Hjernens plasticitet Flashcards
Definér, hvad plasticitet er,
Hjernens evne til at tilpasse sin funktion ved at reorganisere struktur og forbindelser som respons på intern og ekstern stimulering (tanker og adfærd)
Der kan være tale om både maladaptiv og adaptiv plasticitet.
**Adaptiv plasticitet **er et resultat af øget funktionalitet
Mens maladaptiv plasticitet er et tab af funktion, øget skade eller negative konsekvenser.
Neuroplasticitet er altså, at hjernen er formbar og kan tilpasse sig indre og ydre påvirkninger igennem hele livet. Plasticitet er aktivitetsafhængige. Det kræver aktivitet i neuronerne for at der sker en ændring. Gentagende aktivering at et neuralt netværk vil altså styrke det, hvorimod ingen aktivitet vil mindske effektiviteten
og redegør for minimum to typer af plasticitet i forhold til smerte.
(evt redegørelse for det opadgående og nedadgående smertesystemer)
Der er 3 typer plasticitet ift. smerte hhv. central sensibilisering, fantomsmerter og kroniske smerte.
Central sensibilisering er en betegnelse for en overfølsomhed over for smertefuld stimuli og nogle gange også på ikke-smertefuld stimuli. Denne kan opdeles i to former: Alladyni og Hyperalgesi.
- **Alladonyi **er en oplevelse af smerte fra stimuli som normalt ikke medfører smerte. Dette skyldes at nogle af de fibre som normalt sender signaler ved berøring hægter sig sammen med nociceptorer, som reagerer på vævskadelige stimuli. Derfor kan let berøring føles som smerte
- **Hyperalgesi **er en oplevelse af forstærket smerte fra stimuli som normal medfører smerte. Dette skyldes at nociceptorer sender kraftigere signaler end normalt.
Fantomsmerter er karakteriseret ved smerte i en manglende legemsdel. Smerterne skyldes beskadigede nerveender som sender ukontrollerbare signaler om smerte. Ved amputeringen kan der ske en kortikal reorganisering således at det område som tidligere varetog sanseintryk for hånden, bliver overtaget af andre områder.
Kroniske smerte involverer kronisk aktiver neuroner involveret i nociception.
Diskutér forskellige metoder, der kan bidrage til at afhjælpe de uhensigtsmæssige effekter af plasticitet.
Selvom plasticitet kan medføre en række adaptive funktioner ved at lære af vores erfaringer og oplevelse. Så kan det have et maladaptiv funktionen ligesom ved ovenstående.
For at afhjælpe uhensigtsmæssige smerte er der en række metoder man kan vælge for at afhjælpe
Placebo kan virke smertelindrende. Placebo er en metode til af smertelinding ved at tage højde for behandlingskonteksten. Placebo virker ved at tappe ind i de nedadgående smertesystemer, som står for reguleringen af smerte. Ved at skabe positive forventninger om behandlingen og reducering af angst, tillader man en bedre frigivelse af de endogene opioider. Frigivelsen af de endogene opioider vil være med til at mindske smerteoplevelsen
Derudover kan man anvende medicin, som fungere som exogene opioder og kan virke smertelindringende ved at binde sig på opioid receptorer. Samtidig kan medicin og psykofarmaka være med til at genoprette balance i neurotransmissionen,
Hertil skal man være opmærksom på psykofarmaka virkning over tid. Overtid kan kroppens kompensatoriske mekanismer skabe en tolerance over for psykofarmaka. Her skal man være opmærksom på dosis-respons kurven og det terapeutiske vindue for at undgå toksicitet.
**Psykiske lidelser kan være en uhensigtsmæssig effekt af hjernens plasticitet. **Dette kan fx ses ved depression som ved gentagende aktivering styrker de forbindelser der fremmer negative følelser og tanker. Hertil kan der anvendes forskellige former for psykologisk terapi. Disse søger at skabe en kognitiv omstrukturering, hvor man søger at styrke mere hensigtsmæssige neurale netværk og skabe positive tanke mønstring. For at ændringerne skal være permanente skal man vedligeholde aktiviteten ved at gentagende gange aktivere det neurale netværk.
