Modulplan - Aldring Flashcards
Beskriv cellulære molekylærbiologiske processer, som kan fremskynde aldringsprocesser: Telomerer
Telomerer er gentagne DNA-sekvenser (normalt TTAGGG hos mennesker), der findes ved enderne af kromosomerne i eukaryote celler. De tjener som beskyttende hætter for kromosomerne og spiller en vigtig rolle i cellecyklussen og bevarelsen af genetisk information.
- Hver gang en celle deler sig, bliver DNA’et kopieret, men replikationsprocessen er ikke i stand til at kopiere kromosomernes ender fuldstændigt.
Telomerer forkortes som følge af cellulær replikation, hvilket endeligt fører til permanent arrest af cellecyklussen, også kendt som replikativ senescens, når telomererne er opbrugte.
- Forkortning af telomerer kan fungere som en tumorsuppressor, men studier indikerer, at forkortning af telomerer også begrænser stamcellefunktion, regenerering og vedligeholdelse af organer under aldring.
Richard Cawthon fandt ud af at kortere telomerer er forbundet med kortere levetid faktisk er der blandt personer over 60 år med kortere telomere:
- 3 gange mere tilbøjelighed til at dø af hjertesygdomme
- 8 gange mere tilbøjelighed til at dø af infektionssygdomme
Telomerase er et enzym, der modvirker denne forkortelse af telomererne. Det tilføjer specifikke DNA-sekvenser til telomererne, hvilket hjælper med at bevare deres længde. Telomerase er især aktivt i stamceller, kønsceller og nogle immunceller. Hos voksne er aktiviteten af telomerase normalt lav i de fleste vævsceller.
- I laboratorier bruges de til at holde menneskelige celler, der deler sig, langt ud over deres normale grænse, og cellerne bliver ikke cancer-ramte.
Beskriv cellulære molekylærbiologiske processer, som kan fremskynde aldringsprocesser: Autofagi
Autofagi er en vigtig biologisk proces, hvor cellen nedbryder og recirkulerer sine egne komponenter.
- Processen involverer dannelsen af membranstrukturer kaldet autofagosomer, der omslutter cellekomponenter, såsom beskadigede organeller, proteiner eller andre intracellulære strukturer.
- Disse autofagosomer fusionerer derefter med lysosomer, som indeholder enzymer, der kan nedbryde indholdet af autofagosomerne.
Denne intracellulære proces er i stand til at opretholde cellulær homeostase under stressbetingelser, og en forstyrrelse heraf kan føre til udviklingen af fysiologiske ændringer.
Aktiviteten af autofagi er blevet konstateret at aftage med alderen og bidrager sandsynligvis til ophobning af beskadigede makromolekyler og organeller i løbet af aldring.
- Det er rapporteret, at svigt i autofagiprocessen forværrer aldersrelaterede sygdomme som neurodegenerative sygdomme og cancer.
- På samme måde er det blevet vist i forskellige organismer, at opretholdelse af en passende autofagisk aktivitet bidrager til at forlænge levetiden.
Beskriv cellulære molekylærbiologiske processer, som kan fremskynde aldringsprocesser: Oxidativ stress
Oxidativ stress spiller en væsentlig rolle i udvikling af aldersrelaterede sygdomme.
Reaktive iltarter (ROS) refererer til en gruppe af kemiske molekyler, der indeholder oxygen og er kendt for deres høje reaktivitet.
ROS spiller en naturlig rolle i cellens normale fysiologiske processer, herunder signalering og bekæmpelse af infektioner. Dog kan overdreven dannelse af ROS eller en ubalance mellem ROS-produktion og kroppens antioxidantforsvar føre til oxidativt stress.
Stigningen i ROS er blevet associeret med starten og progressionen af aldring. Selvom ROS-generering måske ikke er en afgørende faktor for aldring, er de mere tilbøjelige til at forværre progressionen af aldersrelaterede sygdomme gennem oxidativ stress og interaktion med mitokondrierne
Beskriv cellulære molekylærbiologiske processer, som kan fremskynde aldringsprocesser: Epigenetiske forhold
Aldringsprocessen medfører betydelige epigenetiske ændringer i forskellige stadier, herunder reducerede mængder af histoner, ændrede mønstre af histoner og DNA-methylering.
De epigenetiske ændringer fører til abnormal genekspression og genomisk ustabilitet.
