Fysiologiske forandringer ved normal aldring Flashcards
Angiv ekselpler på hvorledes aldringen påvirker den fysiske og psykiske funktionsevne
Fysisk funktionsevne:
- Fysisk funktionsevne falder med 50% fra 20 til 80 år
- Muskelstyrke falder med 1% årligt
- Muskelmasse falder med 50% fra 20 til 80 år
- Knoglemasse falder med 0,5-1% årligt efter man er fyldt 30 år
- Den renale funktion falder med 50% fra 20 til 80 år
Psykisk funktionsevne:
- Aldring er kendetegnet ved at man bliver langsommere i sin reaktion
- Tager længere tid at indlære nye ting
- Selvopfattelse, initiativ, virkelyst og mestringsevne svækkes hos mange
- Eksempler: Ændring af personlighed, demens
Hvad er de 12 hallmarks of aging?
Primære:
* 1.Genomisk instabilitet
* 2. Forkortelse af telomerer
* 3. Epigenetiske ændringer
* 4. Tab af proteostase (styrer biogenesen, foldning, handel og nedbrydning af proteiner i/udenfor cellen)
* 5. Invalid makroautofagi
Antagonistiske:
* 6. Dereguleret sansing af nærringsstoffer
* 7. Dysfunktion af mitokondrier
* 8. Cellulær senescence
Integrative:
* 9. Stamcelleudmattelse
* 10 Ændret intercellulær kommunikation
* 11 Kronisk inflammation
* 12 Dysbiose (ubalance eller inflammation i mikrofloraen i fordøjelseskanalen)
Hvilke tre krav skal hallmarks overholde?
- Processen skal ændres naturligt med øget alder
- Forringes processen, skal det forkorte levetiden
- Forbedres processen, skal det forlænge levetiden
Beskriv hvorledes aldringen fører til funktionsnedsættelse af hjertet
Aldring påvirker ikke hjertets funktion i særlig grad, dog falder cardiac output med 1% om året efter 30-års alderen.
Reduceret elastik og øget stivhed: Med alderen mister hjertets væv gradvist deres elastik og bliver stivere. Dette medfører, at hjertet mister sin evne til at slappe af og fylde ordentligt med blod mellem hjerteslag, hvilket kan nedsætte hjertets fyldning og pumpekapacitet.
Reduceret kontraktilitet: Aldring kan medføre en svækkelse af hjertemuskulaturen, hvilket resulterer i en nedsat evne til at trække sig sammen kraftigt. Dette fører til et fald i slagvolumen (mængden af blod, der pumpes ud med hvert hjerteslag).
Reduktion i maksimal hjertefrekvens (puls): Aldring resulterer ofte i en lavere maksimal hjertefrekvens, hvilket betyder, at hjertet ikke kan slå så hurtigt som tidligere. Dette kan påvirke hjertets evne til at reagere hurtigt på fysisk aktivitet eller stress.
Venstre ventrikulær hypertrofi: Aldring kan føre til fortykkelse af væggene i venstre ventrikel (den største af hjertets fire kamre), hvilket er en kompensatorisk mekanisme for at opretholde hjertets pumpefunktion. Men denne hypertrofi kan med tiden føre til hjertedysfunktion.
Øget risiko for hjerteklappesygdomme: Aldrende hjerteklapper kan gennemgå degenerative ændringer, hvilket kan føre til klapsygdomme som aortastenose og mitralinsufficiens.
Aterosklerose og nedsat koronar perfusion: Aldring øger sandsynligheden for aterosklerose (åreforkalkning) og nedsat blodgennemstrømning i hjertets kranspulsårer. Dette kan medføre nedsat iltforsyning til hjertemusklen og øge risikoen for hjertesygdom.
Diastolisk dysfunktion: Aldring kan medføre nedsat elasticitet og øget stivhed i hjertevævet, hvilket kan påvirke hjertets evne til at fylde sig ordentligt i diastole (afslapningsfasen). Dette kaldes diastolisk dysfunktion.
Øget risiko for arytmier: Aldring øger også risikoen for hjertearytmier, herunder atrieflimren, hvilket kan føre til uregelmæssig hjerterytme og påvirke blodgennemstrømningen.
Beskriv hvorledes aldringen fører til funktionsnedsættelse af lungerne
Aldring påvirker lungerne på flere måder og kan føre til en gradvis nedsættelse af lungefunktionen.
