Myndighederne Flashcards
Sondringen mellem primær og sekundær lovgivning på EU-plan
Traktaterne er den primære lovgivning og ligger til grund for alle EU-tiltag.
Den sekundære lovgivning omfatter forordninger, direktiver og afgørelser.
Hvad er lovgivningsprocessen for sekundær lovgivning på EU-plan?
Kommissionen stiller forslag (initiativretten), og vedtagelsen forudsætter enighed mellem Rådet og Europa-Parlamentet.
I hvilket omfang kan EU-myndigheder delegere sin regelkompetence (hint: komitologi)?
Baggrund for delegation: Praktisk nødvendighed i forbindelse med øget mængde lovgivning mv.
Komitologi: Delegation af regelkompetence i form af gennemførelsesretsakter i samarbejde med komiteer/udvalg:
● ”Komitologi dækker over en række procedurer, herunder møder i repræsentative udvalg, der giver EU-landene indflydelse på gennemførelsesretsakterne.” - Europa-Kommissionen
Hvad følger af Meroni-dommen/Meroni-doktrinen (1958)?
Tilladt: Delegation af klart definerede/objektive opgaver under tilsyn dvs. eksekutive beføjelser (ændrer ikke magtfordeling)
Ikke tilladt: Diskretionære beføjelser - hvor kompetencer til at træffe beslutninger reelt overlades af det organ, der er tillagt beslutningskompetencen til andre – er uforeneligt med traktaten. Kun præcise beføjelser under tilsyn kan overlades (fastholdt, men opblødt i ENISA, sag C-217/04)
Hvad følger af Köster-dommen (1970)?
Delegation fra Rådet til Kommissionen af regelkompetencer er tilladt, hvis det er nødvendigt for at gennemføre Rådets lovgivning.
Vigtig sondring mellem (i) delegation af reel lovgivningsmagt og (ii) delegerede beføjelser, som skal sikre lovgivningens gennemførelse (implementering).
Hvad følger af Romano-dommen (1981)?
Domstolen fastholdt ganske snævre grænser for, hvad organer uden støtte i traktaten kunne påtage sig. Fastslået, at sådanne organer uden direkte hjemmel i traktaten ikke kunne udstede generelle retsakter, dvs. lovgive.
Har Meroni-doktrinen givet mulighed for, at at der kunne etableres EU-agenturer, der bistår Kommissionen med at udøve sine beføjelser (f.eks. ESA’erne)?
Ja.
Hvorledes udspringer Lamfalussy-proceduren af Meroni-doktrinen?
Lamfalussy-gruppen ville udnytte denne ret til delegation for at gennemføre de politiske mål i lovgivningen – men ikke selv udtrykke politiske valg (svær sondring).
Procedure for at benytte muligheden for delegation bedst muligt (komitologi) = dvs. skabe hurtigere og mere fleksibel lovgivning.
- Lovgivning (dvs. forordninger og direktiver): Fokus på grundprincipper
- Gennemførelsesforanstaltninger (dvs. retsakter hjemlet i retsakter på niveau 1): Fastlæggelse af detaljer, som er nødvendige for at gennemføre grundprincipperne fastlagt på niveau 1 (ofte ved komitologi – dog ikke obligatorisk).
- Nationale tilsyn: Samarbejde for at sikre ensartet forståelse af reglerne fra niveau 1 og 2 – typisk ved at udstede vejledninger (guidelines).
- Håndhævelse: Kommissionens traktatfæstede pligt til at sikre håndhævelse af EU-retten (føre tilsyn og anlægge sager om brud)g.
Hvad var fordelene og ulemperne ved Lamfalussy-proceduren?
Fordele:
1) Sikrer effektiv måde at vedtage lovgivning effektivt på et område, der kræver et stærkt samspil mellem de forskellige medlemsstaters regelsæt.
2) Meget effektiv i forhold til finansiel (teknisk tung) lovgivning.
3) Minder om brugen af eksempelvis bekendtgørelser i Danmark.
Ulemper:
1) Er blevet beskyldt for at være udemokratisk, da en stor del af lovgivningen ligger i kommissioner (og ikke i de folkevalgtes hænder).
2) Effektivitet medfører regeltræthed.
3) Vanskeligt at koordinere, da man på niveau 1 og 2 ofte forhandler parallelt.
Hvilke lovgivningsniveauer implementerer Lissabontraktaten?