- Hos unge har celler inden for enhver celletype ens mønster af genekspression og har samme epigenetiske forhold.
- Ved aldring vil de epigenetiske forhold ændres sporadisk pga. exogene og endogene faktorer.
Dette resulterer i:
- at DNA-methyleringsmønstret ændres
- at histon-modifikationsmønstret ændres
- at transkriptionsmønstret ændres
Præcist hvordan og hvorfor disse ændringer sker, er ikke fuldt forstået, men der kommer flere og flere beviser for, at disse epigenetiske ændringer påvirker levetiden og kan forårsage aldring.
Spændende nok viser nye undersøgelser, at aldersrelaterede epigenetiske ændringer kan vendes.
- Levetid er stort set epigenetisk bestemt; diæt og andre miljøpåvirkninger kan påvirke levetiden ved at ændre den epigenetiske information.
Angiv hvorledes aldring påvirker den fysiske funktionsevne
Tre grupper af fysiologiske ændringer er forbundet med alder er blevet defineret:
1. Ændringer i cellulære homeostasemekanismer (kropstemperatur, blod og ekstracellulære væskemængder)
2. Fald i organmasse
3. Fald i og tab af kroppens funktionelle reserve
Aldersrelaterede ændringer bestemmes i høj grad af genetik og påvirkes af miljøfaktorer (kost og motion). Generelt bestemmes aldring af interaktionen mellem skade og reparation, og balancen mellem celledød og celleskift for at bevare organets integritet.
Angiv hvorledes aldring påvirker den psykiske funktionsevne
Aldring er kendetegnet ved at man bliver langsomere i sin reaktion, tager længere tid om at indlære nye ting. Desuden svækkes selvopfattelsen, initiativ, virkelyst og mestringsevnen hos mange.
Dette kommer til udtryk ved:
- Ændring af personlighed
- Demens
Beskriv hvorledes aldringen fører til funktionsnedsættelse af hjerte-lungefunktionen
Hjertet:
Den dominerende ændring, der sker i det kardiovaskulære system med aldring, er en reduktion i elasticiteten i vaskulaturen og følgelig øget arteriel stivhed.
- Reduktion i elasticiteten skyldes øget elastolytisk aktivitet i den vaskulære væg, hvilket fører til nedbrydning af elastin og øget glat muskeltonus.
- Med stigende alder følger fortykkelse af media og inima, hvoraf sidstnævnte er kendetegnet ved uregelmæssige og aflange endotelceller og spredning af vaskulære glatte muskelceller.
Denne øgede vaskulære stivhed fører til en øget efterbelastning på venstre ventrikel, øget systolisk blodtryk og ændringer i venstre ventrikelvæg med bl.a. hypertrofi. En yderligere konsekvens af disse ændringer er forlængelsen afslapningstiden for venstre ventrikel i diastolen, dermed diastolisk dysfunktion (fyldning af venstre ventrikel er utilstrækkelig).
Når man bliver ældre, vil muskelsystemet begynde at atrofiere og fedtaflejringer i muskelvævet vil tiltage. Dette vil påvirke hjertet ved, at der bliver færre cardiomyocytter, men de bliver større og morfologien ændres. Samt vil det påvirke lungefunktionen, da diaphragma og de vejrtræknings-associerede muskler også vil atrofiere.
Lungerne:
Mængden af kollagen øges i forskellige organer som lungerne. Dette gør dem mere stive, og gør at de mister noget af deres elastisitet og arkitetur på aveoleniveau. Dette resulterer i at lungekapaciteten mindskes.
Desuden ses der nedsat mucociliær-funktion og nedsat hoste-refleks, som samlet set nedsætter clearance af luftvejene.
Respirationssystemets reserve er begrænses også med alderen, og nedsat respirationsrespons på hypoxi og hyperkapni gør dem mere sårbart over for respirationssvigt under høje behovstilstande (dvs. hjertesvigt, lungebetændelse osv.), og komplikationerne heraf.
Beskriv hvorledes aldringen fører til funktionsnedsættelse af skeletmusklerne
Aldersrelateret formindskelse i muskelpræstation er forbundet med fysisk svækkelse og forklares med tab af muskelmasse (sarkopeni) og en reduktion i muskelstyrke (dynapeni). Derfor opstår to forskellige, men beslægtede fænomener med alderen:
1. Tab af muskelmasse
2. Forringelse af skeletmuskulaturens kvalitet
Således er skeletmuskelfunktionsunderskud et udtryk, der bedre beskriver nedsættelsen af muskelydelsen forbundet med alder.
