Investering, investorbeskyttelse og rådgiveransvar Flashcards
Opsummer det vigtigste om reglerne om investeringssektorens formål, grundlag og indhold med fokus på Formål: Tillid, Forbruger- og investorbeskyttelse. Forretningshensyn, effektivitet, konkurrence. Innovation og flexibilitet.
EU; indre marked for investeringsprodukter, ensartede regler
Grundlag: DK; FIL for investeringsforvaltningsselskaber, LIF for investeringsforeninger og FAIF-loven, IBB (investorbeskyttelsesbekendtgørelse).
EU; UCITS, FAIF, MiFID
Indhold: Tilladelse, forbrugerbeskyttelse, ledelse, kapitalforhold og produktgodkendelsesprocedurer
- Formål: Investeringer reguleres med henblik på at opnå tillid og stabilitet i det finansielle system, forbruger- og investorbeskyttelse, forretningshensyn, effektivitet, konkurrence, innovation og flexibilitet.
- EU-regulering: EU ønsker et effektivt indre marked for investeringsprodukter og -ydelser med beskyttelse af investorer. Målet er at øge konkurrencen til gavn for investorerne og sikre gennemsigtighed og ensartet beskyttelse.
- Grundlag: Regelgrundlaget i Danmark omfatter lov om investeringsforeninger mv. (LIF), lov om finansiel virksomhed (FIL), og lov om forvaltere af alternative investeringsfonde mv. (FAIF-loven).
- Indhold: Reguleringen om investeringer omfatter tilladelse til at drive investeringsforeninger, investeringsforvaltningsselskaber og alternative investeringsfonde. Der er fokus på forbrugerbeskyttelse, herunder god skik og investorrådgivning, samt produktgodkendelsesprocedurer. Der findes også ledelsesbekendtgørelser for investeringsforeninger og investeringsforvaltningsselskaber, og kapitalkravene varierer afhængigt af den specifikke type finansiel virksomhed.
Opsummer det vigtigste vedrørende investeringsinstitutter og investeringsservices med fokus på Investeringsservices udbydes især af pengeinstitutter og investeringsforeninger. De er ofte forbundet i koncernforhold. Investeringsforvaltningsselskaber varetager administrationen. AIF’er er investeringsfonde (alternativ), som forvaltes af FAIF’er (forvaltere).
Stor økonomisk betydning (knap 2.000 mia. kr.).
Værdipapirhandel kræver tilladelse fra Finanstilsynet
Institutionelle og private (detail) investorer. Betaler en række omkostninger.
Investeringsservices udbydes især af pengeinstitutter og investeringsforeninger. De er ofte forbundet i koncernforhold. Investeringsforvaltningsselskaber varetager administrationen. AIF’er (Alternative Investeringfonde) er investeringsfonde, som forvaltes af FAIF’er (Forvaltere af Alternative Investeringfonde). Disse investeringsinstitutter har stor økonomisk betydning.
For at handle med værdipapirer kræves tilladelse fra Finanstilsynet. Investeringsservices tilbydes til både institutionelle og private investorer, og de pålægges forskellige omkostninger i forbindelse med investeringerne.
Investeringsinstitutter, herunder investeringsforeninger, investeringsforvaltningsselskaber, depotbanker og forvaltere af alternative investeringsfonde, spiller vigtige roller i at levere investeringstjenester. Investeringsforeningerne er typisk aktieselskaber, der kræver tilladelse fra Finanstilsynet og registrering hos Erhvervsstyrelsen. De repræsenterer investorer, der ejer andele af foreningens formue. Investeringsforvaltningsselskaberne administrerer investeringsforeningerne og er ansvarlige for porteføljepleje, risikostyring, compliance og andre administrative opgaver.
Depotselskaber, ofte depotbanker, modtager og sikrer investorerne aktiver i investeringsforeningerne. De skal forvalte og opbevare foreningens finansielle aktiver særskilt for hver afdeling. Forvaltere af alternative investeringsfonde (FAIF’er) skal opnå tilladelse eller registrering hos Finanstilsynet og overholde reglerne for forvaltning og drift af disse fonde.
