Spørgsmål 6 – Administrativ rekurs Flashcards
Hvad er administrativ rekurs?
Ved administrativ rekurs forstås en ordning, hvorefter den eller de, der er berørt af en forvaltningsmyndigheds afgørelse har ret til at påklage til en anden forvaltningsmyndighed, som – såfremt en række betingelser er opfyldt – har pligt til at tage stilling til afgørelsen. Administrativ rekurs handler altså om én myndigheds kontrol med en anden
Tilsyn
Tilsyn kan både være eksternt og internt. Det der forstås ved tilsyn er forskelligt afhængigt af, om man taler om internt dvs. forholdene inden for én myndighed eller mellem myndighed inden for et hierarki, eller eksternt, dvs. tilsyn i forbindelse med myndigheder uden for hierarkiet.
Internt
- Når de almindelige over-/underordnelsesrelationer er til stede tilføjer tilsynsbeføjelsen ikke noget nyt, men kan tages som et samlet udtryk for de almindelige styringsbeføjelser inden for administrative hierarkier.
Eksternt
- Når myndigheder ikke står i noget over-/underordnelsesforhold til hinanden kan én myndighed være tillagt tilsynsbeføjelser i forhold til en anden som udgangspunkt ved lov. Udgangspunktet er her at alle konkrete beføjelser kræver lovhjemmel.
Tilsynsbeføjelsen
Indebærer en ret (og pligt) til at holde sig underrettet om udviklingen på det pågældende område og en heraf afledt ret til at afkræve den myndighed, der skal føres tilsyn med, de nødvendige oplysninger. Desuden indebærer tilsynsbeføjelsen retten til at fremkomme med – ikke retligt bindende – udtalelser inden for det pågældende ressortområde. Tilsynsmyndighedens vejledende udtalelser kan have en styrende betydning for den underordnede myndighed, men hvis den styrende myndighed skal bruge retligt bindende styringsmilde ift. Den styrede myndighed kræves lovhjemmel.
Det almindelige kommunaltilsyn
Kommunaltilsynet har en anden ordning, som indebærer at ét forvaltningsorgan kontrollerer et andet. Hjemmel i kommunestyrelsesloven. Kommunaltilsynet fører almindelig kontrol med kommunalforvaltningens lovlighed. Kommunaltilsynet handler ex officio og udøver alene et legalitetstilsyn.
Godkendelsesordninger
Indebærer at en myndighed skal godkende en anden myndigheds beslutning, før den kan få retlig virkning. Var tidligere meget almindelige, fx skulle en kommunal byplanvedtægt godkendes af boligministeren. Mange godkendelsesordninger er erstattet af veto-ordninger. (fx beslutninger om lokalplaner). I planlovens §§ 28-29 c er det fastsat, at hvis bl.a. en statslig myndighed eller en nabokommune gør indsigelse mod en kommunalbestyrelses lokalplanforslag inden for en bestemt frist, kan lokalplanen ikke vedtages endeligt af kommunalbestyrelsen, før der er opnået enighed mellem de to myndigheder, eller miljøministeren har afgjort sagen
Remonstration
Remonstration er når en borger rette henvendelse til den myndighed, der har truffet afgørelse i sagen, men anmodningen om, at sagen genoptages, således at der kan træffes en anden afgørelse (som er gunstigere for borgeren). Kan ske uformelt ved at borger blot retter henvendelse. Faste remonstrationsordninger på grundlag af skrevne regler.
Kombination af remonstration og rekurs
Fx lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Efter denne ordning skal en klage først afleveres til den myndighed, som har truffet afgørelsen. Denne myndighed skal vurdere om der er grundlag for at give klageren helt eller delvist medhold. Kan myndigheden ikke give klageren medhold, sendes klagen med begrundelse for afgørelsen og genvurderingen videre til klageinstansen.
Formålet tilsyns- og godkendelsesordningerne
Specifikt angives ikke formål. Dog varetager de mange af de samme hensyn som rekursen (én myndigheds kontrol af en anden), hvilket taler for, at i hvert fald hovedformål er de samme: retssikkerhed pga. 2-instans behandling.
Formålet med administrativ rekurs
Er hovedformålet retssikkerhed, da der sker to-instans behandling. Derudover er det et styringsmiddel i forholdet mellem myndigheder, da rekursinstansen bestemmer indholdet i de sager, der påklages, rekursinstansens afgørelser får virkning ift. Førsteinstansens praksis i senere sager og rekursinstansen forbedrer rekursmyndighedernes mulighed for at anvende andre styringsmidler end rekurs.