Adskillige hormonelle ændringer forbundet med aldring er blevet fundet i aldringsrelateret sarkopeni, nemlig menopause og andropause nedsatte niveauer af dehydroepiandrosteron, nedsat aktivitet af hypofysevæksthormon, og høje niveauer af parathyreoideahormon.
Faktorer, der anses for relevnte for skeletmuskeldysfunktionen omfatter:
- tab af proteostase (proteinsyntese/nedbrydningsbalance)
- ernæringsmæssige abnormiteter
- vævshypoxi og hyperkapni
- ændringer i muskelombygning
- mitokondrielle abnormiteter
Beskrive hvorledes legemets metabolisme ændres med aldring
Basalmetabolismen reduceres med ca. 4% pr. 10 år (efter 30-årsalderen), og det skyldes ikke nedsat metabolisme i cellerne, men i højere grad nedsat antal celler i organismen.
Aldring resulterer i et fald i produktionen af anabolske hormoner og, som det gælder for en stor del af den ældre befolkning, en almindelig nedsat fysisk aktivitet.
Denne nedsatte fysisk aktivitet resulterer i lavere dagligt energibehov, hvilket fører til øgede satser af fedme i den ældre befolkning. Desuden påvirker både hormonel dysregulering og reduceret fysisk aktivitet reduktionen i muskelmasse, der sker med alderen, også kendt som sarcopeni.
De øgede satser af fedme i aldring kombineret med udviklingen af sarcopeni kan have konsekvenser for metabolismen. Efter udviklingen af insulinresistens kan fedme og sarcopeni resultere i en øget risiko for type 2 diabetes, hypertension og hyperlipidæmi.
- Disse metaboliske forstyrrelser er kendt for at føre til udviklingen af hjerte-kar-sygdom og demens.
Vigtigt er det, at positive livsstilsændringer såsom regelmæssig motion og sund kost kan bekæmpe flere punkter i denne proces og er afgørende for sund aldring og forebyggelse af metaboliske sygdomme.
Beskrive hvorledes synet svækkes ved aldring
- Generelt, omkring en alder af 50, bliver øjets linse mindre elastisk, hvilket forårsager nedsat syn. Det vil tage længere tid for øjet at fokusere på nære objekter, og sløring kan være generende.
- Ældre voksne har brug for mere tid til at genkende objekter eller fokusere på objekter på forskellige afstande.
- Visuel scanning bliver vanskelig, og fordi det tager længere tid for ældre øjne at fokusere, finder mange ældre voksne det svært at skanne et område og finde et bestemt objekt.
- På samme måde er det sværere at se bevægelige objekter, så det kan være umuligt at læse rulleteksterne i slutningen af en film.
- Pupillen bliver mindre, og linsen bliver tykkere og mindre transparent, hvilket resulterer i mindre lys, der når nethinden. Derfor har en ældre person brug for mere lys for at se godt.
Beskrive hvorledes høreslse svækkes ved aldring
Struktur i øret vil ændre sig med alderen
- Nedsat evne til at opfange lyd
- Nedsat evne til at opretholde balance (equilibrium)
Fald i antallet af neurosin cochlea (kernerne og auditory-centre i hjernen)
- Reduktion i antal og størrelse
- Resultere i en dårligere evne i det centrale auditorsystemet til at behandle lyd
Presbycusis - aldersrelateres høretab pga. hårcellerene i øret skades eller dør.
- Disse hårceller har funktion at opfange lydbølger og ændre dem til nerveignaler.
Beskrive hvorledes priprioception og balancesans svækkes ved aldring
Forringelsen af de proprioceptive mekanismer med aldring involverer ændringer i det perifere og centrale nervesystem. På grund af ændringer i proprioception ændres leddets biomekanik og den neuromuskulære kontrol af lemmerne, hvilket resulterer i balanceforstyrrelser.
Et aldersrelateret fald i proprioception er sandsynligvis forbundet med et fald i muskelspindlers dynamiske respons og atrofi af axoner, der forårsager defekter i behandlingen og input af sensorisk information.
Det aldersrelaterede fald i proprioception afspejler sig som et progressivt fald i dendritter i motorcortex, udseendet af neurokemiske ændringer i hjernen og tab af neuroner og receptorer.
