3. Helminther - ikter og bændelorm Flashcards
Platyhelminthes (fladorme)s generelle karakteristika:
- Trekimlagstruktur: Består af tre lag: ektoderm, mesoderm og endoderm, hvor tarmen er inkluderet. Ingen kropshule. Mangel på krophule (acoelomata): Fladorme mangler et væskefyldt hulrum omkring indre organer. Parenchym, et udifferentieret væv, omgiver organerne.
- Manglende respirationsorganer og kredsløb: Fladorme mangler respirationsorganer, kredsløb og afstivende strukturer.
Optager ilt via diffusion over overfladen på grund af manglende krophule. - Hermafroditisme: Fladorme er hermafroditter som udgangspunkt, i modsætning til nematoder, der er særkønnede.
- Fordøjelsessystem: Mund, svælg og tarm (blind) med tredelt og forgrenet tarm. Ufordøjelige rester smides ud gennem munden.
- Tvekønnede (hermafroditter) vs. særkønnede (nematoder): Fladorme er hermafroditter, mens nematoder er særkønnede. Cestoder (bændelorme) mangler tarm og mund.
- Planarier (fimreorme): Har tre-grenet tarm og udskydeligt svælg, hvilket indikerer rovdyrsadfærd.
- Indirekte livscyklus: Generelt indirekte livscyklus for fladorme.
- To overordnede klasser: trematoder (ikter) og cestoder (bændelorm). Trematoder bruger mollusker som mellemværter.
- Nematoders karakteristik: Skifter hud under udvikling, i modsætning til fladorme. Stor og artsrig gruppe.
- Taxonomi baseret på syncytial tegument: Trematoder (ikter), cestoder (bændelorm) og monogenea (lever på fisk med fastholdelsesorgan).
- Parasitisme og syncytial tegument: Fladorme går fra at være fritlevende til parasitiske ved hjælp af syncytial tegument. Ikter udvikler stadier i mellemværten, hvor de danner sporulerede cyster i snegleværter. Cestoder mister tarmsystemet, da de lever i værtens tarm
3.1.1 Trematoda (ikter, digene ikter) 🙂
Trematoderne (ikter) er bladformede, parasitiske fladorm med blindt endende fordøjelsessystem. Typisk hermafroditter. To ordener:
Monogenea; direkte livscyklus. Typisk ektoparasitter i fisk go andre vekselvarme vertebrater. patogene i fisk. Omtales ikke nærmere.
Digenea: Indirekte livscyklus hvor min. en snegl indgår. to sugeskåle; en bruges til fasthæftning og dne anden til fødeoptagelse. Fem veterinært relevante familier: 1) Fasciolidae, 2) Paramphostomatidae, 3) Dicrocoeliidae, 4) Echinostomatidae og 5) Schistomatidae.
Voksne trematoder generel opbygning
Voksne trematodes generelle opbygning:
Kroppen: Deres overflade udgøres af et tegument hvor absorbtion af næringsotffer sker. TO sugeskåle; oral og ventral. Under tegumentet findes muskellag. Men ikter har ingen kropshule.
Fordøjelsessystemet: Fortil er mundåbning → pharynx og esophagus.Efter munden er Y formet tarmsystem. Gaffeldelt tarmsuystem der er fint forgrenet men alle ender blindt. Tarmsystemet regurgiteres. Ikterne har særligt ekskretionsssystem af mange fine rør der udmunder bagtil.
Kønsorganer: Hermafroditter.
Hunlige kønssystem har et ovarium hvor æg føres ogennem oviduct til oôtypen hvorefter befrugtning sker. Ootypen er samlingsted for mange kanalsystemer herunder vvittelinkirlter som medføre materiale til opbygning af lggets blommemasse og skal. Vitelikirtler er placeret lateralt. Æg passere gennem slyngede uterus hvorfra skallen størkner og herdes. Ægget afgives genenm vacina og genitalåbningen på iktens ventrale side.
Hanlige kønssystem består af to testes, sædleder og cirrhus (primitiv penis).
En enkelt familie (Schistosomatidae) er særkønnede, men den tynde hunorm er konantt tæt op hannen omsluttet af dennes gynøchoforiske kanal.
Livscyklus: Digene ikters basale livscuklus
fælles for Fasciolidae, paramphistomatidae, Dicrocoeliidae og Echinostomatidae. Indirekte livscyklus med en sneglevært (Dicrocoeliidae og Echinostomatidae bruger to mellemværter).
