2. Helminthologi - Oxyuroidea og Trichuroidea Flashcards
2.6.1 Trichuris (piskeormen) 🙂
Arter: Ovis(får og ged), discolor, globulosa, suis (svin), vulpis (hund og ræv), trichiura(menneske)
T. suis (gris), T. vulpis (hund/ræv), T. globulosa (kvæg), T. ovis (får/ged), T. muris (gnaver), T. trichiura (menneske
Trichuroidea overfamilien har slægterne Capillaria, trichuris og trichinella. Karakteristika er; esofagus er omkranset af store celler (stichosomer), der danner donutstrukturer omkring (boblet esofagus).
Infektive stadie L1 i æg.
Piskeormene har kun 1 spikel og et langt stikosomt spiserør. Æggene er typisk citronformede med pollegemer. God overlevelse i miljøet.
Trichuroidea er en heterogen parasit med få fællestræk; vigtigste fælles træk er at esofagus eer formet som et kappilærrør omgivet af stichocutter der idgør et cellelegme. Tp af slægterne; trichuris go capillaria har en relativt lang tynd forende.
Vært: de fleste huspattedyr og menneske. IKKE I HEST. Lokaliseret i cecum og colon. Udbredt globalt.
Identifikation: Piskeorm 4-8cm, tynd forreste del der udgør ⅔ af ormens længde. Tykkere bagende.
Hunnens bagende er afrundet mens hannens er spiralsnoet og indeholder en enkelt spikel omgivet af en spikelskede.
Piskeormæg er 40*80um. Citronformet, tykskallet gulbrunt og forsynet med propagtig dannelse i hver ende.
Livscyklus:
Ormens forreste tynde den bores i tarmslimhinden så esofagus go stichocytterne placeres intracellulært. Piskeormehun afgiver æg til tarmlumen og efter afsætnig af cæes udskilles de udenfor værtsdyret. Infektive under et par mdr. afhængigt af temperatur.
Infektion ved optagelse af æg med infektive L1 larve. Præpatenstid er 7 uger, T. vulpis er 12 uger.
Epidemiologi: æggets store overlevelseevne i det fri på op til 5 år.
Patogenese: minimalt patogen i drævtyggere. I svin kan T. suis gieve typhilitis med diarre. T. vulpis optager blod fra tarmvæg og har stor betydnign for hund.
Sjældent klinisk sygdom: (blodig) dysenteri (typhilitis) hos grise og hunde (suger blod hos hund).
OBS ofte ses udstikkende bagender fordi at forenenden laver syncytium ig hele ormen kan ikke vlære intracellulært og den tykke bagænde hænger ud i tarmslimhinden. Tæt kontakt til epitelelt. Baggrund for at når den endelig giver sygdom får man blod dysenteri da den ædelægger slimhinden og typhilitis (cecumbetændelse).
Trichuris spp i forskning: god model for mikrobiota og immundefekter.
2.6.2 Capillaria/Eucoleus (hårormen) 🙂
Rammer særligt kat, hund, gnavere og fugle. Flere organer: tyndtarm, lunger, blæerre og lever. Visse arter kaldes nu Eucoleus.
Hårlign. orm der findes i tarmkanalen i huspattedyr og fjerkræ.
Værter: pattedyr og fjerkræ. Mellemværter: nogle arter har direkte livscyklus og andre har indirekte med regnorme.
Lokaliseret i tyndtarm typsik. I hunde, ræve og katte findes C. plica i urinvlæern og C: aerophila i luftvejene.
Udbredt globalt.
Identifikation: tynde filamentøse 1-2 cm lange orm. Typiske æg i hunnens uterus er 35-65 um og minder om piskeorme æg men har paralelle siderande (tøndeformede) og flade polpropper.
Livscyklus og epidemiologi: Ligesom piskeormen. Mellemværten (regnorm) kan befordre smitte over korte afstande.
Patogenese: parasitten er indboret i tarmslimhinden særligt høns og duer kan få kronisk enteritis, anæmi, utrivelighed og afmagring. Ringe betydnign for huspattedyr.
2.6.3 Trichinella (trikiner) 🙂
Trikinslægten afgiver fra overfamilien den tilhører; bredt værtsspektrum, vigtigste zoonotiske parasitter og når den har etableret sig i værtsdyr er værtsdyret både slut- og mellemvært da de voskne orm danner afkom som akkumuleres i dyrets muskulatur som infektive larver.
Vært: alle pattedyr og fugle, mennesker ZOONOSE.
Lokaliseret: voksne orm i tyndtarmen, larver i tværstribet muskulatur.
Udbredt gloablt, stor udbredelse i arktiske områder.
