Kapitel 8 + 9 - Dental biofilm og calculus Flashcards
Gør rede for dannelsen af tandsten og diskuter tandstens kliniske betydning
Tandstensdannelsen er forudgået af en dental biofilm, hvor den intermikrobielle matrix udgør calcificeringgrundlaget.
- Mineraliseringen af den intermikrobielle matrix i biofilmen sker ved tilførsel af mineralsalte fra saliva til supragingival tandstensdannelse og den subgingivale tandsten dannes ved mineralisering med mineralsalte fra det inflammatoriske exudat, der passerer lommerne.
- Derfor ses der ikke subgingival tandsten i raske lommer, hvor der ikke findes inflammation, og subgingival tandsten kan derfor heller ikke være årsag til parodontitis, da den kun kan optræde, hvor parodontitis allerede er udviklet.
Supragingivalt tandsten:
- ses ofte, hvor de store spytkirtler udmunder; i underkæbefronten lingualt, hvor gl submandibularis udmunder og facialt på OK første molar, hvor gl parotis udmunder.
- Den supragingivale tandsten er gullig eller hvidlig, og er generelt mindre mineraliseret (37%) end den subgingivale (58%).
Subgingivale tandsten:
- er typisk rødlig eller mørkebrun, da der indlejres blod og komponenter fra gingivalvæsken under dannelsen.
Både supra- og subgingival tandsten har en rug og ujævn overflade, der giver god retention for plakken, og mindre gode muligheder for renhold for patienten, da bakterierne kan putte sig ned i ujævnhederne, hvor de er stort set umulige at få op igen. Derfor udgør tandsten en risiko for forværring af en parodontitis tilstand, men som sagt ikke en risiko for udvikling af parodontitis, da subgingival tandsten ikke kan dannes uden inflammation allerede er til stede.
Fjernelse af tandsten:
- Det er ikke muligt at fjerne tandsten ved nogen af de almindelige dentale hjemmeplejemidler. En stærk syre ville i teorien kunne fjerne tandsten, men dette anbefales absolut ikke, da dette også ville medføre deminralisering af tandsubstandsen.
- Fjernelse af tandsten skal ske professionelt med scaler (supragingivalt) eller curette (primært subgingivalt).
- Selvom curetten er designet til at depurere i dybe pocher, er det besværligt at rense helt i bund, hvis lommerne er meget dybe, eller beliggende på et svært tilgængeligt område som distalt på molarer, hvorfor det kan blive nødvendigt med en kirurgisk depuration, hvis inflammationen ikke ophører efter non-kirurgisk findepuration.
Calculus kan dannes af 4 forskellige krystaller:
• Brushit (B)
• Octa-calciumfosfat (OCP)
• Hydroxylapatit (HA)
• Whitlockite (W)
Den supragingivale calculus:
- består af flere lag og er mindre mineraliseret (37 % gennemsnitlig). Den supragingivale calculus består især af OCP i de yderste lag og HA i de inderste lag. W kun i ringe i mængder og B findes kun i helt nydannet (basis)
Den subgingivale calculus:
- er mere homogen og mere mineraliseret (58%). Den subgingivale calculus består især af W.
- Den tætte forbindelse mellem tand og calculus skyldes at pelliklen calcificerer. Desuden kan ujævnheder i tandoverfladen (bl.a. hvor Sharpey’ske fibre tidligere har siddet) udfyldes af calculus.
- Subgingivalt calculus er et sekundært produkt til PA og ikke i sig selv en primær årsag til PA (autoklaveret plak optaget af bindevæv uden at danne absces eller inflammation). Calculus findes hyppigst fra CEJ og ned til bunden af pochen med et koronalt bånd på 0,5 mm hvor der ikke ses plak og calculus.
- Calculus har en ru overflade og der er altid bakterier hæftet til denne - dette er årsagen til at man fjerner calculus. Bakterierne er med til opretholde inflammation.
- Undersøgelser har vist at hvis man fjerner plak på calculus, vil der kunne opstå heling. En anden undersøgelse har vist en vis effekt ved fjernelse af supragingivalt plak og hermed dæmper rekolonasitationen af den subgingivale calculus.
