Session 3: Ulighed som regimeforandringens motor Flashcards
Hvad er den grundlæggende teoretiske forventning i Acemoglu & Robinson (2015)?
De mener, at sammenhængen mellem økonomisk ulighed og demokrati er en omvendt u-kurve = Middel niveau af ulighed → demokratisering
OBS: Det er i bund og grund en cost-benefit analyse som handler om repressionsomkostninger for eliten.
Lav grad af ulighed = Lav sandsynlighed for demokratisering, da demokratiske reformer ikke er særlig attraktive og de fattige har ikke en incitament til at gøre oprør
Mellem grad af ulighed = Størst sandsynlighed for demokratisering. Her er borgerne ikke fuldt ud tilfredse med systemet. Her vil det være omkostningsfuldt for eliten at bruge repressionsmidler (Cost-benefit). Derudover har eliten heller ikke lige så meget at midste som ved høj ulighed, så derfor bruger de demokrati som et credible commitment til at bevare magten (og borgerne bliver tilfredse, da demokratiske institutioner beskytter dem)
Høj grad af ulighed = Lav sandsynlighed for demokratisering. Her er eliten stærk og meget stærkere forholdsvist til resten af befolkningen. Her er repression langt billigere end de andre ulighedsniveauer og dermed meget mere fordelagtigt at undertrykke befolkningen end at demokratisere. Dermed ender høj ulighed i effektiv repression/undertrykkelse eller oprør
De skelner mellem forskellige magtbegreber inden for politik:
De facto magt: Dette er den rå magt (militær, mobilisering osv.)
De jure magt: Magt gennem institutioner
Hvad er den grundlæggende teoretiske forventning i Boix (2003)?
Lav ulighed + lav asset specificity (høj mobilitet) –> demokratisering
Det er en negativ lineær sammenhæng mellem økonomisk ulighed og demokratisering, hvor jo mere ulige et samfund er desto mindre sandsynlighed for demokratisering
Argumentet bygger på, at demokrati betyder omfordeling, hvorfor:
Høj ulighed => dyrt for eliten at demokratiserer
Lav ulighed => mindre dyrt for eliten at demokratisere
Derudover handler det om typen af assets, og hvor nemme disse er at flytte ud af landet for at undgå omfordeling af rigdomme fra disse. = Desto nemmere det er at flytte kapital ud af landet, desto mere vil eliten demokratisere
Det er en top-down og Rational choice teori, som antager, at det er eliternes “valg” om der demokratiseres.
Repressionsomkostninger: Det koster penge at have et repressions-apparat, da mobiliserede grupper er svære at slå ned (tid er penge, sikkerhedsstyrker er penge) og i nyere tid står styret også overfor fordømmelse fra omverdenen (sanktioner, ingen samarbejdspartnere osv.)
Han laver et “game of in-perfekt information”, hvor det først er eliten som skal vurdere hvorvidt de skal undertrykke eller ej ud fra den information de har. Derefter er det befolkningen (de fattige) som skal vurdere, om de vil modsætte sig og forsøge sig med en revolution, eller om de skal lade sig understrykke. Begge grupper tager disse valg baseret på u-perfekt information om den anden gruppes ressourcer.
Hvordan adskiller Boix (2003) og Acemoglu & Robinson (2015) sig fra hinanden ift. sammenhængen mellem demokrati og ulighed?
1) De er uenige om hvilken grad af ulighed, der giver mest sandsynlighed for demokratisering. Hvor Boix (2003) mener det er lav grad (og høj mobilitet af kapital), så mener Acemoglu og Robinson (2015), at det er en mellem grad.
–> Især ved lav ulighed er de uenige. Boix (2003) siger her, at der er størst sandsynlighed for demokratisering, hvorimod Acemoglu og Robinson mener, at der er lav.
2) Tidsperspektiv: Acemoglu & Robinson arbejder med et bredere tidsperspektiv end Boix. Hvor Boix´ teori “stopper” ved demokratisering (eller ikke-demokratisering), så inkluderer Acemoglu & Robinson teori om hvorledes demokraterne konsolideres (vedbliver) eller om der sker et kup, hvilket fører staten tilbage til autokrati.
3) “Bevægelig kapital”: Boix fremhæver, at typen af rigdom har stor betydning ift. om det er muligt at omfordele den rigdom, som eliten besidder. Boix fremhæver betydningen af kapitaltyper for demokratisering muligheder.
