Virus i Hund Flashcards
CPV Canine papilloma virus
Papillomavirus:
- Ikke-kappebærende, dobbeltstrenget DNA virus
- Replikation i cellekernen (intranukleære inklusionslegemer)
- Frigivelse af nye virus ved lysis af inficerede celler
- Forårsager persisterende infektioner
- Stabil i miljøet
Canine papillomavirus: Typer 1-13
- Oral papillomatose
- Unge dyr (oftest under 1 år)
- Meget smitsomt!
Epidemiologi:
Smitte via direkte (med vorter) og indirekte kontakt (fx legetøj, foderskål m.m.)
Inkubationstid på op til otte uger. Prædisponering - hudtraume og immunsuppresion
Klinik:
- Oftest multiple forandringer (papillomer) i mundhule (som oftest), konjunktiva, øjenlåg
- Først hvide, glatte papiller, senere hen blomkålslignende (benigne!)
Behandling:
Oftest spontan regression inden for få måneder, de forsvinder af sig selv efter få mdr.
Kirurgisk fjernelse (ved komplikationer) når hundne ikke kan spise/drikke selv ordentligt.
Kontrol:
Inaktiverede (dræbte) vacciner er ikke effektive/beskyttende
Levende modificerede vacciner er effektive men har bivirkninger (neoplastiske læsioner)
”Isolation” af smittede hunde
CAV-1 + CAV-2, Canine adenovirus
Adenovirus:
- Ikke kappebærende, dobbeltstrenget DNA virus
- Replikation i cellekernen (intranukleære inklusionslegemer)
- Moderat stabil i miljøet (kan overleve i flere uger)
Canine adenovirus:
- To serotyper:
* CAV-1 – infektiøs hepatitis (ICH)
* CAV-2 – lokaliseret respiratorisk sygdom
Epidemiologi CAV1:
Oralt optag af urin, fæces ell. spyt af inficerede dyr. Inficerer hepatocytter, nyrene og vaskulært endotel. Som oftest elimineres virus efter 14 dage. Virus kan persistere i nyrene og udskilel virus med urin i op til 6 mdr.
Patogenese:
Oralt optag, primær replikation i tonsiller, pharynx og peyerske pletter i tarmen. Viræmi; sekundær replikation i hepatocytter, nye og endotelceller. forårsager nekrotiserende og hæmoragisk hepatitis. Produktion af antistoffer efter 10 dage = immunkomplekser.
Forårsager også ødem i cornea, anterior uveitis (blue eye syndrome) og glomerulonefritis.
Klinisk sygdom CAV1:
Perakutte dødsfald, akut sygdom med depression, anoreksi, øgettørst, opkast, diarre og abodmiale smerter og diffuse blødninger. Blue eye efter klinisk recovery = 20%. Dødelighed på 10-30% i hunde og 100% i hvalpe.
Epidemiologi (CAV-2):
Smitte via aerosoler
Replikation i både øvre og nedre luftveje
Virusudskillelse i op til 9 dage efter infektion
Klinik og diagnose (CAV-2):
Som oftest milde, mindende om kennelhoste (tør hakkende hoste)
De fleste hunde eliminerer virus og har livslang immunitet
- Få hunde udvikler bronchopneumoni grundet sekundær bakteriel infektion.
Diagnostik af CAV1:
Klinik, feber, kollaps, abdominale smerter i unge ikke-vaccinerede hunde. Hæmatologi (neutropeni, lymfopeni og forklnget clotting tid). Basofile inklusionslegmer i hepatocytter. PCR.
Behandling og kontrol CAV1:
Støttende behandling (væske) og evt. blodtransfusioner. Modificerede levende el. inaktiverede vacciner. CAV1 vacciner har mange bivirkninger mend CAV2 vacciner beskytter mod CAV1 og har ikke bivirkninger.
- Diagnostik ved PCR på CAV2:
Kontrol (CAV-2): - Se CAV-1
Canine parvovirus CPV
Parvovirus:
Lille, ikke-kappebærende, enkeltstrenget DNA virus
Replikation i cellekernen (inklusionslegemer) af hurtigt delende celler
Meget stabil i miljøet
- Høj mutationsrate!
Canine parvovirus:
- Opstod i den sidste del af 1970erne fra felint parvovirus – 5-6 AS-ændringer i kappen
gjorde at virus nu kunne inficere via receptor hos hund
Høj morbiditet og dødelighed. Hyppig manifestation af akut/subakut hjertesvigt i hvalpe inficeret in uteru el .omrking fødsel.
Opbygning af immunitet i population (eksponering eller vaccination).
Akut enterisk sygdom i unge hvalpe = blodig diarre.
Idag er tre subtyper beskrevet (CPV-2a, CPV-2b, CPV-2c).
Epidemiologi:
Direkte (fækal-oral) og indirekte smitte
Meget høj mængde virus i fæces (op til 1 milliard viruspartikler per gram)
Meget stabil i miljøet
Patogenese: Oralt optag, primær replikation i pharyngeale lymfeknuder og peyerske pletter. Viræmi med sprednign til hurtigt delende celler. Hvalpe yngre end 2 uger har sekundær replikation i aktive myocytter. Ældre hvalpe har sekundær replikation i eptielceller i krypter i tyndtamren hvilket giver destrution af tarmvili - osmotisk malabsorbtiv og maldigestion diarre + blødninger fra tarmen.