Ægget: Kønsmodne ikter er oviparre og danner æg med operculum. Æggets embryonering afænger af fugtighed, temperatur og iltforsyning. Når første larvestadie (miracidium) er fuldt udviklet klækkes ægget ved lys-stimulering som trigger enzym til at nedbryde proteinøs sammenkitning ml operculum og resterende æggeskal.
Miracidie: lille aflang organisme <200um, der har mange cilier der bruges til at svømme ind i vand på planter(ling. Miracidie kan ikek optage føde go larven dør efter 2 dage. Udvikling fortsætter kun hvis miracidie trænger indi mellemværtssnegl.
Invasion af snegl:
Scanningsfasen: Nyklækket miracidie bevæges i retlinede baner men bevægelse påvirkes fa geotaktiske fototaktiske miljøfaktorer så den svømmer til den møder en snegl.
Lokalisationsfasen: Under kemotaktisk påvirning af sneglesekret ændres miracidiets svømmeadfærd og svømmer i cirkulæer/korte zigzag baner. Hæfter til sneglen overflade og afstøder cilier og udskuller cytolytisk enzym hvorefter dne trænger ind i sneglens væv.
Udvikling i snegl: I sneglen sker ukønnet opformeringsfase (polyembryoni). Først dannes sporocyter udfra kimceller og der udvikles 5-10 redier. Redier er langstrakte bevægelige larver med sugeskål som vandre til sneglens fordøjelseskirtel (hepatopancreas).
Fra kimcentre i redien udvikles 8-12 cercarier (haleikter). Der kan også dannes en ekstre generation redier når sneglen har dårlige ernærignsmæssige betingelser.
Frigørelse af snegl: Cercarier 200-400um har kompakt krom og lang svømmehale. To sugeskåle. Fålader hepatopancreas og akkumuleres i snegls kutikula. Under særlige stimuli (ændring i temp/lys) gennembruydes huden og itkerne frigives.
Infektion: typisk er cercarier ikke infektive men encystere sig på blade og vegetation hvor de bliver til infektive metacercarier efter nogel dage. For schistosomatidae encystere cercarien ikke og den kan inficere slutvært direkte ved hudpenetration.
Infektionsmåder: Digene ikter:
Cercarier frigjort fra snegl
1) Aktiv hudpenetration (Schistosomatidae)
2) Encystering m. dannelse af metacercarier
På vegetation (Fasciolidae, Paramphistomatidae)
I ny mellemvært
Myre (dicrocoeliidae)
Snegl (echinostomatidae)
Sker infektion ved optagelse af metacercarier excysteres disse i tarmkanal ved fordøjelse. Frigjorte juvenile trænger indi tarmvæg og migrere til prædilektionssteder. Præpatenstid 4-10 uger.
3.1.2 Cestoda (bændelorm) 🙂
Cestoder: voksne bændelorm er parasitiske fladorm med langstrakt og leddelt krop. Bændelrom har ingen fordøjelseskanal, men overfladen er beklædt med tyndt tegument hvorfra næring optages. Alle bændelrom parasitter i værtens tyndtarm.
De fleste bændelorm-arter i husdyr og mennesker tilhører ordenen Cyclophyllidea. En enkelt art tilhører pseudophyllidea.
Æggeskal kan være tyk i terastiske larver hvis de lever på jroden.
Resistent skal m. fuldt udviklet Larve m. 3 par embryonalkroge
*Klækker i tarmen (el. i ferskvand; D. latum)
*Kroge til gennembrydning af tarmvæg
*Vandrer til mål-organer
3.2.1a) Cyclophillidea (orden)
opbygning
Denne orden indeholder tre familier af veterinær betydning: 1) Taeniidae 2) Anoplocephalidae 3) Dilepididae.
Voksne bændelroms opbgning og funktion:
Kroppen: Scolex (hoved) der tilhæftes tarmslimhinde. Scolex har fire sugeskåle og evt en el. flere kranse kitinkroge. Fra scolex hals dannes via knopskyndning bændelormens leddelte krop (strobila). Strobila består af autonome led (proglottider) der vokser i forlængelse i af hinanden.
Alle bændelorm er hermafroditteer da protoglottid indeholder hun- og hankønsorganer.
Forreste umodne proglottider har anlæg til kønsorganer. Ægfyldte proglottider afgives til tarmindholdet og forlader værten med fæces.Ingen mund eller tarm.
