Dannelse af urin, urinvejenes opbygning og funktion Flashcards
Det første trin i dannelsen af urin er filtration.
Forklar denne proces i overordnede træk.
Hvorfor er filtrationsprocessen vigtig?
Ved filtrationsprocessen sker en ”grovrensning” af blodet. Det dannede filtrat kaldes præurin (omdannes
videre til urin, der udskilles fra kroppen).
Filtration og rensning af blodet er vigtig, da fjernelse af affaldsstoffer er nødvendigt for opretholdelse af kroppens homøostase.
Hvad er et nefron?
Beskriv opbygningen af et nefron.
Forklar, hvor i nefronet filtrationen foregår (filtration fra hvor til hvor)?
Et nefron er nyrens urinproducerende enhed (ca. 1 million i hver nyre).
Et nefron består af en bindevævskapsel (Bowmans kapsel) og et rør (tubulus). Hvert nefron modtager blod
gennem en lille arteriole, der danner et net af kapillærer (glomerulus).
Filtrationen foregår fra glomerulus til Bowmans kapsel.
Hvad er den afgørende faktor for, om et stof kan filtreres fra blod til Bowmans kapsel eller ej?
Hvad er konsekvensen af dette?
Den afgørende faktor for, hvilke stoffer der kan passere (filtreres) fra blod til Bowmans kapsel er stoffernes størrelse, idet de skal kunne passere gennem hullerne i både kapillær og kapsel.
Konsekvensen er, at både skadelige men også gavnlige stoffer fjernes fra blodet. De gavnlige stoffer bliver senere reabsorberet i forskelligt omfang.
Hvilke tryk bestemmer filtrationens størrelse?
Forklar, hvordan disse tryk samlet skaber et filtrationstryk.
Det hydrostatiske tryk i glomerulus (kapillæret) presser vand fra blodet til Bowmans kapsel (60mm Hg).
Det kolloidosmotiske tryk i blodet suger vand tilbage fra Bowmans kapsel til blodet (25mm Hg).
Kapseltrykket presser vand fra Bowmans kapsel til blodet (10mm Hg).
Samlede filtrationstryk: 60mm Hg – 25mm Hg – 10mm Hg = 25mm Hg
Hvad menes der med den glomerulære filtrationsrate?
Hvor stor er den?
Den glomerulære filtrationsrate (GFR) er et udtryk for den mængde filtrat, der dannes i løbet af et døgn.
Nyrerne gennemstrømmes dagligt af ca. 1800 liter blod, hvoraf ca. 10 % filtreres til Bowmans kapsel og ender som filtrat (præurin).
Dvs. at GFR er ca. 180 liter pr. døgn.
Beskriv sammensætningen af det filtrat, der dannes ved
filtrationsprocessen (præurin).
Præurinen består af vand med de opløste stoffer, der er små nok til at passere fra kapillær til Bowmans kapsel.
Stofferne omfatter næringsstoffer, affaldsstoffer, elektrolytter, hormon- og medicinrester og vitaminer.
Præurin har samme sammensætning som plasma uden plasmaproteiner.
Forklar, hvordan nyrerne kan danne 180 liter præurin i
døgnet, når et menneske ikke indeholder 180 liter væske?
Vejer man 70 kg, indeholder kroppen ca. 42 liter vand (ca. 60 %).
At der kan dannes langt større mængder præurin pr. døgn (ca. 180 liter) skyldes, at langt det meste vand i
præurinen reabsorberes (føres tilbage til blodet) umiddelbart efter filtrationen.
Dvs. at der aldrig er særlig meget præurin i nyrernes tubuli på én gang.
Hvorfor skal man som sygeplejerske være særligt
opmærksom på at observere, at der er diurese (urinproduktion) hos patienter med meget lavt blodtryk (under 80/50 mm Hg)?
Et meget lavt blodtryk kan reducere det hydrostatiske tryk i glomerulus med risiko for, at det udlignes af det
kolloidosmotiske tryk og kapseltrykket (hvorved filtrationstrykket går i nul).