Omkostningerne for investorerne inkluderer serviceomkostninger, formidlingsprovision og produktomkostninger. Serviceomkostninger dækker den investeringsservice, banken yder, mens formidlingsprovision er betalingen til banken for distribution og rådgivning om investeringsforeningernes produkter. Produktomkostninger omfatter administrationsomkostninger vedrørende de finansielle produkter. Omkostningerne vises typisk som ÅOP (Årlige Omkostninger i Procent) og ÅOK (Årlige Omkostninger i Kroner).
Opsummer det vigtigste om investeringsstrategier og investeringsaktiver med fokus på Investeringsstrategier: Bedst muligt risikojusteret afkast. Risikoprofil, investeringshorisont. Ratingbureaer.
Obligationer, aktier, Aktiv/passiv, Value/vækst. Strukturerede produkter
Investeringsstrategier har det overordnede formål at opnå det bedst mulige afkast af investeringen med den lavest mulige risiko. For at opnå dette skal investoren vælge en passende investeringsstrategi, herunder investeringshorisont og risikoprofil, samt vælge investeringsaktiver, såsom obligationer, aktier, og andre finansielle instrumenter.
Investeringsstrategien er ofte baseret på risikospredning, hvor investoren spreder sine investeringer over forskellige aktiver og sektorer for at reducere risikoen. Der er forskellige investeringsformer og -discipliner, såsom Strategisk Asset Allocation, der søger at minimere risici ved at fordele investeringerne mellem forskellige aktivtyper, og Asset Liability Management, der forsøger at finde det optimale match af aktiver i forhold til passiver.
Investorernes investeringshorisont kan variere fra kort sigt til lang sigt, og det er vigtigt at tage højde for investeringsformål og -horisont, da de påvirker investorens risikotolerance og investeringsvalg.
Risikoprofilen er også afgørende for investeringen. Investorer kan have en lav, mellem eller høj risikoprofil afhængig af deres villighed til at påtage sig risici. Generelt antages det, at der er en sammenhæng mellem risiko og afkast, hvor større risiko kan føre til større potentielt afkast, men også større risiko for tab.
Investorer kan vælge mellem aktiv eller passiv forvaltning af deres porteføljer. Passiv forvaltning følger ofte et benchmark, som er knyttet til markedet, mens aktiv forvaltning indebærer udvælgelse af specifikke investeringer i håb om at opnå højere afkast end markedet.
Desuden kan investorer vælge at investere i vækstvirksomheder (forventet fremtidig vækst) eller value-virksomheder (lav aktiekurs i forhold til selskabets værdi), og der kan også tages hensyn til etik og bæredygtighed i investeringsbeslutningerne.
De primære investeringsaktiver er obligationer og aktier, men der er også mulighed for at investere i virksomhedsobligationer, finansielle instrumenter som strukturerede produkter og swaps samt alternative investeringsfonde som hedge funds.
Ratingbureauer spiller en vigtig rolle i investeringsverdenen ved at vurdere sikkerheden og kreditværdigheden af forskellige investeringer. Deres vurderinger kan have stor betydning for investorer og investeringsforeninger. Der er indført EU-regler for kreditvurderingsbureauer for at øge integriteten, gennemsigtigheden og ansvarligheden i deres aktiviteter og beskytte forbrugere og investorer.
Opsummer det vigtigste om forbrugerbeskyttelse i relation til investeringssektoren med fokus på Forbrugerbeskyttelse i relation til investering
Risikospredning – LIF’s spredningsregler
Depotselskab og redelighedsbestemmelse i LBKG for UCITS (§ 17)
Særlig kompetencekrav
Investorinformation – prospekt, central investorinformation mv.
Produktgodkendelsesprocedurer
Provision FIL §§ 46 a-b samt bekendtgørelser
God skik – Investorbeskyttelse
Forbrugerbeskyttelse i relation til investeringssektoren omfatter forskellige regler og bestemmelser, der har til formål at beskytte investorerne og sikre, at deres interesser prioriteres. De vigtigste aspekter af forbrugerbeskyttelse i investeringssektoren er:
- Risikospredning: Reglerne for investeringsforeninger kræver, at investeringsmidlerne spredes for at begrænse risikoen for tab. Dette sikrer, at ikke alle midler investeres i én enkelt aktivklasse eller instrument, hvilket mindsker risikoen.
