Nervesystemet Flashcards
Anfør de dele som hjernen er opbygget af
Storhjerne (cerebrum), lillehjerne (cerebellum), mellemhjerne (diencephalon) og hjernestamme, som er en samlebetegnelse for tre strukturer: midthjernen (mesencephalon), hjernebro (pons) og den forlængede marv (medulla oblongata).
Beskriv kort de forskellige hjernedeles funktion
Storhjerne: Primære og sekundære motoriske og sensoriske centre, studenterne bør vide at der er en dorso-lateral- (where is it) og en ventral (what is it) visuel- pathway. Hukommelse, sprog (herunder sprogdominant hemisfære), abstrakt tænkning, social adfærd etc.
Lillehjerne: Balance, koordination.
Mellemhjerne: Dækker over thalamus, som fungerer som sensorisk relæstation hvor der findes synapser for samtlige sansemodaliteter undtagen lugtesansen, og over hypothalamus, som er et overordnet autonomt styringscenter, der sender signaler ud, dels neuronalt, dels hormonelt.
Hjernestamme: Livsvigtige centre for respiration og blodtryk, lange ledningsbaner, hjernenervekerner, det kan ikke forventes at alle kan huske PAG.
Beskriv hjernehindernes anatomi og funktion
Hjernehinderne (meninges) er bindevævsstrukturer, som omgiver og beskytter centralnervesystemet. Den yderste og tykkeste hinde hedder dura mater. Ud over at omkredse centralnersystemet indgår den i dannelsen af falx cerebri, falx cerebelli og tentorium cerebelli, som strækker sig i dybden og ”holder” på centralnervesystemet, så det ikke bevæger sige i forhold til omgivelserne. Endvidere findes der venøse sinus i opsplitninger af dura mater. Den midterste og meget tyndere hinde hedder arachnoidea mater og inderst ligger pia mater, som er sammenvokset med hjernens overflade. Mellem pia og arachnoidea flyder cerebrospinalvæsken (CSF).
Redegør kort for patofysiologi og symptomer ved meningitis
Meningitis dækker over inflammation i hjernehinderne (specielt arachnoidea og pia). Der er ofte tilstedeværelse af et infektiøst agens: virus, bakterier eller svampe. Det er vigtigt at vide, at forskellige aldersgrupper rammes af forskellige agentia. Den hyppigste form er meningokokmeningitis, der optræder i alle aldre, men hyppigst hos børn og yngre voksne. Pneumokokmeningitis ses gerne hos voksne, mens meningitis forårsaget af H. influenzae type b (Hib) ses i alderene fra seks månder til seks år hos patienter, der ikke er vaccineret. Endelig ses streptokokmeningitis hos nyfødte. Meningitis forårsaget af mycobacterium tuberculosis, listeria og stafylokokker ses specielt hos ældre.
Symptomer og fund er feber, hovedpine, kvalme, opkastninger, nakke-/rygstivhed og utilpashed. Der kan ses kramper, hudblødninger og bevidsthedspåvirkning.
Beskriv et tværsnit af medulla spinalis (rygmarven)
Et tværsnit af rygmarven viser et centralt sommerfugleformet område af grå substans omgivet af hvid substans på alle sider.
Den grå substans indeholder cellelegemer og dendritter. Den forreste del af området (ventralhornet) er overvejende motorisk. Her sidder bl.a. alfa-motorneuroner og gamma-motorneuroner. Den bageste del af området (dorsalhornet) er overvejende sensorisk. På visse niveauer findes endvidere et lateralhorn, hvor autonome nervecellelegemer befinder sig.
Fortil og bagtil i midtlinjen findes en længdeforløbende indkærvning i den hvide substans, som markerer den højre og venstre halvdel af tværsnittet. Den hvide substans indeholder myeliniserede fibre, som enten ascenderer eller descenderer. De studerende har lært om pyramidebanerne, bagstrengsbanerne og tractus spino-thalamicus i timerne, og de indgår i pensumbeskrivelsen, men den ene lærebog bruger ikke betegnelserne.
På den ydre overflade af rygmarven fremkommer nerverødder, som en forreste og en bageste række på hver side. I den forreste række løber motoriske fibre til muskler og på visse niveauer autonome fibre. I den bageste række løber sensoriske fibre. Nervecellelegemerne fra de sensoriske nerveceller ligger i det sensoriske ganglie i de sensoriske rødder. Mere distalt løber rødderne sammen og danner nerver og plexer.
Redegør for medulla spinalis’ (rygmarven) funktion, herunder alfa- og gamma-motorneuroner
Medulla spinalis kan deles i 31 segmenter, som hver modtager afferente signaler fra et dermatom eller sclerotom (eller myotom) via sensoriske fibre i dorsalhornet og udsender efferente signaler til et myotom fra motorneuroner i ventralhornet. I hvert segment er der direkte kobling mellem afferente og efferente neuroner, samt indirekte via excitatoriske og inhibitoriske interneuroner. Dette muliggør simple såvel som mere komplicerede reflexbuer. Sidstnævnte involverer ofte flere segmenter samtidigt.
Definer en refleks
En refleks er en simpel, stereotyp, involuntær bevægelse på en specifik type stimulus.
