Spørgsmål 9 - Det offentliges erstatningsansvar for skadevoldende retsakter Flashcards
Erstatningsbetingelserne
-De almindelige erstatningsbetingelser (Når de alm erstatningsbetingelser er opfyldt ifalder SKV som UP et erstatningsansvar): SKL og SKV Økonomisk tab Ansvarsgrundlag Kausalitet (årsagsforbindelse) Adækvans
Culpa
Den offentlige forvaltning er som udgangspunkt erstatningsansvarlig ved culpa.
Når en forvaltningsmyndighed træffer en afgørelse, som er behæftet med en væsentlig retlig mangel og afgørelsen derfor er ugyldig, så vil der jo ofte være handlet culpøst, fordi man jo i sagens natur har begået en fejl, hvis man udsteder en afgørelse som fx er i strid med loven, er for vidtgående, eller hvad det nu er for nogle regler, man har brudt.
Objektivt ansvar
Erstatning kan tilkendes på andet grundlag end culpa. Objektivt ansvar pålægger SKV ansvar også uden at have handlet uagtsomt eller med forsæt, dvs. uden skyld.
Retsgrundlag: Fastsat ved lov eller i domstolspraksis
U 1962.554 Ø (Pølsehandler-dommen)
P har fået tilladelse af magistraten M til at have pølsestade på Nørrevold. Den 31. maj 1960 meddeler M at P’s pølsestade skal deles, således at endnu en person kan få indtægt ved pølsehandel. P mener at M har været uberettiget til at foretage stadedeling. Regulativets § 19, stk. 22 bestemmer at stadet kan inddrages hvis forholdene efter M’s skøn gør det nødvendigt. Varsel er 1 måned. Regulativets § 25 bestemmer at tilladele gives på vilkår hvorefter tilbagekaldelse af stade kræver 1 års varsel. Østre Landsret finder at den tilbagekaldelse der er sket ikke er et ”nødvendigt skridt” med hjemmel i regulativets § 19, stk. 22. Magistraten burde være gået frem efter regulativets § 25, således at P havde fået 1 års varsel. Der foreligger altså en hjemmelsmangel og afgørelsen er ugyldig. Fordi P har lidt et økonomisk tab ved uberettiget at være blevet frataget sin stadeplads ved stadedeling den 1. juni 1961 findes M at være erstatningsansvarlig
U 1977.495/2H (Bevilling til taxakørsel)
A ansøger om bevilling til taxakørsel, men får afslag herpå af kommunen. A var ikke medlem af nogen taxasammenslutning, men kommunen havde fået oplysninger om A igennem denne sammenslutning. Kommunens afslag var bl.a. baseret på oplysningerne fra taxasammenslutningen og A var ikke blevet gjort bekendt med dette. (Der var derfor sket en sagsbehandlingsfejl i form af tilsidesættelse af partshøringsreglerne.) Højesteret kender afslaget på bevilling af taxakørsel for ugyldigt.
U 1983.1000 H (BP-dommen)
En kommune, K, meddeler tilladelse til opførelse af benzintank i et boligområde, da K i overensstemmelse med Boligministeriets hidtidige praksis antog at der var hjemmel i byplanvedtægten. Ministeriets fortolkning ændres I 1974 fastslår Landsretten at tilladelsen var ulovlig. K er ved at meddele tilladelserne ”klart” gået uden for sin hjemmel. Tilladelsen tilsidesættes som ugyldig. Senere anlægges erstatningssag mod K. BP har disponeret i tillid til K’s tilladelsen ved at købe ejendomme som BP nu må sælge med betydelige tab. K og BP har aftalt at K under en senere erstatningssag ikke vil gøre gældende at BP burde have appelleret dommen af 1974. Landsretten antog at der forelå culpa, idet den lagde afgørelsen af ugyldighedsspørgsmålet under den første sag til grund. Højesteret tager ikke stilling til spørgsmålet om culpa. Højesteret henviser alene til, at BP ”havde føje til at disponere som sket på grundlag af tilladelserne”. Højesteret tilkender BP erstatning fordi BP skal stilles således at BP ikke lider tab ved at have disponeret i tillid til tilladelsen.
Særligt om BP-dommen, der kan være lidt vanskelig: I BP-dommen ifalder kommunen et erstatningsansvar uden at have handlet culpøst. Dommen er et eksempel på, at en offentlig institution kan blive erstatningsansvarlig på objektivt grundlag fordi der pålægges ansvar uden en nærmere vurdering af om der foreligger uagtsomhed eller forsæt. Dommen er dog speciel.
