SEMINAR 4-5 – ARBEJDSSKADER OG ERHVERVSANSVAR Flashcards
U1989.1108H – Asbestdommen
Faktum:
- Dansk Eternitfabrik (V) havde siden 1928 fremstillet eternit m.v. ved hjælp af store mængder asbest.
- Flere arbejdere var blevet ramt af erhvervssygdommen asbestose og enkelte kræft.
Dommens resultat:
- Højesteret udtaler, at V bør være erstatningsansvarlig for følgerne af sygdomme, som de i virksomheden beskæftigede arbejdere må antages at have pådraget sig ved påvirkningerne fra asbeststøv.
- Højesteret fandt endvidere, at forældelsesfristen efter DL 5-14-4 begyndte at løbe på det tidspunkt, hvor skaderne blev konstateret. Kravene var derfor ikke forældelede.
- Højesteret stadfæstede landsretten skøn ift. årsagssammenhængen, og fandt ikke at der lå egen-skyld ift. tobaksrygning.
- Højesteret fandt, at udbetaling af overgangsbeløb efter ASL medførte, at de efterladtes krav på begravelsesudgifter bortfaldt.
U1995.843H – Renter efter EAL
Faktum:
- A kom i august 1988 til skade ved en ulykke under sit arbejde for B.
- A pådrog sig en ryglidelse med erhvervsevnetab og varigt mén til følge.
- I 1990 traf den sociale ankestyrelse afgørelse (S) om, at rygskaden ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade.
- A sagsøgte sin arbejdsgiver B for erstatning ifølge EAL. S genoptog A’s sag efter landsrettens dom, og A’s skade blev anerkendt som en arbejdsskade.
Dommens resultat:
- Højesteret udtalte først, at efter ASL nedsættes den skadelidtes krav mod den erstatningsansvarlige i det omfang, et forsikringsselskab er pligtig at betale godtgørelse og/eller erstatning efter AL.
- […] Fastslås der en pligt til efter ASL at betale godtgørelse og/eller erstatning for mén og erhvervstab med beløb, der overstiger beløbene herfor i medfør af EAL’s bestemmelser, har skadelidte ikke noget krav efter EAL, som kan forrentes efter EAL § 16.
- I denne sag afgjorde S […] imidlertid i 1990, at den ryglidelse, som A havde pådraget sig, ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade. […] Det forhold, at ankestyrelsen efter sagsanlægget genoptog sagen med den følge, at ryglidelsen i 1994 alligevel blev anerkendt som en arbejdsskade, findes ikke at kunne fratage A retten til ved opgørelse af kravet efter EAL at tillægge renter efter dennes lovs § 16.
U1997.23V – Arrangøransvar ifbm. overlevelseskursus
Faktum:
- F var ansat i naturgasselskabet A.
- F var under ”overoverlevelseskursus”, som A havde bestilt hos firmaet O, faldet og kommet til skade. F havde ikke modtaget instruktion, og der var ikke foretaget noget for at imødegå risikoen.
Dommens resultat:
- Landsretten fastslog, at O havde handlet uforsvarligt ved ikke at give A instruktioner.
- A kunne pålægges ansvar herfor, idet turen blev arrangeret på A’s initiativ som led i virksomhedens normale kursusvirksomhed med henblik på at ryste medarbejderne sammen, og A’s ledelse havde lagt betydelig vægt på, at alle som havde mulighed deltog.
- Der blev endvidere lagt vægt på, at A’s ledelse i et vist omfang deltog i planlægningen af kurset.
U2009.138H – Tabt arbejdsfortjeneste indtil muligt at skønne over erhvervsevnetab
Faktum:
- D. 30. juni 2003 blev A udsat for en arbejdsulykke, som blev anerkendt som en arbejdsskade.
- A blev tilkendt førtidspension med virkning fra d. 1. februar 2005.
- D. 29. juni 2005 traf arbejdsskadestyrelsen afgørelse om A’s erhvervsevnetab, som blev fastsat til 80 %. Erstatningen blev ikendt med tilbagevirkende kraft til d. 1. februar 2005.