Kønsorganer: Hermafroditiske kønsorganer er opbygget ligesom trematoder: hanlige kønsorganer har to forgrenede testes hvorfra sædcelelr via vas deferens (sædleder) føres til cirrhus i genital åbningen der er fælles med hunlige kønsorganer. Hunlige kønsorganer består af to ovarier med korte æggeleder, en vitellinkritel og forgrenet uterus.
Fælles genital åbning kan findes i proglottidets laterale side el. på den flade side.
Cyclophillidae livscyklus
Livscyklus: Alle bændelorm har indirekte livscyklus. Mellemværter inficeres ved at indtage bændelormæg med føde. Taeniidae (vigtigste familie) bruger hvirveldyr som mellemværter mens øvrige familier bruger hvirvelløse dyr som mellemvært.
Æg: Bændelorm æg har forskellige udformninger; fælles er indhold at en sfærisk larve, en onchosfære forsynet med tre par små embryonalkroge.
Larvestadier i mellemværter: Efter ægoptagelse frigøres onchosfæren som efter hjælp af embryonalkroge migrer og etableres som infektive larvestadie (metacestod) i mellemværtens væv.
Metacestodens proscolex er omsluttet af væskefyldt cyste af varierende størrelse. Typisk metacestode har 1 protoscolex men få arter i familien Taeniidae har ukønnet formering i metacestoden = flere protoscolex.
Vigtigste metacestodestyper der forekommer i cyclophyllidea-livscyklus: hver enkelt bændelromearts larveudivkling omfatter kun en af følgende metacestoder:
- Cysticeroid: Mindste metacestode, lille vesikel, enkelt indsænket protoscolex. Disse bruger typisk insekter/leddyr som mellemvært. Dvs. alle andre familier end taeniidae.
- Cystercus: ‘Tinte’. Cyste i væskefyldt hulrum, 1 protoscolec som er inkrænget/invagineret fra cystevæggen. De fleste tinter i mellemværts muskulatur er 0.5-1cm. Typisk i familien Taeniidae.
- Coenur(us): ‘Kvæse’. Opbygget principielt ligesom cysticercen, afviger via invaginerede protoscolices på blærevæggens inderside. Disse kan via ukønnede opformeringsstadier vokse ud fra cystevæggens kimlag. Kvæsen er stor - karakteristisk for få taenia arter.
- Hyaditide-cyste: Metacestoden af den lille ekinokok-bændelorm af familien Taeniidae. Kaldes ekinokokblære og findes i leveren, lunger el. andre organer i mellemvært.
blærevæg der nemt kan løssnes er 1 mm tyk go geleagtig. På blærevæggens inderside (kimlag) er den fertile cyste i ynglekapsler. Hver ynglekapsel har 10-40 protoscolices.
Ukønnet opformering. Ynglekapsler firgives fra kimlaget og brister hvilket befrier protoscolices som sedimentere i cystevæske = hydatidesand. Fra kimlages udvikles datter-cyster ved endogen knopskydning ind i cystevæsken el. ved exogen knopskydning gennem blærevæggen.
En hydatidecyste kan vokse så længe mellemværter lever og vokse til at indeholde 1 liter.
Infektion af slutvært: metacestodens vesikel el. cyste fordøjes efter optagelse af slutvært under frigørelse af protoscolex(protoscolices. invaginerende protoscolices evagineres ved galdepåvirkning i slutværtens tyndtarm og scolices fasthæftes og etabelres som voksne bændelorm.
3.2.1 Fasciola hepatica (den store leverikte) 🙂
Den store leverikte kaldes distomer pga deres to sugeskåle ligner to mundåbninger og er tit udbredt i får. F. hepatica forårsager sygdommen Fasciolose (iktesyge/diastomatose). Fåret er mest følsom for patogen virkninger.
Specielt får-avlende lande som Storbritannien, Australien og New Zealand, der påvirkes mest. I kvæg er sygdommen oramtl symptomløs el. subklinisk og man undervurdere dens økonomiske påvirkning.
Vært: mus, rotte, kanin, hare, kat, hund, svin, alle drøvtyggere, æsel, hest, menneske og elefant.
Mellemvært: snegle af slægten: Lymnaea (galba). I DK er L. truncatula (pytsneglen).
Lokalisering: voksne ikter (galdegangene), unge ikter (leverparenchym el. indkapslet i lunger).
Udbredt globalt: særligt i tempererede områder. Afhænger af mellemvært sneglens habitatkrav.
I DK: 17% af leverne inficeres, særligt jylland med lavtliggende permanente græsgange. vest og sydjylland har mildere klima.
Infektionsprocenten er en undervurdering da ældre køer til slagtning kan have renset sig for infektion.
