Fuchs (2004): Neurobiology and psychotherapy: an emerging dialogue.

Question 1

Fuchs (2004): Neurobiology and psychotherapy: an emerging dialogue.

Tekstens tema (og tre dele)

Answer 1

Psykoterapi ændrer på funktionen og strukturen af hjernen.

Introduktion:
Neuroscience er begyndt at finde neurale korrelater mellem mentale forstyrrelser og terapeutiske forandringer.

Psykologisk psykiatri: formationen af hjernen kan ikke adskilles fra menneskets liv og miljø. Hjernen er et historisk og social organ.

Denne tekst gennemgår:

1. Betydningen af neurobiologiske resultater for psykoterapeutisk teori
2. Beviserne for de neurobiologiske effekter af psykoterapi
3. Konceptuelle og metodologiske problemer med at forene neurobiologi og psykoterapi

Question 2

Fuchs (2004): Neurobiology and psychotherapy: an emerging dialogue.

Betydningen af neurobiologiske resultater for psykoterapeutisk teori

Answer 2

• Neuroplasticitet, hukommelse og de neurobiologiske korrelater for intersubjektivitet og tilknytning er specielt interessante for psykoterapi.
• Vækst, differentiation og udvikling af hjernen er ikke kun bestemt genetisk med også af interaktioner med miljøet.
• Der sker en livslang udvikling (remapping) af hjernen.
• Neuroplasticitet er en mekanisme, der tillader vedvarende ændringer i kognition eller emotion.
• For at producere vedvarende effekt må psykoterapi restrukturere neurale netværk i subkortikale områder (procedural og implicit hukommelse), da indsigtsorienteret (eksplicit hukommelse) terapi kun rammer hippocampus og kortikale områder, der svarer til bevidste processer.
• Implicitte hukommelsessystemer er altafgørende for patienters interpersonelle forhold og for den terapeutiske proces.
• Der må derfor ske et skift fra indsigtsorienterede, fortolkende og kognitive terapier til terapier, der lægger vægt på emotionel og procedural læring.
• Det terapeutiske forhold skal opprioriteres og må ses som et nyt tilknytningsforhold, der kan regulere affektiv homeostasis og tilknytningsrelateret implicit hukommelse.

Question 3

Fuchs (2004): Neurobiology and psychotherapy: an emerging dialogue.

Den neurobiologiske effekt af psykoterapi:

Answer 3

• Procedural genlæring i psykoterapi forventes at restrukturere hjernen og dens funktion ved at ændre synaptisk plasticitet og geners udtryk.
• Forskellige mentale forstyrrelser vil vise sig i karakteristiske ændringer i aktiviteten af regionale hjerneområder, der kan normaliseres ved psykoterapi.
• Psykofarmaka og psykoterapi sætter og ændrer hjernen forskelligt: psykoterapi formodes at virke ved at ændre hjernen top-down (fra subjektiv oplevelse af mening til neurokemiske niveau - fra kortikale områder og nedefter) mens psykofarmaka virker ved at ændre hjernen bottom-up (farmakologisk effekt på neurotranmitter systemer til en subjektiv ændring i humør og kognition - fra subkortikale områder og opefter).
• Hjernen er et organ, der transformerer forskellige beskeder fra forskellige niveauer og kan oversætte fra både subjektiv mening til neurokemi og omvendt. Der er ingen adskillelse mellem psykologiske og biologiske forhold nærmere en gensidig transformation af psykologiske processer til biologiske og omvendt.
• Dette implicerer, at psykopatologi ikke blot er afstedkommet af simple fejl i neurobiologi, men at de kausale forhold er mere komplekse.
• Det betyder, at dualismen mellem somatiske behandling og psykologisk ikke længere er holdbar.
• Psykoterapi kan ikke erstattes af medicin, da vi ikke har biokemiske midler, der kan ændre i de maladaptive interaktionsmønstre og adfærd, der leder til psykopatologi, og derfor kan lede til tilbagefald senere hen.
• Sådanne dispositioner kan kun ændres gennem gentagende oplevelser af emotionel, verbal og interpersonel art, der over tid ”graveres ind” i hjernen.

Question 4

Fuchs (2004): Neurobiology and psychotherapy: an emerging dialogue.

Metodologiske og konceptuelle problematikker:

Answer 4

• Billeder af hjernen kan ikke forstås som direkte afspejling af hjernens funktion. De gør levede forhold og emotionelle oplevelser til tingslige objekter og fanger ikke de temporale og spatielle dimensioner ved mentalt liv, der gør det til en væren i verden.
• Psykoterapi er en interpersonel proces, men neurobiologi fokuserer på enkelte hjerner og ikke på intersubjektivitet.
• Neurobiologi har ikke adgang til subjektivitet og intersubjektivitet eller til meningsdannelse, men det er lige præcis, hvad psykoterapi handler om.
• Destigmatisering vs depersonalisering: det kan være destigmatiserende, at der er en biologisk grund til mental forstyrrelse, og det fratager det personlige ansvar. Men biologiske forklaringsmodeller kan også være fremmedgørende og fratager mennesket muligheden for at agere, idet mennesket blot bliver et produkt af biologiske og neurologiske processer og genetik.
• Som terapeuter taler man til personen ikke hans synapser: at opfatte neurobiologi som det egentlige mål for psykoterapi ville være at devaluere den levede og delte meningsdannelse i det terapeutiske rum, der er kilden til selve forandringen.