Hvis der ikke er filtration og dermed gennemstrømning af væske i nyrernes tubuli, er der risiko for bl.a. nyresvigt, ligesom blodet ikke renses. Ved observation af diuresen sikres, at der er urinproduktion og dermed filtration.
Det andet trin i dannelsen af urin er reabsorption.
Forklar denne proces, herunder hvilke mekanismer
der ligger bag transporten af opløste stoffer og vand.
Ved reabsorption i nyrerne sker der en tilbageførsel til blodet af stoffer og vand, der blev filtreret, men som ikke må mistes fra kroppen (med urinen).
Stoffer føres tilbage til blodet vha. specifikke pumper (aktiv proces).
Herved øges blodets osmolaritet, hvilket skaber grundlag for, at vand kan følge med til blodet ved osmose (passiv proces).
Hvor i nefronet foregår reabsorptionen af henholdsvis
næringsstoffer, elektrolytter og vand?
Hvorfra og hvortil flyttes opløste stoffer og vand?
Reabsorptionen af næringsstoffer sker kun i den proksimale del af tubulus (det første stykke efter kapslen), mens elektrolytter reabsorberes i hele tubulus og samlerørets længde.
Vand følger efter de reabsorberede stoffer (ved osmose) og reabsorberes derfor overalt i tubulus og samlerør.
Opløste stoffer og vand flyttes fra præurin til blodet.
Hvilke stoffer reabsorberes normalt fuldstændigt?
Hvad er forklaringen på dette?
Under normale forhold vil der ske en fuldstændig reabsorption af næringsstoffer i præurinen (aminosyrer, glukose og ketonstoffer).
Forklaringen på den fuldstændige reabsorption er, at kroppen er designet til at holde på næringsstofferne og omdanne dem til fedt, hvis der er overskud af næring. Fedtet kan så gemmes til ”dårligere tider”.
Ikke alle stoffer der kan reabsorberes, reabsorberes
altid fuldstændigt.
Hvad kan grunden være til det?
Hvilke stoffer kunne det fx dreje sig om?
Nogle stoffer reabsorberes kun efter kroppens umiddelbare behov (stofferne kan ikke deponeres).
Elektrolytter (Na+, K+, H+, Ca2+ mv.) reabsorberes kun i det omfang, det er nødvendigt for at opretholde den rette koncentration af stofferne i kroppen. Både for høj og for lav koncentration af elektrolytter kan være skadeligt og påvirke homøostasen.
Hvilken fysisk tilstand (som vi alle har oplevet i forskellig grad) vil føre til, at der sker en
øget reabsorption af vand i nyrerne?
Hvordan vil man nemt kunne observere denne tilstand ift. urinen?
Dehydrering (underskud af vand i kroppen) vil bl.a. medføre en øget reabsorption af vand i nyrerne.
Hermed mindskes kroppens væsketab gennem urinen.
Ved dehydrering vil urinen være mørk og kraftigt lugtende, da fjernelsen af vand har medført en opkoncentrering af de opløste stoffer i urinen.
Hvorfor er nyrerne ikke altid i stand til fuldstændigt at reabsorbere stoffer, der er gavnlige for kroppen og derfor normalt reabsorberes?
De pumper, der reabsorberer stoffer i tubuli, er specifikke (kan kun transpor-tere ét eller få stoffer) og findes i et bestemt (og dermed begrænset) antal.
Der vil derfor altid være en øvre græn-se for, hvor meget af et stof, en bestemt pumpe kan transportere.
Ved høj koncentration i blodet og dermed i præurinen kan nyttige stoffer derfor mistes med urinen.
Hvordan vil man kunne måle, om et stofs tærskelværdi (fx glukose) er overskredet?
Ved hvilken sygdom vil en sådan måling (af glukose)
være relevant?
Hvis et stof, der normalt reabsorberes fuldstændig, optræder i urinen, er stoffets tærskelværdi overskredet.
Dette gælder for bl.a. glukose, der normalt ikke findes i den færdige urin.
Er en urinprøve positiv for glukose, er tærskelværdien overskredet.
En urinstix til test for glukose i urinen anvendes ved sukkersyge (diabetes mellitus).