Tab af elasticitet og stivhed: Med alderen mister lungerne gradvist deres elastik og bliver stivere. Dette gør det sværere at trække vejret dybt og effektivt.
Reduceret vitalkapacitet: Vitalkapaciteten er mængden af luft, der kan udåndes efter maksimal inspiration. Aldring medfører en gradvis reduktion i vitalkapaciteten, typisk omkring 0,2 liter pr. årti.
Øget residualvolumen: Residualvolumen er mængden af luft, der forbliver i lungerne efter maksimal/forceret eksspiration. Aldring kan føre til en stigning i residualvolumen, hvilket begrænser den mængde frisk luft, der kan indåndes i hvert åndedrag.
Øget respirationsfrekvens: Ældre mennesker har ofte en tendens til at have en højere respirationsfrekvens for at kompensere for de ændringer, der påvirker lungevolumen og elasticitet.
Reduceret diffusionskapacitet: Aldring kan påvirke diffusionskapaciteten i lungerne, hvilket betyder, at det bliver sværere for ilt at passere fra lungerne til blodbanen.
Tab af alveolært væv og alveolær forstørrelse: Aldring kan resultere i tab af alveolært væv (de små luftrum i lungerne) og forstørrelse af eksisterende alveoler, hvilket reducerer det samlede overfladeareal, hvor gasudveksling finder sted.
Nedsat PaO2-niveauer: Aldring kan føre til et fald i ilttrykket i arterieblodet (PaO2), hvilket påvirker blodets iltmætning.
Øget risiko for luftvejsinfektioner: Ældre mennesker har en øget risiko for luftvejsinfektioner som følge af nedsat hosterefleks, nedsat rengøringsevne i luftvejene og øget risiko for aspiration (indånding af fremmedlegemer eller væsker) på grund af oropharyngeale problemer.
Reduceret åndedrætskapacitet og iltmætning: Aldring resulterer i en reduktion i den samlede åndedrætskapacitet og gradvist fald i iltmætningen i blodet.
Beskriv hvorledes aldringen fører til funktionsnedsættelse af skeletmusklerne
Tab af muskelmasse (sarcopeni): Aldring er ofte ledsaget af et tab af muskelmasse, en tilstand kendt som sarcopeni.
- Fra omkring 60-årsalderen begynder mange mennesker at miste omkring 1-2% af deres muskelmasse årligt.
- Ved 80-årsalderen kan nogle individer have mistet op til 50% af deres oprindelige muskelmasse.
- Dette skyldes en kombination af faktorer, herunder reduceret proteinsyntese og øget muskelnedbrydning.
Erstatning af muskelvæv med fedt og bindevæv: Aldring kan føre til, at muskelvæv gradvist erstattes af fedt- og bindevæv. Dette ændrer muskelens sammensætning og kan påvirke dens funktion.
Tab af muskelfibre: Aldring medfører tab af hele muskelfibre. Dette sker delvist, fordi muskelens stamceller (satellitceller), der normalt reparerer og vedligeholder muskelfibrene, mister deres evne til at erstatte muskelfiberens cellekerner over tid.
Øget ophobning af ødelagt protein: Med alderen falder muskelfibrenes evne til at nedbryde de proteiner, der ikke længere er nødvendige. Dette kan føre til ophobning af ødelagt protein i muskelfibrene, hvilket er skadeligt og kan forhindre normale cellulære processer, hvilket til sidst kan føre til celledød.
Muskelatrofi: Muskelatrofi er en tilstand, hvor musklerne skrumper i størrelse. Dette kan forekomme som følge af en ubalance mellem proteinsyntese (muskelopbygning) og nedbrydning (muskelnedbrydning). Muskeltykkelse er især afhængig af mængden af protein i musklerne.
Nedsat muskel-nerveforbindelse: Aldring kan føre til en nedbrydning af forbindelsen mellem muskelfibrene og de motoriske nerver, der styrer dem. Dette kan resultere i en nedsat evne til at udføre fysisk arbejde og bevare muskelstyrke.
Ændringer i myosin og tværbroer: Myosin og tværbroer er afgørende for muskelsammentrækning. Aldring kan påvirke både mængden og den molekylære struktur af myosin, hvilket kan resultere i færre tværbroer og dermed mindre kraftproduktion.
Reduceret maksimalt iltoptag: Aldring fører til en nedsat evne til at optage ilt maksimalt, hvilket kan påvirke udholdenheden og musklernes evne til at udføre fysisk arbejde.