Vigtigste arter:
T. spiralis: smitter tamdyr (svin og hest) damt dyr der omgiver dem (katte, rotter, mennesker, hunde) i EU. FIndes også i vilde dyr men tåler ikke frysning. Stærkt sygdomsfremkaldende i mennesker.
T. Britovi: vilde dyr i EU, tåler lave temperaturer men ikke fryseresistent. Smitter rotter, svin, hest, vildsvin. Moderat sygdomsfremkaldende i mennesker.
T. nativa: vildedyr i antarktiske områder. Fryseresistent og overlever i frossent rovdyrkød i mange år. rotter, svin og vildsvin er dårlige værter - stærkt sygdomsfremkaldennde i mennesker.
T: nelsoni: vilde dyr i tropiske områder. Ikke fundet i husdyr. Smitter svin. TÅler ikke frysning men er tolerant for høje termperature og forrådnelsse. Fremkalder milde symptomer i menneske.
T. pseudospiralis: udbredt i vilde dyr globalt. Eneste trikinart der ikke danner kapsler om infektive larver i muskualturen. Tåler ikke frysning og ødelægges af råddent kød. Moderat sygdomsfremkaldendne i mennesker.
Herudover er kapseldannelsen T. murrelli i vildedyr i nordamerika og to ikke-kapseldannende arter T. papuae i krybdyr i nyguinea, og t. zimbabwensis i krokodilelr i zimbabwe.
Trichinella livscyklus
Identifikation:Trods evne til at lave/ikke lave kapseldannelse i muskualtur er arterne morfologisk ens. Kun differentiering via PCR.
Fælles for alle trikiner er cellelegeme langs esofagus. Voksne orm fra tarmkanalen er små op til 3 mm. LArven er citronformet cyste 300*600um. Custekapsel er tyndvægget og homogen. Oprulelde larve i centrum omgivet af degenerret muskelvæv. Ses i muskelvævsprøver.
,
Livscyklus:
Voksne orm (tarmtrikiner) lever ml tarmvili. Hunnen er vivipar og bores ind i mucosa hvor larver afsættes gennem vulva placeret i hunnens forende.
Larverne migrere (vandretrikiner) og føres med lymfe og blod til cirkualtionen. Kun larver der når tværstribet muskualtur overlever. Invadere typisk tyggemuskler, diaphragma, larynx- og intercostalmuskulatur som er trikinlarvers foretrukne opholdssteder (prædilektionssteder).
Larver migrere til muskelfibre og bokser til 0,8-1mm under 3 uger. Herefter ruller de op og indkapsles som følge af værtens immunreaktion.
Lever nu som muskeltrikiner i hypobiotisk tilstand (L1) med minimal metabolisk aktivitet.
Muskeltrikinen afgiver konstant små mængder antigen til værtens væv. LArverne kan forblive i muskuatlur i mange år, trods cystekapsler forkalker i løbet af et år.
Ingen fritlevende fase og videre transmission foregår ved prædation, ådselsædning el. kannibalisme.
Ved indtagelse af utilstrækkeligt varmebehandlet kød nedbrydes cystevæggen via pepsin og larven frigives til tyndtarmen. I mucosa udvikels larven til L5 under 3 dage. Præpatenstiden er kort.
Transmission af trichinella:
Trikiner i produktionsdyr: domestisk cyklus: Grisen er ret central. trikineller er tæt forbundet til griseproduktion - derfor man har kædet gris med urent og at man i visse religioner måske undgår dyrene. Er i grisekød - død gris kan spises af rotte - gris (domestic cycle).
Trikiner i vilde dyr: sylvatisk cyklus: ådselsæderer spiser gris som dræbes af bjærn - rotte - ræv etc.
Trichinella epidemiologi og patogenese
Epidemiologi:
Trikin - bredt værtspektrum og indbygning i fødekædesystemet samt infektive stadies lokalisation = størst chance for at fortæres af kødædere.
Trikiner i husdyr i EU: næsten altid T: spiralis. Enkelte tilfælde af T: britovi der inficere sivn og hest. Hund, kat, ræve og mink har alle trikinarter. Mennesker får T. spiralis.
Husdyr smittes ved dårlig hygiejne i produktion el. fodning med slagteriaffald el. rotter.
Trichinella
Europa - primært i østeuropa der havde kæmpefarme - kødkontrol blev dårlig - baggård .
Vesteuropa (undtagen Spanien og Finland) næsten elimineret via kødkontrol
EU: 252/året (2010 – 2013)
87%: Rumænien, Bulgarien, Letland, Litauen og Spanien (Italien)
DK: T. spiralis ikke påvist i svin siden 1930; ukendt art påvist i 3 ræve i 1995-96 og i 2007 T. pseudospiralis i en mink
Patogenese: Påfører sjældent klinisk sygdom. I mennesket kan der opstå dødsfald. Særligt folk fra ikke-endemiske områder som udsættes for massiv smitte ved besøg til endemisk område. Tre forskellige trikininfektions- udviklingsstadier:
Tarmtrikiner: tarmsymptomer som kvalme, diarre, bugsmerter
Vandretrikiner: allergiske reaktioner, urticarier og ødemer
Muskeltrikiner; muskelsmerter og muskelsvaghed, respiraitonsbesvær
Symptomer kommer under 3 mdr. Kan føre til død.