Hos ældre mennesker er motorenheder i gennemsnit længere og langsommere, hvilket afspejles i organisationsområdet og dermed produktionen af muskelstyrke og kontrol.
- Dette afspejles også i de proprioceptive funktioner. Uden passende proprioception bremses begyndelsen af bevægelser, mens bevægelsesplanlægning er defekt og utilstrækkelig.
- Både problemer med balance og motorisk koordination falder sammen med aldring.
Beskrive hvorledes smagssans svækkes ved aldring
Antallet af ”smagsmessengers” falder med alderen, og hvert af de tilbageværende begynder at skrumpe.
Sensitiviteten for de fem smage falder efter 60-årsalderen, og munden begynder at producere mindre saliva med alderen → tør mund → påvirker smagsoplevelsen.
I mange tilfælde er det ikke smagssansen der påvirkes men lugtesansen.
Beskrive hvorledes lugtesansen svækkes ved aldring
Luftesansen falder betydeligt ved 70-årsalderen, og Jo ældre vi bliver desto mere falder det olfaktoriske funktion. Dette gælder både antallet af fibre i det olfaktoriske område, men også olfaktoriske receptorer vil falde markant med alderen.
- Mere end 75% af folk over 80 år har stor forringelse i det olfaktoriske område
Dette kan skyldes sensorisk tab samt generelt forringelse af nervesystemet, men lugftesansen kan også svækkes grundet mindre mukusproduktion i næsen, da det hjælper med at holde lugten i næsen i længere tid, så det kan registreres af nerveenderne.
Beskrive hvorledes berøring, vibration og smerte svækkes ved aldring
Reducering eller ændring af berørringssansen (kan opstå som følge af nedsat blood flow til nerveenderne, medulla spinalis eller hjernen).
Det kan også skyldes helbredsprobler, fx tab af visse næringsstoffer, som fører til ændringer i sensationen.
Symptomer på ændret sensation varierer alt efter årsag;
- Nedsat temperaturfølsomhed kan føre til hypotermi, forbrændinger og forfrysninger
- Nedsat evne til at detektere tryk øger risikoen for decubitus
- Reduceret sensitivitet af smerte
Beskriv hvorledes det immunologiske apparat svækkes i forbindelse med normal aldring, herunder forandringer i såvel specifikke som uspecifikke immunologiske funktioner
Immunosenescence defineres som aldersrelaterede ændringer i immunfunktionen, og virkningerne af aldring på immunsystemet er manifesteret på flere niveauer, der omfatter:
- Reduceret produktion af B- og T-lymfocytter i knoglemarv og thymus
- Nedsat funktion af modne lymfocytter i sekundære lymfoide væv
Forandringer i det specifikke immunsystem:
- Antallet af B- og T-lymfocytter falder med alderen, og årsagen er, at knoglemarvens reduceret kapacitet til produktionen heraf.
- Thymus atrofierer og erstattes af fedtvæv, og resultatet er en faldende produktion af naive T-celler. Forandringerne er mere udtalte hos CD8+-celler end CD4+-celler, og ældre har derfor mangel på T-cytotoksiske (CD8+) celler, som er vigtig ved bekæmpelse af virusinfektioner, som organismen ikke tidligere har mødt.
- T-hjælper (CD4+) celler får med alderen en ændret cytokinprofil, som resulterer i en øget differentiering af Th17-celler på bekostning af Th1- og Th2-celler. Dette styrer immunsystemet i retning af inflammation frem for cellulær- og antistofmedieret immunitet.
- B-cellers funktion svækkes heraf, da de skal modtage signal fra T-hjælper celler for at danne antistoffer.
Forandringer i det uspecifikke immunsystem:
- Øget proliferation af proinflammatoriske medfører en kronisk lavgradig inflammation i kroppen.
Beskriv aldringens effekt på funktionen af fordøjelseskanalen med hensyn til påvirkning af evnen til lægemiddelnedbrydning og -udskillelse.
Oesophagus:
- Aldersrelaterede ændringer i oesophagus skyldes primært forstyrrelser i osophageal motilitet.
- Den kan hos en ældre person kan have et nedsat peristaltisk respons, et øget ikke-peristaltisk svar, en forsinket transittid eller en reduceret relaxation af den nedre lukkemuskel ved synkning.
- Faldet i peristaltik og forsinkelse i transittiden kan føre til dysfagi førende til en frivillig begrænsning af kalorieindtaget - de stopper med at spise!