Lissabontraktaten reformerer traktatgrundlaget og kodificerer lovgivning ved anvendelse af komitologi og Lamfalussy-proceduren (om end i lidt modificeret udgave)
Niveau 1 - Basisretsakter:
● Den fælles beslutningsprocedure, hvor lovgivningsmagten er delt mellem Rådet og EP, blev nu den almindelige lovgivningsprocedure, jf. art. 289(1) TEUF. (direktiver, forordninger og afgørelser)
● Retsakterne på niveau 1 er lovgivningsmæssige retsakter (også kaldt basisretsakter)
Niveau 2 - Afledte retsakter:
● Lissabon-traktaten kodificerer sondringen fra Köster-dommen mellem lovgivning og
afledte retsakter, som den havde udviklet sig efter Lamfalussy-rapporten.
● Afledte retsakter vedtaget af Kommissionen med hjemmel i basisretsakter
Hvad sker der på niveau 1 af EU-lovgivning (basisretsakter)?
1) Kommission forbereder lovgivning og agerer udøvende magt for EU-retten
2) Rådet og Europa-Parlamentet skal enes om at vedtage lovforslaget
3) Første behandling indledes hos Europa-Parlamentet, som arbejder i udvalg, der udarbejder en rapport, mens intens lobbyisme sikrer debat.
OBS: Lovgivningen på niveau 1 skal indeholde hjemmelsbestemmelse, hvis der ønskes inddraget lovgivning på niveau 2 (basisretsakter).
Hvad sker der på niveau 2 af EU-lovgivning (afledte retsakter), herunder sondringen mellem delegerede- og gennemførselsretsakter?
Afledte af basisretsakten og kan derfor ikke gå ud over deres hjemmel, herunder at de loyalt skal medvirke til at sikre opfyldelsen af de politiske mål – sondring mellem:
1) delegerede retsakter
● OBS. kan kun udbygge eller ændre ikke-væsentlige bestemmelser i basisretsakten.
a. Kommissionen mener, at dette udgør regelskabende kompetence.
b. Indeholder således et element af skøn.
2) gennemførelsesretsakter (implementeringsretsakter)
● angår kun implementering i national ret af basisretsakten og kan således ikke ændre den.
a. Kommissionen mener, at disse alene udgør udøvende (eksekutiv) kompetence.
b. Indeholder ikke skøn.
Hvad er særligt ved delegerede retsakter (art. 290)?
Delegerede retsakter er afledte af EU-lovgiverens (Rådet og EP) kompetence (delegation beskrives i basisretsakten) og indebærer en selvstændig regelkompetence (lovgivningsmagt) – men kan ikke gå ud over basisretsaktens hjemmel.
OBS. Alligevel kan den delegerede retsakt ændre på reglerne i basisretsakten.
(EU-lovgiverne kan dog trække delegationen tilbage og betinge sig at godkende udkast)
➡️ Anvendes til at lave egentlig lovgivning (sammenligneligt med danske bekendtgørelser).
Er der krav om komitologi på niveau 2?
Nej. Kommissionen er ikke forpligtet til at arbejde med et udvalg men kan udøve sine beføjelser direkte under kontrol af Rådet og EP.
Hvad er særligt ved gennemførselsretsakter (art. 291)?
Er afledt af medlemsstaternes kompetence til at implementere lovgivningsmæssige retsakter.
Indebærer ikke selvstændig regelkompetence (alene gennemføre basisretsakten) og kan dermed ikke ændre basisretsakten (modsat delegerede retsakter).
Bliver hovedsageligt brugt til mere tekniske forhold, såkaldt følgelovgivning (f.eks. fastlægge format på skemaer).
Gennemførelsesforordning 182/2011 sondrer mellem rådgivningsprocedure (eng.: advisory procedure) og undersøgelsesprocedure (eng.: examination procedure).
Rådet og EP skal have forelagt udkast.
Hvad er særligt for EU-lovgivning på det finansielle område (hint: single rule book?
Single Rule Book: Væsentligt formål med det nye system er skabelsen af Single Rule Book (SRB).
➡️ Regelværkprincip om fuldstændig harmonisering af EU-retten både for regler og for det administrative tilsyn med indenfor det finansielle system (politisk ønske efter finanskrisen) – bl.a. ført til øget brug af forordninger.
OBS. Øget ønske om at inddrage eksperter (ESA’erne) i regelskabelsen på det finansielle område gennem brugen af Bindende Tekniske Standarder (BTS).
Hvilken kompetence har eksperter (ESA’erne) i regelskabelsen på det finansielle område?
Kan udarbejde bindende tekniske standarder (BTS).
ESA’erne kun har kompetence til at udarbejde forslag til regulering i form af BTS. Disse forslag skal derefter vedtages af Kommissionen efter TEUF art. 290-291 (delegerede eller gennemførelsesretsakter)
Hvilke to former for bindende tekniske standarder (BTS) kan ESA’erne udstede?
