Spørgsmål 7 - Folketingets Ombudsmand

Question 1

Baggrund for og formål med ombudsmandsordningen

Answer 1

Ombudsmanden har til formål at udøve kontrol med forvaltningen. Han skal sikre at forvaltningen handler lovligt og følger god forvaltningsskik. Ombudsmanden beskytter borgernes rettigheder i forhold til forvaltningen (retssikkerhedsformål) Ombudsmanden er et supplement til domstolenes prøvelsesret med forvaltningen – en vigtig del af ombudsmandens arbejde er imidlertid at efterprøve forvaltningsafgørelser for at påse om de er behæftede med retlige mangler. På dette punkt minder ombudsmandens prøvelse om domstolsprøvelsen. I mangel af en forvaltningsdomstol i DK har ombudsmanden en udfyldende rolle og ofte tager han sager op, der ikke – eller kun sjældent – behandles ved domstolene. Ombudsmanden udøver ligeledes en efterfølgende kontrol med forvaltningen

Question 2

Retsgrundlaget for ombudsmandsinstitutionen

Answer 2

GRL § 55 ”Ved lov bestemmes, at Folketinget vælger en eller to personer, der ikke er medlemmer af Folketinget, til at have indseende med statens civile og militære forvaltning.” Ombudsmandsinstitutionen er hjemlet i grundloven. Grl § 55 siger at der skal være en lov om ombudsmanden. At indførelsen af ombudsmandskontrollen er hjemlet i grundloven betyder at det vil være grundlovsstridigt at vedtage en lov, der ophæver eller væsentligt beskærer ombudsmandens kompetence i relation til statens civile og militære forvaltning. Men inden for grundlovens § 55 kan lovgiver udforme omfanget af ombudsmandsordningen, herunder udvide hans kompetence. Grl § 55 fastsætter minimumskrav

Lovbekendtgørelse nr. 349 af 22. marts 2013 (Ombudsmandsloven): Ombudsmandsloven er forholdsvis generel og overlader det derfor til den siddende ombudsmand at udfylde rammerne. For at få et godt indtryk af, hvordan ordningen fungerer er det derfor også nødvendigt at medinddrage ombudsmandens egen praksis.

Question 3

Ombudsmandens forhold til Folketinget

Answer 3

Folketinget vælger og afskediger ombudsmanden (GRL 1 55 og ombudsmandslovens §§ 1 og 3) og det er også FT, der fastsætter lønnen. Ombudsmanden må ikke være medlem af FT, kommunale råd og regionsråd, jf. § 2. Hvis Ombudsmanden anser sig for inhabil skal han underrette FT’s Retsudvalg, der bestemmer hvem der så skal udøve hans funktioner, jf. § 29. folketinget kan afskedige Ombudsmanden hvis han ikke længere nyder FT’s tillid, jf. § 3 (personel afhængighed af FT). Ombudsmanden er i udøvelsen af sit hverv uafhængig af FT og at FT fastsætter almindelige bestemmelser for ombudsmandens virksomhed (funktionel uafhængighed), jf. § 10. FT kan ikke give bindende henstillinger til Ombudsmanden vedrørende hans virksomhed. O skal i særlige tilfælde gøre FT opmærksom på mangler ved gældende love eller administrative bestemmelser. O kan påpege hvis bestemmelser er uklar, modstridende eller på anden måde mangelfulde, eller fremsætte synspunkter vedr. forbedring af den administrative sagsbehandling, fx som i FOB 1990.222, hvor O fremsatte synspunkter om forbedring af kommunernes klageret på det sociale område.

Question 4

Klageadgang mellem Ombudsmanden og Folketinget?

Answer 4

Ombudsmanden kan ikke klage til Folketinget. Det følger af O’s funktionelle uafhængighed, da O i udøvelsen af sit hverv er uafhængig af FT og FT fastsætter almindelige bestemmelser for ombudsmandens virksomhed (funktionel uafhængighed, jf. § 10)

Hvordan forholder det sig den anden vej rundt? Kan et Folketingsudvalg, et enkelt folketingsmedlem eller Folketinget klage til Ombudsmanden?
- O kan ikke behandle klager over forvaltningsforhold, der har været behandlet i FT eller FT-udvalg. Det skyldes at O herved indirekte ville tage stilling til FT’s behandling af forholdet.

Question 5

FOB 1973.66: Kan et folketingsudvalg klage til ombudsmanden?

Answer 5

FTs boligudvalg beder O tage stilling til om et FT-udvalg kan klage til O. O udtaler:
O besvarer det generelle spørgsmål om et FT-udvalg er afskåret fra at indgive klage til O. Besvarelsen beror på (daværende) §§ 3 og 6. Efter § 6 kan klager over ministre, statens tjenestemænd m.fl. Indgives til O af enhver. Efter § 3 fastsætter FT alm bestemmelser for Os virksomhed. O er uafhængig af FT. I bemærkningerne til forslaget til ombudsmandsloven fremgår, at ”det må antages at bestemmelsen i § 3 betyder at FT (og FT-udvalg) er afskåret fra at påbyde eller forbyde at O beskæftiger sig med en bestemt sag.” Men dette udelukker ikke med sikkerhed at FT og FT-udvalg er afskåret fra at klage til O. O konkluderer at spg. om FT/FT-udvalg er afskåret fra at indgive klage til O ikke er klart afgjort (eller forudset) i O-loven, forarbejder eller praksis. O udtaler at retspolitiske betragtninger taler imod at FT/FT-udvalg kan klage til O. Selvom en klage ikke er det samme som et påbud om at behandle en sag, taler synspunkterne der ligger til grund for § 3 imod klageadgang. O udtaler at Os funktionsdygtighed og anerkendelse bygger på en tillid til Os politiske neutralitet. Tilliden forudsætter at det søges undgået at O bliver et led i en politisk konflikt mellem på den ene side FT og på den anden side regeringen (el. medlem). O vil ikke afvise enhver kontakt mellem FT/FT-udvalg og O vedr. en verserende sag, men afviser i den konkrete sag muligheden for at klage .
(Dagældende § 3 er nugældende § 10)

Question 6

FOB 1987.135: Kan O behandle en klage fra et FT-medlem?