- Forsikringsselskabet F ville kun udbetale tabt arbejdsfortjeneste indtil 1. april, idet de mente, det her varmuligt at skønne over fremtidige erhvervstab.
- F ville kun udbetale godtgørelse svie og smerte indtil 21. juli 2004.
Dommens resultat:
- Højesteret udtalte, at erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 2. pkt., efter ordlyden må forstås således, at der skal være sammenfald mellem det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, og det tidspunkt, hvor retten til erstatning for erhvervsevnetab indtræder, således at der ved erstatningsdækningen hverken opstår ”overlapning” eller ”huller” mellem de 2 erstatningsposter.
- Der kunne ikke gives godtgørelse for svie og smerte til længere end d. 24. juli 2004, idet maksimum herfor var nået.
U2010.436H – Retten til tabt arbejdsfortjeneste ophørte ved afgørelse AES midlertidige erhvervsevnetab.
Faktum:
- A faldt under et nedrivningsarbejde fra en stige fra 4 meters høje. Dette var en arbejdsulykke.
- A pådrog sig omfattende skader.
- I august 2004 deltog A i et forrevalideringsforløb mhp. uddannelse til urmager.
- I november 2005 traf Arbejdsskadesstyrelsen, S, en midlertidig afgørelse om, at A havde lidt et erhvervstab på 35%, hvorfra erstatningen skulle løbe fra 10. august 2004, idet de fremtidige følger først skulle vurderes, når revalidering m.v. var afsluttet.
- D. 4. juni 2009 afsluttede A revalideringsforløbet, AES vurderede nu, at A’s tab endeligt var nedsat med mindre end 15 %.
- A lagde sag an mod arbejdsgiverens forsikringsselskab, E, med krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste helt frem til d. 4. juni 2019.12.15
Dommens resultat:
- Landsretten og Højesteret frifandt E. Højesteret udtalte, at virkningstidspunktet for tilkendelsen af erhvervsevnetabserstatningen i henhold til S’ midlertidige afgørelse måtte lægges til grund som det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophørte.
U2010.451H – Retten til tabt arbejdsfortjeneste ophørte ved afgørelse AES midlertidige erhvervsevnetab.
Faktum:
- A, der arbejde som murer, kom til skade d. 1. juni 2002.
- A var sygemeldt indtil d. 18. november 2002, hvorefter han genoptog arbejdet. A var igen sygemeldt fra d. 30. april 2003 til d. 4. maj 2004 og fra d. 14. oktober og frem.
- D. 17. september 2003 traf AES en midlertidig afgørelse om, at A havde et erhvervs tab på 35 %.
- A havde indtil den midlertidige afgørelse modtaget erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. A nedlagde påstand om tabt arbejdsfortjeneste indtil den enelige afgørelse om tabt arbejdsfortjeneste.
Dommens resultat:
- Både landsretten og højesteret frifandt E, idet retten til tabt arbejdsfortjeneste ophørte den dag, at der forelå en afgørelse om midlertidig erhvervsevne tab, som var fastsat ud fra et fagligt skøn.
U.2021.4752 - Ansvarsforsikringsselskab, der havde udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, kunne ikke indtræde i skadelidtes krav på midlertidig erhvervsevnetabserstatning for samme periode
- A, der i 2012 var udsat for en arbejdsskade, havde fra skadevolders ansvarsforsikringsselskab, F, fået udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslovens § 2 for perioden frem til udgangen af november 2015. I september 2016 traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, S, afgørelse om, at A i medfør af arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 3, var berettiget til midlertidig erhvervsevnetabserstatning for perioden fra den 1. september 2014 til den 30. november 2015, hvor A allerede havde fået udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste af F. F gjorde gældende, at selskabet på den baggrund havde ret til i medfør af arbejdsskadesikringslovens § 29, stk. 2, at indtræde i A’s krav på midlertidig erhvervsevnetabserstatning, idet A ellers ville blive overkompenseret, hvilket var ubestridt. Højesteret fandt, at der ikke var hjemmel for S til at indtræde i A’s krav på midlertidig erhvervsevnetabserstatning. Højesteret lagde navnlig vægt på forløbet af et lovforslag, hvori en bestemmelse om en sådan indtrædelsesret udgik under Folketingets behandling af lovforslaget. Højesteret fandt endvidere, at F ikke på andet grundlag kunne kræve tilbagebetaling eller modregning af den udbetalte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Dissens.