Beskriv hvorledes aldringen fører til funktionsnedsættelse af knoglerne
Maksimal knoglemasse (peak bone mass, PBM) opnås normalt i alderen 20-30 år hos både mænd og kvinder. Efter denne periode begynder knoglemassen gradvist at falde med alderen svarende til 0,5-1% pr. år. Dette knogletab skyldes en ubalance i knogle-remodelleringsprocessen, hvor knogleresorptionen (nedbrydning af knoglevæv) overstiger knoglenydannelsen.
Øget risiko for osteoporose: Aldring, især hos kvinder efter overgangsalderen, er forbundet med en øget risiko for at udvikle osteoporose. Osteoporose er kendetegnet ved en signifikant reduktion i knoglemasse og mikroarkitektoniske forandringer i knoglevævet, hvilket gør knoglerne mere skrøbelige og tilbøjelige til brud.
Ændringer i knoglestruktur: Med alderen gennemgår knoglerne mikroskopiske ændringer i deres struktur, herunder en reduktion i knoglemineralisering og en stigning i knogleporøsitet. Dette svækker knoglerne og øger risikoen for brud.
Nedsat knoglestyrke og tæthed: Aldring fører til nedsat knoglestyrke og tæthed, hvilket gør knoglerne mindre i stand til at modstå belastning og stød. Dette øger risikoen for brud, især i områder som rygsøjlen (vertebrae), håndled og hofter.
Reduceret knogelremodeleringsevne: Med alderen kan knoglernes evne til at gennemgå remodellering (reparation og ombygning) blive nedsat. Dette kan føre til langsommere heling af brud og en reduceret evne til at reparere skader på knoglevævet.
Ændringer i knoglemarkører: Aldring kan påvirke niveauerne af forskellige knoglemarkører i blodet, hvilket kan afspejle knogleomdannelsesprocessen og knoglesundheden. Disse markører kan bruges til at vurdere knoglesundhed og risikoen for osteoporose.
Beskriv hvorledes legemets metabolisme ændres med aldring
Reduceret basalmetabolisme med alderen: Basalmetabolismen, også kendt som hvilemetabolisme, er den mængde energi, som kroppen forbruger i hvile for at opretholde grundlæggende funktioner som hjerte- og lungerfunktion, celledeling og temperaturregulering.
- Med alderen reduceres basalmetabolismen med ca. 4% pr. 10 år efter 30-årsalderen.
Nedsat celletæthed, ikke stofskifte i cellerne: Den reducerede basalmetabolisme skyldes primært et fald i antallet af celler i kroppen med alderen og ikke nødvendigvis en nedsættelse af stofskifteprocesserne i cellerne selv.
Nedsat evne til at metabolisere næringsstoffer: Aldring kan påvirke kroppens evne til at metabolisere næringsstoffer, hvilket kan have flere konsekvenser:
- Mindre energibehov for kroppen: Den nedsatte basalmetabolisme betyder, at kroppen forbrænder mindre energi i hvile, hvilket kan føre til en akkumulering af overskydende energi og resultere i vægtøgning.
- Højt serum glukoseniveau: Nedsat evne til at regulere blodsukkeret kan føre til høje glukose (sukker) niveauer i blodet, hvilket er en karakteristisk faktor i type 2-diabetes og kan være mere udbredt hos ældre voksne.
- Reduceret effektivitet af anabolske processer: Aldring kan påvirke kroppens evne til at udføre anabolske processer, hvilket omfatter opbygning af væv som muskler og knogler. Dette kan resultere i muskelatrofi og tab af knoglemasse over tid.
Beskriv hvorledes sanseapparatet svækkes ved aldring (Syn, hørelse, proprioception og balancesans, smag- og lugtesans)
Syn:
- Nedsat syn opstår hos mange allerede i 40-50 årsalderen.
- Nedsat akkomodationsevnen, dvs. linsen stivner, hvilket påvirker evnen til at fokusere på genstande tæt på aftager.
- Nedsat lysfølsomhed af øjet, dvs. mere/stærkere lys kræves.
- Nedsat kontrastfølsomhed, dvs. nedsat evne til at skelne gråtoner (fx sværere at se i gråt vejr).
- Øget tendens til tørre øjne (behandles med kunstige tårer)
- Øget tendens til øjne der løber i vand (behandles i nogle tilfælde med operation af tilstoppede tårekanaler).