Answer 6

Et FT-medlem klager til O over indholdet af en annonce udarbejdet af Ministeriet for Skatter og Afgifter. O udtaler at bedømmelsen må ske ud fra ”friere, retligt prægede overvejelser”. Sagen er ifølge O af ”en vis politisk karakter”, fordi spørgsmålet om annoncens indhold tidligere har været drøftet gennem spørgsmål til ministre fra FT-medlemmer og udvalg. Dette er relevant fordi Os ”funktionsdygtighed og anerkendelse” bygger på den alm tillid til Os politiske neutralitet. Tilliden forudsætter, at det søges undgået at O placeres som led i en politisk konflikt mellem på den ene side FT og på den anden side regeringen (el medlem). O finder derfor ikke at han kan udtale sig om annoncens indhold (afvisning af klage)

Question 7

O’s skrivelse af 1/2 2005 vedr. FM’s vurdering af partiernes valgudspil (Vedrører FT’s mulighed for at klage til O)

Answer 7

Socialdemokratiet klager til O, bl.a. om FM’s vurdering af Socialdemokratiets jobplan.
O afviser at behandle klagen, da O ”bør udvise tilbageholdenhed med at behandle klager fra et politisk parti over regeringen i sager som efter deres karakter og allerede i deres udspring, er tæt forbundet med den politiske kamp, i dette tilfælde forestående FT-valg.” ”Den foreliggende problemstilling er i sin karakter så nært forbundet med den rent politiske adfærd mellem FTs forskellige grupperinger indbyrdes og ift. regeringen” at O ikke skal behandle klagen. Sagen drejer sig om Folketingets mulighed for at klage til O O når frem til, at sagen var så nært forbundet med den rent politiske adfærd mellem FTs forskellige grupperinger indbyrdes og i forhold til regeringen, at O ikke var det ikke forum for fastlæggelsen af sådanne normer.)

Question 8

Ombudsmandens kompetence

Answer 8

Ombudsmandens virksomhed omfatter ”alle dele af den offentlige forvaltning”, jf. § 7, stk. 1. i praksis retter O som regel sin virksomhed mod myndigheder, men i ekstraordinære situationer kan undersøgelse rettes mod bestemte personer i den offentlige forvaltning. (Henrik Sass-Larsen-sagen, hvor O undersøger et tavshedspålæg som myndigheder har givet Sass Larsen).

Question 9

O’s kompetence omfatter

Answer 9

• Organer, der som en del af den offentlige forvaltning er oprettet ved lov eller på offentligretligt grundlag, uanset funktion: stat og kommuners almindelige forvaltningsorganer, råd og nævn, Folkekirken mv.
• Frihedsberøvedes forhold på private institutioner mv.
• Børns forhold på private institutioner
• Kommuner og regioner (Om samspillet mellem O’s kontrol og kommunaltilsynet er det forudsat at O i sin praksis udnytter kommunaltilsynets særlige ekspertise og kendskab til kommunernes forhold.)

Question 10

O’s kompetence omfatter ikke

Answer 10

• Folketinget og Folketingets institutioner, jf. § 7, stk. 1, 1. pkt. modsætningsvist. Dvs. FT, FT-udvalg og FT’s administration + fx Udenrigspolitisk Nævn, Rigsrevisionen og organer, der nedsættes af FT.
• Ministre er som udgangspunkt omfattet af O’s kompetence, men da O er inkompetent ift. FT er O også inkompetent ift. Ministres optræden over for FT, fx klager over lovforslag, aktstykker (ministers ansøgning til Folketingets Finansudvalg om en bevilling eller en dispositionsadgang) og udtaler over for FT.
• O er inkompetent ift. FT og kan derfor ikke tage stilling til klager over forvaltningsforhold, der er behandlet, eller under behandling i FT eller et FT-udvalg. (Det skyldes, at O i modsat fald indirekte ville tage stilling til FT’s behandling af forholdet. Vi har to ombudsmandsudtalelser som vedrører dette forhold

Question 11

FOB 2007.109

Answer 11

O afviser at behandle en klage fra to journalister over et afslag på aktindsigt i oplysninger der kan ”belyse forhold vedr. de danske styrker i Afghanistan, herunder bl.a. hvilke oplysninger regeringen var i besiddelse af, og hvornår.” O afviste at behandle klagen, da FT’s Præsiditum, flere FT-udvalg samt FT-medlemmer viste betydelig interesse for sagen ligesom den var genstand for folketings spørgsmål samt drøftelse i Udenrigspolitisk Nævn. Såfremt O havde behandlet klagen ville han indirekte tage stilling til FT’s behandling af forholdet. Derfor afviste han.

Question 12

Jura/politik

Answer 12

O er neutral ift. FT, hvilket betyder at O bør afstå fra at undersøge de elementer, der er af politisk karakter.

Question 13

FOB 2012: Sagen om Henrik Sass Larsen

Answer 13

Sagen om Henrik Sass Larsen illustrerer at O ikke helt undlader at behandle en sag blot fordi den også har et politisk indhold. O holder sig til juraen og behandler tavshedspålægget, og ser på

1) er lovens betingelser for at pålægge tavshedspålægget opfyldt og
2) er der problemer i måden, det er givet på?

Question 14

O’s kompetence ift. Anvendelsesområdet for FVL og OFL

Answer 14

• Ombudsmandsinstitutionen gælder for ”alle dele af den offentlige forvaltning”, jf. lovens § 7, stk. 1, 1. pkt. O’s kompetence er ikke, som i FVL, afgrænset til FVL’s afgørelsessager.

Question 15

FVL afgørelsesbegreb

Answer 15

Begrebet ”afgørelse” sigter til konkrete forvaltningsakter, dvs. en udtalelse, hvorved en forvaltningsmyndighed ift. adressaten ensidigt fastsætter, hvad der skal være ret i et konkret tilfælde. (Faktisk forvaltningsvirksomhed, og sagsbehandling i forbindelse hermed, er ej omfattet af afgørelsesbegrebet og dermed ej omfattet af FVL, men af OFL og O’s kompetence

Question 16

Ombudsmandens kompetence

Answer 16

Ombudsmandens virksomheder omfatter ”alle dele af den offentlige forvaltning”, jf. lovens § 7. Uden for hans kompetence falder FT og domstolene. Ligesom OFL og FVL er det ”alle dele af den offentlige forvaltning”; der er omfattet af O’s kompetence. Dvs den som udgangspunktet omfatter de samme forvaltningsmyndigheder, da samme formulering er brugt. Særligt for O er dog at han primært retter sine undersøgelser mod myndigheder og kun i helt ekstraordinære situationer mod personer i den offentlige forvaltning.