På hvilken måde bidrager tandsten til inflammation i gingiva? (Maks. 100 ord. Hvis du skriver mere end 100 ord, vil kun de første 100 ord indgå i bedømmelsen af opgaven).
Subgingival tandsten opstår, når ginigvalvæsken (gingival cervicular flourid) kommer i kontakt med pochens plakbakterier, hvor plakkens matrix mineraliseres af krystaller fra væsken.
Subgingival tandsten kan derfor ikke opstå i rene pocher.
Tandsten har en ru overflade, hvilket giver gode retentionsmuligheder for bakterierne, samtidig med, at tandsten er umuligt at fjerne uden professionel rensning, udgør tandsten en forværring for progressionen af gingivitis/parodontitis, da disse bakterier igangsætter den inflammatoriske proces. Supragingival tandsten er ligeledes plakretinerende og dannes ved plakkens kontakt med saliva, hvorfor det også kan bidrage negativt til væksten i bakteriemængden.
Diskutér tandstens etiologiske betydning for parodontitis.
Gør rede for og begrund egenskaber ved biofilm, der kan have betydning for parodontalbehandlingen
Dannelse af tandsten sker normalt som følge af mineralisering af plak, men er vist at kunne ske som følge af calcifikation af proteiner i saliva.
Subgingivalt calculus er et sekundært produkt til PA og ikke i sig selv en primær årsag til PA (autoklaveret calculus kan optages af bindevæv uden at danne absces eller inflammation). Calculus findes hyppigst fra CEJ og ned til bunden af pochen med et koronalt bånd på 0,5 mm hvor der ikke ses plak og calculus.
Calculus har en ru overflade og der er altid bakterier hæftet til denne - dette er årsagen til at man fjerner calculus. Bakterierne er med til at opretholde inflammation.
Undersøgelser har vist at hvis man fjerner plak på calculus, vil der kunne opstå heling. En anden undersøgelse har vist en vis effekt ved fjernelse af supragingivalt plak og hermed dæmper rekolonasitationen af den subgingivale calculus.
Beskriv dannelsen af den dentale biofilm
Dannelsen af den dentale biofilm kan inddeles i 6 stadier
• Pellikeldannelse
o Den rene tandoverflade dækkes af makromolekyler i form af forskellige proteiner fra saliva, GCF og fra bakterier, der befinder sig i mundhulen. Dette udgør den såkaldte pellikel
• Reversibel adhæsion
o Svage fysiokemiske (Van Der Waals) kræfter, fra de elektriskladede molekyler holder bakterierne reversibelt bundet til pelliklen
• Permanent fæstning
o Den reversible ahæsion skaber mulighed for stærkere og mere permanent binding. Adhæsioner fra de tidlige kolonisatore kan binde til receptore i pelliklen, og giver en stærk binding.
• Co-adhæsion
o Celledeling blandt de første bakterier ændrer miljøet, ved eksempelvis at gøre den mere anaerobt ved at optage ilt fra området. Herved tiltrækkes anaerobe bakterier, der laver sekundære kolonisation
• Plakmodning
o De forskellige arter af bakterier danner interaktionsforbindelser som
o Fødekæder
Nogle bakteriers slutprodukter kan være næsring for andre bakterier
o Celle-celle signaler
Bakterierne kan kommunikere med hinanden gennem diffusionsmolekyler, hvorved de kan påvirke genekspressionen i hinanden, og op og nedregulere delingen af hinanden
• Afstødning af bakterier
o Ved afstødningen af bakterier, vil cellerne afstødes, så de kan danne nye kolonier et andet sted
Ved pochedannelse vil biofilmen vokse ned i pochen, hvor der findes andre forhold, end disse, der findes ved overfladen. Blandt andet ses der en meget lav mængde ilt, og et forhøjet pH. Ernæringen kommer primært fra gingivalvæsken.
Dette har betydning for PA-udviklingen og behandlingen, da nogle af bakterierne har virulensfaktorer, der kan undgå immunforsvaret og fremme inflammationen. Bla. har p gingivalis en virulensfaktor, der hæmmer PMNs fagocytose. Bakterierne kan dele virulensfaktorer, der fremmer deres resistens.