2.6.4 Oxyuris (hestens haleorm) 🙂
Oxyuroidea overfamimlien har få arter. Streng værtsspecifitet. Lidt patogene.
Hunner større end hanner med lang tilspidset bagende og vulvaåbning tæt ved forende.
Æg er asymmetrisk og har operculum.
Direkte livscyklus. Omrne i bagtarm. Hunner lægger æg i anus.
Vært: hest, æsel mulddyr- Lokaliseret i colon og cecum. Udbredt gloablt.
Identifikation:
hunner 10cm, lang tilspidset bagende. Hanner er trådsformede og kun 1 cm lange.
Æg er gule, aflange, tyndskaddele, assymetriske. Operculum. Findes sjældent i fæces.
Livscyklus:
Æg i anys samles i små hvidlige masser. Æg indeholder infective L3 larver efter 4 dage. Optages af nye dyr - klækkes i tyndtarm - stortarm - udvikles i slimhinde. Præpatenstid er 4 mdr.
SIdder i tyndtarmen. I starten klækker æg og sætter sig i stortarmen. Hunnen vandrer ud og afsætter æg ved anus (10cm ligner ikke andre parasitter). Hannen er 1 cm og trådform, lever kortvarigt. Æg afsættes i hestens analåbning når hunnen stikker forenden ud. Æggene sættes derfor på bagparten.
Kløer på halen, så den skrubber numsen og ødelægger sin hale. Når en hest slikker, kommer æggene ind.
Epidemiologi:
Smitteoptagelse sker i stald uhygiejnisk. ÆGs resistens er meget lav og ubrugte bokse 7dage+ er smittefri. Heste får ingen erhvervet resistens mod reinfektion.
Patogenese: L4 lever af slimhinde ved plug feeding men er sjældent patogen. Haleorm kan dog volde problemer da ædlæggende hunners aktivitet giver kraftig vedvarende kløe. Når hest gnubbes forekommer hudlæsioner, kronisk eksem omkring haleroden.
2.6.5 Stephanofilaria 🙂
Filarioidea. Filarierne er lange tynde orm, indirekte livscyklus med insekter som vektorer. De kønsmodne orm er ikke lokalsieret i organer men i bindevæv på serosaflader, i lymfekar eller i blodbanerne. Filariers ægudviklign kan være vanskelig:
Primitive filarier borer genenm huden hvor de afsætter infektive æg som tiltrækker insektvektorer.
De højtudviklede filarier danner mikrofilariare (larveforstadier) der afsondres til lymfe el. blodbanerne hvor de optages af vektorene (eks. myg). Mikrofilarien er formet som en larve men er dækket af en tynd skal. Nogle filarier udviser periodicitet imht. mikrofilariernes tilstedeværelse i perfert blod.
Ved nocturnal peridicitet findes de kun i blodet om natten - eks hvis vektoreren er nataktiv. Tilsvarende kan andre mikrofilarier være dagaktive (stikfluer).
Når mikrofilarier ikek bindes i perifere blodkar akkumuleres de i lunge- lever og abdominalkar.
Stephanofilaria tiæhøerr højt udviklede gruppe af filarier. Værten inficeres ved at optage mikrofilarier. Parasitten er almindelig i dk og giver sommersår i kvæg.
Vært: kvæg, vektor (haemtobia irritans, den lille stikflue). Lokaliseret i kutane lymfekar. Udbredt globalt.
Identifikation: Stephano Filaria tilhører små filarier. Voksen orm er 8 mm og findes i øverste hudlag, særligt nederst på bugen go ved øjenen.
Sommersår i kvæg:
Alle kvægracer angrives men typsik jersey kvæg. Sårdannelser med fremhvælvet væskende overflade. 2-10cm store sår ses ud for filariernes typiske tilholdssteder på yver, patter, bugvæg, doglap og omkring øjnene.
Størst smitte i juli-august. I stald heler sårene gradvist. Kvægets sommersår opstår som følge af parasittens normale udvikling og livscyklus. I skarp modsætning til sommersår i hest hvor læsioner skyldes fejlplacerede larver der går til grunde.
Kvægets sommersår persistere i lang tid mens hestes heler op når dyr sættes på stald.