Destruktion af lymfoidt væv → immunsupression, vækst af gram negative bakterier, endotoskæmi og shock.
Klinik: Afhænger af alder og immunstatus. Kort inkubationstid på 4-7 dage. Akut opstået sygdom med opkast og anoreksi. Nedstemthed og feber, diarre (ofte blodig) indenfor 2 døgn. Hæmorrhagi ved svære tilfælde.
Hurtig forværring pga dehydrering og vægttab. Svært afficerede dyr dør indenfor 3 døgn. Livslang immunitet ved recovery. Akut hjertesvigt som følge af infektion af myocytter i unge hvalpe under 8 uger.
Diagnostik:
- Klinik
- ELISA (antigen) - SNAP-test på fæces
- PCR på fæces
- HA-test (haemagglutination)
Behandling:
- Støttende behandling (væske, antiemetika)
- Bredspektret antibiotika
Kontrol:
- Vaccination – modificeret levende vaccine:
* Ikke til drægtige tæver
* Længerevarende immunitet (3 år)
- Vaccination – inaktiveret vaccine:
* Kan bruges til drægtige tæver
* Ikke effektiv ved tilstedeværelse af maternelle antistoffer (18 uger)
* Booster 1 gang årligt
- Minimering af virus i miljøet (kenneler og internater)
CDV Hundesyge/distemper
Paramyxoviridae:
Stort kappeklædt, negative-sense enkeltstrenget RNA virus
Replikation i cytoplasma
Canine distemper virus:
Genus morbilivirus
Meget smitsom hos hunde og andre carnivorer. Generaliseret infektion i mange organsystemer
Epidemiologi: meget bredt værtsspektrum (ræve, stinkdyr, vaskebjørne, løver, mink med flere). Smitter med direkte kontakt, aerosoler, kontaminerede overflade. Ikke stabil i miljøet.
Særlig smitte via unge hunde 3-6 mdr gamge når MDA falder. Ikke vaccinerde hunde holder smitte igang.
Patogenese for hundesyge:
1 fase) inhalation el. oralt optag. Replikation i øvre luftveje, pharynx, tonsiller, lymfeknuder i bronkier. Viræmi og spredning via lymfe.
2) sekundær replikation i andet lymfoidt væv → leukopeni, lymfocytolyse → immunsupression. Spredning til lunger, tarme, hud, CNS hvilket giver mange kliniske symptomer.
Klinik: inkubationstid 1-4 uger. Længere ved neurologisk sygdom. Sværhedsgraf hænger af virulens, alder og immunstatus. Feber, oculonasalt flåd, pharyngitis, hævede tonsiller.
Sekundære infketioner giver typisk hoste, diarre, opkast. Hududslet, abcesser i huden, huperkeratose på næse og trædepuder, recovery el. neurologiske tegn kan være parese, anfald og OLD DOG ENCEPHALITIS, hvis hunden lever med sygdommen længe nok inficeres hjernevæv og neurologiske tegn.
Diagnostik: Feber, okulonasalt flåd og neurologiske symptomer, PCR, SNAP-test ELISA (antistoffer)
Behandling: Støttende behandling, Antibiotika mod sekundære infektioner, Aflivning
Kontrol: Levende, svækket vaccine
Vacciner i Hund
Eksempler på virus vacciner i hund:
DHP/DHPPI: Levende, svækket, homologt hundesygevirus (CDV)
DHP/DHPPI: Levende, svækket, homologt hepatitisvirus (CAV2)
DHP/DHPPI: Levende, svækket, homologt parvovirus (CPV)
DHPPI: Levende svækket parainfluenzavirus (CPIV)
SPC DHP/DHPPi: Basis vaccination: 8 og 12 uger. I særlige høj-risikomiljøer: 6, 9 og 12 uger. Re-vaccination: hvert år for DHPPi og hvert 3. år for DHP
DDD anbefaling
- Vaccination ved 8 uger og re-vaccination hver fjerde uge indtil ≥ 16 uger
- Booster 6-8 måneder
- Re-vaccination minimum hvert 3. år
Mink parvovirus (MEV, AMDV
Mink enteritis virus (MEV): Minder om felin panleukopeni.
Stor virusudskillelse i fæces, fækal-oral smitte. Infektion af tarmceller medfører tab af mucosa og (blodig) diarre. Inaktiveret vaccine findes (gives sammen med hvalpesyge)
Aleutian mink disease virus (AMDV) –plasmacytose:
Globalt problem i minkproduktion (pelskvalitet, dødelighed, fertilitet). Meget smitsomt, store problemer førhen i nordjylland. OPåvirker pelskvalitet i voksne dyr, øger dødelighed og øger aborter. Kan overleve længe da det er parvovirus.
Giver Infektion af pneumocytter hos hvalpe medfører interstitiel pneumoni og høj dødelighed
Giver også persisterende infektion af immunceller hos voksne dyr medfører B-lymfocyt stimulering (plasmacytose), hypergammaglobulinæmi (flere antistoffer) og immumkompleks-relateret sygdomme (de kan udfældes i nyrerne!)
