Kap. 5 - Indholdsmæssige krav - lovmæssig forvaltning Flashcards
Hvad er legalitetsprincippet?
Det er princippet om, at myndigheders handlinger (især afgørelser) er afhængige af lovene. Princippet består af to dele:
- ) Forvaltningens virksomhed må ikke være i strid med loven. Myndigheder SKAL træffe de afgørelser som loven kræver.
- ) Forvaltningens virksomhed skal have hjemmel i loven.
Hvilke faktorer kan bruges til hjælp, når man skal fortolke?
Redskaber/faktorer der kan bruges til fortolkning:
- ) Reglens ordlyd: Hvordan vil de fleste normalt forstå lovens ord?
- ) Forarbejderne og lovens formål: Alle de dokumenter der er indgået i et lovforslags vej igennem Folketinget. En lovs bemærkninger og betænkninger bruges til fortolkning, fordi de forklarer FORMÅLET med loven. I forarbejderne er der også ofte forklaringer på, hvordan en bestemmelse skal forstås eller bruges.
- ) Praksis: Hvis der findes en fast administrativ praksis fra myndigheden selv, kan en sagsbehandler bruge den til hjælp ved fortolkning.
- ) Internationale aftaler og EU: Hvis DK har indgået internationale aftaler, skal myndigheder normalt prøve at fortolke de danske regler, så de ikke er i strid med vores internationale aftaler. I EU vedtages regler (direktiver) som DK skal lave om til dansk ret. Det kaldes EU-konform fortolkning.
Hvad er et skærpet hjemmelskrav?
Det afgørende: Om afgørelsen er til fordel eller til skade for borgeren.
Jo mere indgribende en afgørelse er, desto klarere skal hjemmelen til afgørelsen være.
Områder, hvor der er et skærpet hjemmelskrav, er især:
- Indgreb i den personlige frihed
- Straf
- Økonomiske byrder (skatter, afgifter)
- Indgreb i en borgers ret til at udføre sit arbejde (fx. myndighed der inddrager landmands ret til at drive landbrug)
Hvad er magtfordrejning?
At sagsbehandleren tager usaglige (ulovlige) hensyn ind i sit skøn.
Dvs. at han ikke må inddrage hensyn, der ikke er relevante i fht. den afgørelse, han skal træffe.
(Jf. reglerne om inhabilitet: hvis en sagsbehandler er inhabil = risiko for at han lægger vægt på usaglige hensyn)
Hvad er et skøn, og hvordan ved man, at en § overlader et skøn?
Skøn: Når lovgivningen overlader det til sagsbehandleren at foretage en selvstændig vurdering.
Uskrevne grundsætninger som begrænser skønnet og som sagsbehandleren skal rette sig efter:
- Forbud mod at inddrage usaglige hensyn i et skøn (jf. forbud mod magtfordrejning)
- Lighedsprincippet
- Pligtmæssigt skøn (skøn under regel)
- Proportionalitetsprincippet
Hvornår ved man, at en § overlader et skøn?
Der står f.eks. “Der kan gives dispensation…” “særlige forhold” osv.
Sagsbehandlere træffer også skønsmæssige afgørelser, uden at der direkte er hjemmel i en lov. Fx. i personalesager: hvem skal ansættes i en stilling? Hvem skal forfremmes? Afskedigelse pga. samarbejdsvanskeligheder.
Hvilke hensyn er generelt saglige?
- Loven: selve den lovbestemmelse, som sagsbehandleren bruger, kan beskrive de hensyn der kan/skal inddrages i afvejningen.
- Forarbejderne og lovens formål: Det er vigtigt at se på lovens formål, fordi det kan give et fingerpeg om, hvilke hensyn der er saglige.
Sagsbehandleren må kun inddrage hensyn der er relevante i forhold til den lov, som han træffer afgørelsen efter. Han må altså ikke forfølge formål fra en lov ved at bruge hensyn fra en anden lov, der har et helt andet formål.
Derudover må han ikke lægge vægt på hensyn, der hører til en helt anden myndigheds kompetence. - Menneskerettighederne: Hvis sikring af menneskerettighederne har betydning for en afgørelse, vil hensynet være sagligt. Der skal tages hensyn til ytringsfriheden, religionsfriheden og ejendomsrettens beskyttelse.
- Borgernes retsbeskyttelse: Normalt er det sagligt at inddrage hensyn til borgernes retsbeskyttelse. Fx borgernes gode tro eller berettigede forventninger. OM har udtalt, at myndigheder altid bør inddrage relevante hensyn til en parts økonomiske interesser.
- Værdispild og retshåndhævelse: Disse to kan nogle gange pege i hver sin retning. Fx. mand har bygget et hus ulovligt og myndighederne skal afgøre om det skal rives ned. Hensynet til værdispild: spild af værdi at rive huset ned.
Hensynet til retshåndhævelse: kommunen skal sende signal til borgerne om, at man kun skal bygge med lovlig tilladelse.
Hvilke hensyn er generelt usaglige?
- Private hensyn: Må ikke tage hensyn til deres egne personlige eller økonomiske interesser. Hvis sagsbehandleren har tilknytning til andre private eller selskaber, må han heller ikke lægge vægt på deres interesser.