Question 17

Særligt om den private sektor

Answer 17

HR: Den private sektor er derfor som UP ikke omfattet af O’s kompetence. Det gælder uanset om den virksomhed, der udøves har karakter af offentlig forvaltning i materiel forstand, fx administration af offentlige midler. (Uden for O’s kompetence falder således personer, organer, virksomheder, sammenslutninger og andre indretninger, der henregnes til den private sektor (Almindelige bemærkninger til L 57). (Dog kan O efter § 7, stk. 1, 2. og 3. pkt. tage stilling til frihedsberøvedes og børns forhold på private institutioner).

• U1: Private institutioner kan dog være undergivet en så intensiv offentlig regulering, tilsyn og kontrol at de efter en samlet vurdering må henregnes til den offentlige forvaltning, fx private tilbud efter de sociale lovgivning (En lignende bestemmelse står i FVL § 1, stk. 2, nr. 2 og OFL § 3, stk. 1, nr. 2 som også lader private foreninger, fonde mv. omfatte af lovene såfremt den offentlige virksomhed der udøves er af mere omfattende karakter og undergivet intensiv offentlig regulering, tilsyn og kontrol)
• U2: O kan bestemme, at selskaber, institutioner, foreninger mv. der ved lov eller administrativt inddrages under de regler og principper, der gælder for de offentlige forvaltning, skal være omfattet af O’s kompetence i samme omfang (§ 7, stk. 4)

Question 18

FOB 1972.82 om Det Danske Hedeselskab - Generelt om afgrænsning mellem privat/offentlig

Answer 18

Afgrænsningen mellem på den ene side private institutioner, der ikke er omfattet af FVL og OFL selvom de varetager opgaver der materielt hører under offentlig forvaltning, og på den anden de særlige forvaltningsenheder, der er omfattet af loven, giver anledning til tvivl.
De særlige forvaltningsenheder, der er omfattet af lovene modtager tilskud fra det offentlige. Tilskud kan ikke i sig selv medføre at institutionen er omfattet af lovene. Men for at få tilskud er det normalt en betingelse at organet er undergivet offentlig regulering, tilsyn og kontrol. Det offentliges indflydelse kan være af et sådant omfang at den private rådighed bringes til ophør. Tilskud alene er ikke nok til at bestemme om organet er omfattet af lovene. Der må foretages en samlet vurdering og lægges vægt på i hvilket omfang tilsynsmyndigheden øver indflydelse på en daglige drift (fx rep. I bestyrelse el. offentligt ansatte)
Man må se på den ”samlede vurdering af det offentliges indflydelse på institutionens ledelse” og her står hvis meget intensiv regulering, tilsyn og kontrol så kan en privat institution henregnes til den offentlige forvaltning. Det beror altså på en vurdering af, hvor meget det offentlige ”griber ind” i virksomheden og hvor tæt kontrol det offentlige har med den.

Question 19

Ombudsmandens kompetence over for kommunerne

Answer 19

I 1997 blev O’s kompetence ift. Kommunerne udvidet til at omfatte alle kommunale og regionale organer (Herved skete en ændring i O’s kompetence der i højere grad forener hans kompetenceområde med området for FVL og OFL da de også omfatter alle forvaltningsmyndigheder, uanset om de hører under stat eller kommune)
Ved bedømmelsen af den kommunale forvaltning, skal O tage hensyn til de særlige vilkår som det kommunale og regionale styre virker under (§ 8) O skal med andre ord respektere det kommunale selvstyre. (At O skal respektere det kommunale selvstyre indebærer bl.a. at O skal respektere den enkelte kommunalbestyrelses budgetmagt, herunder lægge til grund, at det er kommunalbestyrelsen, der inden for gældende rets rammer fordeler kommunens ressourcer. O er tilbageholdende i prøvelsen af det kommunale og regionale serviceniveau når retsgrundlaget bygger på lovbestemmeler med vide skønsbeføjelser. Respekten for det kommunale selvstyre kommer til udtryk ved at O må respektere den afvejning, som kommunen har lavet (inden for rammerne af lovgivningen, naturligvis) og at der derfor kan være forskel kommuner imellem. O kan altså ikke ud fra lighedsgrundsætningen sige, at der ikke må være forskelle kommuner og regioner imellem. § 8 betyder ikke at O skal anvende et særligt bedømmelsesgrundlag ift. Kommunerne og regioner – i princippet gælder begrænsningen i prøvelsen af den konkret afvejning også ift. stat)

Question 20

Ombudsmandens kompetence over for domstolene

Answer 20

Domstolene er ikke omfattet af O’s kompetence, jf. § 7, stk. 2
- Dvs. ”de egentlige domstole”, som er omfattet af RPL samt de organer, som måtte blive oprettet i medfør af GRL §§ 71, stk. 6, og 73, stk. 3, og de af GRL § 63, stk. 2, omfattede forvaltningsdomstole.
- Omfattet er endvidere de specielle domstole, der har hjemmel i særlovgivning, fx boligretten, præsteretten, bisperetten, arbejdsretten, den kommunale tjenestemandsret og Rigsretten.
Fordi domstolene ikke er omfattet af O’s kompetence , tager O tager heller ikke stilling til forvaltningsforhold, der er bedømt af domstolene
Det forhold, at der alene eksisterer en mulighed for at en sag, O behandler, bliver anlagt ved domstolene, afskærer ej O fra sag, men hvis en sag aktuelt forventes at blive anlagt ved domstolene, afviser O

Question 21

Tvistnævn

Answer 21

O’s kompetence ift. Tvistnævn og andre domstolslignende nævn er mere tvivlsom.
- De ”egentlige domstole” og de specielle domstole er utvivlsomt ikke omfattet af O’s kompetence. Mere tvivlsomt er det om de kollegiale organer, der i sammensætning, procesform og opgaver ligner domstole
- O behandler ikke klager over nævn, der i betryggende form træffer afgørelse om tvister mellem private, selv om vedkommende nævn i anden sammenhæng betragtes som hørende til den offentlige forvaltning, jf. § 7, stk. 3
o Ifølge bestemmelsens ordlyd er O altså inkompetent til at behandle klager over tvivstnævn. Af forarbejder fremgår, at O heller ikke kan tage sager op af egen drift.
o Begrundelsen for at O ikke skal være kompetent er ifølge forarbejder at O ”bør koncentrere sig om sit kerneområde: forholdet mellem forvaltningen og borgerne, også for at modvirke, at O-institutionen bliver for stor”
o Loven angiver ikke præcist, hvilke tvistnævn, der er omfattet, så O tager stilling i hvert enkelt sag efter nogle retningslinjer
- Omfattet af bestemmelsen om tvistnævn er alene de organer, hvis eneste/væsentligste opgave er at løse tvister mellem private. Nævn der både løser tvister mellem borgere og alm forvaltningsopgaver falder uden for bestemmelsen og er således omfattet af O’s kompetence. Det dog forudsætter at tvistnævns-funktionen ikke er den dominerende.
- O’s kompetence omfatter forvaltningsorganer, der træffer afgørelse i tvister mellem private, men som ikke er organiseret som nævn