Identifikation: Kønsmodne ikte er flad, bladformet, gråbrunlig 2-3 cm længde og 1cm i bredde. Tegumetnet besat med bagudrettede torne. Lang mundkegle med oral sugeskål. VEntral sugeskål ligger tæt på oral sugeskål. Voksne leverikte forveksles ikke med andre parasitter.
Fasciola-æg er ovoidt hønseægge formet og har operculum. Dobbelt så stort som strongylideæg.
Faciolidae, ikterne er store bladformede. Forreste ende er forsynet med kegleformet udvækst hvor mundåbningen og omgivende orale sugeskål er placeret. Den ventrale sugeskål findes fortil på iktens underside nær genital åbningen. Tegumentet er tæt besat med bagudrettede torne og indre organer er stærkt forgrenede.
Fasciola hepatica - livscyklus og mellemvært
Livscyklus:
svømmende cercarier er ikke infektive, infektivitet indtræder først når cercarierne har kastet deres haler og er blevet encysteret som metacercarier.
Efter optagelse af infektion excysteres metacercarian og larven forlader kapsel og fæstnes til tarmvæggen som den gennembore. Vandre frit i bughulen og opsøger leverens overflade som den adhærere og penetrere.
I drøvtygger typisk venstre leverlap. I leverparenchym ernæres larver af leverceller. Efterlader boregange som udfyldes af nekrotisk væv. 2 mdr efter infektion påvirkes dyret stærkt, særligt får.
DE unge ikter indstiller migration og kommer i en lokaliseret fase når de indtrænger i galdegange.
Kønsmodne ikter vandre mod højre. I får lever parasitterne længe i galdegangene (10+år) og højst 1-2 år i kvæg.
Præpatenstid 7-10 uger.
Mellemværtens økologi:
Lymnea truncatula (pytsnegl) er eneste mellemværtssnegl. Spids grålig 0.5-1cm. Findes i lerede let alkaliske jorde. I moser hvor ph er lav kan sneglen ikke leve. Findes ikke i oversvæmmede områder el. helt tørre arealer. Snegle lever af alger. Typisk nær dræningsgrøfter, optrampede jord omkring vandingssteder. Sneglen ses ofte i klovaftruk og traktorspor. Stor reproduktionsevne.
Direkte sammenhæng med pytsneglens størrelse og antal cercarier. Store snegle afsætter mange cercarier. Snegle tåler frost og har god overvintringsevne da de graver sig ned i midder.
Fasciola hepatica - epidemiologi
Epidemiologi: Epidemiologisk forløb bestemmes af tre forhold:
Tilstedeværelse og udbredelse af sneglehabitater: I marker fylder sneglehabitet (grøftekanter og mudrede partier) meget lidt. Deponering af ikteæg og optaglse af metacercarier afhænger af grøstilbud. Ved høj belægninggrad tvingees dyr ud og spise i sneglehabitaterne.
Nogle sneglejabitater er peremante og er perfekte til sneglen gennem hele sæsonen mens andre er temporeærer hvis de tørre ud om sommeren.
Temperatur: 10 grader er leveriktens økologisk nulpunkt. Under danske forhold sker udvikl fra april-maj til oktober og november.
Fugtighed: Nævnt forudsætning for sneglens trivsel. i danmark er temepratuen høj nogk og fugtighed er den begrænsende faktor. I perioder i sommer med meget regn er der gode forhold for sneglen.
Sommerinfektion når snegle eksponeres for miracidier i foråret. VInterinfektion af snegle når miracidieeksponering af snegle sker i efterår og de overvintre.
UDENFOR værtsdyret overvintre parasitten altså i 1) vinterinficerede snegle 2) æg og 3) metacercarier.
Resistens: i får er der god overensslemmetle med leverkassationer og klinisk sygdim. Sjældent ses sammenhæng i kvæg.
F. hepaticas slutværter inddeles i tre grupper efter resistens: Lavresistenste dyrearter (får), Middelresistent: kvæg, Høj resistent: svin og hest.
Kvægets resistens mod fasciola hepatica er baseret på:
- Doseresistens mod leverikter: Kvæg viser modstand mod store doser af leverikter. Få udvikler sig til voksne, når der gives høje doser, mens flere etablerer sig ved små doser.
- Resistens mod reinfektion: Inficeret kvæg udviser varierende resistens mod reinfektion. Resistensen er stærkest, når primærinfektionen er 3-4 måneder gammel.