- Depotselskab og redelighedsbestemmelse: Investeringsselskaber er forpligtet til at have et depotselskab, der opbevarer og kontrollerer aktiverne. Dette sikrer, at investeringsselskabet ikke har direkte adgang til midlerne, og at der er objektivt ansvar for aktivernes opbevaring.
- Investorinformation: Investeringsselskaber skal offentliggøre et prospekt, der indeholder vigtige oplysninger om investeringen og risiciene. Derudover er der regler om “central investorinformation,” der giver investorer en letforståelig oversigt over produktet.
- Provision og tredjepartsbetalinger: Der er indført regler om forbud mod visse provisioner for at mindske interessekonflikter og sikre, at rådgivning er uafhængig og i investorens bedste interesse.
- Særlige kompetencekrav: Personer, der yder investeringsrådgivning, skal have tilstrækkelige kompetencer inden for lovgivning, investeringsprodukter og økonomisk forståelse.
- Produktgodkendelsesprocedurer: Der er fastsat regler for produktudviklere og distributører for at sikre, at produkter er egnede til de tilknyttede målgrupper og ikke medfører uforholdsmæssig risiko.
- God skik: Investeringsselskaber og investeringsforvaltningsselskaber skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis.
Investorbeskyttelse er en vigtig del af investeringssektoren for at sikre, at investorer træffer informerede beslutninger og beskyttes mod uetiske praksis og økonomiske risici. Overholdelse af disse regler bidrager til en mere gennemsigtig og pålidelig investeringssektor.
Kan du opsummere det vigtigste i forhold til ledelsesregler i relation til investeringsforeninger?
Det allervigtigste om ledelse af investeringsforeninger kan opsummeres som følger:
- Formål: Reglerne om ledelse af investeringsinstitutter har til formål at sikre tilstedeværelsen af de rette kompetencer i bestyrelse og direktion og at sikre “ordentlighed” og professionalisme gennem regler om virksomhedsstyring.
- Regelgrundlag: Ledelsesreglerne for investeringsforeninger findes i den særskilte udbyggede lovgivning LIF (Lov om investeringsforeninger). De omfatter områder, der ligner de regler, der gælder for selskaber i FIL (Finansieringsvirksomhedsloven) og SEL (Selskabsloven).
- Bestyrelsens kompetencer: Medlemmer af bestyrelsen eller direktionen i en investeringsforening skal have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at udføre deres hverv. De skal også have et godt omdømme og udvise integritet og uafhængighed. Der er også krav til kollektiv viden, faglig kompetence og erfaring i bestyrelsen.
- Vedtægter og generalforsamling: Investeringsforeningen skal have godkendte vedtægter, som indeholder bestemmelser om forskellige områder, herunder foreningens formål, opdeling i afdelinger, investeringspolitik, generalforsamling osv.
- Bestyrelse og direktion: Investeringsforeningen skal have en bestyrelse og en direktion, som varetager den overordnede ledelse af foreningens virksomhed. Bestyrelsen skal sørge for en forsvarlig organisation, fastlægge den overordnede politik for foreningen og identificere afdelingernes risici.
- Virksomhedsstyring: Finanstilsynet har uddybet reglerne om virksomhedsstyring i en ledelsesbekendtgørelse for danske UCITS (Undertaking for Collective Investment in Transferable Securities), som omfatter mange af de samme elementer som ledelsesbekendtgørelsen for banker. Der er fokus på at fastsætte forretningsmodellen, sikre tilrettelæggelsen af arbejdet, rapportering, identifikation af risici mv.
Det er vigtigt for investeringsforeninger at overholde disse ledelsesregler for at sikre, at de drives på en professionel, forsvarlig og ordentlig måde til gavn for investorerne og den finansielle sektor som helhed.
Kan du opsummere det vigtigste i forhold til ledelsesregler i relation til investeringsforvaltningsselskaber?
De vigtigste ledelsesregler i relation til investeringsforvaltningsselskaber kan opsummeres som følger:
- Kompetencer og ansvar: Investeringsselskaber er omfattet af reglerne om fit & proper og virksomhedsstyring som finansielle virksomheder. De skal handle ærligt, retfærdigt, professionelt, uafhængigt og udelukkende i UCITS’ og dens investorer interesse. Der er en potentiel risiko for interessekonflikter mellem investeringsforvaltningsselskabet og investeringsforeningens interesser.
