Kapitel 2: Opbygning af CNS Flashcards
Beskriv kort forløbet af de tynde og de tykke afferente fibre i CNS.
- De tykke afferente fibre
leder signaler fra bl.a. proprioceptorer i muskler, sener, led og signaler fra tryk- og berøringssansen i huden. De tykke afferente fibre bøjer af lige efter de er kommet ind i baghornet og har et u-krydset forløb opad bagstrengene i medulla spinalis. Under hele forløbet op gennem medulla spinalis afgives kollateraler som løber ind i den grå substans og dennes synapser. I medulla oblongata afbrydes de i bagstrengskernerne. Det nye neuron krydser over i den anden side og forløber til thalamus hvor der er en synapse. Det sidste neuron når op til storhjernebarken til den sensoriske cortex. Informationerne er vigtige for at opnå præcis information fra hud og led. - De tynde afferente fibre:
Leder information om vævsødelæggelse, kulde, varme og berøring. De danner synapse med en ny nervecelle i baghornet. Den nye nervecelle krydser midterlinjen med det samme og leder signalerne op i forstrengen og sidestrengen i den modsatte side. Banen afbrydes igen i thalamus hvorfra den største del af informationerne fortsætter til den sensoriske cortex.
Beskriv kort forløbet af det direkte og det indirekte aktiveringssystem i CNS.
- Det direkte aktiverings system:
På hjernebarken findes et stort område lige foran sulcus centralis - gyrus præcentralis og banerne herfra og ned til alfa-neuronerne kaldes for pyramiadebanerne - eller det direkte aktiveringssystem. Direkte fordi der kun indgår et neuron i ledningsbanen fra cortex til alfa-neuronet - der er altså ikke afbrydelser i synapser undervejs. - Det indirekte aktiveringssystem:
samlet betegnelsen for de kerneområder i hjernestammen, som også har indvirkning og indflydelse på muskelaktiviteten. Disse områder kaldes somme tider også det ekstrapyramidale system - men efterhånden er det mere alm at omtale hver enkelt kerne for sig og navngive baner der fører til alfa-neuronet udfra dets startssted - fx. vestibulospinale baner - samlet kaldes kernerne og banerne til alfa neuronerne for de indirekte aktiveringssystem.
Forskelle på indirekte og direkte aktiveringssystem:
Indirekte aktiveringssystem:
● Styrer grovmotorik, (balance, grundlag for stabilitet i stående stilling og gang)
● Det indirekte aktiveringssystemet består af en samling af motoriske kerneområder der er afgørende for koordinering af holdningsreflekserne og for udløsningen af grove sammensatte bevægelser.
● Det er vigtig at der er en overordnet styring af hjernestammens forskellige kerneområder, for at de to systemer kan arbejde sammen.
● På Figuren 2.52 ses også storhjernen: Denne styring er indirekte men også tildels direkte, idet der går baner fra motorcortex til nogle af kernerne og dels indirekte, ved at storhjernen påvirker lillehjernen, som så påvirker aktiviteten i forskellige kerneområder.
Direkte aktiveringssystem:
● Kaldes også pyramidebanesystemet
● Udspringer på motorcortex (storhjernebarken).
● Der indgår kun ét neuron fra cortex til 𝛼-neuronet.
● 80 % af krydser i medulla oblongata og løber i sidestrengene i medulla spinalis. De
resterende løber i forstrengene og de fleste krydser på segmentniveau.
● Ekstremiteternes muskler innerveres af krydsede baner, de få u-krydsede går til
mave og ryg m.m. Og ansigtets muskler innerveres både af krydsede og u-krydsede
fibre.
● Funktion: at udløse finmotoriske bevægelser.
● fungere hurtigere ved at der kun er en synapse.
Beskriv kort cerebellums funktion.
Cerebellums vigtigste funktion er at justere og koordinere kendte bevægelser, samt at kontrollere stillinger og muskeltonus.
Lillehjernen har indvirkning på balance og muskeltonus samt lagring af kendte bevægelser, da cerebellum nemlig modtager sensoriske impulser fra muskler, sener og led og fra labyrintsanserne (vestibulær). Ved lidelser i cerebellum vil koordinationen forringes (ataxi). Gangen kan blive usikker (ataktisk). Sammensatte bevægelser går i stykker (dekomponeres).
Ved lidelser i cerebellum er der problemer med:
• Koordinering
• Styring af kraften i en bevægelse
• Koordinering af bevægelsens start og afslutning.
● Cerebellum modtager sensoriske impulser fra muskler, sener og led (dybdesensibiliteten) og fra labryintorganerne (via vestibulariskernerne). Ud fra disse informationer kan cerebellum danne sig et billede af legemets stilling.
Hvad er formatio reticularis, hvilken funktion har den?
Formatio reticularis (FR) også kaldet hjernens aktiveringscenter både for mentale og motoriske funktioner. Den er en del af hjernestammens grå substans. Den strækker sig fra den nederste del af medulla oblongata til den øverste del af mesencephalon (midthjernen). Fra( FR) sendes der både fremmende og hæmmende impulser til gamma-neuroner og alpha-neuroner, muskel tonus kan øges og mindskes herfra, fx kan en hjerneblødning afbryde banerne fra storhjernen til (FR) og føre til øget muskeltonus samt øget følsomhed af muskeltenen pga øget gamma-aktivitet (se s.122)
(Noter fra sygdomslære bogen:
Formatio reticularis – hjernens vågenheds og aktiveringscenter: I hjernestammen findes retikulærsubstansen formatio reticularis, som er hjernens aktiveringscenter, fra reticulærsubstansen afgår der neuroner til resten af hjernen og det er aktiviteten i disse neuroner som afgør, hvor bevidste vi er. Fx er det formatio reticularis der ændre aktiviteten i cortex cerebri når vi sover og når vi vågner er det igen formatio reticularis som giver signal til cortex cerebri om at vi skal blive bevidste.)
