Introduktion til almen patologi & cellulær patologi Flashcards
Definer begrebet patologi
Patologi er læren/viden om og kendskab til sygelige tilstande i menneskekroppen.
- “Sygdomslære”
Definer begrebet patologisk anatomi
Patologisk anatomi og cytologi er et speciale, som stiller diagnoser ud fra en vurdering af patienternes celle- og vævsprøver.
Beskriv hvordan sygdomme klassificeres
Sygdomme klassificeres på følgende måde:
Medfødte (hereditære) sygdomme
- Genetiske
- Ikke-genetiske
Erhvervede (akkvisitte) sygdomme
- Infektiøse
- Vaskulære
- Traumatiske
- Onkologiske
- Immunologiske
- Metaboliske
- Degenerative
- Psykiatriske
- Iatrogene
Hvad er iatrogene sygdomme?
Iatrogene sygdomme er sygdomme fremkaldt af læger enten ved deres behandling eller deres rådgivning.
- Farmaka (overdosis, allergi, bivirkninger)
- Stråling (inflammation, ardannelse, cancer)
- Blodtransfusion (uforlig, infektioner)
- Kirurgi (komplikationer, infektioner)
Definer begrebet ætiologi
Ætiologi er læren om sygdommenes årsager, dvs. summen af de genetiske og miljømæssige faktorer, der igangsætter en sygdom.
Definer begrebet patogenese
Patogenese er sygdomsprocessen, dvs. de forandringer i organismen, der fører til udvikling af en sygdom, således at der opstår anatomiske, fysiologiske og immunologiske ændringer.
- Patogenesen forudsætter en årsag (ætiologi) til sygdom, som igangsætter sygdomsprocessen.
Bakterien Helicobacter kan være årsagen til mavesår, mens mavesårets patogenese udgøres af maveslimhindens sårdannelse udløst af infektonien og den deraf følgende nedsatte modstandsdygtighed over for mavesyre.
- Ved mavesårsbehandling med et antibiotikum bekæmpes bakterien, hvilket påvirker sygdomsårsagen (ætiologi)
- Ved behandling med et syreneutraliserende lægemiddel påvirkes patogenesen
Definer begrebet manifestationer
Manifestationer betegner, hvordan sygdommen viser sig i form af symptomer - her kan der tales om:
- Patientens egne iagttagelser, f.eks. hovedpine eller kvalme
- Kliniske fund ved objektiv undersøgelse, dvs. iagttagelser gjort af sundhedsfagligt personale, f.eks. blodtryk, temperatur, saturation, osv.
- Parakliniske fund, der er resultater af laboratorieundersøgelser, røntgenundersøgelser o.l.
Hvilke niveauer vurderes patoanatomiske vævs- eller celleprøver på?
- Makroskopisk undersøgelse
- Mikroskopisk undersøgelse
- Molekylærbiologiske undersøgelser
Hvad er en obduktion og hvilke typer findes?
En obduktion er en systematisk ydre og indvendig undersøgelse af en afdød person.
Der er to typer obduktion:
1. Undersøgelse af dødsfald i forbindelse med en mulig forbrydelse, ulykke eller selvmord er en opgave for retsmedicinere og hører således ikke ind under en patologiafdelings normale opgaver
2. En almindelig hospitalsobduktion, som foretages på en patologiafdeling efter ordination af de kliniske læger som led i udredning af dødsårsag og kvalitetskontrol af de stillede diagnoser og den givne behandling. Specielt vigtige er fosterobduktioner og obduktioner af neonatale mhp. genetisk rådgivning
Hvilke hovedgrupper kan præparater opdeles i?
Hvis der er indikation for en patoanatomisk undersøgelse, er det vigtigt at vælge den korrekte prøvetype. Her kan præparaterne opdeles i to hovedgrupper:
- Celleprøver (cytologisk prøver)
- Vævsprøver (histologiske prøver)
Beskriv principperne for cytologiske prøver
Cytologiske prøver har den store fordel, at de ofte er nemme at opnå uden de store ulemper eller risici for patienterne.
Cytologiske prøver kan inddeles i eksfoliative eller finnalsaspirations.
Vurderingen af cytologiske prøver bygger primært på udseende af de enkelte celler, deres indbyrdes lejring og den baggrund, cellerne findes på.
Beskriv principperne for histologiske prøver
Histologiske prøver kan variere fra ganske små biopsier til store operationspræparater. Fælles for histologiske prøver er, at man ud over de informationer, man får i cytologiske prøver, også kan vurdere de forskellige vævskomponenters relation til hinanden (vævets arkitektur).
- Dette hjælper til en mere sikker diagnose og er fx en forudsætning for stadieinddeling af cancersvulster.
