Rettens politik og retspolitik Flashcards
Er det muligt at skelne mellem udtalelser om gældende ret og retspolitiske udtalelser?
Som udgangspunkt vil domstolene bestræbe sig på ikke at afsige domme, som strider mod Folketingets ønsker (PB, s. 340).
”Mange lovregler er resultatet af et politisk kompromis. De er resultatet af en forhandling, og reglerne formulerer derfor ikke fuldt ud en entydig politisk eller værdimæssig opfattelse” (PB, s. 342)
”Der er en politisk understrøm, som indebærer, at de retlige regler i almindelighed ikke søger at gennemføre noget ideelt, men snarere er pragmatisk begrundet i forhold til at løse et specifikt reguleringsbehov” (PB, s. 343)
Hvem retter retspolitiske forslag sig til?
Retspolitiske forslag er udtalelser udarbejdet af en jurist, som kan angive et ønske om at få indført en regel, der endnu ikke eksisterer. Juristen kan også fremsætte et begrundet forslag om at få ophævet en gældende regel. Disse forslag er ikke noget, som juristen selv kan få gennemført. Udtalelserne er derfor rettet mod dem, som har mulighed for at få gennemført forslaget.
Typisk er det retspolitiske forslag rettet mod lovgiver. Udtalelser rettet mod lovgiver vil tage sigte på at få ændret eller ophævet bestemte regler – eller en hel lov, hvis det skulle være. Udtalelsen kan også være rettet mod at få indført lovgivning på et ureguleret område. (de lege ferenda)
På den anden side er de udtalelser, som er rettet mod de retsanvendende myndigheder med et ønske om, at de ændrer måden de anvender foreliggende bestemmelser på (de sententia ferenda). Disse udtalelser er baseret på en argumentation om, at en regel bør fortolkes anderledes. Der er her fokus på hvordan reglen bliver anvendt, fremfor om reglen i sig selv er god.
PB, s. 346
Er det i orden, at jurister bedriver retspolitik?
Betragter man jurister som blot en administrator, der har til opgave at få de retlige regler til at fungere i praksis, så kan det antages at juristen ikke har de fornødne kompetencer til at bedrive retspolitik og derfor må vente på at en anden tager initiativet.
På den anden side er juristen bekendt med den juridiske metode, der på sin vis argumenterer imod ideen om juristen som kun en administrator. I forbindelsen med sit job, må juristen kunne træffe beslutninger og derudover stå ved dem. Dette medfører et ansvar om at sikre retfærdigheden, hvilket bl.a. tager udgangspunkt i de valg, som juristen foretager. Ud fra dette synspunkt, må man antage at juristen klart skal beskæftige sig med retspolitik. Juristen har til formål både at vedligeholde det retlige system, men også at forbedre det.
PB, s. 348.
Hvordan kan retspolitik opfattes som en stillingtagen til analogi-problem?
”Spørgsmålet, der skal besvares, er, om det bestående skal fortsætte fremover (analogi), eller om det bestående skal forandres (ikke analogi)” (PB, s. 349). Her bør juristen anvende den juridiske metode.
”Beskrivelsen af stillingtagen til et analogiproblem kan opfattes som forsøg på at legitimere noget, som jurister i og for sig ikke bør beskæftige sig med. (…)
Analogiopfattelsen kan som nævnt også kritiseres ud fra, at den giver jurister et monopol på at drive retspolitik, eftersom det kun er jurister, der rigtigt ved, hvorledes gældende ret er” (PB; s. 350)
Hvilke etiske krav stilles til juristers retspolitik?
Det skal ikke blot være en beskrivelse af det, som allerede gælder (retsdogmatik)
Forslaget skal fremhæve kravet og ikke være omfattet af en tåge af objektivitet over de retspolitiske forslag
Forslaget fremsættes af en kvalificeret
Forslaget skal inkludere alle argumenter, ikke blot dem som understøtter juristens holdning selv
Værdigrundlaget skal være klart – hvem gavner forslaget, hvem taber måske noget? Hvilke interesser bliver fremmet? Hensynene og afvejningerne som begrunder forslaget skal fremstå tydelige
Juristen skal kunne overskue konsekvenserne af forslaget samt stå ved dem
PB, s. 351, 352
Hvorledes adskiller retspolitik sig fra politik?
Retspolitik beskæftiger sig med områder, hvor der er behov for retlig viden. Det er altså ikke spørgsmålet om hvilken indkomst kvalificerer sig til at betale topskat, som juristen beskæftiger sig med.
PB, s. 353
Forklar begreberne retspolitik og politik
Retspolitik er bl.a. udtalelser om hvordan et forslag til ny lovgivning eller ændring af nuværende lov.