Hvordan ligner Boix (2003) og Acemoglu & Robinson (2015) sig fra hinanden ift. sammenhængen mellem demokrati og ulighed?
1) De er begge rational choice og top down teorier, hvor det er eliterne som “bestemmer” om der kommer demokratisering.
2) De er begge enige om, at ved høj ulighed, så er sandsynligheden for demokratisering lav, da det er for omkostningsfuldt for eliterne.
Hvad undersøger Møller og Skaaning (2014)?
De laver historisk-komparative analyser af klassekamp.
De sammenligner 6 forskellige teorier, men jf. holdtimen, så er det Moore og Therborns perspektiver som er de vigtigste. Den store forskel på disse er, at Moore har fokus på borgerskabet som regimeforandringens motor, hvor Therborn fokuserer på arbejderklassen. Derudover kritiserer Therborn Moore for at have en “forkert” demokratiforståelse, hvor borgerskabet fører til et ekskluderende demokrati, så fører arbejderklassen til et reelt demokrati.
MOORE (1966):
Moore skriver sig op mod moderniseringsteorien, og argumenterer for at der findes flere veje til demokratisering → afhænger af forholdet mellem samfundsklasser. (182)
Moore skriver sig yderligere op mod Marx’ klassiske arbejderteori, når han taler om timings betydning for demokratisering. Fordi landene i europa, der demokratiserede var nået et bestemt niveau af udvikling i landbruget.
Mest berømte sætning: “intet borgerskab, intet demokrati” → Denne hypotese indbefatter både Boix og Acemoglu & Robinson i deres diskussion af middelklassens inklusion i deres analyser/teorier
Han har overordnet to hovedteser:
1) En stærk middelklasse er en nødvendig betingelse for demokrati
2) Land-eliten har traditionelt været den største hæmsko for demokratisering
THERBORN (1977):
Han understreger at det ikke er borgerskabet, men arbejderklassen, som står for den endelige demokratisering.
Theborns indfører mere nuancerede demokratiforståelser: egentligt diktatur, ekskluderende autokrati, ekskluderende demokrati, demokrati.
Therborns pointe er, at de af Moore beskrive store borgerlige revolutioner ikke førte til det egentlige demokrati, men højest til ekskluderende demokrati.
Hypotese: Det er arbejderklassens fremvækst som forklarer sammenhængen mellem modernisering og demokrati.
→ Dog kan de ikke alene og skal kombineres med følgende elementer for at være effektiv:
1) Eksternt pres (i form af det ikke-demokratiske styres militære nederlag)
2) National mobilisering
3) Alliance med selvejende bønder
4) Alliance med splittet elite
= En stærk arbejderklasse er en nødvendig men ikke en tilstrækkelig betingelse for demokratisering.
Hvad er klassekampsperspektivet? Hvordan adskiller det sig fra fordelingskonfliktperspektivet?
Kernen i klassekamp: Demokrati fødes af konflikt mellem klasserne (Møller & Skaaning, 205). Modernisering (industrialisering og urbanisering) –> Relativt styrkefohold mellem klasser –> Demorkatisering
Kernen i fordelingsperspektiv: Ønsker eliten og masserne omfordeling eller ej (Boix (2003) og Acemoglu og Robinson (2015)
FORSKELLE:
1) RCT vs sociologisk: Boix / A&R tager afsæt i et RCT spilteoretisk udgangspunkt, hvor Møller & Skaaning i højere grad tager udgangspunkt i en sociologisk forståelse af klasser
2) Generel testbar parsimonisk teori: De nyere teorier er mere simple, og de vil i højere grad bruges til at forklare, end at forudsige, hvad der sker i bestemte regimetyper. Møller & Skaaning søger i højere grad, mere casespecifik og med et empirisk afsæt, at forklare konkrete situationer
LIGHEDER:
1) Konflikt som opstår mellem økonomiske grupper er grunden til at demokratisering opstår
2) Land-eliten som modstandere af demokratiet (dem med lav kapitalmobilitet)
SAMMENHÆNG: Klasseteori kan nuancere de nyere parsimoniske, skrabede ideer.
Fordelingskonfliktperspektivet er inspireret af klassekampsperspektivet, men det forgår på et mere aggregeret niveau.
