Lieber & Alexander (2005): Waiting for Balancing: Why the World is Not Pushing Back. Flashcards
Hvilke tre indikatorer måler Lieber og Alexander balancering af USA, efter 9/11, på?
1) Intern balancering: Staterne har ikke øget deres forsvarsudgifter.
2) Ekstern balancering: Vi ser ingen nye alliancemønstre.
3) Diplomatisk ’red lines’ (signal til den aggressive stat om at andre stater er parate til at tage militære midler i brug) overfor USA: På trods af den omfattende kritik af Irak krigen, har USA endnu ikke fået stillet et diplomatisk ultimatum.
→ hård balancering af USA er dog forsat en mulighed, men viljen er ikke tilstede.
Hvordan kan blød balancering af USA afvises empirisk?
- Institutionel binding af den dominerende stat? Nej, USA er blevet bakket op af institutioner i sin udenrigspolitik.
- Eksklusion fra regionalt, økonomisk samarbejde? Nej, USA har i WTO forhandlet om toldmure med alle regioner.
- Modarbejdelse af militære projekter? Nej, USA har flere baser end nogensinde før.
- Støtte til den dominerende stats modstandere? Nej, stor international opbakning om sanktioner imod Iran, Nordkorea ect. Derudover har stater ofte andre intentioner end balancering, hvis de støtter en af USA’s fjender.
Hvordan kan blød balancering afvises teoretisk?
Blød balancering blot er almindelig diplomatisk interaktion.
Hvorfor er der ingen, der balancerer USA?
- Stormagterne balancerer ikke USA, da USA’s udenrigspolitiske strategi efter 9/11 rettede sig mod ’rouge states’ og international terrorisme (afvisning af påstanden om, at USA har ført interventionistisk UP i Bush-perioden, som Paul mener).
- USA søger ikke at udvide sin magt ved at erobre fysisk territorium (husk Waltz).
- USA’s fjender er også andre staters fjender (islamisk terrorisme og spredning af WMD).
→ der er ingen, der balancerer USA, da stater generelt ikke er bange for USA som en trussel imod deres sikkerhed. Kun nye stater på vej til A-våben (rough states) og terrorister bør være bange. Disse to er endvidere fælles trusler for de fleste stater i verden, hvorfor USA får lov til at håndtere disse (og vedblive at være den eneste supermagt) uden at blive balanceret.
Hvordan adskiller Lieber og Alexander sig fra Paul?
Paul advarer om, at USA under Bush har ageret unilateralistisk og interventionistisk → den Westphalske suverænitetsnorm nedbrydes, hvilket vil få stormagterne op af stolene (hård balancering). Lieber og Alexander mener, at USA har fælles interesser med de andre stormagter, nemlig bekæmpelse af terrorisme og WMD.