- Øget risiko for øjensygdomme (kan medføre synnedsættelse).
Hørelse:
- Nedsat hørelse opstår typisk efter 60-årsalderen.
- Skyldes primært aldersbetinget slitage på sansehårene i det indre øre, støjskader, arvelige disposition eller forandringer i det indre øres små blodkar.
Proprioception og balancesans:
- Ligevægtssansen er placeret i det indre øre (næsten halvdelen af sansehårcellerne i øret er tabt omkring 65-årsalderen).
- Nedsat følesans, sygdomme i vægtbærende led, smertende fødder fører til fejlinformation om kontakten med underlaget og mistolkning af stilling, hvilket gør, at man føler sig ør.
- Nedsat syn gør det sværere at holde balancen.
- Stillingsændringer registreres i særlige receptorer i de centrale blodkar.
- Følsomhed over for BT-ændringer, når man fx rejser sig, aftager med alderen.
Smagssans:
- Antallet af smagsløg falder allerede fra 50-årsalderen, og vil være halveret ved 70-årsalderen.
- Nedsat følsomhed af smagsløgene (ofte påvirkes smagen af salt og bitter).
- Hvis smagssansen ændres med alderen er det nemmere at miste lysten til og glæden ved et godt måltid.
Lugtesans:
- Aftager fra 55-årsalderen
- Skyldes at man mister nerveender i lugtecellerne og samtidig producerer mindre slim, der holder på lugten i så lang tid, at de kan nå at blive optaget af nerveenderne.
Beskriv hvorledes det immunologiske apparat svækkes i forbindelse med normal aldring, herunder forandringer i såvel specifikke som uspecifikke immunologiske funktioner
Aldring påvirker det immunologiske system på flere måder og kan føre til en gradvis svækkelse af både de specifikke og uspecifikke immunitetsfunktioner.
Specifikke immunologiske funktioner:
- Reduceret produktion af T-celler: Med alderen falder produktionen af T-celler, herunder T-hjælperceller og cytotoksiske T-celler. T-hjælperceller er afgørende for at koordinere immunresponsen ved at udskille signalstoffer, der rekrutterer og aktiverer andre immunceller. Den nedsatte produktion og funktion af T-celler kan gøre det sværere for kroppen at bekæmpe infektioner og reagere på vacciner.
- Nedsat antallet af naive T-celler: Med alderen reduceres antallet af naive T-celler, som er umodne T-celler, der kan reagere på nye patogener. Dette begrænser kroppens evne til at genkende og bekæmpe nye trusler.
- Nedsat B-cellefunktion: B-celler, som er ansvarlige for at producere antistoffer, kan opleve en nedsat funktion med alderen. Dette påvirker produktionen af antistoffer som respons på infektioner og vaccinationer.
- Reduceret mangfoldighed af T-celle-repertoiret: Aldring kan føre til en nedsat mangfoldighed af T-celle-repertoiret, hvilket betyder, at kroppen har færre forskellige T-celler til at bekæmpe forskellige trusler. Dette kan reducere immunsystemets effektivitet.
- Nedsat immunologisk hukommelse: Med alderen kan immunsystemets evne til at huske tidligere infektioner eller vacciner blive nedsat, hvilket resulterer i en mindre effektiv respons på gentagne eksponeringer.
Uspecifikke immunologiske funktioner:
- Reduceret inflammatorisk respons: Aldring kan føre til en nedsat inflammatorisk respons. Dette betyder, at kroppen kan have sværere ved at aktivere inflammatoriske processer som reaktion på infektioner eller vævsskader, hvilket kan forsinke helingsprocessen.
- Nedsat fagocytose: Fagocytose, hvor immunsystemets celler “æder” og fordøjer patogener, kan blive mindre effektiv med alderen. Dette øger sårbarheden over for infektioner.
- Nedsat naturlig dræbercelleaktivitet: Aldring kan medføre en nedsat aktivitet af naturlige dræberceller, som normalt er ansvarlige for at dræbe inficerede celler og kræftceller. Dette øger risikoen for infektioner og kræft.
- Ændret produktion af cytokiner: Med alderen kan der være ændringer i produktionen af immunologiske signalstoffer, kendt som cytokiner. Dette kan påvirke immunsystemets evne til at koordinere reaktioner på infektioner.