Andre formål er, at hvor der er oprettet ankenævn, kan formålet være – vha. sammensætningen af nævnet – at sikre at interesseorganisationer eller fx særligt sagkyndige holdninger får indflydelse på afgørelsen. Rekursen kan medvirke til at give de centrale myndigheder en betydningsfuld information om praktiske spørgsmål i forbindelse med en lovs administration. Rekursen kan tjene til at koordinere praksis inden for nært beslægtede forvaltningsområder.
Ulemper og fordele ved administrativ rekurs
Ulemper:
Administrativ rekurs er lidt usikkert styringsmiddel idet effekterne bl.a. afhænger af, om – og i hvilket omfang – de klageberettigede borgere faktisk påklager førsteinstansens afgørelse. Styringseffekten er også afhængig af, om rekursinstansernes afgørelser kommunikeres til førsteinstanserne og borgerne.
Fordele:
Sammenholdt med andre kontrolformer, herunder domstolskontrol, har administrativ rekurs den fordel:
1) At rekursen normalt er gratis for borgeren
2) Den virker normalt hurtigere end domstolskontrollen
3) Rekursmyndigheden kan sætte en anden afgørelse i stedet for den påklagede, således at borgeren får, hvad hun eller han ønsker. Dette vil en domstol alene kunne gøre under særlige omstændigheder og FOB har ikke beføjelser til direkte at ændre forvaltningsafgørelser.
Hjemmel for rekurs
HR: Enhver forvaltningsafgørelse kan påklages til en højere forvaltningsmyndighed, i sidste instans vedkommende minister, dvs. en adgang til at klage uden lovhjemmel. Hviler på en retssædvane. HR har praktisk relevans for det traditionelle statslige forvaltningsområde. Der er imidlertid flere væsentlige undtagelser til hovedreglen.
Undtagelser:
U1: For kommunale afgørelser gælder, at der ikke er adgang til administrativ rekurs uden lovhjemmel. Dette skyldes at kommunalbestyrelsen er folkevalgt og derfor må have en friere og mere uafhængig stilling end statsorganer ledet at statslige embedsmænd og kommunerne har en selvstændig økonomi og rekursorganernes afgørelser kan have økonomiske konsekvenser for kommunerne.
U2: Afgørelser truffet af råd og nævn, herunder statslige nævn og råd, kan alene påklages, hvis hjemmel herfor.
Rekurs: hjemmelsgrundlag og organisation
HR: Enhver forvaltningsafgørelse kan påklages til en højere forvaltningsmyndighed, i sidste instans vedkommende minister, dvs. en adgang til at klage uden lovhjemmel. Hviler på en retssædvane. HR har praktisk relevans for det traditionelle statslige forvaltningsområde. Der er imidlertid flere væsentlige undtagelser til hovedreglen.
Undtagelser:
U1: For kommunale afgørelser gælder, at der ikke er adgang til administrativ rekurs uden lovhjemmel. Dette skyldes at kommunalbestyrelsen er folkevalgt og derfor må have en friere og mere uafhængig stilling end statsorganer ledet at statslige embedsmænd og kommunerne har en selvstændig økonomi og rekursorganernes afgørelser kan have økonomiske konsekvenser for kommunerne.
U2: Afgørelser truffet af råd og nævn, herunder statslige nævn og råd, kan alene påklages, hvis hjemmel herfor.
Et eksempel på en rekursordning er ankenævn. I dansk administration findes mange ankenævn (bl.a. Natur- og Miljøklagenævnet og Ankestyrelsen). Ankenævn er kollegiale organer, der træffer afgørelse efter afstemning. De forskellige ankenævn er ikke ens: nogle fungerer næsten som domstole, andre minder om alm forvaltningsmyndigheder. Ankenævn er (nogle gange) bredt sammensat og kan bestå af embedsmænd, repræsentanter fra interesseorganisationer, særligt sagkyndige, dommere og endda politikere. Ankenævn er som UP uafhængige
Ankestyrelsen
Rekurssystemets opbygning – formål, betydning, hensyn bag kollegialt organ: Ankestyrelsen behandler klager på social- og beskæftigelsesområderne. Ankestyrelsen er et kollegialt organ og bredt sammensat af jurister, andre akademikere og beskikkede medlemmer (lægdommere). Ankestyrelsen har en domstolslignende sagsbehandling idet myndigheden er uafhængig og ikke bundet af instruktioner fra social- og ældreministeren når de træffer afgørelse.