- Vedtægter og stemmerettigheder: Investeringsselskabets vedtægter skal fastsætte regler for investorerne til at stemme i forhold til deres relative andel af den formue, som investeringsselskabet administrerer for investeringsforeningen, eller om investorer har én stemme uanset det investerede beløb.
- Uddannelseskrav: Investeringsselskaber er ikke omfattet af de samme uddannelseskrav som andre finansielle virksomheder.
- Depotselskabets rolle: Der er særregler om depotselskaber, der skal forvalte og opbevare en UCITS’ finansielle aktiver særskilt for hver afdeling af investeringsforeningen. Depotselskabet skal agere ærligt, retfærdigt, professionelt, uafhængigt og udelukkende i dets investorers interesse.
- Bestyrelsens kompetencer og sammensætning: Bestyrelsesmedlemmer vælges af investeringsselskabets aktionærer, men der er også en særregel om investorrepræsentation i bestyrelsen gennem et investorforum.
- Bestyrelsens og direktionens opgaver: Bestyrelsen og direktionen har ansvar for at fastsætte politikker vedrørende interessekonflikter og skal sørge for en betryggende ledelse af investeringsselskabet.
- Virksomhedsstyring: Investeringsselskaber skal have tilstrækkelig kvalificeret bemanding og den nødvendige faglige ekspertise til at varetage administrationen af investeringsforeningen. Der er krav til organisatorisk enhed, risikostyring, compliance og håndtering af interessekonflikter.
- Ledelseskrav til forvaltere af alternative investeringer (FAIF): Forvaltere af alternative investeringsfonde er underlagt særlige ledelsesregler og skal leve op til minimumsniveauet for forvalterens indretning. Der er også krav til organisering, aflønningsregler, forebyggelse og håndtering af interessekonflikter, risikostyring og likviditetsstyring.
Kan du nævne det vigtigste om kapitalkrav for investeringsforeninger?
- Kapitalkravene for pengeinstitutter er væsentlige og komplicerede.
- Kapitalkravene for investeringsforeninger og investeringsforvaltningsselskaber er enklere, da de ikke udfører indlån og udlån, men i stedet administrerer indskud, de har modtaget fra investorer.
- Investeringsselskaber, der har delegeret administrationen til et investeringsforvaltningsselskab, har ikke længere kapitalkrav.
- Investeringsforeninger, der ikke har delegeret den daglige ledelse, skal have en formue på mindst 300.000 euro for at opnå tilladelse. Denne formue skal være tegnet på den stiftende generalforsamling og deponeret på en spærret konto eller være dækket af en ubetinget garanti fra et pengeinstitut eller forsikringsselskab. Immaterielle aktiver medregnes ikke i formuevurderingen.
- Investeringsforvaltningsselskaber skal normalt have et kapitalgrundlag på mindst 730.000 euro, og derudover et tillæg på 0,02 % af den del af selskabets portefølje, der overstiger 250 mio. euro. Den samlede kapital inklusive tillægget kan maksimalt udgøre 10 mio. euro. Formuen i UCITS, som selskabet administrerer, medregnes i porteføljevurderingen.
I forbindelse med investeringsservices, så forklar det vigtigste om rollen for 1) pengeinstitutter, 2) investeringsforeninger, 3) investeringsforvaltningsselskaber og 4) AIF’ere og FAIF’ere
Nedenfor er en forklaring af de vigtigste roller for de nævnte aktører inden for investeringsservices:
1) Når det kommer til investeringsservices, tilbyder pengeinstitutter typisk en bred vifte af investeringsprodukter og -tjenester til deres kunder. Dette kan omfatte opsparingskonti, aktiehandel, obligationer, investeringsfonde og andre finansielle instrumenter. De fungerer som mellemmand mellem investorer og forskellige investeringsmuligheder, hvilket giver en bredere adgang til finansmarkederne for enkeltpersoner og institutioner.