Gaster:
- Atrofisk gastritisk fører til ændringer i mavesækkens slimhinde.
- Dette resulterer i reduceret produktion af gastriske produkter som intrinsisk faktor, pepsinogen og især saltsyre.
- Den nedsatte gastriske motilitet og sekretion hæmmer fordøjelsen og ventrikeltømningen.
Colon:
- Tarmmotiliteten reduceres med alderen, således at mere lægemiddel absorberes.
- Tyktarmen bliver hypotonisk, hvilket fører til øget lagringskapacitet, længere transporttid og større dehydrering af afføringen.
- Disse er etiologiske faktorer til gastrointestinale problemer som forstoppelse, som er alvorligt, da det kan føre til nedsat madindtag og ultimativt til fatale konsekvenser.
Hepar:
- Leverens volumen og blodgennemstrømning reduceres, hvilket kan influere med effektiviteten af lægemiddelmetabolismen.
Beskriv aldringens effekt på funktionen af nyrer- og urinvejene med hensyn til påvirkning af evnen til lægemiddelnedbrydning og -udskillelse.
Renes:
Nyrernes blodgennemstrømning reduceres, hvilket er medvirkende til nedsat filtrationsevne, og lægemidler akkumuleres og forbliver i systemet i længere tid.
- Lægemidler som aminoglycosid, digoxin, penicillin og tetracyclin, som primært udskilles ved glomerulær filtrering, vil have forlænget halveringstid, selv når doseringen ændres ved standardbrug.
Nyrestørrelsen ved 90-årsalderen er omkring 70% af størrelsen ved 30-årsalderen. desuden er der et fald i det samlede antal glomeruli pr. nyre fra ca. 1.000.000 når man er under 40 år til ca. 700.000 når man er 65 år.
Vesica urinaria:
Blærekapaciteten nedsættes, ufrivillige blærekontraktioner samt nedsat fornemmelse af blæreopfylning.
- Dette medfører højere tissefrekvens samt inkontinens.
Ved ældre mennesker ses en tendens til resturin i blæren efter tømning. Dette øger risikoen for urinvejsinfektioner.
Angiv eksempler på forandringer der kan ramme (knogler, led og muskulatur) ved fremskreden aldring
Knogletab (osteoporose): Med alderen kan knogler miste mineraler og blive mindre tætte og mere skrøbelige, hvilket øger risikoen for knoglebrud.
Artrose: En fælles form for slidgigt, hvor bruskvævet i leddene nedbrydes over tid, hvilket resulterer i smerte, hævelse og nedsat bevægelighed.
Tab af muskelmasse (sarkopeni): Aldring kan føre til tab af muskelmasse og styrke, hvilket kan påvirke mobilitet og øge risikoen for fald.
Angiv eksempler på forandringer der kan ramme (knogler, led og muskulatur) ved mangel på motion
Motion og træning er en af de bedste tiltag man kan gøre sig for at reducere eller forhindre aldersrelaterede problemer med muskler, led og knogler. Træning styrker ikke kun musklerne men også knoglerne og leddene samt giver øget fleksibilitet.
Tab af knoglemasse (osteopeni og osteoporose): Mangel på vægtbærende motion kan medføre nedsat knoglebelastning, hvilket kan føre til tab af knoglemasse og øget risiko for osteopeni og osteoporose.
Stivhed og begrænset bevægelighed: Inaktivitet kan føre til stive led og reduceret bevægelighed, hvilket øger risikoen for artrose og forværrer eksisterende ledproblemer.
Muskelatrofi: Inaktivitet kan medføre tab af muskelmasse og styrke, især hos ældre voksne, hvilket kan påvirke mobilitet og øge risikoen for fald.
Angiv eksempler på forandringer der kan ramme (knogler, led og muskulatur) ved hormonelle ændringer
**Reduceret knogletæthed: **Under overgangsalderen hos kvinder falder østrogenniveauet betydeligt, hvilket kan føre til nedsat knogletæthed og øge risikoen for osteoporose.
- Øget risiko for knoglebrud: Lavt østrogenniveau kan gøre knogler mere skrøbelige og øge risikoen for brud, især i rygsøjlen, hofter og håndled.
Øget ledløshed: Hormonelle ændringer kan påvirke ledbånd og sener, hvilket kan føre til øget ledløshed og nedsat stabilitet i leddene.