U.2021.1951 - Skader pådraget under befordring fra hjem til arbejde var ikke omfattet af arbejdsskadesikringsloven
A kom i februar 2009 ud for en færdselsulykke, da hun i egen bil kørte fra sit hjem til et sygehus, hvor hun arbejdede som vikar. Sagen angik, om A’s skader ved færdselsulykken kunne anerkendes som arbejdsskade efter arbejdsskadesikringsloven. På tidspunktet for ulykken var dette spørgsmål reguleret i en bekendtgørelse, hvorefter befordring til eller fra en fast eller midlertidig arbejdsplads kunne anerkendes som en arbejdsskade, hvis tjenesteforholdet eller hensynet til virksomhedens interesser havde indflydelse på befordringen. Det fremgår af forarbejderne til bekendtgørelsens hjemmelsbestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 4, stk. 3, at skader opstået under befordring til og fra arbejde som udgangspunkt ikke er omfattet af loven. A var ikke den pågældende dag tilkaldt af sin arbejdsgiver, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 3, og kørslen kunne ikke i øvrigt anses for omfattet af § 3 eller sidestilles med de der nævnte tilfælde. Endvidere kunne A, have valgt en anden transportform. At det var en betingelse for A’s ansættelse som vikar, at hun havde bil, og at hun modtog skattefri kørselsgodtgørelse, indebar ikke, at tjenesteforholdet eller hensynet til virksomhedens interesser kunne anses at have haft indflydelse på befordringen. A’s befordring til arbejdspladsen var derfor ikke omfattet af arbejdsskadesikringsloven, og Højesteret stadfæstede landsrettens dom om frifindelse af Ankestyrelsen
FED2001.1636V – Sexschikane er culpøst, arbejdsgiver ansvarlig for tabt arbejdsfortjeneste.
Faktum:
- A blev under et ansættelsesforhold ved arbejdsgiver S udsat for sexchikane af bestyreren B.
- A udviklede stresssymptomer, og A måtte efter arbejdsophør undergives revaliderimg.
- A’s erhvervsevnetab var under 15 %.
- A krævede tabt arbejdsfortjeneste af S.
Dommens resultat:
- Både byretten og landsretten fandt, at der var handlet uagtsomt. Der var årsagssammenhæng ml. sexchikanen og skaden, og dette var tillige en adækvat følge.
- Der blev statueret identifikation ml. B og S.
- A fik medhold i sin principale påstand om tabt arbejdsfortjeneste, men ikke for påstand om omfattende udokumenterede fysioterapiudgifter (dissens) eller erhvervsevnetaberstatning.
FED2006.248V – Kommune kunne ikke kræve renter
Faktum:
- A kom d. 28. marts 200 til skade ved en færdselsulykke. SV ansvarsforsikringsselskabet, F, anderkende skaden.
- A blev opereret i september 2000. A blev på ny opereret d. 13. februar 2003, hvorefter hun på nu var sygemeldt. A blev igen sygemeldt d. 19. marts 2004.
- Kommunen K betalte sygedagpenge og gjorde regres mod F. K havde ikke dokumenteret, der forelå fornøden årsagssammenhæng.
- Først da A selv sendte den fulde lægejournal til F, forelå fornødent bevis for årsagssammenhæng.
- Sagde vedrørte renter.
Dommens resultat:
- K var ikke berettiget til renter fra fremsættelsen af rentepåkrav eller fra anlæg af retssag mod F. Først 30 dage efter det tidspunkt, hvor F modtog fornøden dokumentation fra A, jf. rentelovens § 3, stk. 5.