2) Investeringsforeninger er kollektive investeringsordninger, hvor midler fra en gruppe investorer samles og forvaltes af et professionelt investeringsforvaltningsselskab. Investeringsforeninger giver enkeltpersoner adgang til diversificerede porteføljer, som ellers kan være svære at opnå som individuel investor. Professionelle fondsforvaltere træffer beslutninger om, hvordan midlerne skal investeres i forskellige aktiver, såsom aktier, obligationer eller ejendomme. Dette giver investorerne en bredere spredning af risiko og professionel styring af deres investeringer.
3 Investeringsforvaltningsselskaber er virksomheder, der specialiserer sig i at forvalte midler på vegne af investorer, herunder investeringsforeninger, pensionsfonde og andre institutionelle investorer. Disse selskaber har professionelle porteføljeforvaltere, der træffer investeringsbeslutninger på baggrund af en foruddefineret investeringsstrategi og mål. Deres rolle er at optimere afkastet af investeringerne inden for de fastsatte rammer og risikotolerance for de investorer, de repræsenterer.
4) AIF’er refererer til kollektive investeringsordninger, der investerer i aktiver ud over de traditionelle aktier og obligationer. Dette kan omfatte hedgefonde, private equity-fonde, ejendomsfonde osv. FAIF’er er de forvaltningsselskaber, der administrerer disse alternative investeringsfonde. AIF’er og FAIF’er opererer ofte med mere komplekse strategier og investeringsmetoder, og de er underlagt strengere regulering og tilsyn for at beskytte investorer på grund af de potentielt højere risici involveret.
Forklar det vigtigste om reglerne om rådgivning i henhold til investering
Investorbeskyttelsesbekendtgørelsen indeholder regler og kategoriseringer for godkendte modparter, professionelle kunder og detailkunder. Godkendte modparter er kunder, der opfylder kriterierne i IBB bilag 2 og omfatter blandt andet finansielle virksomheder, centralbanker og nationale regeringsinstitutioner. De kan handle med værdipapirhandleren, men kun for ordreudførelse, ikke andre investeringsservices.
Professionelle kunder er kunder, der opfylder betingelserne i IBB bilag 1, og de kan både være finansielle virksomheder og store virksomheder. Disse kunder anses for at have den nødvendige erfaring og ekspertise til at træffe egne investeringsbeslutninger.
Detailkunder er alle andre kunder, der hverken er godkendte modparter eller professionelle kunder. De omfatter privatkunder, små og mellemstore virksomheder, kommuner mv. Detailkunder kan dog anmode om at blive behandlet som professionelle kunder, men det kræver opfyldelse af visse kriterier og procedure, og de vil ikke anses for at have samme viden og erfaring som professionelle kunder.
Investorbeskyttelsesbekendtgørelsen indeholder også en generalklausul, der forpligter værdipapirhandlere til at handle ærligt, redeligt og i kundens bedste interesse. Der er også informationspligter, hvor værdipapirhandleren skal give relevante oplysninger til kunderne om deres tjenesteydelser, finansielle instrumenter og investeringsstrategier.
Når værdipapirhandleren yder investeringsrådgivning eller porteføljepleje, skal de indhente nødvendige oplysninger om kunden, herunder kendskab til investeringsområdet, kundens finansielle situation og investeringsformål. Derefter skal de anbefale tjenesteydelser og finansielle instrumenter, der passer til kundens behov og risikoprofil, baseret på egnethedstest.
I forbindelse med ordreudførelse gennemføres hensigtsmæssighedstest for detailkunder, der ikke modtager investeringsrådgivning eller porteføljepleje. Disse tests skal sikre, at kunden har den nødvendige indsigt i den type investering og de involverede risici.
For visse execution-only-tilfælde, hvor kunderne ønsker at udføre ordrer uden investeringsrådgivning, gælder der særlige undtagelser for hensigtsmæssighedstesten.
Generelt er målet med disse regler at beskytte investorer og sikre, at de får relevant information og vejledning, der passer til deres individuelle behov og risikotolerance.
Opsummer det vigtigste om rådgiveransvar i relation til investering
Investorbeskyttelsesregler:
- Investorbeskyttelses- og Forretningsadfærd Regulationen (IBB) implementerer investorbeskyttelsesregler baseret på EU’s Markets in Financial Instruments Directive II (MiFID II).
- IBB fastsætter krav til egnethedstests, passende vurderinger, oplysning af information og sikring af, at investeringsanbefalinger er i overensstemmelse med kundens behov og mål.
