Endokrine sygdomme Flashcards
Adipositas
Adipositas (fedme, svær overvægt) er en livsstilssygdom forbundet med moderne livsstil, inaktivitet og tilgængelighed for mad i stor grad.
Adipositas- forekomst
50% voksneàBMI større end 25 kg/m^2.
Adipositas- patogenese
For store fedtdepoter –> Større risiko for metaboliske og mekaniske problemer.
Metabolisk: Insulinresistens og metabolisk syndrom, eller fedtcelle-dysfunktion (øget inflammation - giver insulinresistens og øget åreforkalkning).
Mekanisk: Vægtbærende led som knæ og hofter eller søvnapnø som ses som snorken eller kortvarigt stop i vejrtrækningen under søvn (fedt i de øvre luftveje).
Adipositas- ætiologi
Miljømæssige, genetiske og psykosociale faktorer.
Adipositas- symptomer
typisk abdominal fedme.
Adipositas- diagnostik
BMI udregnes til de forskellige grader af overvægt.
Blodprøver: Metaboliske syndromer - Øger behandlingsintensiteten. Undersøger fasteblodglukose ift. diabetes og kolesterol og triglyceridværdier. Undersøger også specifikt for hjerte- eller lungesygdom.
Adipositas- følgesygdomme
Type 2-diabetes: Adipositas giver insulinresistans der er den faktor der udløser type 2-diabetes.
Hypertension: For højt blodtryk. Øget ved adipositas. Vægttab kan reducere og i nogle tilfælde fjerne behandlingen.
Hjerte-kar-sygdom: Dobbelt så stor dødelighed for adipøse sammenlignet med normalvægtige. Vægttab kan reducere dødelighed og fremkomsten af denne sygdom. Stigende BMI og hjerte-kar-sygdom er typisk hånd i hånd.
Slidgigt og knogler: Slidgigt (artrose) i vægtbærende led som knæ og ankler og typisk også hofter. Vægttab kan forebygge dette og bedre symptomerne ved slidgigt. Øget knoglemineralindhold, BMD, er forbundet med adipositas. Mindre forekomst af knogleskørhed.
Metabolisk syndrom
MS består af 5 grundlæggende tilstande, der øger risikoen for hjerte-kar-sygdom:
- dyslipedæmi
- forhøjet blodtryk
- insulinresistens og dysglykæmi
- en pro-inflammatorisk tilstand
- en pro-trombogen tilstand
Metabolisk syndrom- Forekomst
20-25% af voksne befolkning
Metabolisk syndrom- patogenese
Insulinresistens, Insulinresistens er svær at måle direkte, men måles som fasteinsulin (som vil være forhøjet).
Fedtcelledysfunktion: Evnen til at opbevare overskydende energi, som triglycerid i fedtvævet er vigtig for overlevelsesstrategi.
Metabolisk syndrom- ætiologi
MS ses hos personer med adipositas. Specifikke kostmæssige og genetiske faktorer har også indflydelse. Fedtfordelingen spiller en betydelig rolle, især abdominale fedtaflejringer. Fysisk inaktivitet, sengeliggende, insulinresistens. Lavt indtag af frugt og grønt samt højt indtag af sodavand.
Metabolisk syndrom- symptomer
symptomfri
Metabolisk syndrom- diagnostik
MS er symptomfri. Patienter får konstateret MS ved læsebesøg til følgesygdommene, såsom type-2-diabetes, hypertension eller hjerte-kar-sygdomme.
Der skal ses en kombination af faktorerne såsom: taljemål, hyperlipidæmi, hypertension, hyperglykæmi.
Metabolisk syndrom- prognose
Jo længere tid man har MS, jo større risiko for følgesygdomme. Prognosen er lig adipositas.
Metabolisk syndrom- behandling
Vægttab, sund kost, øget fysisk aktivitet kan reducere insulinresistens. Ved fysisk aktivitet varer bedringen i insulinfølsomheden i op til 48 timer, efter en træning. Metformin bruges til behandling af diabetes, og kan reducere insulinresistensen og forbedre MS.
Type-1-diabetes
Insulinbehandling er nødvendig for patientens overlevelse. Er karakteriseret ved pludselig opståen højt blodsukkerniveau, som følge af nedsat insulinproduktion i pancreas. Kan opdeles i 2:
• en autoimmun form, som er den hyppigste &
• idiopatisk som karakteriseres ved manglende forekomst af cirkulerende autoantistoffer rettet mod pancreas.
Type-1-diabetes- forekomst
I Danmark er prævalensen ca. 30.000 personer.
Type-1-diabetes- patogenese
Skyldes typisk en autoimmun betinget nedbrydelse af de insulinproducerende B-celler i de langerhanske øer i pancreas.
Type-1-diabetes- ætiologi
genetiske og miljømæssige faktorer
Type-1-diabetes- symptomer
Insulinmangel og dermed reducerede optag af cirkulerende glukose, aminosyrer og fedt til omsætning og deponering af insulinfølsomme væv som muskel, lever og fedt fører til almen diabetiske symptomer: tørst, øget vandladning, træthed, synsforstyrrelser, forstyrret berøringsfølelse, tør hud, øget infektionstendens, vævsnedbrydelse.
Type-1-diabetes- diagnostik
Defineres ved et blodsukker, som er forhøjet. Venøst fasteplasmaglukoseniveau > 7.0 mmol/l eller et venøst plasmaglukoseniveau 2 timer efter indtagelse af 75 g glukose > 11.1 mmol/l. Vurdering af C-peptid og insulin. Vurderes ud fra pH, urinketonstofsniveau, blodketonstofniveau.
Type-1-diabetes- følgesygdomme
Mikrovaskulære: Forandringer i nethinden i øjet, glomeruli i nyrerne samt sensoriske, motoriske og autonome nerver.
Diabetisk nefropati: Stilles ud fra en måling af øget albuminudskillelse i urinen. Defineres som en døgnurinalbuminudskillelse på mere end 300 mg/døgn målt i mindst 2/3 prøver.
Type-1-diabetes- behandling
Retter sig direkte imod korrektionen af den manglende insulin
Type- 2- diabetes
Er en hyperglykæmi tilstand, der ikke kræver insulinbehandling, med henblik på overlevelse på kort sigt, og som ikke er sekundær til andre sygdomme eller diagnosticeret under graviditet