Emotion og kognition Flashcards
Power og Dalgleish (2016)
Power og Dalgleish (2016) præsenterer SPAARS-teorien, et integrativt framework, der forklarer, hvordan kognition påvirker emotioner. SPAARS står for schematic, propositional, analogical, and associative representation system. Teorien beskriver emotioner som karakteristiske adfærdsmønstre eller dispositioner, der hjælper med at opnå mål, som skal være knyttet til individets skemata for at generere emotioner. Emotionelle tilstande opstår gennem fem stadier: begivenhed, fortolkning, vurdering (appraisal), fysiologisk respons og emotionel tilstand. Fem basale emotioner (glæde, vrede, afsky, frygt og bedrøvelse) kan kombineres til komplekse emotionelle tilstande. Vurderinger baseres på individets viden om selvet, andre og verden, repræsenteret gennem fire typer mentale repræsentationer, der varierer i abstraktheden og deres forbindelse til mål.
De analoge repræsentationer er direkte sanselige perceptioner, mens propositionelle repræsentationer kombinerer flere sansemodaliteter og inkluderer forestillinger og koncepter. Skematiske repræsentationer er højere-ordens abstrakte modeller af verden, andre og selvet. Associative repræsentationer binder emotionelle responser til tidligere oplevelser. Emotioner kan opstå enten gennem skemata (med appraisal baseret på mål) eller gennem automatiserede emotionelle responser via den associative vej, som ikke nødvendigvis relaterer til individets mål og kan være ufleksible og ukontrollerbare.