- IBB lægger vægt på at forstå kundens viden, erfaring, økonomiske situation og investeringsmål, før der gives anbefalinger.
- Værdipapirhandlere skal give omfattende information til kunder om de tilbudte finansielle instrumenter, investeringsstrategier, risici, omkostninger og potentielle interessekonflikter.
Ansvar for værdipapirhandlere:
- Dansk lov, specifikt Finansiel Virksomhedslovs § 43a, fastsætter rammerne for værdipapirhandlers ansvar vedrørende investorbeskyttelsesreglerne.
- Ifølge § 43a kan værdipapirhandlere holdes erstatningsansvarlige for skader i tilfælde af overtrædelser af visse bestemmelser i IBB.
- De privatretlige konsekvenser af IBB-overtrædelser er dog ikke ensartede; nogle overtrædelser udløser erstatningsansvar, mens andre ikke gør det.
- De danske domstole og Pengeinstitutankenævnet (Klageinstans for Finansielle Tjenesteydelser) spiller en central rolle i fortolkning og anvendelse af investorbeskyttelsesreglerne i forhold til vurdering af erstatningssager.
Udfordringer og overvejelser:
- Den komplekse reguleringsramme, herunder supplerende retningslinjer og tekniske standarder fra ESMA (Det Europæiske Værdipapir- og Markedstilsyn), giver udfordringer for domstole og klagenævn i anvendelsen af de privatretlige konsekvenser.
- Det store informationsomfang krævet af IBB kan føre til informationsmæssig overbelastning for kunder, hvilket potentielt kan hæmme velovervejede investeringsbeslutninger.
- Værdipapirhandlere skal afbalancere behovet for omfattende information med kundernes forståelsesniveau, hvilket kan være en udfordrende opgave.
- Kompleksiteten i finansmarkederne og de svingende værdier af finansielle instrumenter skaber vanskeligheder med at fastslå årsagssammenhæng, tilstrækkelighed, tabberegning, medvirken til egen skade og pligten til at begrænse tab i erstatningssager.
Samlet set sigter investorbeskyttelsesreglerne mod at beskytte kunder, men deres anvendelse i forhold til værdipapirhandlers ansvar kræver omhyggelig overvejelse og rejser visse udfordringer for det danske retssystem.
Opsummer de vigtigste domme og ankenævnssager i relation til investering med fokus på Risikoforståelsen: Ikke nødvendigt informere om sædvanlig risiko, kun usædvanlig. Eksempel herpå; Scandinotes, DIBA-dommen, Jyske Invest
Risikoevnen: Tilbageholden, selv ved lånefinansierede investeringer
Risikovillighed: Altovervejende hovedregel ansvarspådragende overskride kundens risikovillighed (investeringshorisont har betydning), eksempel Scandinotes
Opsummering af vigtigste domme og ankenævnssager i relation til investering med fokus på risikoforståelse:
- Scandinotes-sagerne: I disse sager blev kunderne anbefalet at investere i realkreditobligationer og ScandiNotes III Junior obligationer. Kunden tabte penge på grund af kursfald, og de indbragte sagen for ankenævnet og krævede erstatning for mangelfuld rådgivning. Ankenævnet fandt normalt ikke pengeinstituttets rådgivning mangelfuld, da det anså, at kunden burde forstå den sædvanlige risiko forbundet med sådanne investeringer. Kunden blev ikke anset for at have særlige forudsætninger for at forstå de involverede risici. Dog var der en undtagelse i ScandiNotes III Junior obligationerne, hvor kunden fik medhold i, at pengeinstituttet ikke havde informeret tilstrækkeligt om den usædvanlige risiko.
- DIBA-dommen (UfR 2013.182 H): I denne sag stadfæstede Højesteret landsrettens dom, hvor pengeinstituttet blev pålagt erstatningsansvar for en kundes tab på virksomhedsobligationer i forbindelse med en formueplejeaftale. Det var ikke ansvarspådragende at inkludere virksomhedsobligationer i sig selv, men det anses som ansvarspådragende at investere for massivt og ensidigt i virksomhedsobligationer.