Undskyldelig retsvildfarelse
Som nævnt foreligger der retsvildfarelse når en myndighed har truffet en afgørelse på et forkert retligt grundlag. Dette fører som UP til afgørelsens ugyldighed og kan efter omstændighederne også føre til erstatningsansvar. Men erstatningsansvaret forudsætter jo som HR culpa, og hvis myndigheden har været i en ”undskyldelig” retsvildfarelse og (Undskyldelig = kan ej bebrejdes myndigheden) kan denne jo som UP ikke blive erstatningsansvarlig ud fra en culpanorm. Men hvis der gælder et objektivt ansvar vil myndigheden jo ifalde ansvar uanset skyld hos denne. BP-dommen er et eksempel på at undskyldelig retsvildfarelse ikke diskulperer for erstatningsansvar. Kommunen ifalder jo netop et erstatningsansvar over for BP, uanset at der foreligger en retsvildfarelse og uanset om denne retsvildfarelse (i hvert fald som anført af kommunen) er undskyldelig.
Beskyttelsesinteresse
For at overtrædelse af en forskrift skal have erstatningsretlig relevans, må formålet, eller i hvert fald noget af formålet med reglen imidlertid være at regulere hvad der er forsvarlig optræden i den indtrådte skadesituation. Det er det som bogen kalder ”beskyttelsesinteresse. Så selv om overtrædelse af en forskrift faktisk har medført en vis skadevirkning, udløser den ikke i sig selv erstatningsansvar, hvis formålet med forskriften udelukkende, eller i første række, er at varetage andre interesser end at hindre sådanne skadevirkninger. Hovedeksemplet herpå er netop forskrifter, som har til formål at varetage visse offentlige interesser, og som derfor ikke kan påberåbes som grundlag for krav om erstatning fra en privat person eller virksomhed, som lider tab som afledt konsekvens af overtrædelsen af forskriften. Formålet med den forskrift (fx lovgivning) der er overtrådt må altså være i overensstemmelse med det, der bliver påberåbt i erstatningsretlig henseende. Et eksempel på dette er Bilka dommen
U 2010.2142 H (Bilka-dommen)
Horsens kommune, K, giver dispensation fra lokalplan til opførelse af Bilka. Højesteret, H, fastslår i U 2004.1849 H, at dispensationen ikke havde hjemmel i planloven og derfor var ugyldig (Den forvaltningsafgørelse (dispensation), K har truffet over for Bilka viser sig altså at indeholde en hjemmelsmangel (hjemmelsmangler er som UP væsentlige, hvilket også er tilfældet her ugyldighed)) Ejerne af 4 dagligvarebutikker, E, anlægger herefter erstatningssag mod K, for det omsætningstab, de mener at have lidt som følge af Ks ugyldige dispensation.
Højesteret udtaler, at når en myndighed ved en ugyldig forvaltningsakt har meddelt en tilladelse, og andre end adressaten rejser krav om erstatning, er det en forudsætning for erstatning at den individuelle interesse, der begrunder kravet, indgår blandt de interesser, som den pågældende lovgivning har til formål at varetage, eller at der foreligger klare fejl, der sammen med sagens øvrige omstændigheder undtagelsesvist kan føre til erstatningsretlig beskyttelse. Højesteret udtaler, at når en myndighed ved en ugyldig forvaltningsakt har meddelt en tilladelse, og andre end adressaten rejser krav om erstatning, er det en forudsætning for erstatning at den individuelle interesse, der begrunder kravet, indgår blandt de interesser, som den pågældende lovgivning har til formål at varetage, eller at der foreligger klare fejl, der sammen med sagens øvrige omstændigheder undtagelsesvist kan føre til erstatningsretlig beskyttelse.
Hvad er erstatningsbetingelserne efter EU-retten?
Den bestemmelse, der er overtrådt skal have til formål at tillægge borgere rettigheder
Der skal være årsagsforbindelse mellem overtrædelsen og det lidte tab
Overtrædelsen skal være ”tilstrækkelig kvalificeret”
o ”åbenbart og groft”
U 2007.3124
Lægemiddelstyrelsen, L, meddeler tilladelse til P til parallelimport af medicin. Den direkte forhandler af medicinen, M, har meddelt at man vil trække sit originale præparat ud af markedet og markedsføre en ny variant. Samtidig anmoder M L om at P foretager en tilsvarende tilbagetrækning. L meddeler så P, at medicinen efter ønske fra M, bliver slettet af registret, og P pålægges at afvikle deres varelagre. Deres tilladelse til at forhandle præparatet tilbagekaldes altså af L. Spørgsmålet om hvorvidt tilbagekaldelsen er forenelig med EU-retten forelægges for EF-domstolen. EF-domstolen fastslår, at tilbagekaldelsen var i strid med EU-retten og P anlægger herefter erstatningssag mod L for mistede indtægter. Spørgsmålet for Landsretten går på om L er erstatningsansvarlig over for P. Landsretten finder, at L’s overtrædelse af EU-retten ikke kunne betegnes som tilstrækkeligt kvalificeret til, at L kunne pålægges erstatningsansvar. L frifindes. Højesteret stadfæstede landsrettens dom. På den baggrund finder Landsretten, at Lægemiddelstyrelsen ulovlige administrative praksis ikke kunne betegnes som ”tilstrækkelig kvalificeret”. Der kunne derfor ikke gøres et erstatningsansvar gældende.