- Self-cure: Kvæget kan “rense sig” over 1-2 år, især uden reinfektion. Immunologiske og patologiske faktorer spiller en rolle i at eliminere leverikter.
Patogenese: Store leveriktes patogene udøves i to dele:
Unge ikters migration i leveren: giver destruktion af aktivt levervæg og migration = traumatiske beskadigelser af kar = blødninger.
Massiv infektion = akut fasciolose der i får = nedsat leverfunktion, ikterus, ødem, evt anæmi ved store blødninger. Ved obduktion: svollen lever, hyperæmisk, fibrinøs perihepatitis.
Voksne orm i galdegangene: Voskne orm ernæres af blod. Kronisk fasciologse ledsages med anæmi og hypoalbuminæmi evt med hypoproteinæmiske ødemer. Albumintab sker ved ødelagt galdegangsepitel.
Kraftig fortykkelse af galdegange (hyperplastisk cholangitis) + fremadskridende fibrosering af levervæv (indurativ hepatitis). I kvæg kan der ske forkalkninger af galdegangsepitel.
I får giver kronisk fasciolose anæmi, afmagring, utrivelighed.
I mennesker ses fasciolose i sydeu og sydamerika hvor brøndkarse og vandplanter indtages rå.
FASCIOLOSE: Overvågning og kontrol
REDUKTION AF ÆGSPREDNING
strategisk afgræsning (først på kulturgræs)
anthelmintisk behandling i vinterperioden/forår
(udvikling af sub-unit vaccine), OBS: ormemiddel-resistens påvist (triclabendazol)
SNEGLEKONTROL PÅ GRÆS
dræning, indhegning af fugtige områder, biologisk kontrol, (molluskicider)
REDUKTION AF METACERKARIE-OPTAGELSE
strategisk afgræsning: flytning til tørre, iktefrie arealer omkring 1 august samtidig med behandling
iktevarsling / flytning til sikker græsgang
3.2.2 Dicrocoelium dendriticum 🙂
Familien Dicrocoelida’s ikter er relativt små bladformede. To arter findes i leverens galdegange og en enkelt i pancreas udførselsgange. Deres æg indeholder miracidier, når de udføres med fæces.
Dicrocoelium dendriticum (den lille leverikte/lancetikten).
Vært: pattedyr, særligt drøvtyggere, kaniner.
Mellemvært: 1 mellemvært (landsnegle som Helicella og Zebrina), 2 mellemvært (myre som formica fusca og F. rufa).
* Lokaliseret i galdegangende. Udbredt globalt.
Imodsætning til store leverikte (fasciola hepatica) er den lille leverikte ikke knyttet til fugtige lavvandsområder. Findes i dk i forebesætninger og skove. Infektion ses sjældent i kvæg.
Identifikation: kønsmodne ikte er 0.6-1 cm lang, halvtransparant og forveksles ikke med den store leveriktre. Tegumentet er glat uden bagudrettede torne.
Æg indeholder miracidium 40*20um, tykskallede og mørkebrune. Utydeligt operculum og assymetrisk facon.
* Livscyklus:
Embryoneret æg klækkes først med fæces når det er optaget af sneglemellemvært. I sneglene hepatopancreas foregår ukønnet formering via sporocyster til tlrige cercarier.
2-3 mdr efter optagelse afgår cercarioder i slimboller som ædes af myre og trænger ind i myrens abdominalhule hvor den under 2 mdr encysteres som infektiv metacercaria. Enkelte cercarier vandre til CNS og myren kravler op på græsstrå + tetaniske kramper i kæbe så myren bides fast og kan spises af slutværten.
I værten frigives metacercarien i ventriklen og duodenum hvorfra den opsøger galdegangene og kønsmodnes og starter ægge produktion.
* Epidemiologi: Infektion fås på græsmarker hvor to melelmværter (snegl go myre) findes samtidig og i nær kontakt. Lilel leverikte er knyttet itl højtliggende områder omkranset af kalkholdig jord og tørre arealer.
Æg er modstandsdygtige og lever 5+ år. Parasitten kan overvintre i myreture.
* Døgnmæssige variationer:
Myre øverst på vegetation når duggen falder bevare tetanitks egreb om planten hele natten mens myre der rammes af solens stråler varme op og kan søge ned i jorden. TIdlig morgen er mest risikable smittetidspunkt.
* Patogenese: Infektion er typisk subklinisk hvilket skyldes at den ikke migrere i leverparenchym. Forandringer ved lette infektioner er knyttet itl dialterede og fortykkede galdegange. i svære tilfælde se sfirbosering af levervæg.