Virulensfaktor = Granden af patogenitet og sandsyligheden for at udvikle sygdom.
Bakterier subgingivalt har muligheden for at invadere blottede dentintubuli. De kan her tjene som et reservoir for ny kolonisation af pochen efter PA-behandling.
Redegør for hvorledes henholdsvis den specifikke og den økologiske plakhypotese forklarer den mikrobielle patogenese ved parodontitis.
Den specifikke plakhypotese:
- er en af de første måder, hvorpå man forsøgte at forklare udviklingen af sygdomme i mundhulen på, og repræsenterer er gammeldags syn på mikrobiologiske forhold.
- Hypotesen går på, at specifikke mikroorganismer så som eksempelvis Porphyromonas gingivalis og Aggregabakter actinomycetemcomitans (A.a.) er årsag til sygdommen, og hvis disse er til stede, er man syg, og hvis disse er fraværende, er man rask. Hvis man bygger sin behandling på denne hypotese, skal man i al sin enkelthed bare udrydde disse organismer, og så er patienten rask.
Den økologiske plakhypotese:
- Bruges især i dag
- Fortæller, at vægten mellem sygdom og sundhed er en balance mellem bakterierne og deres indbyrdes forhold, hvilket også betyder, at parodontitis er en multifaktor sygdom, da mange forhold og mikroorganismer gør sig gældende i sygdomsudviklingen og –processen.
- Den økologiske plakhypotese siger, at sygdommen sker som et skift i de orale forhold, hvilket favoriserer nye mikroorganismer, end ved de sunde forhold.
- Dette ses blandt andet under udviklingen af biofilmen på den rene tand, der sker i 6 faser:
o Pellikeldannelse: Makromolekyler (proteiner) fra gingivas ligger sig som et tyndt lag på tandoverfladen.
o Reversibel binding: Bakterier fra mundhulen kan binde reversibelt til pelliklen via tiltrækning til makromolekylernes elektriske ladninger, de såkaldte Van der Waalske kræfter (intermolekylære kræfter). Denne bakterieadhærence er løs og kan let fjernes.
o Irreversibel binding: Når tiltrækningen er sket, bindes bakterierne mere stærkt til pelliklen, hvilket sker ved at molekyler (adhæsiner), fra de tidlige koloniseringer af bakteriers overflade, bindes til komplementære receptorer på pelliklen. Der ses en specifik adhærence. Bakterierne sidder nu bedre fast til overfladen.
o Co-adhæsion: Forskellige bakterier udviser forskellige adhæsionsmolekyler i deres overflade, der igen tiltrækker forskellige bakterier, samtidig med, at forholdende inde i det voksende plaklag ændres bl.a. ved ændrede iltforhold, da de aerobe bakterier opbryger det tilstedevrende ilt. På denne måde kan bakterier af mere anaerob karakter tiltrækkes og leve i plakken, og der ses nu en voksende biodiversitet.
o Modning: I modningsstadiet begynder bakterierne at samarbejde med hinanden, hvilket kommer til udtrykke både indirekte ved dannelse af fødekæder, hvor en bakteries affald, bliver en anden bakteries nærring, og direkte ved dannelse af celle-celle-signaleveje, hvor cellerne påvirker hinanden til ændret genekspression og deling. Et eksempel på dette kunne være S. mutans, der ernæres af kulhydrater og danner syre. Her vil Veillonella kunne forbruge denne syre. Bakterierne kommunikerer med hinanden og kan dele virulensfaktorer. Eksempelvis vil de kunne dele forsvarsmekanismer mod antibiotika som eksempelvis beta-lactamase.
o Afstødelse: I afstødelsen vil bakterier blive afstødt fra plakken til dannelse af nye kolonier.
Specielt co-ahæsionen og modningen fortæller, hvordan ændrede forhold kan favorisere forskellige bakterier, og hvordan bakterier, der før var i undertal, kan komme i overtal, hvilket er grundessensen i den økologiske plakhypotese.