2.6.6 Dirofilaria (hundens tropiske hjerte- og bindevævsorm) 🙂
D. immitis er globalt udbredt. 20-30cm lange orm findes i højre hjerteventrikel og a. pulmonalis.
325 um mikrofilarier cirkuerle i blod go optages af vektor (stikmyg).
I voskne hunde findes D: repens subkutant og periorbitalt. Mennesket er også potientel slutvært = zoonose.
2.6.7b) Skrjabinema 🙂
Slægt indeholder mange oxyure i drøvtyggere. Minder om O. equi. I får og hedder forekommer s. Ovis i dk. PAtogenese er ligesom hestens haleorm men ormen er kun 1-1.5 cm lang og forveksles med voksen knudeorm.
2.6.7c) Passalurus 🙂
I Colon og cecum i kaniner er alm. p. ambiguus der er harmløs. Hunnen er 1 cm lang.
2.6.8 Spiruroidea (Begrænset kendskab)
Spiruroidea overfamilien er morfologisk, en meget heterogen gruppe parasitter. Indirekte livscyklus med insekter som vektorer. Lokaliseret i fordøjelseskanalens forreste afsnit (esophagus og ventriklen) hvor de danner vævsknuder. Enkelte findes i øjnene.
2.6.8a) Habronema og Draschia - hestens maveorm🙂
SOMMERSÅR I HESTE
Voksne spiruroiders orme lever i hestens mavesæk og fremkalder katarrhalsk gastritis (Habronema) eller store fibrøse knuder i mavevæggen (Draschia). OBS: fejlplacerede infektive larver giver sommersår (kutan habronemose).
Vært: hest, vektor: fluearter, lokaliseret i mavesækken. Udbredt globalt.
Identifikation: hvide 2-3 cm rom, hanners hale er krummet. Kan kun forvekslesmed Trichostorngylus axei der dog er bursogen og mindre end Habronemas spp. og D. megatstoma.
Æg er aflange, tyndskallede og små med en larve.
Livscyklus:
Æg klækker i tarm efter afsta gødning. L1 optages af fluelarver i gødning og l3 udvikles når fluen er voksen. Når den inficerede flue sættes på hestens læber kan hestne inficeres ved at sluge fluen eller hvis L3 via fluens spyt på hestelæben.
Draschia megatsotmer udvikles i maveslimhinden mens Habronema arter udvikles i lumen.
Præpatenstid 2 mdr.
Epidemiologi: L1 lever kort tid i det fri og overføres via inficerde heste og fluepupper der overvintre. Infektion er sæsonbetinget. Infektion midt på sommeren.
Patogenese: D. megastoma trænger ind i mavevæggen og fremkalder store acidofile granulomatøse knuder der bliver fibrøse og hråde.
I hønseæg-store knuder er orme.
Sommersår i heste: Ifbm. transmission af hestens maveorm er kutan habronemose der opstår når inficerde fluer tiltrækkes eksisterende sår i hud. Fluerne afsætter L3 på sårets overfalde og larvenren invadere væv og der opstår granulomatøse dannelser af prominernde væskende sår som tiltrækekr flere fluer etc.
Sommersår er problem i sommeren og forårsager smerte, kløe, irritation pga voldsomme flueangreb.
2.6.8b) Thelazia (øjeorm i kvæg)🙂
Denne slægt tilpasset kvægets øjne.
Vært: kvæg, vektor; musca spp., lokaliseret i tårekanal og conjuctiva. Forekomst gloablt, sjælden i dk.
Identifikation: små trådfine orm. eneste nematode med denne lokalisering.
Livscyklus: Parasit er vivipar og L1 findes i tårevæske. Fluer inficeres ved at optage tåre. L3 udvikles i flue under 3 uger og afsættes i tårevæske under fluernes fødeoptagelse. Kønsmodne orm iløbet af en mdr.
Epidemiologi: minder om Habronema arterne. L1 lever kun i få timer. Den kraftigste smitte sker i julig o august.
Patogenese: kraftig tåreflåd, evt. keratoconjunctivitis.
2.6.8c) Acuariderne (kirtelmaveorm)🙂
Familien Acuariidae omfatter mange arter til slægterne Dispharynx go Echinuria. Begge orm 1-2 cm lange.
dispharynx i kirtelmave (proventriculus) i hønsefugle og den sidste i svømmefugle. De bruger krebsdyr som vektorer og giver knudedannelser i kirtelmaven hvilket nedsætter fordøjelsesfunktion.
2.6.8d) Spirocerca (spiserørsorm i hund)🙂
S. lupi findes i esofagus, mavesækkens cardialdel i hunde. Voksne orm bliver op til 8 cm lange og giver kronisk irritation go knudedannelse damt neoplasitsk nydannelse.
LArver migrere langs arota og giver aorta-stenose. Føres med gødnignsbiller og er udbredt i troperne.