Question 22

Andre domstolslignende nævn

Answer 22

• O-loven indeholder ingen bestemmelser vedr. O’s kompetence over for domstolslignende nævn. I stedet er det forudsat at der i særlovgivningen er angivet bestemmelser om hvorvidt det pågældende nævn skal være omfattet af O’s kompetence.
• Hvis særlovgivningen ikke indeholder sådanne bestemmelser lægger O ved vurderingen i praksis vægt på, om der er dommerrepræsentation i nævnet samt lovbestemmelsens udformning af og begrundelse for kravet om dommermedvirken og på organets judicielle præg.
• I praksis har O erklæret sig inkompetent over for fredningsnævn, Ankenævnet for Patienterstatningen, Valgbarhedsnævnet, Valgretsnævnet og Procesbevillingsnævnet. Omvendt har O anset sig for kompetent ift. Ankestyrelsen, Natur- og Miljøklagenævnet, Landsskatteretten og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.
• O er helt eller delvist inkompetent over for Flygtningenævnet, jf. udlændingenævnets § 58 a, undersøgelseskommissioner og Procesbevillingsnævnet.

Question 23

Hvorfor er flygtningenævnet ikke omfattet af O’s kompetence?

Answer 23

Udlændingelovens § 58 a udgør en tredje undtagelse til HR om samme anvendelsesområde mellem OFL, FVL og O-loven. Udlændingelovens § 58 a er en særbestemmelse der begrænser O’s kompetence over for Flygtningenævnet. Det er her ved lov bestemt at O er helt eller delvist inkompetent over for Flygtningenævnet. Før lovændringen var O kompetent over for Flygtningenævnet. I U 1997.1157 H fandt Højesteret, at udlændingelovens endelighedsbestemmelse indebar, at domstolene var afskåret fra at prøve Flygtningenævnets konkrete subsumption. Når nævnets afgørelser er endelige kan de ikke efterrøves af domstolene. Alm emner s. 479, note 50. Flygtningenævnet er et domstolslignende nævn (nævnets formand og suppleant er dommere). Ifølge Ombudsmandslovudvalgets betænkning nr. 1272/1994 fremgår at ved afgørelsen af, hvilke af de domstolslignende nævn, der skal undtages fra O’s indseende, må det tillægges betydning, om nævnets afgørelser træffes under ledelse af en dommer, eventuelt med flere dommeres medvirken, med umiddelbar sagsfremstilling direkte for dommerne og under iagttagelse af det kontradiktoriske princip. At nævnet er undtaget fra O’s kompetence er derfor godt i overensstemmelse med betænkningen.

Question 24

Sagsrejsning

Answer 24

En sag kan rejses for O ved klage, jf. §§ 13-16.
De fleste af sagerne ved O er klagesager.
O kan af egen drift tage et forhold op til undersøgelse, jf. §§ 17-18.

Question 25

Klageberettigelse

Answer 25

Klagen kan indgives af enhver, jf. § 13, stk. 1, 1. pkt.
- Hvordan adskiller det sig ift. Adm. Rekurs og domstolsprøvelse?
• Klageadgangen er videre ved O, idet klager hverken behøver at være part i sagen eller have væsentlig, individuel interesse i sagens udfald (Alm emner s. 482). Klager har ikke nogen ret til at få klage behandlet af O, jf. § 16, stk. 1 (O afgør selv om klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse).

Question 26

Formkrav

Answer 26

klagen skal være navngivet (eneste krav), jf. § 13, stk. 2.

Question 27

Klagefrist

Answer 27

Klagen skal være indgivet inden et år efter, ”at forholdet er begået”, dvs. inden 1 år efter at afgørelsen er truffet, eller at sagsbehandling eller faktisk optræden skete (§ 13, stk. 3). O kan efter § 13, stk. 4 i særlige tilfælde forlænge fristen. Når der er adgang til administrativ rekurs regnes fristen fra den øverste rekursmyndigheds afgørelse. (I praksis regnes fristens begyndelsestidspunkt fra den dag, hvor meddelelse om afgørelsen er modtaget og klagen skal være modtaget på O’s kontor senest 1 år fra denne dag)

Question 28

Rekursudnyttelse

Answer 28

Klage over forhold, der kan påklages til en anden forvaltningsmyndighed kan ikke indgives, før den anden forvaltningsmyndighed har truffet afgørelse, jf. § 14. Hvis en administrativ klagefrist er sprunget, og adm rekurs ikke kan udnyttes, kan klage ikke indgives til O.

Question 29

Tilstrækkelig anledning til undersøgelse

Answer 29

O afgør om en klage giver anledning til tilstrækkelig grund til undersøgelse, jf. § 16, stk. 1.

Question 30

Opsættende virkning

Answer 30

Indgivelse af klage til O har ikke opsættende virkning ift. gennemførelsen af de adm. afgørelse. O kan dog henstille en administrativ myndighed til at klagen tillægges opsættende virkning, men myndighed er ej forpligtet.

Question 31

Ombudsmandens sagsbehandling

Answer 31

-Persondataloven, FVL og OFL finder ikke anvendelse på O’s virksomhed, da han ej er omfattet af den offentlige forvaltning.
- O-loven indeholder få bestemmelser om sagsbehandling. Ud fra lov og praksis kan dog udledes at:
o O’s sagsbehandling er mere formløs end sagsbehandling ved adm rekurs og domstolene
o Sagsbehandling foregår normalt skriftligt
o Principperne i FVL, OFL og persondataloven finder i vid udstrækning anvendelse
o O følger officialprincippet og skal derfor sørge for at sagen bliver tilstrækkeligt oplyst

Question 32

Ombudsmandens tilsynsbesøg

Answer 32

O kan aflægge tilsynsbesøg på steder, hvor der bor borgere
O’s mulighed for at aflægge tilsynsbesøg gør det muligt for O at undersøge, hvordan myndigheder behandler borgere, der er berøvet deres frihed i en periode. O kan besøge:
- Fængsler, arresthuse, detentioner, psykiatriske afdelinger, sikrede døgninstitutioner mv.