Redegør for strækrefleks og flexorrefleks
Ved hjælp af strækreflekserne kan nervesystemet kontrollere skeletmusklernes længde. Hvis en person, der står oprejst, begynder at hælde til den ene side, vil skeletmusklerne på kroppens modsatte side udstrækkes. Ved hjælp af strækreflekser vil disse muskler umiddelbart trække sig sammen igen og bidrage til, at kroppen svinges tilbage til den oprindelige stilling. De sensoriske nervefibre i disse refleksbuer leder signaler om muskellængde og sammentrækningshastighed fra muskeltenene til rygmarvens baghorn. Muskeltenene indeholder ud over de sensoriske nerveender specialiserede muskelfibre innerveret af gamma-motorneuroner. De sensoriske nerveceller danner synapser direkte med de motoriske nerveceller, altså normalt uden interneuroner. De motoriske nerveceller sender signaler til musklen om øget sammentrækning for at modvirke forlængelsen af musklen. Denne refleks forløber typisk på et enkelt rygmarvsniveau uden at divergere.
Flexorreflexen kaldes også tilbagetrækningsrefleksen og er karakteriseret ved en ændring af ekstremiteternes og kroppens position som følge af et smertefuldt stimulus.
De sensoriske signaler i flexorrefleksen stammer typisk fra smertereceptorer i huden. De sensoriske fibre løber til rygmarvens baghorn, hvor de synapser med interneuroner. Interneuronerne er både excitatoriske og inhibitoriske. Nogen af dem forbliver ipsilateralt og nogen krydser midtlinjen. Denne refleks divergerer på flere rygmarvsniveauer. Aktiviteten af motoriske neuroner ændres i op- og nedadgående retning på både højre og venstre side og både i flexor og extensorgrupper. Klinisk bliver resultatet en tilbagetrækning af den påvirkede extremitet ved flexion ledsaget af modsidig balancekorrektion ved extension.
Redegør kort for patofysiologien ved et epileptisk anfald
Der ses abnorm hypersynkronisering af neuroner i cortex cerebri. Dette medfører udbredning af kraftige elektriske signaler i et meget større område end normalt, hvilket virker forstyrrende på den normale funktion.
Beskriv symptombilledet ved et epileptisk anfald
En patient med epilepsi har gentagne, uprovokerede epileptiske anfald. En patient med et enkeltstående, uprovokeret anfald eller med gentagne, provokerede anfald (feberkramper, søvndeprivation etc.) har altså ikke epilepsi.
De epileptiske anfald kan være fokale eller generaliserede. De fokale kan være karakteriseret ved bevidsthedspåvirkning (komplekse, partielle anfald) eller bevaret bevidsthed (simple, partielle anfald). Alle anfaldstyper kan indeholde elementer af: øget/mindsket motorisk aktivitet, sensoriske fænomener, psykiske fænomener (f.eks. angst).
Selv om en række anfaldstyper er gennemgået i undervisning, bl.a. ved video-demonstrationer, må det forventes, at en del studenter vil koncentrere sig om det primært generaliserede tonisk-kloniske anfald (i gamle dage ”grand mal”). Dette er karakteriseret ved:
1) Tab af bevidsthed.
2) Tonisk fase, hvorunder al skeletmuskulatur trækker sig sammen, resulterende i fald, epileptisk skrig (når luften presses ud gennem lukkede stemmelæber) og ophør af respiration.
3) Den efterfølgende toniske fase er karakteriseret ved bilaterale, ofte asymmetriske rykninger i af ekstremiteter, tungebid, fråde og ekskretafgang.
4) ofte lang postiktal fase med langsom reorientering.
Beskriv behandlingen af epilepsi
1) Anfaldsbehandling med f.eks. stesolid rektalt eller i.v.
2) Forebyggende behandling med daglig medicin. De enkelte stoffer er ikke gennemgået. Dog bør studenterne vide, at stofferne har en række bivirkninger, og at bivirkningsprofilen er ret forskellig fra stof til stof. Det er således ikke sjældent, at man vælger medicin efter de bivirkninger, der bedst tolereres.
3) Kirurgi, hvor det syge væv fjernes.
Beskriv de nedenfor listede receptorer, evt. undergrupper, samt i hvilke sanser receptorerne indgår (Mekanoreceptor)
Mekanoreceptor: responderer på mekaniske stimuli. Responderer på kompression, bøjning eller stræk. Er involveret i følgende sanseoplevelser: berøring, kløe, kilde, vibration, tryk, proprioception, hørelse og balance.
Typer af receptorer: Meissner legemer, hårfollikel receptorer, Merkel legemer, Pacini legemer, Ruffini legemer og frie nerve ender.
Beskriv de nedenfor listede receptorer, evt. undergrupper, samt i hvilke sanser receptorerne indgår (Kemoreceptor)
Kemoreceptor: responderer på kemikalier. Er involveret i smags- og lugtesansen.
Specialiserede receptorer. Påvirkes ved binding af molekyle til membranreceptor.
Beskriv de nedenfor listede receptorer, evt. undergrupper, samt i hvilke sanser receptorerne indgår (Thermoreceptor)
Thermoreceptor: responderer på ændringer i temperatur. Frie nerve ender.
Beskriv de nedenfor listede receptorer, evt. undergrupper, samt i hvilke sanser receptorerne indgår (Fotoreceptor)
Fotoreceptor: responderer på lyspåvirkning af specialiserede receptorceller.
Beskriv de nedenfor listede receptorer, evt. undergrupper, samt i hvilke sanser receptorerne indgår (Nociceptor/Smertereceptor)
Nociceptor/smertereceptor: responderer på smertefulde kemiske, mekaniske eller thermale stimuli. Frie nerve ender.
