Biokemi 9 Flashcards
Alle fordøjelsesenzymer er:
Hydrolaser, der kløver polymerer (kulhydrater, protein og fedt), til monomerer. ved hydrolyse. Dette gøres så kosten er i absorberbare enheder:
Polysakkarider –> monosakkaridder
Triacylglycerol –> fedtsyrer, monoacylglyeroler og glycerol
Proteiner –> tripeptider, dipeptider og aminosyrer.
Fordøjelse i munden
Tygning og udskillelse af spyt.
Hydrofile glykoproteiner udskilles med spyttet, som tiltrækker vand og gør føden slimet og vandholdig. Vandet udnyttes til fordøjelsesenzymers hydrolyseraktioner, og slimet letter transport af føden og beskytter cellerne i spiserøret og mave tarm kanalen.
Udskilles også:
Amylase –> spalter kulhydrat
Lipase –> spalter triacylglyceroler.
lysozym –> dræber bakterier (ødelægger cellevæggene på bakterier)
Fordøjelse i ventriklen.
Ventrikel parietalceller pumper H+ ioner ud i lumen. Cl følger passivt med, og sammen danner de HCl (saltsyre), der giver ventriklen en pH på 1-2.
pH værdien denaturerer proteiner, så peptidbindinger blottes og nemmere kan spaltes af proteaser.
pH dræber bakterier, og omdanner pepsinogen til pepsin.
Udskilles også lipase.
Udskilles også intrinsic factor (IF), der bruges til optagelsen af vitamin B12.
Duodenum fordøjelse
Pancreas udskiller her natriumbicarbonat med pancreas sekretet. Bicarbonatet neutraliserer saltsyren, så pH bliver højere.
Dette skåner tarmen, samt gør at fordøjelsesenzymerne, der her kræver en neutral pH, kan aktiveres.
Natriumet fra NaHCO3 bruges til absorption af glukose, galaktose og aminosyrer, gennem sekundært aktive Na+-symportere i tyndtarmens epitel.
Lipaser virker primært ved
At kløve esterbindingerne der findes mellem fedtsyrerne og glycerolmolekylet.
Pancreas sekretet indeholder
En lang række fordøjelsesenzymer og forstadiet hertil.
Dette er blandt andet trypsinogen, der aktiveres til trypsin via proteolytisk spaltning af enteropeptidasen, som findes på epitelcellerne i overgangen mellem duodenum og jejunum.
Det nu omdannede trypsin vil aktivere de øvrige proprotease samt procolipase og profosfolipase A2.
Lipaser og amylaser udskilles fra pancreas i deres aktive form.
Galdeblæren.
Indeholder galdesalte, som er dannet i leveren men opbevares i galdeblæren.
Galdesalte udskilles når der er fedtrig føde i tarmen, så det kan hjælpe til emulgering af fedtdråber, så fedtet kan opsplittes i mindre dråber i en vandig løsning, så lipaserne får en strørre overflade at arbejde på.
Galdesalte kan blokere for lipaser, men en colipase kan assistere binding af lipasen til overfladen af fedtdråber.
Jejunum og ileum (nedre og øvre tyndtarm)
Her spaltes de sidste rester af oligosakkarider og oligopeptider af oligo- og disakkaridaser samt oligopeptidaser. Spaltningsprodukterne absorberes.
Peristaltikken medvirker, at føden kommer i kontakt med de membranbundne enzymer og den absorberende tarmoverflade.
Tarmen har en stor absorberende overflade, fordi den danner tarmfolder og villi, samt at enterocytternes plasamembran er foldet mange gange og danner mikrovilli. Omkring mikrovilli findes der et slimlag, kaldt unstirred layer, der beskytter tarmens celler mod at blive fordøjet af fordøjelsesenzymerne.
I ileum optages galdesalte, NaCl og vand.
Colon (tyktarmen)
Her optages vand og salte.
Her findes tarmbakterier, der nedbryder resten af føden, blandt andet en del af kostens fibre, til gasserne CO2, H2 og methan (CH4), samt til organiske syrer som laktat (mælkesyre), butyrat (smørsyre), propionat (propionsyre) og acetat (eddikesyre)
Enterocytter til blod (Fedt og andre kostdele)
Fedt –> lymfe –> blod –> perifære væv –> lever.
Resten af kostens bestanddele –> via vena portae til leveren, hvor noget oplagres, og resten sendes ud til kroppens væv.
Problem med indtagelse af fibre og andre planteforbindelser
De har hæmmende effekt på optagelse af mange mineraler, især calcium, jern og zink.
Typer af kulhydrater
Polysakkarider: Stivelse
Disakkarider: sukrose og laktose.
Monosakkarider: glukose og fruktose.
Optagelsen af kulhydrater.
Større forbindelser, oligosakkarider (2-10) og polysakkarider (10+) skal først nedbrydes til monosakkarider, hvilket gøres ved kløvning med glykosidaser.
Stivelse typer
Amylose: glukoseenheder koblet med alpha-1,4-glykosidbindinger.
Amylopektin: Glukoseenheder bundet i både alpha-1,4- og alpha-1,6-glykosidbindinger.
Nedbrydelse af stilvelse.
Først alpha-amylase fra spyt, som spalter alpha 1,4-glykosidbindinger. Virker kun inde i molekylet, men ikke på enderne. Derfor virker det ikke på di- og trisakkarider. Amylase virker heller ikke på bindinger nær forgreningssteder og på alpha-1,6-bindinger, så det spalter kun stivelse til mindre stykker.
De nedbrudte produkter bliver nu færdig nedbrudt i tarmen til monosakkarider. Det gøres af disakkaridaser og oligosakkaridaser på enterocytternes børstesømsmembran.