Beskriv hvorledes aldringen påvirker funktionen af fordøjelsessystemet
Muskulær svækkelse og tab af tonus: Med alderen kan musklerne i fordøjelseskanalen, herunder spiserøret, maven og tarmene, miste styrke og tonus. Dette kan resultere i nedsat bevægelse og tømning af føde gennem fordøjelsessystemet, hvilket kan føre til forsinket fordøjelse og forstoppelse.
Ændringer i tyktarmen: Tyktarmen kan under aldring blive tyndere og svagere. Dette kan medføre dannelse af divertikler (udposninger i tyktarmen), hvilket kan påvirke fordøjelsen og føre til obstipation (forstoppelse).
Reduceret sekretion af fordøjelsesenzymer: Aldring kan resultere i atrofi af kirtler i fordøjelseskanalen, hvilket fører til en nedsat produktion af fordøjelsesenzymer. Dette påvirker kroppens evne til at nedbryde næringsstoffer i maden.
Nedsat neurosensorisk feedback: Aldring kan føre til nedsat neurosensorisk feedback-mekanisme, hvilket påvirker reguleringen af fordøjelsesprocessen. Dette kan inkludere nedsat frigivelse af fordøjelseshormoner og nedsat innervation af fordøjelseskanalen.
Nedsat gastrisk motilitet og sekretion: Mavesækken kan have nedsat motilitet (bevægelse) og sekretion af mavesyre (HCl). Dette kan resultere i hæmmet fordøjelse og forsinket tømning af maven, hvilket kan påvirke appetitten og fordøjelsen.
Tab af tænder og tandstatus: Aldring kan medføre tab af tænder eller forværring af tandstatus. Dette kan gøre det sværere at tygge og fordøje maden ordentligt, hvilket kan påvirke fordøjelsen og næringsstofoptagelsen.
Nedsat smags- og lugtesans: Ældre voksne kan opleve nedsat smags- og lugtesans, hvilket kan påvirke deres evne til at nyde mad og føre til nedsat appetit.
Nedsat spytsekretion: Aldring kan medføre nedsat spytsekretion, hvilket gør det sværere at sluge maden ordentligt og kan føre til tørhed i munden.
Beskriv hvorledes aldringen påvirker funktionen af leveren
Med stigende alder reduceres leverens volumen og blodgennemstrømning med ca. 30%.
Reduceret evne til regenerering: Leveren har normalt en bemærkelsesværdig evne til at regenerere sig selv efter skade. Med alderen falder denne regenereringsevne, hvilket betyder, at leveren kan have sværere ved at reparere skader forårsaget af toksiner, infektioner eller andre belastninger.
Nedsat leverperfusion: Leveren modtager blodforsyning fra portalvenen, og denne blodgennemstrømning kan blive reduceret med alderen. Dette kan påvirke leverens evne til at udføre metaboliske opgaver effektivt, da reduceret blodgennemstrømning betyder mindre ilt og næringsstoffer, der når leveren.
Nedsat enzymaktivitet: Leveren spiller en central rolle i nedbrydning og metabolisering af forskellige stoffer, herunder lægemidler og alkohol. Med alderen kan enzymaktiviteten i leveren nedsættes, hvilket kan påvirke effektiviteten af disse processer. Dette kan øge risikoen for bivirkninger eller toksicitet ved visse lægemidler og påvirke, hvordan kroppen håndterer alkohol.
Reduceret levervolumen: Med alderen kan leverens volumen falde, selvom den normalt er i stand til at kompensere for en vis reduktion i volumen. En betydelig reduktion i levervolumen kan dog påvirke dens evne til at udføre sine funktioner.
Akkumulation af fedt: Med alderen kan leveren opleve akkumulation af fedt, hvilket kaldes leversteatose eller ikke-alkoholisk fedtleversygdom (NAFLD). Dette kan påvirke leverens funktion og øge risikoen for leverskade og fibrose.
Beskriv hvorledes aldringen påvirker funktionen af nyrefunktionen
Nyrefunktionen aftager med ca. 1% pr. år fra 30-årsalderen, mens udskillelsen gennem nyrerne reduceres med ca. 50% fra 25-85 år.
Reduceret antal nefroner: Nyrerne består af små filtreringsenheder kaldet nefroner. Med alderen kan antallet af aktive nefroner reduceres. Dette kan påvirke nyrens samlede filtrationskapacitet og evne til at fjerne affaldsstoffer fra kroppen.