Question 33

Retsgrundlaget for O’s tilsynsbesøg

Answer 33

Retsgrundlaget for O’s tilsynsbesøg er O-lovens § 18, der fastsætter, at O kan undersøge enhver institution eller virksomhed samt ethvert tjenestested, der hører under O’s virksomhed. Retsgrundlaget suppleres af forarbejder, ændringer til loven, internationale regler og andre bestemmelser.
O’s adgang til at aflægge tilsynsbesøg er ikke knyttet til særlige betingelser. I vurderingen af, om O vil aflægge tilsynsbesøg lægger han vægt på om der knytter sig en ”væsentlig generel, retssikkerhedsmæssig eller administrativ interesse” til en nærmere undersøgelse.
Tilsynsbesøg kan inddeles i 6 typer:
1) Alm tilsyn (offentlige institutioner),
2) adm tilsyn,
3) Handicaptilgængelighedsbesøg (off.insti. Og indretninger),
4) OPCAT-besøg (privat og off.insti.),
5) Børnetilsynsbesøg (private og off.insti.),
6) Tvangsudsendelsesbesøg

Baggrunden for O’s mulighed for at afholde tilsyn er at O har en forpligtelse til at holde øje med at de forhold, der bydes personer, der er anbragt på institutioner, evt. mod deres vilje, er i orden samt sikre at deres rettigheder overholdes.

Question 34

Ombudsmandens bedømmelsesgrundlag

Answer 34

handler i strid med gældende ret eller på anden måde gør sig skyldig i fejl eller forsømmelser ved udøvelsen af deres opgaver, jf. § 21

Bedømmelsesgrundlaget ved tilsynsbesøg er bredere. O-lovens § 18, 2. pkt. bestemmer, at O i forbindelse hermed, ud over hvad der følger af § 21 (gældende ret og god forvaltningsskik), kan bedømme forhold vedr. en institutions eller myndigheds indretning og drift samt forhold vedr. behandlingen af og aktiviteterne for institutionens eller myndighedens brugere ud fra almenmenneskelige og humanitære synspunkter.
For at komme nærmere, præcist hvad prøvelsen omfatter må man inddrage O’s praksis.

Question 35

FOB 1988.100 (Tamilsagen)

Answer 35

O anmoder JM om en nærmere redegørelse for ministeriets og Direktoratet for Udlændinges behandling af familiesammenføringssager. Baggrund for O’s anmodning er at han har modtaget mange klager om sagsbehandlingstid ved Direktoratet for Udlændinge fra tamilske flygtninge, bosiddende her i landet. Sagsbehandlingstiden kunne være op til 9 måneder. Direktoratet oplyser, at direktoratet ikke har nogen statistik over den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i familiesammenføringssager, men at ukomplicerede sager i snit tager ca. 4 måneder. Direktoratet bemærker dog, at sagsbehandlingstiden varierer meget og at 1) familiesammenføringssager er blevet sværere at behandle inden for det seneste år, navnlig pga. problemer med at få familieforhold godtgjort, 2) at der grundet direktoratets personaleressourcer må prioriteres i sager, ligesom 3) der sker en prioritering internt i kontoret ift. øvrige sager.
O udtaler, at han er enig i at en myndighed må foretage en prioritering af de opgaver, den skal varetage. En sådan prioritering skal imidlertid opfylde visse betingelser for at kunne betragtes som forsvarlig og lovlig.
To betingelser er:
1) Prioriteringen må ikke medføre at sagsbehandlingstiden for de nedprioriterede sager bliver af en længde der væsentligt overskrider, hvad der under hensyn til sagens karakter og i forhold til den enkelte ansøger kan anses for rimeligt og
2) Prioriteringen skal ske ud fra korrekte og saglige kriterier. Prioriteringen må således ikke medføre en usaglig forskelsbehandling.
O’s gennemgang af sagerne vedr. de tamilske flygtninge viser, at der i langt de fleste af sagerne er tale om en meget væsentlig overskridelse af den normale gennemsnitlige behandlingstid for familiesammenføringssager. I 32 af sagerne blev de ansøgte tilladelser meddelt mellem 7 og 16 måneder efter, at direktoratet havde modtaget den fornødne dokumentation. Direktoratet har udskudt eller undladt at foretage de afsluttende sagsbehandlingsskridt i de konkrete sager og denne undladelse sker med henvisning til at ”prioritering var nødvendig som følge af begrænsede ressourcer”. Over for dette synspunkt står at direktoratet har brugt mange ressourcer på at besvare ekspeditioner vedr. sagerne (Dels besvarelse af rykkerskrivelser, dels udfærdigelse af udtalelser til JM i anledning af klager over sagsbehandlingstiden. I en række af sagerne er der brugt flere ressourcer på disse ekspeditioner end der ville have været brugt på at træffe afgørelse i sagen)
Det er derfor ikke O’s opfattelse, at JM og Direktoratet med rette har kunne påberåbe sig begrænsede ressourcer og prioriteringshensyn som begrundelse for at udskyde eller undlade at træffe afgørelse i de konkrete sager.
O henviser til artiklen ”Forsinkelser i den offentlige Forvaltning”, hvor forfatteren anfører at det forekommer, at forsinkelser er tilsigtede, idet forvaltningsmyndigheden forfølger et bestemt formål med at trække tiden ud (kvalificeret forsinkelse).
O anfører, at ”burde overveje” om der er tale om kvalificeret forsinkelse, i den forstand, at Direktoratet – efter samråd med JM – ved at undlade eller udsætte sagernes afsluttende behandling har tilsigtet at øge muligheden for at få herboende tamilske flygtninge til at vende tilbage til Sri Lanka.
O lægger til grund at det for JM og Direktoratet måtte stå klart som en nærliggende mulighed, at forsinkelse af sagsbehandlingen kunne få adskillige af de herboende flygtninge til at forsøge at vende tilbage til hjemlandet, uanset risikoen herved.
O udtaler, at han finder det ”overordentligt kritisabelt, at JM og Direktoratet har undladt at færdigbehandle ansøgninger om familiesammenføring vedr. tamilske flygtninge inden for en rimelig tid.” O understreger, at ”det drejer sig om sager, hvor de pågældende har et retskrav på meddelelse af opholdstilladelse. Samtidig skal jeg påpege, at det er sager af meget væsentlig betydning for de pågældendes familiemæssige situation”

O’s overvejelser vedr. valg af reaktion i Tamil-sagen.
Retschef udtaler:
o At man i endelig udformning af O’s udtalelse var ”meget i tvivl om, hvilken formulering, der skulle vælges.”
o Man overvejede om man skulle fastslå, at der forelå ”kvalificeret forsinkelse” samtidig med at man sendte en indberetning til Folketingets Retsudvalg i hht. (dagældende) §§ 10 og 11.
o Man overvejede en formulering, hvorefter der ikke fastsloges ”kvalificeret forsinkelse”, men blev givet indberetning til retsudvalget,
o Endelig overvejede man en slags ”frifindelse på grund af bevisets stilling”, kombineret med en alvorlig kritik, der måtte gives under alle omstændigheder

At der har været forskellige overvejelser vedr. valg af reaktion siger noget om, at hvilken reaktion, der er passende, ikke altid ligger helt fast.