Kunne sagen i U 2007.3124 H have fået et andet udfald, hvis den havde været afgjort efter dansk national ret?
Om sagen ville have fået et andet udfald, hvis man havde procederet på culpa og afgjort sagen efter dansk ret, er svært at sige. Jeg vil nok hælde til at culpareglen er mere lempelig, således at der skal ”mindre til” for at en myndighed ifalder et erstatningsansvar efter de danske regler sammenlignet med den EU-retlige målestok.
I forlængelse af dansk rets almindelige erstatningsregler, kan der være andre regler, herunder EU-retlige regler, der har en anden ansvarsnorm (”tilstrækkelig kvalificeret”)
Ansvarsgrundlag ved forvaltningsmyndighedernes tilsidesættelse af EMRK
Objektivt ansvar for overtrædelse af EMRK
Hvad er ansvarsgrundlaget hvis man overtræder menneskerettighederne?
- Det ligger ret klart, at der gælder et objektivt ansvar for offentlige myndigheder for at overtræde EMRK. Flere danske afgørelser har således fastslået, at der gælder et objektivt ansvar for overtrædelse af EMRK, uanset at UP i dansk ret er et culpaansvar (også for offentlige myndigheder).
- Fast praksis (særligt sammenlignet med EU-retten).
o Bl.a. fastslået i U 2017.2929
U 2017.2929
A dømmes for narkotikakriminalitet og udvises fra DK men kan ikke sendes hjem og er derfor på tålt ophold. Højesteret fastslår ved dom af 1. juni 2012, at udlændingemyndighedernes afgørelser om A’s opholds- og meldepligt i Sandholmslejeren er et uproportionalt indgreb i hans bevægelsesfrihed i strid med artikel 2 i tillægsprotokol 4 til EMRK. U 2017.2929 angår så A’s krav om godtgørelse for det uproportionale indgreb i A’s bevægelsesfrihed. Højesteret udtaler, at det følger af EMRK artikel 13 sammenholdt med princippet i EAL § 26, at A skulle tilkendes en godtgørelse, hvis han i hht. EMDs praksis efter konventionens artikel 41 ville have ret til godtgørelse (Denne passus er vigtig ift. hvilken ansvarsnorm, der gælder. Hermed fastslås at det er et objektivt ansvar. Det er ikke en betingelse for at få tilkendt godtgørelse eller erstatning at myndigheden har handlet culpøst). I EMDs praksis findes der ikke domme, der tager stilling til proportionaliteten af indgreb i bevægelsesfriheden over for personer på tålt ophold og derfor heller ikke domme om spørgsmålet om godtgørelse for et sådant indgreb. Efter EMDs prakis er det dog ikke enhver krænkelse af konventionen, der medfører krav på godtgørelse og i mange tilfælde hvor lov eller praksis er i strid med EMRK er det nok at konstatere dette for at kunne rette op på forholdet. I den konkrete sag fandt Højesteret ikke, at A havde krav på godtgørelse.
Centralt ift. Ansvarsgrundlag vedr. U 2017.2929
Udlændingemyndighederne har gjort gældende, at det er en betingelse for at tilkende A en godtgørelse, at myndighederne har handlet culpøst. Ifølge EMDs praksis udgør en ret til erstatning eller godtgørelse, der er betinget af, at en offentlig myndighed har begået fejl eller forsømmelse, imidlertid ikke et tilstrækkeligt effektivt retsmiddel efter EMRK art. 13, jf. Domstolens dom af 20. jauar 2004 i sag 48339/99 (Kangasluoma mod Finland), præmis 43 og 48. Højesteret tiltræder derfor, at det følger af artikel 13 sammenholdt med princippet i EAL § 26, at A skal tilkendes en godtgørelse, hvis han i henhold til EMDs praksis efter konventionens artikel 41 ville have ret til godtgørelse”