En række diagnoser, som bygger på relationer mellem forskellige vævskomponenter, som fx ved inflammatoriske hudlidelser, kan således kun stilles på histologiske prøver. Desuden er histologisk materale ofte mere rigeligt, så specialfarvninger og immunhistokemiske farvninger kan foretages.
Hvordan opnås finnålsaspirater?
Finnålsaspirater opnås ved at en tynd nål placeres i læsionen, og cellerne suges ud.
Hvordan opnås eksfoliative prøver?
- Ekspektorater ved podninger
- Celleskrab fra eksempalvis livmoderhalsen
Redegør for håndtering af celle- og vævsprøver
Fiksering og forsendelse: Når prøvetypen er valgt, skal rekvirerende læge tage stilling til, hvordan materialet skal forsendes, og hvordan celle- eller vævsprøven beskyttes mod nedbrydning (forrådnelse) og bakterie- og svampeangreb, således at morfologien bevares.
Modtagelse og registrering: Straks ved ankomsten til patologiafdelingen registreres prøverne i afdelingens EDB-system. EDB-systemet er fælles for alle danske patologiafdelinger, og data fra samtlige danske patologiafdelinger lagres i en fælles database (Patobanken), som alle patologiafdelinger har mulighed ofr at slå op i. Ligegyldigt hvor patienten senere behandles, kan man se, om patienten tidligere har fået foretaget vævsprøver og læse den tidligere beskrivelse af dette.
Makroskopisk undersøgelse og udskæring: De tilsendte histologiske prøver (væv) undersøges med det blotte øje og evt. ved palpation, og der udfærdiges en makroskopisk beskrievlse. Hvis det fx drejer sig om et større operationspræparat, kan alt materialet naturligvis ikke undersøges mikroskopisk, idet det vil kræve tusindvis af snit. Derfor udvælges under den makroskopiske undersøgelse relevante vævsområder, som udskæres i 1-2 mm tykke snit og anbriges i små plastikkassetter mhp videre vævsprocessering.
Vævsbehandling: Nu følger en række trin, som skal forberede de histologiske prøver (vævet) for mikroskopi. Vævet skal indskøbes i et fast materiale, så det kan skæres i 2-3 mikrometer tykke snit, som kan gennemlyses i mikroskopet.
- Vævsprocessering, indstøbning og skæring: For at vævet kan skæres i 2-3 mikrometer tykke snit kræver det, at vævet indskøbes i et fast materiale. Standardindstøbningsmediet er paraffin, men specielt hvis man ønsker man at foretage elektronmikroskopisk undersøgelse, indstøbes vævet i plast.
- Farvning: Såfremt de cytologiske (celleprøver) eller histologiske (vævsprøver) ikke farves, vil de være helt gennemsigtige, og cellernes/vævets strukturer vil næppe kunne skelnes i mikroskopet. De enkelte farvninger har til formål at fremhæve bestemte komponenter i prøverne.
Mikroskopi og -besvarelse:
- Først mikroskoperes oversigtsfarvningerne ved lav forstørrelse for at få et indtryk af prøvens overordnede struktur.
- Herefter undersøges relevante områder med stor forstørrelse, og en mulig diagnose og mulige differentialdiagnoser udarbejdes.
- Speciallægen i patologi samler og fortolker alle relevante oplysninger i relation til den kliniske sammenhæng og udarbejder en skriftlig rapport.
- Besvarelsen sendes til rekvirenten (ofte elektronisk), og en kopi gemmes elektronisk i den landsdækkende Patobank.
Svarmodtagelse og tolkning: En stor del af arbejdet med diagnostik og behandling af cancersygdomme foregår i dag i tværfaglige teams - typisk med deltagelse af kirurg, onkolog, radiolog og patolog (Multidiciplinære teams (MDT)). Disse teams holder typisk en til to konferencer ugentligt, hvor den patoanatomiske undersøgelse sættes i relation til klinik og billeddiagnostiske undersøgelse. P baggrund af denne samlede information træffes beslutningen om, hvilken behandling patienten skal tilbydes.
Definer begrebet hypertrofi
Hypertrofi ses både i en fysiologisk og en patologisk form. Den er karakteriseret ved øgning i cellestørrelsen og dermed øgning i størrelsen af organet. Denne form for adaption ses, når celler ikke er i stand til at dele sig. Celler, som typisk kan undergå hypertrofi, er skelet- og hjertemuskelceller. Glat muskulatur (som i uterus) kan adaptere med både hypertrofi og hyperplasi. Den fysiologisk adaption af uterus ved graviditet er derfor både en hypertrofi og en hyperplasi.
Definer begrebet hyperplasi
Hyperplasi ses både i en fysiologisk og en patologisk form. Den er karakteriseret ved en øgning i antallet af celler og dermed øgning i størrelsen af organet. Hyperplasi ses, hvor cellerne er i stand til at dele sig og øge deres antal.