Nedsat glomerulær filtrationshastighed (GFR): GFR er en måling af, hvor hurtigt nyrerne filtrerer blodet. Med alderen kan GFR falde, hvilket resulterer i langsommere fjernelse af affaldsstoffer og toksiner fra blodet.
Reduceret reabsorptionsevne: Nyrerne spiller en rolle i at reabsorbere (genoptage) visse stoffer, der stadig er nyttige for kroppen, såsom glukose og natrium. Aldring kan medføre nedsat reabsorptionsevne, hvilket kan resultere i øget udskillelse af glukose i urinen og øget risiko for dehydrering.
Nedsat koncentrationsevne: Nyrefunktionen omfatter også evnen til at koncentrere urinen for at spare på vand. Med alderen kan denne evne blive nedsat, hvilket kan føre til hyppigere vandladning og øget risiko for væsketab.
Ændringer i respons på hormoner: Aldrende voksne kan opleve ændringer i kroppens respons på hormoner, der regulerer nyrefunktionen. Dette inkluderer hormoner som antidiuretisk hormon (ADH) og aldosteron, der styrer vand- og saltbalance. Ændringer i hormonreguleringen kan påvirke nyrens evne til at opretholde væske- og elektrolytbalance.
Øget risiko for nyresygdomme: Aldring øger også risikoen for udvikling af visse nyresygdomme, såsom kronisk nyresygdom. Disse sygdomme kan yderligere forværre nyrefunktionen.
Beskriv hvorledes aldringen påvirker funktionen af blæren
Nedsat blærekapacitet: Blærens kapacitet til at rumme urin kan falde med alderen (fra 600 ml til 250 ml). Dette betyder, at ældre voksne kan opleve, at de føler trang til at tisse, selv når blæren kun er delvist fyldt. Dette kan føre til hyppigere ture til toilettet.
Resturin: Aldrende voksne kan have tendens til at have resturin i blæren efter vandladning, hvilket betyder, at de ikke tømmer blæren helt. Dette resturin kan øge risikoen for urinvejsinfektioner, da eventuelle bakterier i resturinen kan formere sig.
- Forsinket miktionsrefleks: Miktionsrefleksen, der normalt udløses, når blæren er halvt fuld, kan blive forsinket hos ældre voksne. Dette betyder, at de kan opleve, at de ikke føler trang til at tisse, før blæren er næsten helt fyldt.
- Nedsat blæretømningsevne: Blærens muskelkontraktionsevne kan blive svagere med alderen, hvilket kan resultere i nedsat evne til at tømme blæren helt. Dette kan føre til resturin og øget risiko for urinvejsinfektioner.
Ufrivillige blærekontraktioner: Aldrende voksne kan opleve ufrivillige kontraktioner i blæren, hvilket kan føre til pludselig og kraftig vandladningstrang, kendt som urge-inkontinens.
Forstørret prostata: Hos ældre mænd kan en forstørret prostata blokere urinstrømmen i urinrøret og resultere i vanskeligheder med vandladning og hyppigere natlig vandladning.
Nedsat tørstfølelse: Ældre voksne kan opleve nedsat tørstfølelse, hvilket kan føre til utilstrækkelig væskeindtag. Dette kan yderligere påvirke blærens funktion og øge risikoen for dehydrering.
Beskriv aldringens effekt på evnen til lægemiddelnedbrydning og udskillelse
Reduceret levermetabolisme:
- Leveren spiller en central rolle i nedbrydningen af mange lægemidler. Med alderen kan leverens evne til at metabolisere (behandle) lægemidler blive nedsat.
- Dette kan resultere i langsommere nedbrydning af lægemidler og en længere varighed af virkningen. Ældre voksne kan derfor være mere følsomme over for bivirkninger og toksicitet.
- Leveren formindskes med ca. 33% og evnen til at nedbryde f.eks. medicin mindskes med 10-30%.
Reduceret nyrefunktion:
- Nyrefunktionen reduceres med alderen, hvilket kan påvirke kroppens evne til at udskille lægemidler gennem urinen.
- Dette kan resultere i en akkumulation af lægemidler i blodet, hvilket øger risikoen for bivirkninger og toksicitet.
- Ældre voksne kan have brug for lavere doser af lægemidler, der primært udskilles gennem nyrerne.
- Udskillelse af medicin gennem nyrerne reduceres med ca. 50% fra 25-80-årsalderen-
