet: De måler det her fordi man ikke vil se balancering bare fordi en stat er stærkest, men om de er en potentiel trussel ift. overvældning af andre stater.
Afhængige variabel (balancering):
Mangel eller påvisning af formelle (skrevne) militær alliancer, som tvinger 1 stat til militært at støtte en anden stat i en case hvor denne stat bliver angrebet. De begrænser deres fokus til alliancer, som identificere den dominerende stat i systemet som en trussel.
Selvom dette giver data mangel især omkring systemets tidlige etablering, er balancering her defineret ganske specifikt og der kan undgås mange af de confirmation bias problematikker, man generelt får ved at kigge efter magtkoncentration.
MEN variablen måler så samtidig kun ekstern balancering (mener intern balancering er for svært at måle).
Dernæst vedtager de to kontrolvariable - Flådemagt og Landmagt
Hvad viser deres analyse om balancering imod hhv. land powers og sea powers i 1494-1999? Og hvad har konsekvensen været for europæiske imperialisme? (Levy og Thompson)
Helt kort finder de at når en stat har tilegnet sig ⅓ eller mere af alle de totale militære kapabiliteter i systemet (i dette tilfælde Europa), så er der en stærk tendens til at andre stormagter balancerer, hvis denne stormagt er landmagt, MEN ikke en flådemagt (der bliver dog ikke balanceret mod mindre koncentrationer af magt).
De finder altså, at det ikke er en naturlov, at stater vil balancere mod magtkoncentration, men at det ligner mere en tendens. Resultaterne afviser altså endnu en gang lovmæssigheden ved balanceringsteorien (scope conditions).
Denne variation i balancering til vands og til lands er med til at forklare, hvorfor så meget af imperialismen udspringer fra europæiske nationer.
(Levy og Thompson) Mener ikke selv deres resultater kan generaliseres? Hvorfor/hvorfor ikke?
Siden analysen er baseret på en “most likely case” logik tilføjer et positivt resultat ikke meget ny under solen, udover måden hvorpå de har operationaliseret BOP-teorien på.
De påpeger heller ikke selv, at deres resultater kan generaliseres til andre områder som f.eks. Qin.
Man kan måske finde balancering i andre områder end Europa, hvis man kigger langt nok tilbage i tiden før nogle af de store hegemoner blev dannet.
Jørgen om artiklen - flot arbejde, men en masse løse ender, som skader resultaterne. Kan vise at hvor svært funderet at balancering skulle være en naturlov
Hvad undrer og argumenterer Vogler for, sådan helt generelt
Teksten vil prøve og forklare hvordan vi kan forklare forskellen mellem at inter-politiske relationer i Europa ofte var relativt afbalancerede (dvs. ingen magt var i stand til udelukkende at permanent at dominerer de andre stater og etablere et hierarki stater imellem), mens forholdet mellem europæiske stater og politiker i andre regioner i verden var både hierarkiske samt udbyttende og medførte imperialisme og europæiske koloniseringer af andre områder.
Beskriv hans (Vogler) teoretiske argument omkring hvorfor der bliver ved politisk
Vogler mener, at der bliver ved med at være politisk fragmentation på det europæiske kontinent, grundet bl.a. geografisk-, klimatiske, og politiske forhold, som skabte grundlaget for en langsigtet rivalisering. Se figur 1
Beskriv hans (Vogler) feedback-loop i det teoretiske argument og hvorfor imperialismen kan føres tilbage til, at det var med til at opretholde konkurrencen i det europæiske statssystem.
Og Hvad er mekanismer bag disse argumenter?
Imperialismen rundt om i verden havde et betydeligt potentiale til at føre tilbage til Europas mellemstatslige rivaliseringer. Her var kontrol over kolonier et nøgleaspekt af politiske eliters overordnede prestige, og mange territorier havde også en økonomisk værdi. Nogle gange kunne stormagter endda have incitament til at eskalere kolonikonflikter til mellemstatslige krige for at få mere værdifuldt territorium og markedsadgang.
Han mener at specifik tre mekanismer forbinder vedvarende rivalisering til imperialisme
- Politiskes eliters ønske om at forbedre deres relative status gennem territoriale gevinster.
- Pres fra offentlig budgeunderskud, der tilskynder til kolonial udnyttelse.
- Skabelsen af magtfulde interessegrupper i form af flåder og hære, som gik ind for imperialismen.
Når den territoriale konflikt om kolonier eskalerede, kunne den imperiale ekspansion i sidste ende føre til inter-politisk konkurrence og krige i Europa.
Se figur 2
Hvordan undersøger Vogler dette empirisk og hvad finder han?
Han benytter en “kvalitativ-beskrivende” metode (meget deskriptiv within-case analyse)
Han undersøger denne dynamik gennem systematiske analyser af rivaliseringen mellem England og Frankrig (1689-1815) og mellem det kejserlige Tyskland og Storbritannien (1871/1897-1918).
For hver af casene undersøger han systematisk:
1. De to rivalers hovedkarakteristika
2. Nøgleaspekter af rivaliseringen, herunder militære konflikter og/eller våbenkapløb
3. Hvordan de tre teoretiske mekanismer om forbindelsen mellem mellemstatslig rivalisering og imperialisme gælder
4. Om kolonial ekspansion manifesterede sig som en konsekvens
Fund:
Finder rivaliseringen mellem England og Frankrig ledte til en stor imperialistisk expansion i især Nordamerika, hvor rivaliseringen mellem Tyskland og Storbritannien forstærkede opdelingen af Afrika og Tysklands erhvervelse af kolonier i Asien-stillehavsområdet