- Jyske Invest Hedge Markedsneutral Obligationer: I disse sager anbefalede pengeinstituttet investeringer i hedgeforeningen Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer. Kunden tabte betydeligt på grund af et kursfald, og ankenævnet fandt, at pengeinstituttet ikke havde informeret tilstrækkeligt om den særlige risiko forbundet med de gearingseffekter, der var i produktet.
Konklusion:
Udgangspunktet er, at værdipapirhandleren ikke er ansvarspådragende, hvis de ikke informerer kunden om den potentielle risiko, der normalt er forbundet med den anbefalede investeringstype. Dog er der undtagelser, hvor værdipapirhandleren skal sørge for, at kunden har forstået den usædvanlige risiko forbundet med investeringen, især når det drejer sig om instrumenter med høj gearing eller usædvanlig risikoprofil i forhold til det sædvanlige for den pågældende type finansielle instrumenter. Kunden skal have forstået den usædvanlige risiko, og det er ikke nok at give dem teknisk informationsmateriale, som de ikke kan forstå.
Pengeinstitutankenævnet har imidlertid inden for de senere år ændret praksis i nogle tilfælde og pålagt pengeinstitutter en forpligtelse til at vurdere kundens evne til at bære investeringsrisici. I kendelser som PAK 710/2009 har Pengeinstitutankenævnet anset pengeinstitutter som ansvarspådragende for manglende vurdering af kundens risikoevne i forbindelse med anbefalingen af lånefinansierede investeringer.
Når Pengeinstitutankenævnet vurderer, om en investering er i strid med kundens risikovillighed, tages der også hensyn til kundens investeringshorisont. En længere investeringshorisont medfører ofte lavere risiko for tab, og dermed er sandsynligheden for at ankenævnet vil anse en anbefalet investering for at være i strid med kundens risikovillighed mindre.
Samlet set viser praksis fra Pengeinstitutankenævnet, at det som hovedregel er ansvarspådragende for et pengeinstitut at anbefale transaktioner, der overskrider kundens risikovillighed. Pengeinstitutter bør derfor være opmærksomme på at vurdere kundens risikoevne og risikovillighed grundigt, især når de anbefaler lånefinansierede investeringer eller investeringer med særlig høj risiko. Selvom Pengeinstitutankenævnet ikke altid har pålagt pengeinstitutter denne vurderingspligt, er det tydeligt, at praksis er under udvikling, og at der kan være situationer, hvor manglende vurdering af kundens risikoevne kan medføre ansvar for pengeinstituttet.
Nyt inden for investeringsretten
- Sagen om Flexinvest Fri og Finanstilsynets påbud:
- Finanstilsynet udstedte den 30.8.2019 en række påbud til Danske Bank i forbindelse med Flexinvest Fri-sagen.
- Danske Bank blev påbudt at gennemføre egnethedstest af alle kunder med aftale om Flexinvest Fri for at sikre, at investeringerne var egnet til kundernes formål og risikovillighed.
- Banken blev også pålagt at berigtige mangelfuld information ved individuel kommunikation overfor nuværende og tidligere kunder.
- Påbuddet omfattede desuden sikring af retvisende og fyldestgørende information til kunderne i overensstemmelse med IBB § 3.
- Finanstilsynet besluttede også at politianmelde Danske Bank for overtrædelse af forbuddet mod vildledende information til kunderne i IBB. Sagen blev anset for en alvorlig overtrædelse af forbrugerbeskyttende regler, der kunne svække tilliden til det finansielle system. - Relevans ift god skik og Finanstilsynets reaktionsmuligheder:
- Sagen om Flexinvest Fri er relevant ift god skik i FIL § 43 (kapitel 5 i bogen).
- Den illustrerer også Finanstilsynets reaktionsmuligheder (kapitel 16 i bogen) over for overtrædelser af forbrugerbeskyttende regler og vildledning af kunderne.
Denne sag viser, at Finanstilsynet tager overtrædelser af investeringsreglerne meget alvorligt og er parat til at pålægge påbud og endda politianmelde finansielle institutioner, der vildleder kunderne og bryder forbrugerbeskyttelsesreglerne. Det er afgørende for pengeinstitutter og investeringsforeninger at sikre, at de opfylder informationspligterne og gennemfører egnethedstests for at beskytte kundernes interesser og tilliden til det finansielle system.