Tab af muskelmasse: Aldrende mænd og kvinder kan opleve tab af muskelmasse som følge af et fald i anabolske hormoner som væksthormon og testosteron.
Angiv fald og faldtendens til nogle af de hyppigste årsager til indlæggelser hos ældre, og dermed også samfundsøkonomisk blandt de dyreste med stor belastning af hospitalssystemet
Definition:
Fald defineres som en utilsigtet hændelse, der resulterer i, at en person kommer til at ligge på jorden/gulvet/andet lavere niveau.
- Synkope er indeholdt i definitionen, og omfatter et forbigående totalt bevidsthedstab, der ledsages af tonustab og således ofte fører til fald.
Faldulykker er den hyppigste ulykkestype blandt ældre og udgør et vigtigt folkesundhedsproblem.
- Fald blandt ældre er ofte et symptom på en underliggende sygdom eller skrøbelighed, der skal udredes.
Epidemiologi:
Hyppigheden er stigende med alderen, ligesom konsekvenserne af faldet ofte bliver mere alvorlige med stigende alder.
- Ca. 30% af 65+ årige hjemmeboende falder minimum én gang årligt
- Ca. 50% af 85+ årige hjemmeboende falder minimum én gang årligt
Fald er ikke alene associeret med øget sygelighed og dødelighed, men også med tab af færdigheder og deraf følgende behov for hjælp – hos nogle for resten af livet.
- Der er således både store menneskelige og økonomiske omkostninger forbundet med fald hos ældre.
- Frygten for at falde er den hyppigste årsag til at man flytter på plejehjem. Derudover er frygten socialt invaliderende og reducerer livskvaliteten.
Hvert år behandles 44.000 ældre for faldrelaterede skader, hvoraf 16.000 indlægges, og fald er den hyppigste årsag til ulykkesdød blandt ældre med 750 dødsfald årligt.
Ætiologi:
Nogle fald sker på baggrund af en enkelt årsag, fx synkope, der skyldes hjertearytmi, men langt de fleste fald er multifaktorielt betinget. Overordnet set er de vigtigste risikofaktorer for fald nedsat muskelstyrke og balance, men alt der kan bidrage hertil, jf. balancemodellen er en selvstændig risikofaktor for fald.
De hyppigste er nedsat syn, nedsat proprioception, kognitiv dysfunktion, postural hypotension og medicinbivirkning.
Beskriv patofysiologiske forhold, som kan ramme forskellige steder i legemet og føre til faldtendens: Centralnervesystemet
Følsomheden for sensoriske input som vibration, taktil- og proprioception reduceres med alderen, dog med meget stor spredning.
- De hyppigste sygdomme, der medfører perifer neuropati, er diabetes, alkoholoverforbrug og B12-vitaminmangel, men de fleste tilfælde henføres som kryptogene (ukendt oprindelse).
Neuropatien kan medinddrage både motoriske og autonome fibre og således også påvirke effektorsystemet og kredsløbet.
Det er ikke dokumenteret, at aldersforandringer i CNS per se medfører ændringer i gangfunktion og balance. Derimod er kognitiv dysfunktion, fx delirium, depression eller demenssygdom, associeret med fald.
- Patofysiologien er kompleks og omfatter nedsat opmærksomhed, problemer med dual-tasking, selvovervurdering og visuospatielle forstyrrelser.
- Desuden kan CNS-lidelser som Parkinsons og cerebellar ataksi nedsætte balancen førende til fald.
- CNS-aktiv (psykotrop) medicinering, alkohol eller ændringer i homøostasen, fx hyponatriæmi, kan bidrage til nedsat cerebral bearbejdning.
Beskriv patofysiologiske forhold, som kan ramme forskellige steder i legemet og føre til faldtendens: Synsapparatet
Synsapparatet:
- Synsstyrke, synsfelt, dybdeperception og kontrastsyn påvirkes med alderen og er associeret med fald. De hyppigste øjensygdomme hos ældre er katarakt, glaukom og aldersrelateret maculadegeneration.
- Nedsat syn kan desuden skyldes bivirkninger til medicin, fx glaukom og katarakt ved binyrebarkhormonbehandling, og opticusatrofi ved amiodaronbehandling. Banale årsager som forkert korrektion af brydningsfejl ses. Multifokale brilleglas er uhensigtsmæssige ved fx trappegang.