• Ombudsmanden bliver spurgt, hvorfor han ikke benyttede sig af (daværende) § 10 i forbindelse med sin beretning og derfor undlod at tilkendegive over for retsudvalget, at der var tale om ”fejl af større betydning”. O udtaler, at han var meget opmærksom på, at konklusionen blev udformet på et sikkert grundlag, både i FVL og ”ombudsmandsretlig” forstand. O udtaler, at han var meget i tvivl om, om der var fuldt tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag til at fastslå ”kvalificeret forsinkelse”. Mht. spørgsmålet om at underrette FT’s retsudvalg bemærker O, at han var i ”overordentligt meget i tvivl” om, hvorvidt han skulle dette. En medarbejder i ombudsmandsinstitutionen indstillede, at FT’s retsudvalg blev underrettet og henviste til (daværende § 10). Ombudsmandens opfattelse var imidlertid at ”Tamil-sagen” skulle behandles som alle andre tidligere beretningssager (Hvis ombudsmandens undersøgelse viser, at der i den offentlige forvaltning må antages at være begået fejl eller forsømmelser af større betydning, skal ombudsmanden give meddelelse om sagen til Folketingets Retsudvalg. Ombudsmanden skal også give meddelelse om sagen til vedkommende minister, kommunalbestyrelse eller regionsråd. Det følger af ombudsmandslovens § 24.). O undersøgte hidtidig praksis mht. anvendelsen af O-lovens § 10 og kunne se, at bestemmelsen kun var anvendt 2-3 gange. I flere sager, der havde været mere graverende end disse sager, havde man ikke benyttet sig af en udtrykkelig henvisning til lovens § 10, men alene givet en almindelig underretning til retsudvalget, som det også skete i Tamil-sagen. O udtalte, at ”man ikke i denne sag skulle handle i strid modstrid med sædvanlig ombudsmandspraksis”.

Question 36

FOB 1995.261 (Afslag på skrivemaskine)

Answer 36

Sagen drejer sig om Det sociale Ankenævn, der ikke har sørget for at oplyse sagen tilstrækkeligt før de træffer afgørelse over for blind borger om afslag på tilskud til skrivemaskine. O’s bedømmelsesgrundlag er retligt. Sagen drejer sig om begrundelse for afslag samt om overholdelse af officialprincippet, dvs. retlige spørgsmål. O går ikke videre i sin bedømmelse og inddrager andre hensyn/udtaler sig om god forvaltningsskik) O’s reaktion: Udtaler, ift. Mangelfuld begrundelse, at ”dette forhold må jeg anse for meget kritisabelt”, dvs. O er skarp i sin kritik.

Question 37

FOB 2008.352

Answer 37

O’s bedømmelsesgrundlag er retligt. Sagen angår en folkeskolelærers habilitet. O udtaler at for beslutninger om års- og eksamenskarakterer gælder uskrevne forvaltningsretlige grundsætninger om inhabilitet hvis indhold i vidt omfang svarer til de udtrykkelige regler i FVL. Efter O’s opfattelse havde læren været inhabil efter grundsætningen i FVL § 3, stk. 1, nr. 5 da han fastsatte karaktererne og efter grundsætningen i FVL § 6, stk. 1 skulle han have underrettet gymnasiet om den mulige inhabilitet. O’s reaktion er kritik. Han kritiserer at gymnasiet ikke har taget stilling til lærers habilitet og mulighed for at skifte læren ud med en anden. O kritiserer også Undervisningsministeriet.

Question 38

O’s prøvelse af forvaltningsafgørelsers materielle indhold

Answer 38

1. Når det drejer sig om afgørelsens materielle indhold, prøver O først og fremmest om der foreligger fornøden hjemmel. UP er at bedømmelsen af hjemmelsspørgsmålet er det samme for O som for forvaltningen og domstolene.
2. O prøver faktum, jus og subsumption – også hvor der er tale om vage- og elastiske bestemmelser.
3. Hvis bedømmelsen forudsætter særlig fag- eller sagkundskab, efterprøver O normalt ikke den konkrete subsumption (Fx FOB 2000.368, hvor O om Ankestyrelsens afslag på betaling af behandlingsudgifter udtalte at han kun i begrænset omfang kan tage stilling til afgørelse, der helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig viden. En kontrol af de lægefagkyndige vurderingers rigtighed krævede en fagkundskab, O ikke havde. O kunne derfor kun tage stilling til de juridiske spg. i sagen.)
4. Mange af de afgørelser, som prøves af O, er skønsmæssige afgørelser. Spørgsmålet er derfor hvor langt O går i prøvelsen, og om han går videre end domstolene.
5. O prøver retsfølgen, herunder om en afgørelse er i strid med proportionalitetsprincippet.
6. Mere generelt kan det på baggrund af O’s praksis siges, at O’s bedømmelsesgrundlag ved skønsmæssige afgørelser som UP er det samme som domstolenes (Alm emner s. 503). De få forskelle der er, fx ved prøvelsen af, om forvaltningen har inddraget alle de relevante hensyn og i forbindelse med O’s udtalelser om den generelle vægtning af bestemte hensyn eksisterer formentlig fordi O – i modsætning til domstolene – følger officialprincippet og at O ikke på samme måde som domstolene er bundet af ugyldighedsspørgsmålet

Question 39

FOB 1986.123 og U 1989.148/2 H – hvad er resultatet af prøvelserne ved O og Højesteret?