RTS (regulatory binding standards) = BTS, der angår reguleringsmæssige tekniske standarder (TEUF art. 290)
ITS (implementing technical standards) = BTS, der angår gennemførelsesmæssige tekniske standarder (TEUF art. 291)
Hvad er baggrunden for oprettelsen af supranationale organer, der skal føre tilsyn med det finansielle system?
Finanskrisen i Europa:
Vesten var i begyndelsen af 2000’erne præget af økonomisk højkonjunktur.
Lehman Brothers’ konkurs i september 2008.
● Likviditetskrise var startet inden Lehman Brothers’ konkurs
● I februar 2008 nationaliserede Storbritannien banken Northern Rock for at undgå kollaps
Nogle medlemsstater blev særligt hårdt ramt, herunder Island og Irland.
Nedsat udvalget Larosiere Group (DLG) der i sin rapport konkluderede, at:
1) de eksisterende myndigheder på EU-plan ikke havde kunnet sikre den fornødne grad af koordination
+
2) de enkelte medlemsstaters reaktion var utilstrækkelig, fragmenteret og protektonistisk.
= tilsynet med kapitalmarkedet skulle reformeres for at undgå ny krise
Resulterede i oprettelse af nye supranationale organer - ESFS (bestående af ESRB + de tre ESA’er + nationale tilsynsmyndigheder) - til formål at føre makrotilsyn og mikrotilsyn?
Efter finanskrisen har der været et ønske om at ensarte reguleringen på det finansielle område. Der ses derfor en øget brug af forordninger frem for direktiver for at sikre, at nogle medlemsstater ikke “springer over hvor gærdet er lavest”, mens andre lande laver ekstra beskyttelse
Hvad består European System of Financial Supervisors (ESFS) af?
ESRB (European Systemic Risk Board)
De tre ESA’er:
med betydelig uafhængighed og selvstændige kompetencer, som er hhv. (i) ESMA, (ii) EBA og (iii) EIOPA
Nationale tilsynsmyndigheder:
For DK indgår Finanstilsynet i ESFS og er repræsenteret i ESA’erne.
Hvilket supranationalt organ fører makrotilsyn, og hvad indebærer det?
Makrotilsyn med markedet og systemisk risiko (det overordnede system og økonomien)
➡️ Hos ESRB:
- Den Europæiske Centralbank (ECB),
- de nationale centralbanker,
- Kommissionen,
- de tre ESA’er
- de nationale centralbanker (inkl. Nationalbanken)
ESRB er et udvalg (board) – i modsætning til ESA’erne, der er egentlige myndigheder (agenturer).
Hvilke supranationale agenturer fører mikrotilsyn, og hvad indebærer det?
Mikrotilsyn med de finansielle virksomheder og kapitalmarkedet (de enkelte aktører)
➡️ Hos ESA’erne (European Supervisory Authorities):
1. ESMA (European Securities and Markets Authority)
= Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed
- EBA (European Banking Authority)
= Den Europæiske Banktilsynsmyndighed - EIOPA (European Insurance and Occupational Pensions Authority)
= Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger
Derudover også hos fælles organer som (i) Det Fælles Udvalg af Europæiske Tilsynsmyndigheder og (ii) Klagenævn (uafhængigt af de tre ESA’er) + Finanstilsynet
Hvilke organer består ESA’erne af?
Tilsynsråd: består af formanden og lederne af de nationale tilsyn (NCA), samt af en repræsentant fra hhv. Kommissionen, ESRB og de to andre ESA’er.
Styrelsesudvalg
Formand
Administrerende direktør
!!! Interessentgruppe: i alt 30 medlemmer, hvoraf mindst 5 er uafhængige anerkendte akademikere, mens de øvrige repræsenterer forskellige interesser, jf. art 37, f.eks. forbruger og erhvervsinteresser.
➡️ Afgiver ofte høringssvar til ESA’en ved at benytte en række underudvalg, men interessegruppen har også mulighed for at tage emner op på eget initiativ.
Hvilke beføjelser har ESA’erne, og er der ulemper forbundet hermed?
● ESA’erne kan udstede retningslinjer og henstillinger:
1) retningslinjer er generelle regler rettet mod alle nationale tilsyn.
2) henstillinger til nationale tilsynsmyndigheder – vedrører oftest konkrete forhold og har dermed karakter af en afgørelse (f.eks. hvis ikke overholder EU-retten)
● Fremme af fælles tilsynskultur, herunder ved “Peer Review” – modvirker regelarbitrage
● ESA’en kan tillægges kompetence til selv at varetage tilsyn i henhold til basisretsakter – dvs. uden at nationale tilsyn har en sådan kompetence (FX tilfældet for ESMA)
Ulempen ved ESA’ernes beføjelser = Nationale tilsynsmyndigheders selvstændige virke svækkes.