Definér begrebet synaptisk plasticitet,
Hjernens evne til at tilpasse sin funktion ved at reorganisere struktur og forbindelser som respons på intern og ekstern stimulering (tanker og adfærd)
Der kan være tale om både maladaptiv og adaptiv plasticitet.
Adaptiv plasticitet er et resultat af øget funktionalitet
Mens maladaptiv plasticitet er et tab af funktion, øget skade eller negative konsekvenser.
Neuroplasticitet er altså, at hjernen er formbar og kan tilpasse sig indre og ydre påvirkninger igennem hele livet. Plasticitet er aktivitetsafhængige. Det kræver aktivitet i neuronerne for at der sker en ændring. Gentagende aktivering at et neuralt netværk vil altså styrke det, hvorimod ingen aktivitet vil mindske effektiviteten
og redegør for de 6 typer af forandringer, som kan observeres i synapsen som resultat af processen.
Når et neuralt netværk aktiveres ofte, vil de synaptiske forbindelser blive mere effektive. Dette er et resultat af plasticitet.
Det kan ske igennem:
1. Frigivelse af mere neurotransmitter
- Den postsynaptiske membran bliver større og mere sensitiv over for neurotransmittere
- Både præ- og postsynapsen bliver større/bredere
- Interneuron modulering: herved sker der en stigning i udløsning af neurotransmittere
- Nye synapseforbindelser kan dannes:
- Reorganisering af synaptiske input
Hvis bestemte neurale veje aktiveres gentagende gange, kan det føre til langvarig plasticitet (LTP), som styrker signaltransmissionen. Denne proces er blevet undersøgt og påvist i hippocampus, men menes også at gælde for andre hjerneområder.
Glutamat er den primære excitatoriske neurotransmitter i hjernen. Glutamat binder til postsynaptiske NMDA- og AMPA-receptorer.
Normalt blokeres NMDA-receptorerne af magnesiumioner, men ved kraftig depolarisering fjernes denne blokade.
Fjernelsen af magnesiumblokken fra NMDA-receptorerne tillader calcium ioner at strømme ind i postsynaptiske neuroner. Dette skaber en igangsættelse af større forandringer i postsynapsen i cellekernen, som beskrevet i punkt 1 til 6 oven for fx flere receptorer, større synapseoverflade, flere og stærkere dendritter.
Diskutér, hvordan uhensigtsmæssige effekter af plasticitet kan påvirke behandlingseffekt og holdbarhed af psykologiske interventioner.
1) Et af de negative effekter kan være hvis negative neurale netværk styrkes over en længere periode. Her negative tanker og adfærdsmønstre kan blive forstærket gennem gentagelse, da plasticitet er aktivitets afhængigt. Dette kan opleves ved angst og depression.
Det kan derfor kræve en omfattende psykologisk intervention at opnå en behandlingseffekt. Stærke neurale netværk stiller krav til en vel tilpasset intervention som effektivt kan omstrukturere og danne nye neurale forbindelser. Hvis interventioner ikke effektivt udfordrer og ændrer disse mønstre, er der stor sandsynlighed for at holdbarheden af interventionen mindskes.
En anden uhensigtsmæssig effekt i forlængelse af dette, kan være at patienters positive forbedringer ophør efter behandlingen. I dette tilfælde så har behandlingen ikke være omfattende nok til at danne nye neurale baner. Hvis en person fortsætter med at tænke eller handle på en måde, der forstærker angst eller depression, kan interventionens positive effekter hurtigt aftage.
En tredje faktor som kan ses som en uhensigtsmæssige effekt af plasticitet, er hvordan der i barnets første 6 leve år dannes meget centrale netværk. Efter 6-årsalderen lukker dette vindue og det vil ikke være muligt at danne de manglende neurale forbinelser. Dette kan observeres helt neruoanatomisk hos børn som lider omsorgssvigt i deres tidlige leveår. Dette kan ses ved færre antal neuroner og mindre volume af hjernemassen. Den psykologiske intervention af patienter som har lidet slem omsorgssvigt kan på denne måde påvirkes.