Answer 39

UP er at O forholder sig til gældende ret på samme måde som ved domstolene. Fortolkningsvirksomheden i de to institutioner er således som UP den samme. Som UP vil resultatet vedr. et retligt spørgsmål, der forelægges ved domstolene og ved O således blive den samme. FOB 1986.123 og U 1989.148/2 H er et eksempel på en undtagelse til dette UP, fordi O og Højesteret (men ikke Østre landset) når frem til forskellige resultater.
FOB 1986.123 og U 1989.124/2 H er også gode eksempler på domstolenes kompetence over for O. Hvor UP, som nævnt i disposition 2, er at O er inkompetent ift. Behandling af en sag, som forelægger eller har været behandlet for domstolene, gælder der ikke den anden vej rundt nogen inkompetence for domstolene ift. Sager, som har været behandlet af O. Den omstændighed, at O har taget stilling til et forvaltningsanliggende, begrænser ikke domstolenes adgang til efterfølgende prøvelse af samme anliggende, jf. FOB 1986.123 og U 1989.124/2 H . Ofte vil der være sammenfald mellem resultater efter den endelige dom og O’s konklusion, hvilket ikke er mærkeligt når bedømmelsesgrundlaget hos begge institutioner som UP er gældende ret. Indholdet af gældende ret er imidlertid ofte behæftet med betydelig tvivl i de ombudsmandssager, der efterfølgende indbringes for domstolene, hvorfor der på den anden side intet mærkeligt er i, at der også findes eksempler på, at domstolene kommer til et andet resultat end O. (Som tilfældet er i FOB 1986.123 og U 1989.124/2 H – her er det netop indholdet af gældende et, som er behæftet med betydelig tvivl, hvorfor O og domstolene når til forskellige resultater.).

Question 40

FOB 1992.199 - Hvad efterprøver O i FOB 1992.199? Hvad kan siges om O’s prøvelse af afvejningen af de relevante hensyn?

Answer 40

HR er at O afstår fra at gribe ind i en sags skønsafvejning, dvs. den konkrete afvejning af de relevante hensyn over for hinanden. O kan derfor ikke kritisere en skønspræget vurdering medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

A klager over DRs programlægning. Forud for folkeafstemningen om EF-unionen indgik en række programmer på DR og de fleste af deltagerne var kendt som tilhængere af EF-unionen.
Efter A’s opfattelse indebar det en tilsidesættelse af DR’s alsidighedsforpligtelse.
Efter O’s opfattelse måtte den alsidighedsforpligtelse, der i medfør af radiolovens § 6, stk. 1, gælder for DR’s programvirksomhed, indebære, at der tilstræbtes en nogenlunde ligevægt af synspunkter for og imod forslaget om tiltrædelse af EF-unionen.
Efter Os opfattelse kunne der rejses tvivl om, hvorvidt udsendelse opfyldte alsidighedskravet.
DR fremhævede at udsendelserne sigte var oplysning om traktatens indhold og dermed det forslag, der var lagt ud til folkeafstemning.
Det faglige journalistiske skøn, der lå til grund for DR’s vurdering af, at den valgte form tilgodeså oplysningsformålet bedst muligt, havde O ingen forudsætninger for at kritisere. O fandt, at alsidighedskravet var blevet underordnet oplysningsformålet. Hensynet til varetagelse af oplysningsformålet og hensynet til alsidighedsforpligtelsen måtte anses for at være generelt ligeværdige. Ved konflikt mellem de to hensyn må der ske afvejning. En sådan afvejning skal ombudsmanden kun kritisere, hvis der foreligger ”særlige omstændigheder”.
O fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere DR’s programlægning

Question 41

Konklusion ift. O’s bedømmelsesgrundlag ved skønsmæssige afgørelser på baggrund af praksis:

Answer 41

O’s bedømmelsesgrundlag ved skønsmæssige afgørelser er som UP det samme som domstolenes. Bedømmelsesgrundlaget er hos begge institutioner som UP gældende ret.
Indholdet af gældende ret kan være behæftet med betydelig tvivl, særligt i de ombudsmandssager, der efterfølgende indbringes for domstolene, hvorfor der kan findes eksempler på, at domstolene er kommet til et andet resultat en O (som i FOB 1986.123 og U 1989.148 H).
Der er måske nogle mindre forskelle i O’s og domstolenes prøvelse af skønsmæssige afgørelser, herunder at O kan prøve om forvaltningen har inddraget alle relevante hensyn og i kraft af sit udvidede bedømmelsesgrundlag, i modsætning til domstolene, kan udtale sig mere generelt om vægtningen af bestemte hensyn.
Disse mindre forskelle skyldes måske, at O ikke som domstolene er bundet af ugyldighedsspørgsmålet ligesom O ikke følger forhandlingsprincippet og parternes påstande, som domstolene, men derimod følger officialprincippet (Endvidere kan nævnes, at domstolene jo alene skal forholde sig til den konkrete sag. Formålet med Ombudsmandsinstitutionen er en lidt anden – selvom han skal forholde sig til en konkret sag, har han jo ud fra det udvidede bedømmelsesgrundlag og princippet om god forvaltningsskik, mere vide rammer hvor han også kan udtale sig mere generelt.)

Question 42

Ombudsmandens prøvelse af anden forvaltningsvirksomhed

Answer 42

O efterprøver forvaltningens faktiske virksomhed.
O’s bedømmelsesgrundlag er her både traditionelt retligt, men også udvidet således at O ud fra princippet om god forvaltningsskik kan inddrage andre hensyn. Særligt hensynet til den enkelte, karakteriseret ved retssikkerhed, medmenneskelighed og hensynsfuldhed, kan inddrages ud fra princippet om god forvaltningsskik.
Nogle sager vedr. faktisk forvaltningsvirksomhed bedømmes på et retligt grundlag:
o Fx FOB 2008.352 om gymnasielærers inhabilitet ved karaktergivning
- I andre sager vedr. faktisk forvaltningsvirksomhed bruger O både det traditionelt retlige samt det udvidede bedømmelsesgrundlag (god forvaltningsskik)
o FOB 1991.185

Question 43

Hvordan kommer det til udtryk i FOB 1991.185 (1) og i FOB 2013-15 (2) at Ombudsmanden både bruger det traditionelt retlige og det udvidede bedømmelsesgrundlag?