Retspolitiske forslag kan komme fra alle og enhver.
Den Store Danske definerer “politik” som: “beskæftigelse med at styre eller påvirke
samfundsudviklingen og med at fastsætte og fordele økonomiske og andre værdier
i et samfund på grundlag af en ideologi eller en helhedsopfattelse især om partiers,
interesseorganisationers og andre sociale gruppers virksomhed, bl.a. i parlamentarisk
sammenhæng.”
Derfor kan politik beskrives som en påvirkning af samfundet med et større eller mindre grundlag
i en ideologi.
Hvem kan fremsætte et retspolitisk forslag?
Alle kan fremsætte et retspolitikforslag. Fremsættes oftest af Folketingsmedlemmer.
Jurister har altså ikke monopol på fremstilling af de retspolitiske forslag, men ofte vil de have et
kvalificeret indblik i de retlige konsekvenser af forslaget.
Har det større betydning at et retspolitisk forslag fremsættes af en folketingspolitiker end af andre?
Teoretisk set er et forslag jo et forslag, men i praksis vil man nok lægge mere vægt på et forslag
af en person som anses for at være mere kvalificeret. Det kunne også være en jurist.
Det har kæmpe betydning at en folketingspolitiker fremsætter det.
Bør jurister drive retspolitik og hvilke særlige krav stilles der i givet fald til jurister?
Der er delte meninger til hvorvidt en jurist bør bedrive retspolitik. Nogle vil sige at juristen bør
fungere som en tekniker, således at dens rolle er at opretholde de retlige regler, så de fungerer i
praksis. Heraf anses juristen altså som en form for administrator, der ikke i sig selv har ansvar for
retten. De fleste i moderne tid vil mene, at juristen har et ansvar. Herved bliver retsudøvelsen tillagt
en etisk og værdimæssig dimension. Ifølge denne opfattelse bør juristen altså beskæftige sig med
retspolitik frem for blot retsdogmatik.
Hvordan adskiller retspolitik sig fra retsdogmatik?
Retsdogmatik er beskrivelsen af rettens nuværende billede. Det er en beskrivelse af de gældende
regler (de lege lata). Hvis denne beskrivelse foregår i en retsvidenskabelig kontekst, betegnes det
som retsdogmatik.
Retspolitik er gældende, når man kigger efter forandringer. Det kan være de lege ferenda, som bes-
kriver ønskværdige ændringer/implementering/opløsning af regler. Herudover er der de sententia
ferenda, som anerkender reglens indhold, men beskæftiger sig med anvendelsen af de foreliggende regler.
Det er domstolene man henvender sig til i forhold til retspolitik, da disse etablerer gældende ret.
Retsdogmatik har mest retskildemæssigværdi, og retspolitik tillægges ingen værdi.
Påvirkes retsforskrifter, afgørelser og administrativ praksis politisk?
Ja, de vil påvirkes af de politiske understrømme.
Retsforskrifter påvirkes især, fordi de typisk er folkevalgte. Love er resultatet af politisk proces.
Domstolene er uafhængige. Dermed kan de (burde de) ikke påvirkes politisk.
Dette gælder også for de forskellige nævn, så som advokatnævnet.
Påvirkes tilblivelsen af retsforskriften af ude fra kommende politisk indflydelse?
Ja, forskellige fagorganisation og græsrodsbevægelser spiller også en stor rolle i den politiske
verden. Herudover spiller politik en stor indflydelse i hele forarbejderen til loven,
ift. Folketingsudvalgsbetænkningen og de forskellige høringer. Medierne er den afgørende inspirator
Er tilblivelsen af en retsforskrift kun politisk, eller påvirkes tilblivelsen også af andre instanser - og i givet fald hvilke?
Nej, der er også andre instanser, som påvirker tilblivelsen af retsforskrifter. Fx sagkyndige
betænkninger påvirker tilblivelsen, hvilket typisk udformes af ekspertpaneler, interesseorganisationer
osv.
Dem der skriver retsforskrifterne kan også påvirke det, i måden de udformer retsforskriften på.
Er det nødvendigt med domstole?
Der vil altid være politiske undertoner, også i domsafgørelser, men domstolen kan ændre retspraksis,
og skabe gældende ret. Derudover så skal dommerne fremgå så neutrale som givent muligt, hvilket
betyder at de skal ligge personlige, samt politiske holdninger uden for døren når de træder ind som
dommer.
Kan domstolen underkende en retsregel og erklære den for ugyldig?
Domstolene har en systemunderstøttende funktion, ikke en forandringsorienteret funktion. Det er
ønskeligt at domstolene undgår at afsige domme, hvis de er i strid med lovgivers intention og
almindelige ønsker (s. 340)