- Partipolitiske hensyn og foreningshensyn: sagsbehandleren må ikke lægge vægt på politisk orientering eller hvilken fagforening eller a-kasse man er medlem af.
- Finansielle hensyn: Det er usagligt at lægge vægt på en myndigheds økonomi, når en sagsbehandler træffer en konkret afgørelse. (Kan være saglige: afskedigelse pga. besparelser)
- Procedurefordrejning: En myndigheds sagsbehandling skal tilrettelægges så smidigt og praktisk som muligt. Det er magtfordrejning hvis man venter med at behandle sager om fx. familiesammenføring for at undgå familiesammenføring. Det samme gælder, hvis man fx presser en medarbejder til at sige op for at undgå en lang og besværlig afskedigelsessag.
Hvad går lighedsprincippet ud på?
Lighedsgrundsætning: “Sager der er ens, skal behandles ens”.
Derfor skal sager der er forskellige også behandles forskelligt, men der skal være en SAGLIG GRUND til at behandle to borgere forskelligt. (fx. den ene borger har en større økonomisk formue end den anden)
Kan en myndighed ændre sin praksis?
En myndighed kan ikke uden grund ændre dens praksis i en enkelt sag.
Myndigheder er dog ikke bundet af deres praksis for altid: Hvis der er en saglig grund, kan en myndighed godt ændre sin praksis kun i en enkelt sag.
Hvis myndighederne vil ændre deres praksis, som er kendt af borgerne, er det vigtigt, at borgerne får besked om ændringerne. (via hjemmeside, i lokalavisen, i fagblade eller direkte til borgerne, hvis det er nødvendigt).
Hvis myndighedens praksis har været ulovlig, skal den selvfølgelig ændres.
Hvad betyder skøn under regel? Og hvad er sammenhængen med, at en myndighed har en praksis?
Myndigheden skal foretage et konkret skøn i hver enkelt sag.
Myndigheden må ikke sætte sit skøn under regel - fx. må en kommune ikke bestemme, at den aldrig eller altid giver dispensation til byggeri, og et ministerium kan ikke bestemme, at den altid behandler en bestemt type af sager først.
Sammenhængen med myndigheders praksis?
Myndigheden har interne regler for behandlingen af bestemte sagstyper af hensyn til lighedsprincippet. Disse interne regler må kun være vejledende. En myndighed kan derfor have regler (praksis) for hvordan den NORMALT behandler en type af sager.
Men myndigheden skal i hver sag foretage en konkret vurdering, og være åbne over for, om der er tale om en SÆRLIG SITUATION.
Er der situationer, hvor en myndighed kan begrænse skønnet?
Ja, hvis myndigheder har en stor mængde helt ensartede sager, hvor der er brug for forudsigelighed, eller hvor de er meget svært og ressourcekrævende at vurdere hver enkelt sag konkret (fx. optag på uddannelse)
Dog er der nogle områder hvor der altid skal skønnes: sociale sager, hvor det er vigtigt at alle afgørelser passer til den enkelte borgers situation.
Hvad er proportionalitetsprincippet?
At der er et rimeligt forhold mellem mål og midler.
Sagsbehandleren skal vælge den løsning, der er mindst indgribende for borgeren.
“At bruge den lille hammer før den store”
En sagsbehandler kan reagere forskelligt overfor en borger der har handlet ulovligt:
- Indskærpelse
- Påbud/forbud
- Administrativt bødeforlæg
- Politianmeldelse
- Fratagelse/tilbagekaldelse af autorisation/registrering
Skal en myndighed altid vælge det mildeste indgreb?
Nej, der kan være situationer hvor det er i orden at starte med “den store hammer”. Dvs. at myndigheden kan vælge en meget alvorlig raktion før en mindre alvorlig. Fx en ansat tager af kassen. Det vil være proportionelt af afskedige ham uden en advarsel.
Regel: Jo hårdere der gribes ind over for en borger, desto større er kravet til, at indgrebet er nødvendigt. Samtidig er der også større krav til dokumentationen i sagen.
Hvad er et vilkår, og hvornår kan det sættes?
Indimellem er det nødvendigt, at en myndighed sætter betingelser for, at en borger kan få en tilladelse (=bibestemmelser). Hvis borgeren så ikke efterlever vilkårene, kan det betyde afslag på ansøgningen.
Myndigheden behøver ikke at have lovhjemmel når den knytter et vilkår til en afgørelse. Men mange love har regler om, at myndigheden kan fastsætte vilkår.
Krav til vilkår:
* Der skal være lovhjemmel eller overladt et skøn: Hvis ikke der er lovhjemmel til at myndigheden kan fastsætte vilkår, kan de kun gøre det hvis loven overlader et skøn.
- Krav om saglighed: En bibestemmelse skal have en relevant sammenhæng med tilladelsen - den skal altså være båret af saglige hensyn.
- Proportionalitet: Et vilkår må ikke være mere byrdefuldt end nødvendigt.
- Pligtskøn: Hvis myndigheden skal skønne, må den ikke helt automatisk sætte vilkår, fx. tidsbegrænse alle spildevandstilladelser. Det er i strid med skøn under regel.
- Bestemthedskrav: En bibestemmelse skal være klar og bestemt, så borgeren ved, hvad han har at rette sig efter. Ex. er det uklart at skrive: “benzintanken må ikke være åben om natten”. For hvornår er det nat?