Answer 43

FOB 1991.185
O’s prøvelse af anden forvaltningsvirksomhed - god forvaltningsskik
- O fandt det “kritisabelt” at en kommune benyttede en inkassobil som skiltede med, at det var en inkassobil, idet dette måtte indebære en overtrædelse af tavshedspligten.FO fandt det “rigtigst” om kommunen ophørte med brugen af mærkede inkassokuverter.
Illustrerer prøvelse af et grundlæggende princip om korrekt og hensynsfuld optræden

Question 44

God forvaltningsskik

Answer 44

Forvaltningen skal optræde høfligt og hensynsfuldt
Sagsbehandlingstid må ej være urimelig lang
Forvaltningen skal underrette borgeren, når sagsbehandlingen trækker ud
Sagens parter eller andre berørte bør gives lejlighed til at udtale sig før sagen afsluttes, også selvom en sådan pligt ikke følger af FVL partshøringsregler
Offentligt ansatte bør undgå at bringe sig i en situation, der kan forringe tilliden til forvaltningen
Det er god forvaltningsskik at borgeren får en god telefonbetjening af offentlige myndigheder
Det stemmer bedst overens med god forvaltningsskik at forvaltningsmyndigheden redegør for og beklager over for borger hvis der begås fejl (FOB 2007.311)

Question 45

O’s tilsynsbesøg

Answer 45

Når O aflægger tilsynsbesøg skal han i forbindelse med tilsynet inddrage gældende ret og god forvaltningsskik, jf. O-lovens § 21 og efter § 18, stk. 2 kan O inddrage almenmenneskelige og humanitære synspunkter. Bedømmelsesgrundlaget ved tilsynsbesøg er således bredere end bedømmelsesgrundlaget i andre sammenhænge.
O’s bedømmelse af retlige forhold ved alm tilsyn vedrører fx tvangs- og magtanvendelse, tilførsel af tvangsprotokol i psykiatrien, aktindsigt mv.
O’s videregående bedømmelsesgrundlag omfatter en prøvelse af de fysiske rammer, beskæftigelses- og fritidsmuligheder, besøgs- og rygeforbud, personalets adfærd mv.

Question 46

FOB 1988.201 (Ombudsmandsudtalelsen drejer sig om O’s tilsynsbesøg på to lukkede afsnit på psykiatrisk afdeling, Rigshospitalet)

Answer 46

Sagen drejer sig om ombudsmandens tilsynsbesøg (inspektion) på psykiatrisk afdeling på rigshospitalet.
O afgiver en redegørelse om inspektionen, hvori han grundigt beskriver den psykiatriske afdeling, personalet (hvilken profession, antal). Herefter anfører O sine ”iagttagelser under inspektionen samt samtaler med ansatte og patienter”: Her anføres noget om kapaciteten på de lukkede afsnit, fordelingen af patienter på stuerne, patienters kontakt til læge, samtykke til behandling, bæltefiksering, beskæftigelsesmuligheder, journalgennemgang.
Redegørelsen drøftes på et møde mellem ledelsen på den psykiatriske afdeling og repræsentanter fra Rigshospitalets direktion samt Sundhedsministeriets Departement.
På baggrund af O’s redegørelse iværksættes en række initiativer med det formål, at forbedre forholdene for de psykiatriske patienter på Rigshospitalet (Initiativerne består bl.a. forbedring af forholdene for de psykiatriske patienter v. ændring af fysiske rammer, foretage ombygninger, personalemæssige ændringer, forbedring af forhold for patienter, der bæltefikseres, forbedring af beskæftigelsesmulighed for patienter.)

Sagen siger noget om tilsynsbesøg generelt og om ombudsmandens bedømmelsesgrundlag under tilsyn. Efter O-lovens § 18, 2. pkt. kan O, udover hvad der følger af § 21 (gældende ret og god forvaltningsskik), kan O bedømme forhold vedr. en institutions eller myndigheds indretning og drift samt forhold vedr. behandlingen af og aktiviteterne for institutionens brugere ud fra almenmenneskelige og humanitære synspunkter.
I sagen fremgår, at O under inspektionen ”har drøftelser med afdelingsledelsen og med personalerepræsentanter.” O taler også med nogle patienter, der har haft ønske herom. Han kigger også på deres indlæggelsespapirer og journaler samt de bøger, hvori der gøres optegnelse om anvendelsen af fiksering (bæltebøger) for de to lukkede afsnit, han besøger. Under tilsynsbesøget, bedømmer O også forholdene vedr. institutionens indretning og drift. FOB 1988.201 er derfor et godt eksempel på hvor bredt O’s bedømmelsesgrundlag er ved tilsynsbesøg.
Bedømmelsesgrundlaget ved tilsynsbesøg er bredere. O-lovens § 18, 2. pkt. bestemmer, at O i forbindelse hermed, ud over hvad der følger af § 21 (gældende ret og god forvaltningsskik), kan bedømme forhold vedr. en institutions eller myndigheds indretning og drift samt forhold vedr. behandlingen af og aktiviteterne for institutionens eller myndighedens brugere ud fra almenmenneskelige og humanitære synspunkter.

Question 47

O’s reaktionsmuligheder

Answer 47

-O’s reaktionsmuligheder fremgår af O-lovens §§ 22-25
-Vigtigste reaktionsmuligheder er i praksis O’s adgang til at fremsætte kritik, afgive henstillinger og i øvrigt fremsætte sin opfattelse af en sag (§ 22)
O kan også påpege mangler ved gældende love eller adm. Bestemmelser, jf. § 12
O kan altså kun udtale sin opfattelse. Udtalelsen kan munde ud i en kritik af forvaltningens afgørelse eller adfærd, og kritikken kan formuleres mere eller mindre skarpt.
o Som et eks. på en skarp kritik er FOB 1988.100 (Tamil-sagen), hvor O udtalte, at det var ”overordentligt kritisabelt” at JM og Direktoratet for Udlændinge forsinkede sagsbehandlingen i nogle familiesammenføringssager.
o Praksis viser, at O’s beføjelse til at udtale sig i en sag ofte har medvirket til, at konflikter mellem den enkelte borger og en offentlig myndighed er blevet løst gennem O.
-Selvom forvaltningen ej er retligt forpligtet til at følge O’s henstillinger, viser praksis, at disse normalt følges.
Efter O-lovens § 24 skal O give meddelelse til FT’s retsudvalg og til vedkommende minister, henholdsvis vedkommende kommunalbestyrelse hvis O’s undersøgelse af en sag viser, at der er begået fejl eller forsømmelser af større betydning. I praksis oversendes udtalelser af større interesse løbende til FT’s Retsudvalg. Endvidere optages sager af alm interesse i O’s årlige beretning, jf. § 11.