Hjemmelsgrund: Retssikkerhedslovens §§ 50-59:
Adgangen til at kunne påklage (kommunale) administrative afgørelser til Ankestyrelsen er fastsat i retssikkerhedsloven. Ankestyrelsens afgørelser kan ikke påklages videre (§ 50, stk. 4). §§ 51-52 handler om Ankestyrelsens sammensætning. §§ 53-55 handler om afgørelserne i Ankestyrelsen. Ankestyrelsen har karakter af et nævn i de sager, hvor der træffes afgørelse på et møde eller ved skriftlig indstilling til medlemmerne, jf. § 53.
Konkrete afgørelser (forvaltningsakter)
HR: Det er den endelige afgørelse der kan påklages og således ikke sagsbehandlingsbeslutninger før den endelige afgørelse.
U: Aktindsigt (kan påklages selvom beslutningen træffes under et behandlingsforhold vedr. sagen) (Beslutninger om aktindsigt er forvaltningsretligt selvstændige afgørelser)
Generelle beslutninger (retsakter)
På nogle områder, fx mulighed for at klage over lokalplaner på planlovens område. Beror på fortolkning af konkret lov.
- Fortolkning/præcisering af indholdet af en tidligere truffet afgørelse
- Konstaterende påbud, jf. FOB 2001.261
- Bindende forhåndsbesked kan påklages (derimod er det usikkert om rent vejledende udtalelser kan påklages.)
- Myndighedens passivitet, dvs. undladelse af at træffe afgørelse i sagen (da karakter af afslag)
- Myndighedens afvisning
Begrænsninger i klageadgang: Lovbestemte ankebegrænsninger
Der findes lovebestemmelser der på forskellig vis begrænser rekursen.
HR er at rekursmyndigheden kan efterprøve alle tre elementer i en afgørelse (fuld prøvelse): retlige spørgsmål (jus), hensigtsmæssighed (skøn) samt faktiske omstændigheder (faktum) (Alm emner. I stadig flere love begrænses rekursorganets bedømmelsesgrundlag imidlertid til kun at omfatte retlige spørgsmål. I sådanne tilfælde begrænses rekursinstansens bedømmelsesgrundlag. En anden form for begrænsning er den type af sager, der kan indbringes for rekursmyndigheden.
Planlovens § 58 (Begrænsninger i klageadgang, lovbestemt ankebegrænsning)
Efter planlovens § 58 kan der klages over afgørelser efter loven til Planklagenævnet. Klageadgangen er dog begrænset til særlige bestemmelser i planloven (nr. 1 og nr. 2) og efter nr. 3 kan der klages over afgørelser for så vidt angår ”retlige spørgsmål”. Det er således fastsat ved lov at rekursinstansen kun kan tage stilling til retlige spørgsmål, for så vidt at den afgørelse, der klages over falder under kategori nr. 3. ”Retlige spørgsmål” vil sige at Plannævnet kan efterprøve om de lov- eller anordningsbestemmelser mv. som førsteinstansens afgørelse er truffet på grundlag af er fortolket korrekt. Vedr. retlige spørgsmål er hovedinteressen materielle spørgsmål, men også førsteinstansens overholdelse af sagsbehandlingsregler er et retligt spørgsmål.
Under ”retlige spørgsmål” falder også generelle uskrevne forvaltningsretlige grundsætninger.
Når planloven begrænser rekursorganets bedømmelsesgrundlag til alene at omfatte retlige spørgsmål afskæres prøvelsen af hensigtsmæssigheden (men ikke prøvelsen af faktum). Rekursorganet har ret og pligt til at efterprøve faktum. Det følger af officialprincippet.
Begrænsninger i klageadgang: Ulovbestemte ankebegrænsninger?
Kan der på ulovbestemt grundlag antages at gælde ankebegrænsninger, jf. FOB 1992.292?
Udgangspunktet er at rekursinstansen kan prøve alle tre elementer i en afgørelse (retlige spørgsmål, hensigtsmæssighed (skøn) og faktum).
I praksis vil rekursinstansen imidlertid kunne udvise tilbageholdenhed i sin prøvelse, fx i tilfælde, hvor der kræves et vist lokalkendskab.