- Den fysiologiske form for hyperplasi ses eksempelvis efter hormonstimulation af organer, som det kvindelige bryst under og efter graviditet og uterus under graviditet.
- En patologisk form for hyperplasi, som dog delvis er hormonmedieret, ses i prostata hos ældre mænd med dannelse af større og mindre knuder bestående af hyperplastisk kirtel- og bindevæv samt glat muskulatur.
Definer begrebet hyperplasi
Hyperplasi ses både i en fysiologisk og en patologisk form. Den er karakteriseret ved en øgning i antallet af celler og dermed øgning i størrelsen af organet. Hyperplasi ses, hvor cellerne er i stand til at dele sig og øge deres antal.
- Den fysiologiske form for hyperplasi ses eksempelvis efter hormonstimulation af organer, som det kvindelige bryst under og efter graviditet og uterus under graviditet.
- En patologisk form for hyperplasi, som dog delvis er hormonmedieret, ses i prostata hos ældre mænd med dannelse af større og mindre knuder bestående af hyperplastisk kirtel- og bindevæv samt glat muskulatur.
Definer begrebet metaplasi
Metaplasi defineres som en reversibel ændring fra en celletype til en anden inden for samme kimblad. Det metaplastiske epitel har nogle umiddelbare fordele i form af større modstandsdygtighed, men vigtigere beskyttelsesmekanismer som slimproduktion og ciliefunktion går tabt.
Definer begrebet atrofi
Atrofi er skrumpning af celler eller organ som følge af formindskelse af de enkelte celler eller tab af celler. Atrofi med celletab ses f.eks. i centralnervesystemet hos nogle ældre eller i endometriet i uterus efter klimakteriet. Mange organer undergår atrofi med alderen. Atrofi med formindskelse af de enkelte celler ses i den tværstribede muskulatur ved inaktivering, f.ek.s ved hæmmet funktion af led. Atrofi kan således i mange tilfælde være fysiologisk (med alderen), men ses også som et mere patologisk fænomen.
Hvad sker der hvis den adaptative kapacitet overskrides?
Hvis den adaptative kapacitet overskrides, udvikles celleskade, som kan være enten reversibel eller irreversibel med celledød til følge.
Beskriv parenkymatøs forandring (cellular swelling) og hydrop forandring
Parenkymatøs forandring (cellular swelling) skyldes svigt af de energikrævende ion-pumper (overvejende Na-pumpe) i cellemembranen, hvorved Na+ ophobes i cytoplasmaet. Dette ledsages af vand, og cellen svulmer derfor op.
Når forandringerne er så udtalte, at der ved lysmikroskopi fremtræder store vakuoler i cytoplasmaet, taler man om hydrop forandring.
- Er organ med udtalte hydrope forandringer i cellerne vil være lyst, fast og vægten af organet øget.
De ultrastrukturelle forandringer ved parenkymatøse og hydrope forandringer består af blæredannelse i cellemembran, tab a mikrovilli og intercellulær adhæsion, opsvulmen af mitokondrier og sammenklumpning af kernens kromatin.
- Parenkymatøs og hydrop degeneration ses fx ved svær hypokaliæmi i nyrens tubuli, i hjernevæv ved hypoksi (for ringe iltindhold i blodet) og i hud ved sygdommen lupus erythematosus
Beskriv fedtforandring
Fedtforandring ses ved toksisk eller metabolisk skadepåvirkning og ved hypoksi i celler, som har en omsætning af fedt. Den er karakteriseret ved tilstedeværelsen af større eller mindre fedtvakuoler i cytoplasmaet.
- En typisk årsag til fedtforandring er alkoholindtagelse, hvorved der ophobes fedt i levercellerne (steatose)
Forandringerne er reversible
Beskriv intracellulær akkumulation
Hvis cellemetabolismen ikke fungerer optimalt, kan dette føre til ophobning af stoffer i cellen. Intracellulær akkumulation, som er en form for celleskade, kan deles i ophobning af normale cellulære komponenter, som det ses, hvis cellens metabolisme ikke kan følge med kravet til omsætning eller ophobning af abnorme komponenter, som finder sted, hvis der er en genetisk eller erhvervet defekt i syntese eller i cellens behandling af et givet stof.
Hvilken funktion har telomerer i forhold til cellulære aldersforandringer?
Telomerer er korte repetitive nukleotidsekvenser i enden af kromosomerne. Da DNA-polymerasen ikke kan kopiere hele kromosomet fra den ene ende til den anden, bliver telomererne forkortet for hver celledeling, og selvom mange eukaryotiske celler indeholder telomerase, der kan forlænge telomererne, har telomererne formentlig betydning for antallet af celledelinger og dermed en vigtig del af aldersprocessen.
